Vending af UK baby og et opgør med autoriteter

Samsovende børn – vækker de ikke hinanden?

Igennem årene er jeg blevet spurgt rigtig meget ind til, hvordan vores piger sover sammen; om de ikke vækker og forstyrrer hinanden, og hvordan vi har fået det til at blive sådan, at de ikke gør..

Det er nærmest komisk, at jeg først får skrevet dette indlæg 2 uger efter at Noelle, nu knap 5 år gammel, valgte at sove på eget værelse – men lige om lidt skal vi igen igennem en periode hvor der skal oprettes en selektiv hørelse, så det er nu alligevel ret relevant for min situation at skrive indlægget lige nu.

Da vi fik Naomi var Noelle nemlig kun 15 måneder gammel og sov stadigvæk inde i vores seng hver nat, og hun skulle selvfølgelig ikke kyles ind på sit eget værelse fordi der kom en baby – både fordi jeg ikke var færdig med at ligge at putte med hende, og hun ikke var færdig med at ligge og putte med mig, men især også fordi at store forandringer i min optik ikke skal tages samtidig. Det er en kæmpe forandring at få en søskende, og det kan være svært nok i forvejen, så hun skulle ikke også ‘udstødes’ fra soveværelset, selvom jeg dengang ikke var bevidst om hvor længe jeg ville have hende i vores seng.

14 dage efter Naomi var kommet til verden, var jeg overbevist om, at det var verdens dummeste beslutning vi havde taget. Hver nat når Naomi vågnede og græd, vågnede Noelle naturligvis også, og det betød, at der ikke bare var ét barn, men to børn vågne adskillige gange om natten, og Daniel måtte naturligvis tage sig af Noelle og putte hende, selvom hans vækkeur ringede klokken 05:45 og kaldte ham på arbejde.

Men vi kunne jo ikke bare sende Noelle ind på sit eget værelse, så hvad skulle vi så gøre? Der var selvfølgelig den mulighed at dele os op, men det kommer aldrig nogensinde til at ske herhjemme, at jeg ikke sover sammen med min mand og derfor var det ikke en mulighed for os. Jeg er ret principfast, og man bliver godt nok hårdt prøvet som par med to børn under halvandet år eller bare små børn i det hele taget. Man ryger lidt fra hinanden og skal på en måde overleve at der ikke er noget tosomhed, indtil man igen kan vedligeholde forholdet. Derfor vidste jeg også, at ‘det sidste’ parforhold der var over os, altså at sove sammen med hinanden om natten, ikke skulle pilles ud af ligningen.

Jeg besluttede at løsningen måtte være at vi enten ikke fik noget søvn, og vel til sidst ville være så trætte, at vi alligevel ikke kunne vække hinanden – om muligt hørepropper til nogen af os.. Eller at vi måtte tro på, at Naomi hurtigt blev god til at sove godt om natten eller endnu bedre; at vi vænnede os til hinandens lyde. Måske nærmere, at Noelle vænnede sig til Naomis lyde.

Og jeg tror egentlig der sker det samme som der sker når jeg hver morgen ikke hører min mands vækkeur. Jeg bliver aldrig nogensinde vækket af alarmen der ringer ham op hver eneste morgen. Men jeg hører min egen.

Eller det samme som, at jeg altid, altid har hørt ungerne med det samme om natten, imens min mand ofte ikke har – og da han langsomt begyndte at tage over fordi børnene simpelthen begyndte at råbe på deres far fremfor deres mor, og jeg i min underbevidsthed var klar over, at der var en anden der rejste sig efter dem, så kunne jeg pludselig sove fra at de havde været vågne om natten.

Og vi fortsatte altså med at vælge de hårde uger uden søvn og tage tørnen, og selvom det føles som en evighed når man er træt, så gik der faktisk ikke særligt lang tid før Noelle var blevet så vant til Naomis lyde og nattegråd, at hun ikke vågnede af det – og omvendt. Det betød også, at da Naomi var ca 1,5 år gammel og Noelle lidt mere end 2,5 år, og vi for første gang prøvede at putte pigerne på eget værelse, så havde de allerede sovet sammen hver evigt eneste nat lige siden Naomi kom til verden.

 

Det betyder ikke, at de aldrig nogensinde har vækket hinanden. Hvis én af børnene har været vågnet op og ligget og kaldt for at blive hentet ind i mors og fars seng, så har vi også oplevet at den anden også var vågen, og der var to børn. der ville med ind og sove. Men det har været en undtagelse, nærmere end en regel. Og da først de blev store nok til bare selv at stå op og komme ind til os i løbet af natten, så kom de som oftest dumpende hver for sig mellem 3 og 5 om morgenen. De har altså ikke vækket hinanden. Til gengæld har de haft en kæmpe tryghed i at sove sammen, først i hver sin seng under samme sengehimmel, dernæst i samme seng. For et år siden, begyndte de nemlig at putte sig ned i sengen til hinanden, og derfor spurgte vi om de ville have en fællesseng. Så vi købte en seng på 120 centimeter som de har delt det sidste års tid..

Lige indtil Noelle fik malet og rykket lidt rundt på sit værelse for et par ugen siden, og simpelthen ville sove på sit eget værelse. Det har selvfølgelig været lidt hårdt for moderhjertet, fordi jeg elsker tanken om, at de sover sammen og har hinanden, ligesom jeg selv ikke har lyst til at sove alene. Men jeg kan ikke tvinge nogen af pigerne til noget og de ved heldigvis, at de altid er velkomne ind i vores seng, som de i perioder også kommer ind til i løbet af natten, hver nat. Lige for tiden bliver de også ofte puttet inde i vores seng, fordi vi netop har købt en ekstra boxmadras og nu har 270 centimeter at sove på. Det var en nødvendighed, når lillebror kommer lige om lidt, for det var i forvejen lidt trangt at sove fire mennesker på 180 centimeter og jeg kunne ikke drømme om at skulle stå og afvise dem midt om natten eller bruge natten på at ligge og putte dem tilbage i deres seng, fordi der ikke var plads til dem, nu hvor lillebror også skulle være der. De nyder lige så meget som os, at der er kommet mere plads og derfor sover vi også en del mere sammen nu end vi egentlig ellers har gjort de sidste mange måneder hvor de faktisk ofte har sovet hele natten i deres egen seng. Det hænger nok sammen med at de nu sover hver for sig, og vågner om natten og mangler trygheden.

Jeg håber, at de to ‘finder sammen’ igen, for jeg har altid nydt at sove med mine egne søskende. Men lige nu er det faktisk fint, at de sover ret meget i vores seng igen, netop fordi lillebror kommer og vi har samme projekt for igen; at blive bekendt med hinandens lyde allesammen, så vi kan sove sammen alle sammen, uden at vække hinanden. Og det gælder lige så vel for lillebror at skulle lære pigernes lyde at kende. Jeg ved at det endnu engang kommer til at føles som en ekstra og unødvendig udfordring midt i alt dét der ellers hører med at have fået en nyfødt. Men jeg ved også at det på den lange bane er det hele værd, fordi vi altså KAN få oprettet den dér selektive hørelse der gør det muligt at samsove på alle de forskellige måder vi vil – allesammen sammen, alle ungerne sammen, måske endda Naomi og lillebror sammen, hvis Noelle ikke har lyst. Det er muligt, men det kræver at man tager den ‘kamp’ op på et tidspunkt hvor det i forvejen er hårdt og man er træt og udkørt. Bagefter er det hamrende værdifuldt!

Nu ser det sådan ud inde hos Naomi. Sengen er faktisk en daybed fra Nordal, med en madras, som pigerne ikke skulle sove på, så vi har haft en anden madras liggende ovenpå. I juli fik jeg leveret en speciallavet madras i et smukt look fra Aba Design Living der skulle kunne understøtte begge pigernes vægt, og som de havde kæmpet for at finde den helt rigtige skum til, i flere måneder – og så gik der et øjeblik, så gad Noelle ikke sover herinde mere 😅

Men nu er den der, og forhåbentlig kommer de til at sove mange nætter sammen her i fremtiden.

 

 

 

 

 

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Læs også

Vending af UK baby og et opgør med autoriteter