Om at gå fra to til tre børn 💨

Mange har #spurgt…. 😅

Hvordan er det egentlig at gå fra to til tre børn? Og det kan jeg selvfølgelig ikke sige noget om, sådan helt generelt; men jeg har besluttet mig at skrive lidt ned her på bloggen, om hvordan det har været at gå fra 4 til 5 i husstanden.

Lillebror rundet 6 måneder lige om lidt (og systemet presser sgu lidt på med den dér dåb/navngivning af vores ‘datter’, som de åbenbart har klokket i, men jeg ville da gerne kunne invitere dem jeg elsker med til dåb 🙄…), så nu synes jeg efterhånden jeg kan begynde at udtale mig lidt om det.

Jeg syntes jo det var det mest sindssyge at gå fra 1 til 2 børn. Det har jeg skrevet om i indlæg her og her. Altså Noelle var godt nok også kun 15 måneder gammel, da Naomi kom til verden, så der var ikke meget selvstændighed at trøste sig med, hos den første. Men jeg følte vitterligt jeg blev smidt ud midt på det store, blå hav, og skulle svømme ind til en bred, somewhere. Det var det vildeste maraton, og i dag kan jeg slet ikke fatte, at vi seriøst havde to så små børn samtidig, og kom igennem. Men jeg kan trods alt netop stå her og sige, at vi kom igennem, og på den anden side af kaos ventede der (stadigvæk kaos, bevares) en langt nemmere hverdag.

Derfor var jeg fuldstændig forberedt på, endnu engang at blive smidt ud på midt på havet, vylvidende, at jeg nok skulle lære at svømme. Jeg vidste, at jeg igen ville få ødelæggende dårlig samvittighed og føle mig utilstrækkelig. Jeg vidste, at jeg igen ville skulle tilgive mig selv lidt for ofte, for ikke at være så anerkendende som jeg gerne ville, og råbe lidt højere end jeg har lyst til. Men jeg vidste også, at jeg ville komme igennem det, og bare skulle hænge i. Så på en eller anden måde var det lidt sådan en ‘nu hopper vi helt derud, vi ses på den anden side’, da vi tog på hospitalet med veer. Og jeg kunne sgu allerede fornemme, da pigerne kom ind på hospitalet og mødte deres lillebror, at det ville blive K.A.O.S. De gad sgu ikke spilde tiden på det lille værelse og hev og sled i os omgående 😅

Alligevel, så har det ikke været dét jeg troede, at komme hjem og have tre børn. Det har været bedre. Nemmere.

Nolan har været et barn med enormt meget aftenuro, og en pilatesbold blev et fuldstændig uundværligt redskab. Jeg har hoppet på den skide bold i TIMER, for at holde babyen glad indtil den gad lukke sine øjne, at some point efter midnat. Til gengæld, så sov(er) barnet om natten. Han sover i min armhule, og ejer ikke sin egen seng, og jeg ligger ned og ammer ham om natten. Det betyder at vores nætter forløber således:

Jeg hører en grynten i søvne, får enten lirket min babs hen til munden eller hentet munden hen til min babs; min mælk løber til, babyen spiser, jeg sover videre og babyen sover videre. Hold kæft man, jeg siger jer; jeg har ikke haft mere end én eller to nætter, hvor jeg har været vågen fra klokken 01-04, som jeg ellers var seriøst ofte med Naomi. Og når man sover godt om natten, så kan man håndtere ret meget om dagen. Og om dagen er jo så til gengæld også PÅ. For babyen sover sgu ikke om dagen. Han snupper helst sine lure i 30 minutters intervaller, og da han var mindre sov han så 8 lure om dagen, nu er vi nede på 3×3 minutter på en helt dag. Og så kan man jo ikke slappe af når babyen så sover, fordi jeg jo hjemmepasser de to store, så der er aldrig stille i løbet af dagen. Derfor er jeg selvsagt taknemmelig for de gode nætter.

Men skidt pyt nu med søvnen – hvordan holder man så hanke i tre børn, om dagen?

Jeg ved ikke om indstillingen gør en forskel. Jeg ved ikke, om dét at man forventer det værste, medfører at alt over det værste føles rigtig godt, you get me? Måske havde tanken om det dybe, dybe vand sat barren så lavt, at jeg pludselig føler jeg hopper let og elegant over den?

I hvert fald, så er dagene enormt ligetil. Det er ikke fordi jeg ikke bliver presset, ikke fordi jeg ikke af og til føler, at jeg skal være tre steder på en gang og er ved at blive vanvittig. Men det meste af tiden, så har jeg sgu to store tøser der klarer sig ret godt selv. En stor pige på fem, der bare gerne vil have lov at sidde med sin lillebror, skifte hans ble, give ham tøj på. Altså, jeg har jo hjælpende hænder! Jeg kan gå på toilettet i fred. Jeg kan sågar tage et bad imens de to tøser kigger efter deres lillebror.

Det er jo altså muligt fordi de er dét større, og ikke bare 2-3 år gamle. Jeg brygger morgenkaffe i ro og drikker den varm. Altså det er jo et fuldstændigt drømme scenarie! Jeg har mere tid til mig selv, end da jeg havde ét barn. Men jeg har også skruet forventninger ned til mig selv siden da, uden det skal lyde helt forkert. Men dengang turde jeg jo ikke lade babyen ligge alene og glo ud i luften i fem minutter og troede jeg skulle være på non-stop i alle hendes vågne minutter, og gråd var noget der skulle stoppes omgående, så jeg kunne løbe ud fra toilettet med toiletpapir nærmest hængende i måsen (ja, sorry). Nu er jeg sgu sådan lidt mere, jo jo, babyen græder, det er ikke farligt, men det tager 60 sekunder at tørre mig færdigt og vaske mine fingre, det overlever ‘den’ nok..

Min pointe er, at vi er blevet flere om at tage os af den lille, og det er selvfølgelig både i kraft af, at der er den aldersforskel, som der jo nok er for de flestes vedkommende mellem nummer 1 og 3, ligesom jeg er vokset med opgaven. Jeg har lært at dårlig samvittighed er en dårlig følgesvend, som ikke giver mig noget som helst godt. Den giver mig end ikke motivation til at gøre det bedre, den er bare ødelæggende, og den skal ud. Vi mødre skal sgu tilgive os selv noget mere og huske på, at vi gør vores bedste!

Og så er det simpelthen som om, at jeg tog en slags uddannelse i ‘flere børn’ da vi gik fra 1 til 2. Altså, når man får første barn, så er man vant til at kunne give 100 % af sig selv til et eneste barn, og når nummer to kommer, så skal du altså lære på den hårde måde, at du ikke kan være to steder på én gang, ikke kan opfylde to behov 100 % på samme tid, og din opmærksomhed må deles. Og min opfattelse er, at det ikke gør den store forskel om du deler dig mellem to eller tre. Du har lært at dele dig..

Men handler det så om, at vi bare har fået verdens sødeste baby, og kommer det i virkeligheden ned til, hvilket barn man har fået? Ja, det tror jeg også.. Men jeg tror i og for sig også, at børn kan minde rigtig meget om hinanden og alligevel presse deres forældre på forskellige måder, fordi forældre jo sådan set også er mennesker, der er forskellige. Så jeg tror det handler rigtig meget om en kombination af, hvordan vi som forældre håndterer pressede situationer, hvordan vi håndterer manglende søvn, og hvilket barn vi har fået, og jeg synes egentlig, at når man først er kommet ud på den anden side med de forrige børn, så er det nemmere at se det hele som en midlertidig tilstand med den nye baby, og så ‘operere’ indenfor de vægge babyen sætter op, med sin personlighed. Og på den måde tror jeg, at jeg synes det hele falder os ret naturligt, bare at være, gøre og følge med. jeg håndterer i hvert fald lange aftener og hårdere nætter langt bedre nu end da Naomi var spæd og jeg troede vores liv aldrig ville blive normalt igen – altså jeg har udviklet mig, er blevet ‘uddannet’ og føler jeg har fået et såkaldt nemt barn og samlet set får det mig til at sige, at:

For os har det hidtil ikke været meget hårdere at have tre børn end to. Det har været en leg ifht. dengang vi fik nummer to!

De her to tøser er simpelthen sådan nogle dejlige storesøstre, og efter at have været alene med lillebror i dag, må jeg sande, at jeg synes det er langt hårdere at være alene med ham – og ene om at underholde ham hele dagen – end når hans to dejligste storesøstre er hjemme. Vi har det virkelig godt, og har man lyst til en tre’er, så skal man sgu få sig en tre’er ♡