Juletid; Miljøvenlig Pakkeleg

Er du sådan en type der gemmer gavepapir, når du har pakket op? Bare rolig – du er ikke mærkelig. Du er miljøvenlig…
Julefrokosttiden er over os, og vi ved alle, hvordan en klassisk julefrokost ser ud – masser af mad og drikkevarer og selvfølgelig pakkeleg!
Hvad er det lige med den pakkeleg? Den indeholder altid fuldstændigt åndssvage gaver i form af ubrugelige plastikdimser eller dårlig chokolade, der ofte ender direkte i skraldespanden. Men det er bare hylende morsomt at få 20 minutter til at være en grisk idiot, der hamstrer gaver til sig og går efter den samme person, som man har udset sig, ikke skal sidde med nogle gaver når uret ringer. Nå ikke?
Men det er hyggeligt! Jeg afholder selv julefrokost i midten af december og jeg har påduttet en miljøvenlig pakkeleg, og derfor tænkte jeg, at jeg ville dele principperne med jer og inspirere jer til det samme.
Jeg har forbudt ubrugelige plastikdimser, der ikke har nogen reel nytteværdi. Jeg er sikker på, at jeg har nogle venner omkring mig, som synes, at jeg er så røv-irriterende at høre på. Men jeg synes faktisk det er en fed udfordring at ændre på nogle af de kulturelle elementer, som understreger vores forbrugssamfund. Hvis vi kunne få bugt med pakkelegenes spild, så tror jeg, at vi kunne så et frø til at ændre vaner.
Jeg er en del af et Klimanetværk på facebook, hvor andre medlemmer har udtrykt, at de er oprigtigt frustrerede over julens pakkelege med værdiløse gaver til skraldespanden. De har ikke lyst til at være en del af det, samtidig med, at de har svært ved at skulle være den kedelige der trækker sig, og lige så svært ved at skulle være den irriterende, der prøver at lave om på konceptet. Men jeg synes vi skal spille på, at det er en udfordring der skal tages op. Hvem kan ikke lide en god udfordring? Tænk på en dialog det kan skabe, at ændre på det klassiske indhold. En nødvendig dialog. Så her kommer mine bud på en miljøvenlig pakkeleg – jeg håber I vil tage det op i jeres kredse og, at I får en helt speciel stemning og vigtig snak ud af det.
Først og fremmest: Drikkevarer og madvarer er ikke så tit noget man bare smider i skraldespanden. Medmindre det er de dér klamme nougatagtige chokolader, der mest minder om smør, pakket ind i farvet folie. I ved hvilke jeg mener, ikke?
Alternativet kunne være raw-bites, protein- eller müslibarer, eventuelt hjemmelavede, eller andet sund snack. Det kan selvfølgelig også være en usund snack eller hjemmebagte småkager!
Man kunne også købe et vegetariske madprodukt, og håbe på, at modtageren kunne være fristet til at prøve det af. Flere vegetariske madprodukter behøver ikke være på køl – eksempelvis er der meget ‘køderstatning’ i form af veggiebites eller lignende, som er tørvarer. Når de blødes op og steges kan de havde konsistens a la kyllingekød og de er derfor et godt alternativ til kødet i eksempelvis en salat eller burrito, når de er blevet stegt med krydderi.
Og så: Nyproducerede (mere) miljøvenlige varer kunne eksempelvis være en bambustandbørste, stofkarklude (eventuelt hjemmehæklede), sæbe til påfyldning på gamle bøtter, økologisk håndsæbe, eller hvad med et indkøbsnet der kan spare købet af plastikposer? Man kan også købe blomsterfrø, som kan plantes til foråret – vi har jo en mindre KRISE, fordi bierne forsvinder, og det bedste vi kan gøre for at beholde dem, er at plante blomster.
Et andet alternativ kunne være at give en donation i pakkegave. Man kan eksempelvis købe et stykke regnskov for helt ned til 50 kroner. https://shop.verdensskove.org/regnskovscertifikater
Så får man tilsendt et certifikat, som man eventuelt kan printe ud, så der trods alt er noget at sende rundt på bordet 🙂 Jeg synes ofte de pakkelege jeg indgår i, omhandler to gaver til 20-30 kroner stykket, så jeg tænker at man kan nøjes med en enkelt gave, når den nu er så fin, eller at købe en anden gave til blot en 10ér.
OG SELVFØLGELIG: Den mest indlysende mulighed; at købe noget brugt til pakkelegen. Hvis du handler en brugt vare, så er det faktisk en co2 neutral gave, fordi dens aftryk blev sat da den blev produceret, og der nu skal produceres en vare mindre, fordi du køber en gammel vare. Eksempler på genbrugsgaver kunne være noget keramik af en art, som er ret meget oppe i tiden nu. Det kunne også være en bog – eftersom det er svært at vide om folk har lyst til at læse den bog du finder, er det bedste valg nok en opskriftsbog eller lignende ‘generelle’ bøger. Eller måske et gammelt stykke julepynt, når det nu engang er en julefrokost. Der findes altså meget guld i sådan nogle genbrugsbutikker!
Mulighederne er faktisk uendelige, for at gøre pakkelegen mere miljøvenlig, hvis man blot gider bruge lidt ekstra tid på at tænke over det og finde nogle brugbare gaver. Jeg er klar over, at det er mere bekvemt at handle nogle sjove ting, dér hvor man i forvejen er, og måske kommer du ikke i en genbrugsbutik. Men så kan du ty til en af de øverste muligheder som en bar af en art, som kan købes i ethvert supermarked.
Til sidst, så vil jeg nævne en anden vigtig ting; Prøv engang at tænke denne her tanke til ende. Hvor sindssygt mange gaver bliver der givet i december? Hvis vi tilføjer til selve juleaften; Hvor mange kalendergaver og adventsgaver gives der? Hvor mange pakker er der på bordet til en pakkeleg? Hvor mange pakkelege afholdes i løbet af julen? Hvad er gaverne pakket ind i? Hvad gør vi med alt gavepapiret????
Det er en mega god idé at pakke de miljøvenlige pakker ind i gammelt avispapir eller måske er du typen der gemmer pænt gavepapir, når du har pakket gaver ud? Det er jeg i hvert fald, og jeg elsker at pakke gaver forskelligt ind, i alt det indsamlede brugte gavepapir. Hvis du binder noget snor om det gamle avispapir og sætter en lille grankogle i, så bliver den altså noget så fin, også selvom den ikke er rød med guldglimmer og kæmpe veloursløjfe!
Jeg håber du er blevet inspireret til en nytænkt pakkeleg, og lad mig lige slå fast, hvis du er i tvivl: Du er ikke nederen, fordi du foreslår at gøre det anderledes end det plejer at være – du er mega sej!
Sus ♥
Jeg pakker ind i stof, som jeg så tager med hjem igen! Jeg samler på (primært kvadratiske) stofstykker, f.eks. silketørklæder fra genbrug eller lidt rester af velour fra hjemmesyede gardiner eller pudebetræk. Jeg “binder” gavestoffet om gaven. Metoden er japansk inspireret, lidt origamistil faktisk. Der er masser af videoer på youtube. Det ser bare SÅ fint ud. Som regel pynter jeg med gran/grønt/kogler/alt fra naturen. Alt i alt: ingen spild!