Lortemor – hvor er der et mor-leksikon?

Jeg kan lige så godt lægge kortene på bordet. Jeg gemmer på en lille smule temperament. Jeg.er.en.god.mor. Jeg prøver at være en god mor hele tiden – men jeg KAN ikke være konstant mor i zen-mode, der håndterer alting med kærlighed og omsorg. Og lige for tiden bliver jeg i dén grad sat på prøve.

Indenfor de sidste få uger, har min mindste forvandlet sig til en tyran. Hun er 2,5 år gammel, og har altid været god til at sige fra; med garanti fordi man får nogle knubs når man har en storesøster der kun er et år ældre, og ikke selv vidste hvilke kræfter hun brugte overfor den nye baby i familien.

Jeg har altid haft svært ved børn, der er voldsomme overfor andre børn. Jeg ved godt, at små børn ikke forstår konsekvensen af deres handlinger eller kan stoppe den impulsive trang til at reagere på en følelse. Men det gør det ikke mindste svært for mig, med kærlighed at skulle sige ‘det må du ikke, men du må meeeeeget gerne slå på tromme i stedet for’.

Vores ældste, Noelle har selvfølgelig haft perioder, hvor hun har været en bisse, men i store og hele har hun været yderst medgørlig, meget lydhør overfor det man siger til hende, og vil gerne godtage forklaringer om, hvorfor det er en god idé at opføre sig på én måde og en dårlig idé at opføre sig på en anden måde.

Men så har matronen på 2,5 simpelthen besluttet sig for, at på trods af hendes sprog udvikler sig med raketfart og hun har bedre og bedre mulighed for at udtrykke sig med ord – så vil hun langt hellere fyre den af med voldelige handlinger. Før i tiden var jeg rolig hvis de to legede sammen, og Noelle begyndte at græde. Før i tiden var det et skænderi om en dukke – nu farer jeg ind til dem, og kan finde min store pige med en solidt, rødt gebis i armen. Min datter bider. Og slår. River. Hiver i håret.

HVAD.HAR.JEG.GJORT.GALT???

Jeg sætter mig i øjenhøjde og fortæller, at man aldeles ikke må bide. Forklarer, at Noelle er ked af det, at det gør ondt og viser efterladenskaberne af det lille tandsæt. Naomi undskylder straks og giver et kram. Men 5 minutter senere har hun taget ordenligt fat i håret på sin storesøster og hevet hende rundt. Min frustration er stor.

Naomi har helt sikkert en kraftfuld vilje og vi siger eksempelvis 30 gange under både morgenmad, frokost og aftensmad, at hun skal sidde på sin numse og tage fødderne ned fra bordet. Hver eneste gang smiler hun kækt til os eller responderer køligt med et ‘nej’ og et smil…

Det er irriterende. Det driver mig til vanvid. Men det kan ikke måle sig med frustrationen over de ting hun udsætter sin storesøster for. Er min datter pludselig blevet en af dem, jeg altid har døbt som tyranner? Og HVORFOR? Kan jeg tillade mig at stille spørgsmålstegn ved om der er sket ændringer i vuggestuen, hvor børnene er i et mere hårdt miljø, siden min datter pludselig opfører sig sådan? Eller skal jeg kigge indad for at finde svaret?

Mangler hun anerkendelse eller omsorg, er vred og frustreret og får det ud på den måde? Eller er det muligt at være en glad pige, der bare lige får nogle kraftige impulser om fysisk voldelig adfærd, som hun ikke har den fjerneste idé om gør ondt? Er jeg helt åndssvag at stille spørgsmålstegn ved om det er muligt? For jeg ser bare en pige, der virker eftertænksom inden hun slår, med et smil på sine læber. Og ved du hvad. Hvis jeg havde læst det her, så ville jeg tænke; det lyder som et barn der bare vil have opmærksomhed, og har fundet ud af, at hun får den på den måde.

Men faktum er, at Naomi i allerhøjeste grad har haft brug for fysisk omsorg siden den dag hun blev skudt ud, og det betyder at hun konstant hænger eller kravler på mig, og nærmest kravler tilbage op hvor hun kommer fra. Vi sover mere i ske om natten end jeg gør med min mand. Hun er besidderisk og kræver mig til enhver tid, hvor Noelle giver udtryk for at have brug for sin mor. Og lige siden hun kom til verden har jeg sagt: Jeg har plads til to. Og der har været plads til to. Der ER plads til to. Så det er simpelthen ikke en mulighed, at hun mangler opmærksomhed eller omsorg. eller er det? hvad fanden foregår der så? Er det bare payback time for tiden som babyen der ikke kunne forsvare sig overfor storesøster?

I dag blev det for meget for mig. Og jeg blev en lortemor…

Naomi tog fat i en tot hår på Noelle, fuldstændig umotiveret, og hev til.

Min reaktion var, at tage fat i Naomis hår og hive til.. ..ja, jeg VED sgu godt, at det er absolut worst parenting, men jeg nåede til et punkt, hvor jeg tænkte, om det mon kunne virke, at hun fik samme behandling selv. Jeg nåede til et punkt, hvor jeg ikke længere kunne trøste mit ene barn, der endnu engang havde fået en umotiveret tur, imens jeg kærligt sagde til ‘overfaldsmanden’, at ‘det er da bare ikke okay lille skatterbasse’……..

Der gik meget få minutter før min dårlige samvittighed overmandede mig, og jeg tog Naomi hen til mig. Jeg havde hende stående lige foran mig og siger ‘Det var simpelthen ikke ok, at mor hev dig i håret. Det gør så ondt på Noelle når du hiver hende i håret, ligesom det gjorde ondt, da mor hev dig i håret. Og det var ikke ok, det må mor ikke’. Lige i samme øjeblik trækker barnet et trommestik i træ frem og giver mig én over næseryggen..

Det er muligt, at jeg fortjente det – men med følelsen af, at jeg simpelthen ikke kan nå igennem til hende, kombineret med smerten fra slaget på mit næseben, bryder jeg ud i gråd. Naomi skifter humør, bliver kærlig, undskylder og giver mig et kram. Hun spørger mig sågar om jeg er okay. Hun udviser præcis den omsorg jeg synes jeg har lært mine piger at udvide. Hun bruger præcis de ord jeg bruger, når de slår sig eller slår hinanden. Så det gemmer sig derinde bagved. Og det er muligt at det er slut igen i morgen. Det er muligt, at det hele hænger på mig, og det vitterligt er parenting gone wrong.

Men jeg ville ønske jeg vidste, hvad jeg har gjort forkert, eller hvad jeg kan gøre for at ændre på det. Jeg mangler et mor-leksikon.

Sidder der et mor-leksikon derude?

Sus ♥