Noelles rum - Lad værelset udvikle sig med dit barn.

Naturferie, Part II – En flydende hytte på en skovsø.

..Halvanden times kørsel fra Båstnäs bilkirkegård/Ivanssons Bilskrot, ligger Naturbyn. På motorvejen/hovedvejen er en afkørsel direkte ind i skoven, hvor Naturbyn har en lille parkeringsplads og den fineste indgang med hjemmelavet stakit og fakler. Og lige her, begynder det at gå op for én, hvad det er for et umådeligt smukt sted man har booket sig ind på.

Det kunne være en lejrskole med fællesområde med bål, spise’stue’ og hytter. Det har bare klasse på en helt anden måde. Thomas, der ejer stedet, viser rundt og fortæller, hvad vi skal vide. Man føler sig omgående velkommen. Ved søen ligger en rækker kanoer, som du har lov til at låne, når du har købt overnatninger på stedet, uanset om du har hytte på sø, land eller i trætoppene.

Vi fandt en kano frem, redningsveste i de nødvendige størrelser, hentede vores oppakning og forsvandt ud på skovsøen, ud mod vores flydende hytte. Og mand!….

I det fineste håndværk, med panoramavindue ud mod søen og en fantastisk duft af træ. Det var næsten ikke til at tro sine egne øjne.

 

 

Den første aften var der let regn samtidig med, at solen skinnede og derfor sad vi pludselig midt på en skovsø og lavede bålmad under verdens største regnbue. Altså det var simpelthen så smukt!

 

 

  Da vi havde spist sejlede vi en lille tur ud på søen, for det ville pigerne så gerne. Da vi var tilbage bagte vi et grydebrød til morgenmaden den følgende dag, og da ungerne var blevet puttet åbnede vi en flaske naturvin eller orangevin, som mit nye crush hedder, og nød vores første aften på søen. Hytten har faktisk et køleskab i form af en militær-metalkasse af en art, som fyldes med is. På den måde er det muligt at få kølet en flaske vin og have mælk, æg og smør med sig. Det var virkelig en fed overraskelse, og der ligger en købmand få kilometer derfra.

 

Vi havde egentlig ikke gjort os så mange tanker om, hvordan det skulle fungere med ungerne derude. Vi var klar på, at det ville blive hårdt arbejde at holde dem væk fra kanten, og derfor havde vi også kun booket to overnatninger, for vi var bange for, at det ville være så krævende at være på vagt, at det ikke ville være rart med flere dage. Da vi kom til stedet talte vi om, at hvis man var ude på dækket, så skulle man have redningsvest på. Men det var egentlig ikke fair, at pigerne skulle sidde og spise aftensmad med redningsvest på, eller alt andet de foretog sig – og vi havde jo ikke lyst til at sidde indenfor i det dejlige vejr. Lynhurtigt viste de os også, at det slet ikke var nødvendigt. De søgte slet ikke kanten, men ville bare være sammen med os, om de ting vi lavede, som i høj grad var at sidde og nyde stedet eller lave bål og mad.

Dagen efter spiste vi morgenmad og pigerne sad og tegnede imens vi gjorde os klar i ro og mag. Alting tager lang tid, når man ikke skal bruge tiden på noget bestemt. At have tegnegrej med var en seriøs lifesaver på vores tur. Det var så nemt til køreturene og til et break i løbet af dagen.

Wellness i vildmarken så sådan her ud, på tømmerflåden ♥

Så sejlede vi ind for at kigge lidt på området og fordi vi var de eneste besøgende, kunne vi frit studere trætophytterne og jordhytterne.

 

 

     

 

 

På grunden er der også en legeplads til voksne og større børn, som gav anledning til en smule leg. Derefter satte vi os ind i spisestuen og snittede løg, åbnede en dåsetun og blandede med mayonnaise til en tunsalat, og så satte vi os hen ved badebroen, oppe ved vildmarksbadet, der desværre ikke var i brug, og spiste vores frokost med udsigt ud til vores hytte.

Makrel og tun, var én af de ting vi spiste allermest til frokost 😅

 

Efter frokosten sankede jeg en smule i området. Vi fandt vilde jordbær og samlede rød kløver og vejbred. Jeg gik også rundt og plukkede vilde blomster til en ny buket på bordet – og dét er totalt afstressning for mig.

Så sejlede vi ellers ud til vores hytte igen og bare nød solen, stilheden og omgivelserne indtil det var tid til at lave aftensmad. Man laver virkelig ikke særligt meget på sådan en tur – og det er helt perfekt, for man kommer hinanden ved på en helt anden måde.  

 

Vi lagde et tæppe ude på dækket, nogenlunde på midten og lavede det til et helle. Hvis man skulle være udenfor og tumle, så skulle det være dér. Så forholdt ungerne sig ligesom til det område, hvor de kunne lege og, at de skulle holde sig væk fra kanten. Det er ikke fordi vi slet ikke skulle hive dem væk – på et tidspunkt søgte Noelle alene om på toilettet, der har indgang på siden af hytten, hvilket hun naturligvis ikke skulle gøre alene – selvom hun følte, at hun havde styr på det, kunne et ryk i flåden jo. ‘skubbe’ hende i vandet.  Men vi var på ingen måde på overarbejde. Faktisk var de her dage hundrede gange nemmere end hverdagen. Fordi ungerne ikke havde alt deres legetøj med, så skændtes de ikke konstant over at ville lege med det samme. Vi brugte rigtig meget tid på bare at være sammen, og det gav ikke rigtig anledning til skænderier.

 

 

På flåden er de fleste remedier til madlavning. Kartoffelskræller, knive, gryder, pander mm.

Vi havde selv dolk med, som vi både brugte til at snitte pinde og lave mad med. Som skrevet, lå der en købmand i nærheden, så Daniel hentede bacon til en gryderet, der ellers udelukkende var baseret på mad, der ikke behøvede køl; hakkede tomater, babymajs, peberfrugt, gulerødder og syltede havtorn fra vores have. Så kogte vi perlebyg og krydrede med hakket vejbred. De syrlige havtorn mod den aromatiske tomatsovs (i øvrigt med plantefløde, som jo heller ikke skal være på køl) var simpelthen SÅ godt!

 

Efter aftensmaden grillede vi skumfiduser og dyppede fødderne inden det var sengetid ♥

    

Vi fiskede i øvrigt også (dog uden held) og brugte en kikkert, der er til rådighed i hytten, til at kigge rundt på naturen. Der er bævere i området, men vi var heller ikke så heldige at støde på dem.

 

Næsten morgen var den smukkeste jeg nogensinde har oplevet. Der var tåge omkring søen og fuldstændig blik. Jeg ville ud og være i det, og pigerne ville med. Men de ville meget hurtigt tilbage igen, og så kunne jeg sejle ud og nyde det smukke syn.

 

 

 

 

Vi nød vores morgenkaffe på det stille vand, spiste stegte grøntsager og bagte boller til morgenmad, sugede det sidste til os og gjorde klar til en lang køretur ned igennem Sverige.

 

Det her sted, det kan jeg ikke vente med at besøge igen. Jeg har savnet det hver dag lige siden…

Sus ♥

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Læs også

Noelles rum - Lad værelset udvikle sig med dit barn.