Miljø – ABC: International klimapolitik (3)

Sidste gang talte vi lidt om at hive CO2 ud af atmosfæren, om udledningsscenarier og afhængigheden af teknologi til netop at kunne trække CO2 ud at atmosfæren. I dag skal vi kigge lidt på klimakrisen på internationalt niveau og på, hvad der foregår når nationerne mødes til COP møder og kigger på IPCC’s rapporter. Vi skal blive lidt klogere på, hvorfor der ikke sker en skid…

Som jeg kort har introduceret jer for, så mødes nationerne til COP (conference of the parties) møder og diskuterer løsninger på klimakrisen. De ‘rådgives’ af IPCC’s rapporter, som I fik en lille introduktion til sidst; det er en vurderet samling af videnskaben indenfor klima, og en status på situationen. Det var altså sådan, at IPCC sidste sommer kom ud med en ny rapport, der sagde, at det simpelthen ikke var tilstrækkeligt at stræbe efter maks 2 graders stigning, men derimod 1.5 grader, for at undgå alvorlige konsekvenser af temperaturstigningerne.

Til COP møderne prøver nationerne så at lægge en fælles slagplan. Det er altså vigtige mennesker, fra de lande, der ønsker at deltage, der mødes for at finde en løsning på klimaforandringerne og tilpasning til selv samme. Men hvis det bare var så enkelt, som det lyder. For nationerne er ikke en flok legekammerater med et fælles mål, der blot skal finde en fælles vej. Det vil jeg gå lidt dybere ind i her..

Du har nok hørt om Kyoto Protokollen. Den første klimaaftale, der blev indgået. Som USA trak sig fra.

Indtil for få år siden, har nationerne igen og igen prøvet at finde dét, der kaldes en elegant løsning i politik, hvor alle bidrager med det samme. Det skulle jo gå retfærdigt til, og man har simpelthen kæmpet for at finde den gyldne vej, med et mål som alle kunne bidrage ligeligt til. Det betyder jo mindste fællesnævner, som man så har kæmpet for at få op på et niveau, hvor det nyttede noget.

Men er det virkelig retfærdigt?

Ofte har USA nævnt Kina i klimakrisen. USA er bange for at miste deres konkurrenceevne ifht Kina, hvis de skal pålægge sig selv økonomiske restriktioner (fordi reduceret forbrug betyder reduceret økonomi, og fordi investeringerne koster penge), og derfor vil de altså ikke være med, hvis ikke Kina vil bidrage i samme grad. Kina bliver faktisk ofte nævnt i danske sammenhænge, når folk prøver at argumentere for, at vi ikke behøver øge indsatsen i Danmark, hvis USA og Kina ikke vil tage deres tørn. Hvis man kigger på figuren herunder, som godt nok er fra 2012, så kan man da også se, at Kina udleder allermest. Men lad dig ikke narre…

Hvis du kigger på de kumulative udledninger, som altså betyder den samlede udledning igennem tiderne – så ligger EU og USA LANGT højere end Kina. Vi har nemlig udledt så meget CO2 igennem så mange årtier, hvor vi udviklede vores økonomi og levestandard til dét den er i dag, imens Kina slet ikke nåede os til sokkeholderne, og først NU er kommet efter og har et udslip der ligger på dét niveau vores gjorde inden vi blev opmærksomme på at skulle reducere.

Og hvis man i øvrigt fordeler udledningen ud pr. person, så ser det sådan her ud:

Det handler altså om, at USA har 325 millioner indbyggere imens Kina har små 1.400 MILLIARDER indbyggere! Så nu begynder der nok at røre sig et lille retfærdighedsaspekt i dig. Måske går det op for dig, hvorfor det har været så svært at finde en lige aftale for alle. For hvorfor har alle udviklingslandene skulle stå til ansvar for den udledning vi har haft i de udviklede lande? Hvorfor skulle de bidrage med det samme som os, imens de stadigvæk kæmper for bare at nå op på den levestandard vi har i Vesten? At udrydde hungersnød? (Du kan se flere interessante grafer her)

For nyligt skiftede international klimapolitik karakter. Man droppede tanken om en elegant løsning og besluttede i stedet at lade den internationale indsats bero på dét nationerne hver især kan bidrage med, og som er FAIR. Der skal altså ikke længere findes laveste fællesnævner. De rige nationer skal tage ansvar for deres udledning tilbage i tiden og bidrage med mere, fordi de også har økonomisk mulighed for det – imens udviklingslandene skal have lov til at udvikle deres økonomi og udrydde fattigdom som deres førsteprioritet. Retfærdighedsaspektet har ændret sig, og det er faktisk derfor Paris-aftalen blev et gennembrud – fordi nationerne kunne få lov at være med på en måde, der også var retfærdig for dem. Man gav slip på alt eller intet konceptet.

(Hvis du er nysgerrig på hvad Paris-aftalen er, så kan jeg afsløre, at den ikke er så meget andet end et stykke papir, hvor man har nedfældet sine mål og retningslinjer, som dog alligevel ikke har retlig virkning. Du kan læse den lige her, hvis du har mod på det ☺ )

..Derfor har vi andre en KÆMPE opgave på vores skuldre. Vi skal hjælpe de nationer, der ikke har vores levestandard, med at springe den fossile ‘alder’ over. Vi skal især hjælpe Afrika, som SELVFØLGELIG vil forsøge at udrydde fattigdom, med den billigst mulige måde at vækste økonomisk på – vækst kræver energi, og olie er billigere end grøn energi. Så vi skal simpelthen hjælpe dem direkte ind i den grønne teknologiske alder. Hvad kræver dét lige?

Det kræver, at vi vil punge ud. Der er da også, som en del af konventionen, skabt en pengepulje, der skal gå til både reducering af klimaforandringer og tilpasning til klimaforandringer – men den pengepulje bidrages der med langt færre penge til, end det forventes at koste om året. Altså vi snakker måske omtrent 10 % af det forventede beløb. Som skal stige årligt, vel at mærke. Og det bliver måske lidt for meget information lige nu, men det er faktisk sagens kerne – det koster penge at bekæmpe klimaforandringerne. Det koster rigtig mange penge, og de skal jo tages fra statskasserne rundt om i verden, og der er ikke nogen, der vil betale dem. I øvrigt er klimaforandringerne heller ikke retfærdige. De rammer nemlig hårdest på de kanter, hvor der historisk set er udledt allermindst fra. Imens os, der har udledt allermest, sidder godt i ly. Det betyder, at de fattige områder, der er mindst selvforskyldte også har de største omkostninger i at skulle tilpasse sig, og genopbygge samfund efter katastrofer. Så, hvordan skulle de samtidig kunne bidrage på lige fod, mod selve klimaforandringerne?

Bidragene beror på frivillighed, og der er ingen mekanisme eller lov, der kan tvinge landene til at bidrage med noget bestemt eller bidrage i det hele taget. Problemet er, at bidragene slet ikke er store nok, og vi har slet ikke kurs mod max 1.5 grader.

Vi ved en masse om spilteori – og det allernyeste jeg har læst er, at det også er noget, der kan have kæmpe betydning i fremtiden, hvis vi bruger den viden i international klimapolitik.

Vi kender ‘prisoners dilemma’ – skal jeg lyve og sige, at du er morderen, så du kommer i fængsel og jeg slipper, eller skal jeg stole på, at du ikke siger sandheden, så ingen af os gør – og ingen af os kommer i fængsel?

Vi ved, at i et forhold, hvor folk ikke stoler på hinanden, der er man ikke villig til at give lige så meget af sig selv og risikere, at de andre slet ikke giver noget, og så drager fordel af ens eget bidrag. Og det er jo netop sådan med CO2 udledning, at de ikke bliver dér, hvor de bliver udledt. Det går alt sammen til en samlet pulje, der vedrører os allesammen. Derfor drager alle fordel af hinandens reduktioner, og der er ikke nogen der vil betale for andres fordel, hvis ikke de andre selv bidrager.

Det er helt nyt, at jeg har læst, at man faktisk skal have nogle enkeltpersoner på nationernes vegne, der skal mødes og skabe tillidsbånd, hvor man føler sig forpligtet til at værne om tilliden og yde sit bedste – hvis vi skal have landene til at arbejde mod samme mål. Du kan læse den engelske artikel her.

Men det er til gengæld gammelt kendt, at jo længere du strækker dig, jo længere føler jeg også, at jeg bør strække mig. Og derfor er Danmark og Europas indsats så mega vigtig i klimakampen – for hvis vi rynker på næsen og ikke synes, at det er os der skal bidrage med mest, så rynker alle de andre også på næsen. Ligesom det foregår på samme måde på det individuelle niveau. Hvis vi alle sammen mener, at de andre bør ændre deres adfærd, imens vi ikke selv gider, så er der ingen der ændrer adfærd.

Hvis vi til gengæld går i forvejen og viser en stor villighed, så skaber vi faktisk en situation, hvor andre (mere forurenende) nationer føler sig forpligtet til at strække sig en lille smule længere.

Jeg er sikker på, at du kan finde på en situation i dit helt eget liv, hvor du føler dig presset til at give lidt mere af dig selv, hvis andre giver rigtig meget. Og politik er jo også bare mennesker.

Europa brøster sig af at være forgængere, og det er en super vigtig brik i puslespillet. Hvis vi gør endnu mere, så læner de andre sig altså ikke mere tilbage – de strækker sig også endnu længere. Det er altså et ultimativt argument for, hvorfor Danmark skal gøre endnu mere. Fordi vi KAN, og fordi, at der er brug for ledere til at vise vejen. Ellers kan vi fortsætte som en børnehave og diskutere om det er dig eller mig, der skal give sig.

Men hvis vi altså ikke kan stole på, at de er voksne mennesker til de internationale klimatopmøder, eller på, at den danske regering vil gøre det nødvendige, hvad i alverden skal vi så gøre?

Jeg sværger helt sikkert til, at de store ændringer, de ligger på skuldrene af dem, der politisk har magten til at ændre vores samfund. Eksempelvis er det i det store hele gratis at forurene, og hvis man satte en pris på CO2, så ville man reducere forurening langt mere effektivt end ved at skulle ændre mindset på en hel menneskehed. Samtidig, så er politikerne valgt ind af dig og mig – og vi er nødt til at vise dem, hvad vi vil have. Derfor skal vi OGSÅ tænke over vores handlinger og ændre vores mindset – derfor kan vi altså godt gøre en forskel, og alt hvad vi gør, betyder noget.

Det er dét vi skal tale om i næste indlæg, hvor vi kommer helt ned på jorden igen og taler om, hvad det enkelte individ kan gøre i det er omfattende problem, hvor vores handlinger føles som en dråbe i vandet.

Jeg håber du har nydt indlægget, tak fordi du læste med ♥️

Sus.