Et udlandseventyr?

Åh, det har sgu taget tid at få sat mig ned og skrive dette indlæg! Jeg har så mange ord jeg altid gerne vil skrive og vitterligt en følelse af for få timer i døgnet. Jeg må blive bedre til at skrive 10 minutters indlæg og ikke altid de her lange, lange indlæg. Men dét her, det bliver nødt til at fylde, fordi det fylder meget i mig. Det er faktisk altoverskyggende og det har det været de sidste måneder nu – fordi det er blevet alvor.

Da jeg mødte Daniel i 2012, talte vi allerede dengang om drømme om at flytte til udlandet. Jeg tror ikke vi havde kendt hinanden længe, før jeg sad til selskab hjemme hos svigermor og hun fortalte om et besøg hos en clairvoyant, der havde sagt til hende, at en af hendes børn en dag ville flytte til udlandet, og jeg sagde ‘Nå men, det kan meget vel være mig, der tager din søn med mig’..

Første gang vi besøgte USA faldt vi helt på røven over Boston og talte om at flytte netop dertil. Det har faktisk altid været en del af vores drømme, men de har aldrig været specifikke. Jo mere vi rejste rundt i USA, desto mere sikre blev vi faktisk på, at vi en dag ville tage derover og starte et nyt liv. Vi elsker USA. De mange forskellige oplevelser og kulturer i samme land. Den fuldstændigt enestående natur. Men med tiden og især med dét at få børn, blev vi også klar over, at dét at tage til USA og leve, ville have meget store konsekvenser for vores relationer. Man flyver ikke bare lige 9 timers flyveture, for at besøge familie og venner i en weekend. Jeg gør i hvert fald ikke. Og man kan ikke altid sætte sig ind i sin bil og komme hjem. Hjem til Danmark.

Da ‘Han, hun og drømmeslottet’ begyndte at rulle ind over skærmen, begyndte der at åbne sig en mulighed, som vi faktisk aldrig havde tænkt på før. At vi i virkeligheden ikke skulle lande i en eller anden storby, somewhere. Men finde os et landsted, hvor vi kunne skabe nogle aktiviteter, som vi kunne leve af. Indtil nu havde planerne altid været bundet op omkring min uddannelse som miljøøkonom. Jeg forestillede mig en stilling der kunne sende mig ud i verden og arbejde med klimaøkonomi internationalt. Samtidig, så var det ikke dér jeg var i mit liv. Jeg ville jo ikke ud i verden og arbejde fra 9-17 og lade Daniel holde skansen i vores familie. Jeg vil gerne selv være sammen med vores børn, og med ham. Mine prioriteringer har ændret sig, og så længe mine børn er under 18, vil jeg gøre alt hvad jeg kan for at få så mange minutter ud af dagene, ugerne, årene sammen med dem. Så måske kunne vi faktisk tage til udlandet for at skabe et liv med mere tid til hinanden. På et stykke land, hvor vi kunne leve af dét land og ikke skulle skilles hver eneste dag. Det kunne vi også godt i Danmark, og det var også dér vi landede for en stund. Men efter at have gennemtænkt scenariet om at leve på landet, mere eller mindre isoleret, med en stor grund der skal passes og plejes, trækker de varmere himmelstrøg bare lidt mere end 8 måneders gråvejr år efter år.

Da vi denne sommer tog til Mallorca, ned i en stor dejlig Finca, og smagte lidt på landidyllen, handlede ind lokalt og og ikke mindst fik besøg af en af Daniels gamle veninder, der er flyttet til Mallorca, blev der virkelig sat ild til tankerne og drømmene. Kunne vi virkelig sådan helt ægte forfølge drømmene om et liv med siesta, slow living og varme?

Vi kunne simpelthen ikke komme hjem igen. Det tog os mange, mange uger at acceptere, at sommerferien var slut. Vi kunne slet ikke finde tilbage til hverdagen og følte os i sådan et underligt limboland. Og det var ligesom om vi først fandt ud af det, da vi tog en beslutning om at rejse ud igen – permanent. Vi blev enige om, at nu har vi talt og talt og drømt os væk i mange år, og det kan vi blive ved med, lige indtil tiden og livet er gået og det er for sent. Nu er vi nødt til at gøre noget ved det.

Vi talte med vores familie og på en eller anden måde clearede, at det var ok. At der ikke var nogen der stod tilbage med en følelse af, at vi splittede vores familie, ved at tage afsted. Men alle har bare sagt, at de forstår os, og hundrede procent kan se os i dét vi gerne vil. At vi finder nye måder at ses på, og ikke mindst være sammen på, når vi så ses, som nok skal kompensere for dét vi mister. Det var rart. Der er fuld opbakning. Det samme gør sig gældende for vores venner. Vi har nemlig meldt ud til vores netværk, at vi har taget denne her beslutning. Vi har ikke ønsket os et bestemt land at bo i, vi har ræsonneret os frem, og er landet i Sydfrankrig. Her får vi faktisk vores ønskede siesta. Vi får varmen og vinen 🍷 Vi får muligheden for at kunne køre hjem, hvis noget går galt. Men vi får også opfyldt noget der har fyldt i mit indre, længere end jeg selv huskede.

Da jeg gik i 9.klasse valgte jeg at læse spansk på aftenskole. Jeg elsker sprog og jeg havde nok allerede dengang en drøm om et sydlandsk eventyr senere i livet. Da jeg startede på gymnasiet var jeg i vildrede over, hvorvidt jeg skulle læse spansk eller fransk, men holdt fast i det spanske. Jeg lovede mig selv, at inden jeg forlod dette liv, så skulle jeg have lært Fransk.

Og så er det da pudsigt, at vi har kaldt vores første datter et fransk navn.

Vi har naturligvis også gennemgået skolesystemer, sundhedssystemer og ikke mindst vurderet hvor vi vil føle os hjemme rent politisk. Frankrig har en miljø- og klimapolitik som tiltaler mig rigtig meget, (blandt andet har de atomkraft som betyder at co2 udledningen pr. indbygger er halvt så stor, som i Danmark), og så arbejder de med en diskonteringsrate som jeg også i langt højere grad kan identificere mig med, rent etisk, end den Danmark bruger. Du kan læse lidt om diskontering her, hvis du vil vide hvad jeg plaprer om. Derfor har Frankrig også været på tale arbejdsmæssigt, men jeg troede blot, at der ville følge storby og klimapolitik med. Og hvem ved, det kommer måske senere i mit liv. Men som sagt, prioriteterne er anderledes lige nu.

På en eller anden måde føles det faktisk som om, det jo altid var dér vi skulle søge hen. Så det gør vi. Og nu må vi se, hvad tiden vil vise. Tænk, om vi lander et helt andet sted. Tænk om vi finder ud af, at vi skal blive lige her i lille Danmark alligevel. Men jeg føler mig ret overbevist om, at indenfor et års tid, så pakker vi vores ejendele og vores hjerter og drager mod Sydfrankrig, ned til et lille Maison de Maître, der kan indfri mine vildeste herskabelige-detaljer-drømme og hvor vi kan renovere our hearts out. Og selvfølgelig skabe den virksomhed vi går og bygger inde i vores hoveder lige nu.

Jeg er begyndt at skrive dagbog og jeg glæder mig til at dele siderne med tiden. De vil forhåbentlig både afspejle den følelsesmæssige rejse og den fysiske rejse fra Danmark til udlandet. Lad mig bare afsløre, at følelserne ser meget forskellige ud med dagene. Vi har et fantastisk netværk herhjemme og rigtig mange elskede mennesker at forlade. Men vi har også rigtig mange ønsker og drømme om at få mere end dét vi føler vi kan få herhjemme i Danmark.

Derfor er jagten altså gået ægte ind på at finde et sted for os, og inden længe er vi nødt til at rejse derned og kigge på nogle af de steder vi allerede har i kikkerten. Selvom det gør virkelig ondt i mit hjerte at skulle overtræde min egen regel om maksimalt en flyvning om året – og den kvote er jo opbrugt for i år.

Vi er stille og roligt begyndt at arbejde på at lære det franske sprog. Jeg taler semi godt spansk og jeg synes det franske og spanske læner sig meget op ad hinanden, så jeg tror det bliver helt ok! Børnene ved besked. Jeg tror vi er på vej..