Miljø-ABC: Forbrugskultur midt i klimaforandringerne.

Så blev det tid til 4. indlæg i min Miljø-ABC.

Sidst handlede det om international klimapolitik – om, hvorfor verden ikke har en fælles slagplan med en ambitiøs indsats overfor klimaforandringerne; om hvorfor vi sovser rundt i ‘det er katastrofalt, hvis vi ikke gør noget, vi ved godt hvad vi skal gøre, men alligevel gør vi det ikke’.. Jeg afsluttede med spørgsmålet: Hvis vi ikke kan stole på, at de er voksne mennesker til de internationale klimatopmøder, eller på, at den danske regering vil gøre det nødvendige, hvad i alverden skal vi så gøre?

Som jeg også skrev, så ligger de store samfundsændringer på skuldrene af dem, der har magten til at ændre vores samfundsstruktur. Og det lyder måske forkert, for det har vi borgere jo i bund og grund, eftersom vores stemmer afgør, hvem der sidder i folketinget og tager beslutninger. Vi har udvalgt nogle mennesker til at varetage vores interesserer i regeringen. Men uanset hvad vi gør på borgerniveau, så har vi ikke redskaberne eller midlerne til at gøre det nødvendige.

Vi kan fremsætte lovforslag, og så kan regeringen behandle det – og vælge at sige ‘nej tak’. Så det kræver altså, at magthaverne lever op til deres ansvar. Og samtidig så handler alting jo om stemmer, så politikerne er begrænset af at foretage de nødvendige ændringer, hvis ikke de har opbakningen i befolkningen.

På den måde er det altså et kompliceret spind, hvor vi alle påvirker hinanden frem og tilbage. Men min pointe er, at uanset hvad vi som borgere har lyst til at tage af beslutninger – ‘jeg vil kun bruge grøn energi’ eksempelvis, så kan vi ikke, hvis ikke magthaverne tager beslutninger, der gør det muligt for os. Hvis alle flyene fløj på biobrændstof, så ville vi naturligvis allesammen flyve på biobrændstof. Men det kan vi ikke beslutte os for at gøre, hvis ikke det kræves fra magthaverne, at fly er drevet af biobrændstof. Det er præcis derfor jeg ikke synes, at vi får noget ud af at gå og slå hinanden oven i hovedet, fordi, vi har ikke muligheden for at klare det hele selv, og derfor nytter det ikke at vi peger fingre ad hinanden. Vi er nødt til sammen at påvirke dem, der har mulighederne for at ændre på sagerne. Og når vi peger fingre ad hinanden, så skaber vi splid fremfor at mobilisere en samlet styrke, der overfor vores stat KRÆVER, at vores land skal drives af grøn energi. Dem der sidder ved roret siger, at det er for dyrt og, at de skal være økonomisk ansvarlige. Desværre er det bare sådan, at jo længere vi venter, jo dyrere bliver det. Derfor er vi også nødt til at vise, at vi er villige til at betale prisen.

Politikerne har værktøjer til at gøre sort energi dyrt, og grøn energi det billigere alternativ, eksempelvis ved at sætte et pris på CO2. Det ville reducere udledningen ret effektivt, fordi vi simpelthen ikke længere ville have RÅD til at forurene så meget som vi gør.

Den alternative løsning er, at vi allesammen ændrer vores mindset fuldstændig, OG RET HURTIGT. Begge dele kræver i og for sig en ændring i vores mindset, for hvis vi eksempelvis skulle sætte en pris på CO2, så kræver det en opbakning iblandt befolkningen, hvor vi accepterer at forurenende varer bliver ekstra dyre. Men alternativet er, at stole på, at vi allesammen frivilligt tager det dyre, bæredygtige valg. Og det er simpelthen for stor en satsning, at tro, at folk helt frivilligt vil pålægge sig selv de dyre omkostninger ved en grøn livsstil. Derfor er økonomiske, politiske redskaber effektive, fordi de simpelthen straffer os på pengepungen, hvis vi ikke foretager de rigtige valg.

Men som sagt, så er politikerne valgt ind af dig og mig – og vi er nødt til at vise dem, at vi ønsker en ambitiøs klima- og miljøpolitik. Derfor skal vi OGSÅ tænke over vores handlinger og ændre vores mindset. Jeg vil dykke lidt ned i den kompleksitet det bringer med sig, fordi vi mennesker både fungerer som borgere og som individer:

Hvad betyder det egentlig?

Man taler om den etiske forbruger, der frivilligt eftersætter den bæredygtige livsstil, og som er den forbruger vi allesammen har brug for, og brug for, at alle omstiller sig til. Dén som jeg lige før skrev om at ‘stole på’ til at løse problemet, mere end at bruge politisk regulering til det. Men det vi allerførst kan konstatere er, at hele det her projekt med at handle bæredygtigt er EN STOR JUNGLE. Det er simpelthen ikke gennemsigtigt nok, og der findes alverdens green-washing derude. Hvis vi ikke har et transparent system, der gør det 100 % muligt at være den etiske forbruger, ikke blot af hjerte, men også med muligheden for at se hvad der reelt er de bæredygtige valg, hvordan kan vi så stole på, at dét er løsningen?

Vi ved kun dét vi ved, og I forsøget på at gøre det rigtige for miljøet kan vi let lade os forlede, og stole på, at dét der påstås at være et grønt valg, også er det. Hvordan skulle vi reelt kunne sikre os det?

Den etiske/kritiske forbruger leder til falske forventninger om, hvad individelle borgere kan klare på deres niveau – vi er nødt til at forlange regulering på det politiske niveau, afledt af en stigende tendens til kristisk forbrug. Altså, at vi påvirker hinanden, mennesker imellem men også niveauer imellem.

Den kritiske og etiske forbruger er under pres af menneskets ‘natur’. Vi består nemlig af lige dele privatforbruger og borger. Borgeren er dén der stemmer på eventuelt en co2 afgift, eventuelt en højere skattesats, der kan tilføre nogle flere penge til vores statskasse, eller lignende handlinger, der er til det bedste for vores samfund. Borgeren er dén, der ikke kun imødeser sine egne kortsigtede behov, men som ønsker det bedste for det samfund man er borger i. Borgeren er også den der måske synes, for miljøets (og vores samfund/land/jords) skyld, at vi skal købe genbrug og købe mindre, spise mindre kød osv.

Den private forbruger er den del af os, som alligevel vælger den konventionelle mælk, fremfor den økologiske, grøntsager der er fløjet ind fra udlandet, fordi de danske varer er dyrere –  den del, der alligevel fristes af det billige, fast fashion fra H&M, som bander og svovler over afgifter på bilerne og som gudhjælpemig ikke synes benzinpriserne skal stige, fordi det har en økonomisk konsekvens for os; vi kan købe mindre…

DER ER IKKE NOGET GALT MED DIG! ELLER MIG! ELLER NOGEN ANDRE! Det er noget vi alle kan stille spørgsmålstegn ved, men ikke noget vi kan klandre hinanden for.

Økonomi er et studie af folks nytte og ‘bytteforhold’, og økonomisk teori beror på, at man har set, hvordan folk prioriterer og reagerer på ændringer, hvordan deres nytte ændrer sig. Økonomisk teori afslører, at mennesker forsøger at optimere deres økonomi ved at få mest muligt for deres penge. Når prisen på en vare stiger, så køber vi mere af en anden vare, der koster mindre. Vi omrokerer vores budget for at få den højeste nytte ud af det, hver gang vi bliver udsat for ændringer ude i prissystemet. VI ER FORBRUGERE, og vi prøver at få mest nytteværdi ud af de midler vi har.

Så længe den private forbruger er blottet for borgeren, så er det sådan, at hvis vi kan købe de billigste alternativer af alting og på den måde få råd til mere og dermed få en højere nytte – så gør vi det.

Heldigvis er vi ikke kun private forbrugere, der søger at tilfredsstille vores egne ’’øjeblikkelige’’ præferencer. Det betyder, at når vi står i supermarkedet, så tænker vi ikke alting ind i en kontekst, og tænker alle leddene ud før vi beslutter os. Vi står ikke og overvejer, at de billige rejer ikke tager hensyn til bæredygtigt fiskeri, hvilket kan betyde at bestanden kollapser, og vi i fremtiden ikke kan få rejer, fordi rejerne måske udryddes – det ved jeg ikke om de gør, men giver det mening? At vi ikke står med sådan et tankemønster hver gang vi griber en vare? På den måde forfølger vi en øjeblikkelig præference. Rejer. Jo billigere, jo flere.

Den anden del af os, som selvfølgelig forsøger af forfølge en langsigtet præference, har tænkt over alle de ting, og ved faktisk godt, at dét valg, egentlig slet ikke er til gavn for os selv. Den del prøver at ændre vaner.

Så vi består altså ikke kun af en materialisk forbruger, der ikke tænker over konsekvenserne af vores handlinger, men vi er en kompleks blanding af kortsigtede og langsigtede præferencer, hvor forbrugeren af og til vinder over borgeren og omvendt. Vi er ikke allesammen bestående af lige store dele – mange mennesker tager ekstremt mange valg i overensstemmelse med sine langsigtede præferencer, hvor man også har præferencer for alle andre mennesker i verdens velbefindende, og udgør i høj grad den etiske og kritiske forbruger. Men vi KAN IKKE stole på, at det er nok – for den anden del af os består.

Det virker fuldstændig irrationelt, at vi tager så mange valg i vores dagligdag, som vi er ganske bekendt med, ikke plejer vores egentlige interesser i det lange løb. Imens vi handler billigt lortetøj til den store guldmedalje og tager bilen fremfor cyklen, så stiger klimaangsten os op over ørerne. Og så fortæller vi os selv, at vi er så bitte, bitte små i et billede der er så stort, at det nok ikke gør noget. Men det GØR faktisk noget. Det kommer jeg yderligere ind på lidt senere, men vi ved jo også allesammen godt, at udbud afhænger af efterspørgsel. Så i det øjeblik vi stopper med at efterspørge forurenende varer, så påvirker vi også, hvor meget, der bliver produceret af det. Vi handler generelt irrationelt. Når vi vælger den billige vare, for at kunne købe mere, så sker der tit dét, at det måske har en dårlig kvalitet og en kort holdbarhed, så vi bliver tvunget ud i at skulle købe mere, som vi ikke opnår ekstra nytte af – nu har vi brugt dobbelt så mange penge, på at opnå samme nytte.

Og samtidig med, indgyder de billige ting til ’smid væk’ kulturen, så vi køber mere og smider det væk og køber endnu mere. Hvis vi tager kampen op med os selv og vores vaner, så kan vi faktisk i høj grad påvirke vores kultur. Det er bare ikke nemt, og det er som sagt ikke hele historien. Vi skal jo nå dertil, hvor varerne blive produceret på en miljøvenlig måde, i god kvalitet, så de ikke indgyder til køb og smid væk. Forbruget skal ikke kun reduceres, industrierne skal revolutioneres til at være miljøvenlige.

Derfor mener jeg personligt ikke, at vi allesammen skal flytte ud i en skov i morgen, og fiske vores egen fisk og spise selvplukkede bær og kaste elektronik og energi over skulderen. Det er slet ikke sådan min tilgang er. Men min tilgang er, at vi skal skabe en udvikling i det store billede, og det kræver i høj grad, at vi lader borgeren i os fylde langt mere end han/hun gør.

Vi er nødt til frivilligt at pålægge os selv store udgifter i et transitionssamfund, der skal skifte fra sort til grøn energi. Lige nu er den grønne energi det dyre alternativ, og derfor vælger den private forbruger det fra. Så borgeren i os er nødt til at få plads og skal fortælle magthaverne, at sort energi skal være dyrere – så der bliver forsket mere i og udviklet mere grøn teknologi, som med sin udbredelse vil blive billigere og billigere. Så kul og olie engang med tiden bliver fortid.

Det kræver, at vi er villige til at tage konsekvensen af så mange års forurening og nedbrydelse af vores miljø og klima. Ikke ved at flytte ud i en skov og sige farvel til det liv vi kender  – men ved at fortælle dem, der faktisk kan gøre det muligt, at de skal. 

Vi skal lade borgeren i os komme til orde. Det er dén magt vi har. Det betyder ikke, at det er nemt. Og det betyder heller ikke, at vi ikke skal ændre vores hverdag, skære ned på vores forbrug eller genbruge i højere grad. Vælge flyveturen fra og tage en anderledes ferie.

Det betyder bare, at det ikke er nok. For det får ikke flyene til at flyve på biobrændstof, og det lukker ikke kulminerne. Jeg er med på, at vi skal starte et sted, men ifølge vores CO2 budget har vi ikke mere end 10 år tilbage, til at få styr på situationen. Og det kræver politiske beslutninger, som vi er nødt til at vise, at vi støtter op om.

Nu skrev jeg før, at vi ofte plejer vores samvittighed med, at vores handlinger er en dråbe i vandet, på godt og ondt. At vores negative og positive effekt på miljøet er ‘ligegyldig’.

Men forleden dag læste jeg en artikel om fænomenet diffusion, som jeg synes var så kraftfuld, at jeg vil opfordre til at læse den. Diffusion kan beskrives dét at inspirere hinanden i en eller anden grad, til at gøre noget anderledes. Når et ord spredes og det får andre til at ændre vaner. Jeg ser det ofte på min instagram, når I vender tilbage til mig og fortæller, at I har indført kødfri dage på baggrund af mine indlæg om klima og kødfri opskrifter.

I artiklen her, bliver der talt om Greta Thunberg, et fantastisk eksempel. Den svenske pige, der satte sig foran sin skole og strejkede – der i dette år, ledte til en verdensomspændende strejke for klimaet. Den sætter fokus på, hvordan vi allesammen kan præge hinanden og hvordan vores handlinger faktisk nytter noget. Uanset hvor små vi er.

Du kan lægen artiklen her.

Det ændrer ikke på, at jeg ikke synes vi skal pege fingre ad hinanden – det understøtter blot, at vi, som jeg altid har sagt, skal hjælpe hinanden fremad ved at informere og motivere. Alle revolutioner er startet med, at nogen sagde, vi skulle gå en anden vej. Vi skal tro på, at vi kan lede hinanden ud af en anden vej.

Dette indlæg blev knap så videnskabeligt eller teknisk, men det leder mig til mit yndlingsemne over dem alle, nemlig diskontering. Jeg skrev et projekt om diskontering sidste år, og skal også skrive speciale om selv samme til efteråret. Det er noget der falder mit hjerte nær, fordi det er så kraftfuldt et værktøj – også på godt og ondt.

Diskontering er en økonomisk metode til at vurdere værdien af fremtidige indtægter og udgifter sammenlignet med nutidige. Indsatsen overfor klimaforandringer er jo i høj grad styret af økonomi, og diskontering er et fænomen vi kender, netop fordi mennesker består af en forbruger, der imødekommer sine umiddelbare præferencer, og helt og holdent glemmer de langsigtede.

Det handler om at man ryger, selvom man ved det kan give kræft. Eller ikke tager solcreme på. Det handler om at man foretager valg, der er dårlige for miljøet eller sig selv, selvom vi godt ved, at det ér et dårligt valg, fordi det lige i dette øjeblik giver os nytte. Nydelse.

Vi diskonterer nemlig vores egen fremtidige nytte – fremtidig nytte er mindre værd for os, end den vi mærker lige nu. Det er derfor forbrugeren vinder igen og igen over borgeren, uden der er noget galt med os – vores hjerne kan simpelthen ikke sammenligne nytte over tid. Der er et slør imellem nutid og fremtid. Det danner grundlag for vores miljøindsats og det glæder jeg mig rigtig meget til at skrive om og dele med jer i maj måned.

Hvis du vil læse mere om den kritiske/etiske forbruger og forbrugeren versus borgeren, så kan du læse denne artikel ”What to Buy? On the Complexity of Being a Critical Consumer” af Mickey Gjerris, Christian Gamborg og Henrik Saxe.

De to første er forfattere var mine undervisere i miljøetik, to dygtige herrer, der har baggrund indenfor hhv. naturetik og miljøøkonomi. Selvom det var en lille afstikker fra det reelle miljøvidenskab, så er det jo miljø i kombination med økonomi og etik, der er det sprængfarlige og altafgørende, og derfor har jeg valgt at tage dette med i min Miljø-ABC, fordi jeg synes det giver en god indsigt og forståelse for vores nærmest handlingslammelse.

Tak fordi du læste med, Sus.