Miniferie i Småland med små børn.

Det er tre uger siden vi var på miniferie i Småland og Sverige overraskede som altid med fede og fine oplevelser. Jeg elsker at rejse i Sverige fordi der er så mega fin natur og så meget autencitet; de svenskrøde gamle lader, de velbevarede bygninger og byer, den idylliske pippi-stemning og de mange unikke oplevelsesmuligheder.
Hvis I skal på forholdsvis lokal sommerferie i år, så er der måske inspiration til jeres sverigestur herunder? Vi har selv holdt sommerferie i Sverige de sidste par år, og jeg tager altid hjem med følelsen af at ville have mere!
Vi landede først på Isaberg Mountain Resort; noget jeg aldrig har prøvet før, men helt bestemt skal prøve igen. Det er sådan et aktiv-ferie område midt i den fineste natur – Isabergs naturreservat. Om vinteren er det et skisportssted, men om sommeren er det også et totalt mekka for aktiv ferie af forskellige grader.
Man kan blandt andet klatre i trætoppene på Höghöjdsbanan fra 6 år, så Noelle fik lov at udfordre sig selv og tog en tur med sin far imens jeg var på naturlegeplads med de andre to. Det er faktisk alt for sjældent vi bruger tid hver for sig med børnene, så jeg glædede mig virkelig over Noelle fik den oplevelse med Daniel, bare de to. Og hun VAR virkelig udfordret og kom ned så mega stolt over at have kastet sig ud linen og svævet fra ét til til et andet, højt oppe over jorden.
Bagefter prøvede vi rutsjebaneturen RODEL. Det er sådan en tur, hvor man slider ned ad bjergsiden i en vogn, hvor man selv kan styre farten. Altså, man kan bremse vognens fart, eller lade være, hvis man tør. Jeg måtte desværre ikke prøve fordi jeg er gravid, så jeg må tilbage og prøve en anden gang, men ungerne kunne slet ikke få nok!
Efter vi havde spist virkelig gode pizzaer oppe i vores hytte (vi tog dem med fra restauranten og bagte dem færdig ‘hjemme’), tog vi en aftentur i kano på søen lige på den anden side af vejen. Jeg elsker at sejle i kano, det giver mig simpelthen den største frihedsfølelse for en stund, og en følelse af at være helt tæt på naturen. At flyde dér ovenpå vandet, så tæt, at man kan røre, trætoppe der spejler sig og sollys der glimter i overfladen. Nus hjalp til med at padle og endnu engang fik jeg følelsen af, at hun er blevet så stor uden jeg har opdaget det…

Isaberg havde også en fin frokostbuffet og morgenbuffet, som begge er meget enkle. Det kan jeg nu ret godt lide!
Dagen efter satte vi kurs mod Gränna, hvor vi besøgte Polkapojkerne, der er en bolsjeforretning i den fineste gamle stil, ligesom byen egentlig er. Vi fik historien om en enlig mor og bolsjekoger, der for mange år siden havde lavet den originale pebermyntestok og solgt på hovedvejen i Gränna, som i dag har en masse bolsjeforretninger der hylder historien.
Vi tog de lidt 243 trin op ad Grännaberget til Kaffestugan, hvor jeg spiste en stor, klassisk rejemad og drak en lokal, alkoholfri cider. Det var en virkelig fin tur op og man forstår godt, hvorfor caféen med sin udsigt er populær. Og på grund af sin rejemad, men jeg elsker også rejemadder!!! Vi havde bæresele med til bassen, men han nægtede simpelthen at blive båret derop og tog alle trinnene selv. Øh, okay så!
Jeg smagte i øvrigt også området signatur ostekage, som egentlig smagte fint, men havde tekstur som hytteost. Det må du selv afprøve om er noget for dig!
Efter frokost kørte vi kort forbi den gamle bydel af Gränna, der hedder Röttle. Altså, hvis der er noget der er indbegrebet af svensk idyl, så må de simpelthen være dette sted! Gå en tur langs åen, tag måske en picnic kurv med og nyd på vejen. Jeg tænker billederne her taler for sig selv.
Vi skulle overnatte på Eksjö stadshotell, og kørte på Kulturvägen fra Röttle. En virkelig fin tur i endnu mere idyllisk og smuk natur. Der var også en række badebroer ved nogle af søerne langs vejen, det tænker jeg er vigtig info her i sommerperioden. Der kan man sagtens gøre nogle fine, små stop, så skriv lige dén vej på listen.
Inden vi ramte hotellet, besøgte vi Skullaryd Elgpark, som i øvrigt også har rigtig mange rådyr. Det var faktisk en virkelig sjov oplevelse fordi Erik der har parken tydeligt har kendt dyrene hele deres liv og har udviklet sådan en slags sang til at kalde på dem. Når de majestætiske dyr som regel er sådan nogle man spejder efter imellem træerne, så er det virkelig specielt at stå midt imellem sådan en kæmpe flok og få lov at se dem på tæt på. Jeg tror i øvrigt aldrig jeg har set en elg i virkeligheden, de er jo kæmpe, store! I Canada kan de åbenbart blive 2 meter høje over ryggen. Sådan én gad jeg ikke støde ind i, i bil, så nu forstår jeg virkelig den store mængde afspærring for dyr langs vejen i Sverige! (Der naturligvis i lige så høj grad er til deres beskyttelse)
Eksjö stadshotell var alt, hvad jeg elsker af herskabelig indretning og vintagestil. Hele hotellet er en historisk oplevelse og vi fik lov at overnatte i Kongesuiten, der havde to dobbeltsenge og masser af plads til os allesammen. Pris var overraskende i forhold til dét man fik! Jeg tror det koster omkring 2200 kr inklusiv morgenmad til alle, og det kommer vi sgu af og til, til at betale for to helt almindelige kedelige værelser, når der ikke er plads til fem personer på et enkelt værelse.
Vi spiste morgenmad i ægte badehotellet stil inden vi tog på eventyr igen, først til Filmbyn Småland. Stedet er indrettet med små udpluk fra de historier vi kender så godt fra vi var børn; Ronja Røverdatter, Emil fra Lönneberg, Pippi Langstrømpe. Ungerne hoppede op på Pippis hest, klædte sig ud, blev hejst op i flagstangen af Emil, vi fik serveret köttbullar med kartoffelmos, brun sauce og tyttebær til frokost, legede rundt på den lille parkour bane i skoven foran og havde bare en rigtig hyggelig formiddag. Filmbyn ligger så tæt på det område hvor Emil fra Lönneberg blev optaget, så der tog vi også et hurtigt smut hen og gik en lille tur rundt i Katthult.
Som sidste stop inden turen gik hjem, kørte vi til Kleva Gruva. Det er en gammel mine, hvor man får lov at bevæge sig rundt på eget hånd i de gamle mine tunneller. Der er iskoldt inde i bjerget og mørkt! Men inde i midten er der pludselig den fineste grønne sø af fuldstændig bomstille vand. Børnene var på skattejagt og skulle finde forskellige symboler, så der var lidt mere til turen for dem. Jeg må ærligt indrømme, at der altid gemmer sig forskellige tvangstanker hos mig, som jeg kontrollerer fint, men lige her, i de dybe tunneller, måtte jeg virkelig stramme mig an for ikke at vende om og løbe ud igen. Jeg ville have oplevelsen med, men det var altså et kæmpe gys at rende rundt inde i de sorte gange, kun oplyst af vores lygter. I den ene ende af minen var et virvar af gange, der kaldes ‘Labyrinten’. God fornøjelse. Hahaha!
Vi sluttede turen af med thaimad på Trafikplats Värnamo Södra ved E4, og landede hjemme i vores seng kl. 21.
2,5 dage med fuld fart på, så jeg tænker det er ideelt til en god forlænget weekend. Det var et rimelig stramt program med tre unger, men ikke desto mindre en masse dejlige oplevelser til mindebogen, og pigerne havde det nu ret fedt med at der hele tiden var flere ting på oplevelsesprogrammet. Så sov de også hurtigt når de blev puttet, hæhæ!
Jeg håber det kunne være inspiration til din næste Sverigestur, jeg glæder mig allerede til at komme tilbage til småland. Rigtig god sommerferie.
Sus ♥
Ingen kommentarer endnu