
Jeg tror det er sådan en klassisk ping pong, men det generer mig.. Hver gang vi har fortalt folk, at vi skulle have vores tredje barn, er der folk der løfter albuen og stikker i siden på min mand og spørger – af og til med, af og til uden ord – om min mand nu er med på dén. Noget a’la ‘Nå, Nå, tre børn, hva? / Så fik hun sin vilje? / Hvad gør du hvis det bliver endnu en pige???’ Som om der er sådan en enstemmig forventning om, at mænd ikke kunne ønske sig flere end max to børn. Som om han umuligt kan have indvilliget. Som om jeg har snydt ham, gnubbet mig op ad...