Miljø-ABC: Tipping points – om den forsikring vi ikke vil betale for (9)

 

Dette indlæg kommer til at indeholde nogle af ekstremerne indenfor klimaforandringerne, og det bliver ikke et rart indlæg at læse.. Jeg taler ikke om ekstremisme, som når folk fortolker en religion til ekstremerne – der er nemlig ikke tale om fortolkning, men om videnskaben i dét punkt, hvor forskerne faktisk er i tvivl – ikke om hvad, men hvornår.

De er ikke i tvivl om hvad klimaforandringerne kan medføre og hvor galt det kan gå. Men de er i tvivl om, hvornår det kan gå så galt, som de frygter, at det vil gøre i yderligheden.

Tipping point er et udtryk for dét punkt, hvor lavinen ruller – dét punkt hvor det er for sent, og selvforstærkende mekanismer vil accellerere og efterlade os tilbage uden mulighed for at gøre fra eller til.

Hvis du har læst min miljø-ABC, så ved du efterhånden en masse om co2 i atmosfæren, om drivhuseffekt og global opvarmning, såvel som tab af biodiversitet og i det hele taget degradering af økosystemer. Vi ved, at det hele foregår, men ved du hvad frygten er, at det hele vil lede til i yderste tilfælde?…

Som jeg før har skrevet om, så består drivhuseffekten i, at drivhusgasser i atmosfæren forhindrer solen stråler i at blive reflekteret tilbage ud i rummet. De rammer i stedet en dyne, der sender dem tilbage ind til jorden. Verdens is og lyse overflader, er dem der reflekterer solen stråler tilbage ud i atmosfæren (albedo effekten) og køler på den måde vores jord, samtidig med at drivhusgasser i atmosfæren der sender dem tilbage ind til os, sammen med mørke overflader der absorberede dem, er skyld i at vi har den temperatur vi har. Samspillet mellem de to mekanismer skaber altså en stabil temperatur og det klima vi har. Når vi går ind og piller ved én af de mekanismer, så sender vi dem ud af balance. Når koncentrationen af drivhusgasser i atmosfæren øges, bliver det varmere. Det medfører naturligvis, at isen smelter, men det medfører også yderligere, at det reflekteres færre solstråler tilbage ud i rummet. Når færre solstråler reflekteres, bliver det igen varmere, og igen smelter mere og mere af isen.

You get the point? Det betyder, at hvis vi ikke kan stabilisere de to mekanismer, så hvis de hele tiden forstærke hinanden frem og tilbage.

Hvad sker der når temperaturen stiger så meget, at alt isen smelter?….

Og hvilken gennemsnitstemperatur har vores jord egentlig når vi når dertil? Er temperaturen på dét tidspunkt så høj, at vi allesammen lever i ørken?

Og endnu vigtigere – hvornår begynder de to selvforstærkende mekanismer at accelerere, altså såkaldt, hvornår ruller lavinen? Når den gør, hvad kan vi så stille op?

Flere forskere frygter også for endnu en uventet spiller – under indlandsisen ligger der nemlig lagre af metangas. Metangassen har en drivhuseffekt, der er meget kraftigere end kuldioxid (co2), altså således at der skal bruges omkring 20 gange mindre metangas end kuldioxid til at præstere samme opvarmningseffekt. Hvis eller når indlandsisen smelter, vil de store lagre af metangas altså fise ud i atmosfæren og bidrage til den globale opvarmning – uanset hvad vi selv gør for at reducere vores udledning. Det er fuldstændig ude af vores hænder.

Vi kan ikke trylle indlandsisen tilbage. Og indtil videre kan vi heller ikke i stor nok skala finde ud af at trække co2 ud af atmosfæren. Så hvis jordens manglende evne til at reflektere solens stråler ud i rummet, efterlader os i ørken, så kan du nok også godt regne ud, hvad der sker med os allesammen. Man kan nemlig ikke producere noget i en ørken uden vand. Og hvis du kender lidt til vind og vejr, så ved du også godt, at vand falder fra skyerne, når de møder kulde og trækker sig sammen, så vandet  bliver ‘presset ud’ som regn, imens varme fordamper vand. Det tegner altså ikke godt for vandressourcerne heller, at temperaturerne stiger.

Hvis vi ikke har en jord vi kan dyrke og ikke har noget vand at dyrke med, så er vi jo på godt gammelt dansk, på røven….

Ligeså frygter man de samme grænser indenfor vores økosystemer. Biodiversitet er som før skrevet om, vores bedste mulighed for at undgå pest. Jo større diversitet der er af arter, desto mere specialiserede er sygdomme, og desto mindre er risikoen for at være den art der rammes. Se det som 100 mennesker, der løber for deres liv. Der er ét skud i bøssen på ham, der skyder imod menneskemængden. Hvad er din risiko for at blive ramt, hvis der er 100 mennesker? Hvad er risikoen, hvis der er 20? 10? 2?

Eftersom alle arter er i samspil – bierne forstøver blomsterne, blomsterne og græsserne forsyner planteædende dyr med mad, som forsyner rovdyrene med mad – når ét led i kæden påvirkes, påvirkes hele kæden. HVORNÅR får vi rykket til lige præcis den dominobrik, eller så tilpas mange dominobrikker, at størstedelen af jordens arter forsvinder?

Og sådan er der tale om tipping points indenfor mange forskellige områder af vores miljø, men fælles for det hele er, at vi simpelthen ikke aner, hvornår vi rammer de grænser.

Det her er ikke noget der kommer til at ske i vores livstid, og det er også derfor vi ofte taler om, at vi gambler med vores børnebørns fremtid. Og nogen gange tror jeg vi glemmer, at vi elsker vores børn, og vil elske vores børnebørn, som vil elske deres børn som vi elsker vores. Vi efterlader altså uanset hvad nogen vi elsker til at stå i en situation med nogen de elsker, som vi ikke selv ville stå i med vores elskede.

Det relaterer sig faktisk tilbage til det indlæg jeg skrev om diskontering; dét her med, at penge har forskellig værdi i forskellige tidsperioder. Vil du helst have 1000 kroner i hånden nu eller om 5 år?

Nu… 1000 kroner om 5 år har ikke den samme værdi for dig, som de har nu. Du diskonterer pengenes værdi.

Det samme gør vi med events. Det handler simpelthen om, at vi mennesker ikke er bygget til at sætte os ind i vores situation, behov eller følelser ude i fremtiden. ´Den tid, den sorg’ er nok et meget sigende ordsprog for den tankgang. Vi ved allesammen at klimaforandringernes seriøse konsekvenser ligger langt ude i fremtiden, og derfor diskonterer vi dem – vi kan simpelthen ikke finde ud af at tillægge det den vægt det bør have. Vi leger med vores eget eksistensgrundlag, fordi vi diskonterer events. Hvor sindssygt er det???

Vi taler om, at det er for dyrt at sætte alt ind på den grønne omstilling. Vi tænker, at det er noget vi tager over tid – imens siger verdens førende klimaforskere, at vi har 10 år tilbage til at få vores udledning af co2 ned på 0. Det er deres vurdering af, hvor længe vi har før lavinen ruller.

Men gør vi dét, der skal til? Nej. Jeg kan afsløre at vi stadigvæk finder og afbrænder mere kul end vi nogensinde har gjort – kulindustrien er voksende.

Vi taler igen og igen om,  at den grønne omstilling skal finansieres og vi skal finde pengene først. Vi tror vi har et valg, og forstår ikke den risiko vi tager. Jeg bebrejder ikke nogen, for jeg er jo ikke bedre selv. Jeg kører stadigvæk i bil, jeg køber stadigvæk for meget tøj og tager det hele som et projekt, der skal ændres over tid. Jeg føler det er det eneste jeg kan gøre – men lur mig om ikke alting så anderledes ud, hvis vi vidste med sikkerhed, at katastrofen lurede lige om hjørnet. Lige nu er der et slør imellem vores bevidsthed og klimakrisen, der gør at vi ikke kan finde ud af at handle på den, som vi burde. Det er så ekstremt og så langt væk, at vi ikke kan forholde os til det.

Derfor er det ret sjovt at tænke på, at stort set alle mennesker har en brandforsikring;

Den amerikanske økonom Frank Ackerman, der har skrevet ‘Can we afford the Future’, sagde på et tidspunkt noget i retningen af:

Vi er så bange for terror, at vi har indrettet alle verdens lufthavne med security systemer. Det er ikke ligefrem hver dag, at fly kapres og sendes i døden – alligevel er det noget vi er så optagede af og bange for, at vi har indrettet hele verden på baggrund af frygten derfor. Vi er bange for ekstremerne.

Vi er så bange for, at vores hus brænder, at vi betaler til en brandforsikring hele vores liv igennem. Så bange for at miste alt hvad vi har – bange for ekstremerne.

Men i virkeligheden er risikoen for både terror og, at dit hus brænder, mindre end risikoen for at grønlandsisen smelter…..

HVORDAN kan vi være så optagede af yderligheder i den éne boldgade, imens vi slet ikke er villige til at forsikre os imod yderligheder i den anden boldgade? Hvad er forskellen på klimaforandringernes ekstremer og de andre ekstremer?

Faktum er, at vi ikke forsikrer os imod klimaforandringer. Det er den police vi har fravalgt, og sagt, at vi ikke har råd til..

Jeg håber ikke du er blevet alt for skræmt, og jeg lover, at næste indlæg bliver en smule mere opløftende, men også meget oplysende omkring ting du garanteret slet ikke troede var muligt.

Tak fordi du læste med.

Sus ♥