Flere børn efter pseudotvillinger

Jeg var ikke mere end 10 år gammel da jeg mente, at jeg skulle giftes med Nick og have 7 børn. Nick var søn af mine forældres vennepar og han var godt nok sød. Nick er stadigvæk sød, men jeg endte med at blive kærester med hans bedste kammerat og var det i knap 7 år. Jeg ville stadigvæk gerne have mange børn, men min kæreste ville kun have to. Det splittede os ikke dengang vi kun var 21 år gamle, men det gjorde vores forestillinger om livet i det hele taget. Da jeg var 23 mødte jeg Daniel og der gik ikke meget mere end et år før jeg lagde mine p-piller på hylden. Daniel ville også kun have to børn, men jeg vidste allerede godt med ham, at han kunne overtales 😋

Jeg blev gravid 6 måneder senere og min drøm om at få børn forholdsvis tidligt skulle gå i opfyldelse. I modsætning til mange andre, har jeg aldrig ønsket mig at få en uddannelse, et godt job, et stort hus og en stor bil inden jeg skulle have børn. For mig, var det vigtigste i mit liv at få børn. Det var dét jeg var her for – og alt det andet havde andenprioritet.

Derfor var det også et kæmpe slag i ansigtet at graviditeten gik til grunde. Men det var det endnu mere, da det gik til grunde i anden graviditet to måneder senere, igen. Og da min tredje graviditet pludselig ikke længere viste hjerteblink i 9. uge, begyndte jeg lige pludselig at tvivle på hvad meningen med mig så egentlig var. Jeg kom i behandling på Rigshospitalet for Abortus Habitualis og da jeg fandt ud af på en ferie, at jeg var gravid 4. gang, skulle jeg hjem og have taget blodprøver og holdes i hånden – men inden jeg nåede hjem var jeg allerede begyndt at bløde. Da jeg blev gravid for 5 gang buldrede mit graviditetshormon derud af, for pludselig at stagnere i 8. uge. Graviditeten sad i min æggeleder. Lægen sagde til mig under scanning, at der var et hjerte der blinkede, men desværre det forkerte sted. Man kan ikke bare rykke en graviditet ind på plads, erfarede jeg. Og så smuldrede mit livsgrundlag. Hvis jeg ikke kunne få børn, så var der kun alle andenprioriteterne at tage fat på. Dem var jeg bare fuldstændig ligeglad med, hvis jeg ikke også skulle beriges med mine egne små produktioner af liv. På Rigshospitalet kunne deres tests ikke fortælle, hvad der var galt med mig, og håbet om at blive mor forsvandt, selvom de sagde til mig, at de troede det nok skulle lykkes før eller siden. 5 mislykkede graviditeter på bare et år slog mig fuldstændig ud.

Jeg blev sygemeldt og mit liv gik i stå. Midt i alt det sorte blev Daniel og jeg enige om, at hvis vi nogensinde fik lov at få børn, så skulle vi have alle dem vi kunne få. 

Mine 7 havde forvandlet sig til mere realistiske 4 med årene, og selvom det nu føltes som utopi, så var det stadigvæk mit ønske. Og Daniel var enig.

Et halvt år efter min operation for graviditet udenfor livmoderen, og midt i min sygemelding blev jeg gravid med Noelle. Jeg troede ikke et sekund på det. Med tiden indfandt optimismen sig stille og roligt, og min 6. graviditet blev til en levende baby.

Der var klar enighed om, at vi langt hellere ville have endnu et barn ‘for tidligt’ end vi ville vente til vi følte os klar til endnu et barn, for at risikere at vi skulle igennem det samme, imens vi havde et brændende ønske om en søskende NU. Vi mente at flere aborter bedre kunne håndteres på et tidspunkt, hvor vi ikke helt følte os klar. Da Noelle var 6 måneder gammel testede jeg positivt, og vi var helt perplekse. Ikke fordi jeg var blevet gravid, for det havde jeg egentlig haft nemt ved, men fordi det gik op for os, at det vi også havde taget en beslutning om, var at kaste os ud i hele det her show, imens vi havde en lille baby. Det var vi alligevel slet ikke klar på. Men alt gik efter bogen og Naomi kom til verden 15 måneder efter Noelle. Hun skille sågar tvinges ud 41+5 med en igangsættelse.

Jeg har jo allerede lavet et par beretninger om dét at have to børn under to år – det var ikke for sjov..

Da Naomi var blot 14 dage gammel, midt i alt virvar, trak Daniel kraftigt i land og sagde, at han aldrig skulle have flere børn. Jeg forstod godt hvorfor han sagde det, men jeg kunne godt se ud i fremtiden og vide at lysten nok skulle vende tilbage når livet så anderledes ud.

Nu hvor pigerne er dét større, er vi fuldstændig enig om endnu en baby, men slet ikke om nummer fire.

Når man har pseudotvillinger, så skabes der en kæmpe ansvarsfølelse overfor ens tredje barn, som end ikke er kommet til verden eller så meget som undervejs. Man er bange for at lave et tredje hjul. Jeg har følt mig forpligtet til at få endnu et barn tæt på de to første, så barnet ikke vil føle sig uden for det helt specielle, der er imellem mine pseudotvillinger. Derfor har vi også haft en periode hvor vi var virkelig i tvivl om, om det var nu. Så det var det gjort, og vi skulle ikke bekymre os om aldersforskellen.

 

Samtidig så var og er overskuddet der slet ikke. Jeg kan på ingen måde forestille mig at skulle øge vores familie med endnu et medlem allerede. Det ville ødelægge os. Altså Daniel og jeg.

Jeg synes også det har været rigtig hårdt at give slip på min store baby så hurtigt. Jeg ville gerne have nydt hende alene endnu længere, lige så meget som jeg elsker at have de to så tæt aldersmæssigt. Der er fordele og ulemper. Men vi lovede os selv, at nu skulle vi nyde vores piger i nogle år, se dem udvikle sig igennem de tre første år og ikke mindst, have to piger der var fuldstændig klar over hvad det betyder, at der kommer endnu et barn. Vi vil gerne, at de kan glæde sig sammen med os.

Og alligevel så føler jeg mig så forpligtet til at give nummer tre det samme som de to første har. Derfor har jeg også overvejet endnu et sæt pseudotvillinger, og det ville jo passe fint med mine famøse 4.

Der skal noget overtalelse til på hjemmefronten, og måske er det heller ikke dét jeg selv ønsker mig til den tid. Med tanke på livet de sidste små to år, kan det virke hovedløst at ville gøre det igen. Men det er tanken om et større formål. At mit tredje barn ikke skal se op på sine tætte søskende, og føle sig udenfor. Og hvad ved jeg overhovedet om det? Der er nemlig adskillige der fortæller mig, at de som pseudotvillinger har elsket at få en lillebror/søster som de har overøst med kærlighed. At de har et bedre forhold til den yngste end sin pseudotvilling. Det kan jo ikke arrangeres, hvordan folk har det med hinanden. Jeg kan bare se på det helt unikke bånd der er imellem mine piger, og få ondt i maven over ikke at give det til den næste. Alternativet er slet ikke at få flere børn. Hvorfor har vi brug for flere, er der nogen der spørger?

Og jeg kan ikke forklare mit behov. Jeg er bare slet ikke færdig med at opleve den kærlighed. Jeg kan rumme meget mere endnu, og jeg er helt vild med tanken om, at ude i fremtiden, der venter der endnu en kæmpe oplevelse, endnu en største kærlighed, forhåbentligt. I fremtiden vil der sidde endnu et eller flere medlemmer ved spisebordet, som jeg elsker af hele mit hjerte, men jeg ved endnu ikke hvem det bliver.

Vi er blevet enige om, at vores tredje barn ikke skal ‘leveres’ nu, af frygt. Det skal til når vi er klar til at give vores piger en søskende. Når vi er klar til at give lidt mere slip på de to dejlige piger vi har. Og når de er klar sammen med os ♥