Livet som mor til pseudotvillinger

Sidst jeg skrev et indlæg om at være mor til pseudotvillinger, var jeg kun netop kommet igennem en af de allerhårdeste perioder i mit liv. For en rum tid siden skrev jeg på min Instagram, at livet nu ser noget anderledes ud end det gjorde for et års tid siden – til den bedre side. Og her er teksten jeg har glædet mig til at dele med jer, fordi der var håb forude, og nu er vi her.

Jeg skrev et opslag derinde da Naomi var ca. 2,5 måneder gammel; jeg havde lavet en nedtælling på 90 dage, fordi det sagdes, at den sædvanlige spædbørns aftenuro med tilhørende gråd, ophørte efter tre måneder. Langsomt mistede vi troen på, at min nedtælling ville holde stik, og det gjorde den da heller ikke.

Naomi var som besat så snart klokken passerede 17 og græd et par timer når vi nåede til klokken 20 og sov ikke før 00:30. Da hun var 4 måneder gammel oplevede jeg for første gang, at hun sov 21:30 uden, at jeg stod der og hev febrilsk i slyngevuggen. Det var magisk. Og derfra åbnede sig en ny verden for os. Vi havde aftener uden børn, vi talte sammen. Vi så måske endda en film. Det var stort!

Da vores lillesøster ramte 6 måneder blev jeg fuldstændig ramt af en lykkerus. 6-8 måneder var ultimativt højdepunktet i det første år af et barns liv, tænkte jeg. Skriv det ned, så du husker det til en anden gang, tænkte jeg. Naomi har været og er til stadighed beriget med en personlighed der er så finurlig, at jeg ikke kan finde hoved og hale i den. Hun har gjort det så svært for mig, at finde ud af, hvem hun egentlig er. Og det har frustreret mig. Men i de to måneder fik jeg for første gang et indblik i, hvem den pige jeg havde haft i mine arme i de sidste 6 måneder var. Hun er tillidsfuld ud over alle grænser, en humørbombe, en fedtmule og ikke mindst en ballademager. En bestemt én af slagsen.

Hun virkede som om hun var så imponeret over alle de nye ting hun pludselig kunne, at livet opløftede hende. Og i samme periode skete der også noget for forholdet imellem hende og hendes søster. Det er jo helt specielt, at når man har en storesøster der kun er knap 2 år gammel, når man selv er 8 måneder gammel, så synes man, at det samme legetøj er interessant. Den store er ikke rykket videre til barbiedukker eller hvad små piger nu egentlig leger med i dag. Så rangler, alt dét der legetøj, der kan sige mærkelige lyde og har pangfarver, det er stadigvæk interessant.

Det betød, at vi lige pludselig havde to børn der kunne sidde på tæppet i køkkenet og underholde sig med de samme ting, sammen, og jeg fik 15 minutter til at stå og lave mad, uden en baby på armen og en stor baby om benene.

Det er så absurd for mig, at kigge tilbage på de fire første måneder, der stadigvæk kan tvinge tårer frem hos mig. Det føles som et stort hul, hvor jeg ikke fik lov at nyde nogen af mine børn af ren og skær dårlig samvittighed blandet med afmagt og frustration over, at jeg ikke kunne læse min lille baby. Så stod jeg pludselig dér og kunne dufte til, hvordan vores liv ville se ud fremover, og dét kan altså også godt tvinge tårer frem, at genkalde den følelse af, at nu var vi kommet så langt.

Henover de sidste mange måneder er forholdet imellem mine piger kun styrket endnu mere, og jeg kan faktisk ikke sætte ord på den følelse det giver mig, når jeg engang imellem befinder mig i et glimt af noget fysisk, der afspejler de følelser de har for hinanden. De dér magiske øjeblikke, hvor følelserne nærmest hænger tykt udenpå en handling. Det er når Noelle kommer hjem fra vuggestue (da Naomi endnu ikke var startet) og løber direkte forbi mig, hendes hovedperson, og ind til Nuni og siger ’hej gat’ (hej skat). Ikke fordi hun ved hvad det betyder, men fordi hun har hørt hendes mor og far sige det samme. Og så sker det magiske – Naomi kigger på hende på en måde der gør, at jeg pludselig kan se det strømme tykt ud af hende, at hun har savnet sin storesøster hele dagen. Hun vidste det ikke selv, for hun forstår ikke hvorfor hendes søster ikke var der, eller hvorfor hun nu pludselig er der. Men i det øjeblik hun var tilbage, gik det op for hende, at hun hele tiden havde manglet hende. Altså, giver det mening? Jeg oplever noget lignende de første få sekunder efter jeg åbner mine øjne om morgenen; Naomi spejder efter sin søster, som om natten har været 10 års fængsel uden hende, og når hun opdager hende på den anden side af mig, går der et lys op for hende, og hun kaster sig henover mig og hiver Noelle i håret og stjæler hendes sut og griner højlydt. Så er følelserne igen forklædt i de gængse drillerier. Men sekunderne inden er så intense, fordi hendes blik eller totale stilhed afslører alt om, at hun kun tænker på én ting: sin storesøster.

Jeg lever og ånder for de øjeblikke. Det er hele meningen med at give sine børn søskende. Seriøst.

Da Naomi ramte 10 måneder ramte hun også separationsangsten og samtidig med dét fik hun mod på at gå. Dog kun med én i hånden, og perioden med en krumbøjet ryg startede. Samtidig startede jeg i skole igen, og jeg skal ikke lægge skjul på, at det har været en hård omgang at komme tilbage til mit eget liv efter 2 år på barsel ovenpå et års sygemelding, tilbage fra den tid, hvor jeg slet ikke kunne få mine ønskebørn. Jeg startede op på halv tid, fordi Naomi endnu ikke havde fået en institutionsplads, og jeg var derfor hjemme på barsel tre dage om ugen, hvor min mand var hjemme på barsel de to dage, jeg var i skole.

Først fra december har jeg været tilbage på fuld tid, da lillesøster fik plads i vuggestuen – Noelles vuggestue. De to går på samme stue. Det er et aktivt valg fra vores side. Jeg har ønsket mig, at de to skal følges ad, og deres forhold skal styrkes udenfor hjemmets vægge. Søskendeforhold skal ikke tages for givet, de skal understøttes og udvikles. Det betyder blandt andet også, at jeg går op i at lave nogle sjove ting sammen med dem begge to, og gøre dem opmærksom på, at de begge er en del af det; at de hygger sig sammen. Der kommer masser af tid til at gå på hver sin stue, i hver sin klasse og på hver sit gymnasium. Lige nu skal mine piger have lov at lære verden at kende sammen.

 

Det har været og er stadigvæk hårdt at skabe nye rutiner som studerende mor og som familie i en hverdag, i det hele taget. Det er rimelig badass at gøre en et-årig og en to-årig klar og komme ud af døren og aflevere dem i vuggestue, inden jeg selv skal være et sted på et bestemt tidspunkt, for at komme hjem og deltage i de daglige rutiner, inden jeg så skal sætte mig ned og læse eller skrive opgave. Det har jeg helt sikkert lige skulle lande i. Men det har også givet noget fantastisk til vores familie. Det er befriende, at komme ud af barselsboblen og bruge tid på at være m i g, som jeg var før. Ikke mig som mor, ikke mig som blæksprutte, men Susan, der læser miljøøkonomi og brænder for at lære om klimaforandringer. Samtidig har faderen i huset fået lov at stå på egne ben, og henter pigerne og laver aftensmad som står klar på bordet, når jeg kommer hjem fra skole, de dage, der først slutter klokken 17. Det har givet ham en selvtillid og det har givet mig en tillid til ham. Det har styrket hans rolle som far og hovedperson herhjemme, og mange af de følelser der af og til overbeviste mig om, at de ville skille os ad, i de første måneder efter Naomis fødsel, er forsvundet som dug for solen. Det er ikke for sjov, at man siger, at man ikke må gå fra hinanden i de første to år af barnets liv – følelserne afspejler ikke følelserne for hinanden, men frustrationen der følger med at blive kastet ud i en ørken og bedt om at finde hjem, for det er gudhjælpemig sådan det har føltes at blive forældre for anden gang, med en datter på 15 måneder i forvejen.

Selvom rutiner nu langsomt er på plads, så er dagene stadigvæk en kamp. Jeg sværger på, at jeg føler mig lige så lettet, hver morgen når vi er kommet ud af døren, som en maratonløber føler sig, når han eller hun er kommet i mål.

 

Jeg kæmper stadigvæk med, at jeg ikke altid ved hvem, der gemmer sig inde bag de store øjne i Naomis kønne ansigt. Og jeg har også kæmpet med tanken om dét. Jeg har vitterligt været i tvivl om, om der er noget g a l t med mig, indtil jeg var så heldig at læse om en anden mor, der skrev, at hun havde haft svært ved at lære sit barn at kende. Det er netop derfor jeg også skriver om mine følelser i moderskabet og generelt. At kunne spejle sig i andre, kan både føles anerkendende og lærerigt.

Det er som om hun er så enkel og så kompleks på samme tid. Fra 10 måneders alderen, har jeg haft en pige, der kan blive helt ude af sig selv, hvis hun ikke får dét hun vil have, hurtigt nok, og hvis jeg tager hende i mine arme, så kan hun i raseri vride sig ud af dem. Hvis jeg lægger hende fra mig, med en følelse af, at hun på ingen måde gider mig, så kryber hun op ad mig, som om jeg har forladt hende eller fornægtet hende mine trygge arme. Og så starter det forfra med en stiktosset pige, der virker som om, hun føler sig kvalt, når jeg holder om hende.

Og i de øjeblikke bliver jeg sendt direkte tilbage til alt dét, det hele startede med. Det føles som om jeg har fået et spædbarn igen, som jeg ikke forstår og værst af alt – som jeg ikke kender. Jeg føler mig ikke som hendes egen mor. Det mest mærkværdige er, at Naomi som altid er et stort smil hele dagen, og når natten falder på, så kan hun føles som en helt anden. Når jeg er presset, kan jeg næsten ikke håndtere følelsen af, at have en et-årig jeg ikke kender. Og de dage hvor separationsangsten har mest fat og min lille pige nægter at sidde på gulvet selv, eller gå rundt uden min finger i sin hånd – de dage, hvor den ulykkelige gråd ingen ende vil tage, når hun bliver bedt om at være for sig selv, så jeg kan tømme opvaskemaskinen eller skære grøntsager, og hun samtidig vrider sig rundt og ud af mine arme, når hun så kommer op, og jeg ikke ved mit levende råd, så synes jeg stadigvæk, at det er det hårdeste i hele verden, at have fået én til så kort efter.

Ikke fordi hun opfører sig sådan i sig selv, nej. Det er forventeligt med små børn. Men fordi, at de dage, hvor hun kræver så meget af mig, der står der en pige på 2 år, og mangler sin mor. De dage kan jeg stå med en pige, der hulker inderligt og utrøsteligt, når hun bliver lagt i seng, fordi det eneste hun ønsker sig, er at sidde i mine arme, og jeg skal tage et valg om at sløjfe endnu en aften med et øjeblik til at trække vejret uden børn, eller at få læst mine lektier – jeg kan næsten lugte hvordan hun savner mig, fordi det hele dagen og måske også de forgange dage, har været lillesøster, der har krævet mine arme og min opmærksomhed.

I kan måske fornemme det. Den dårlige samvittighed er bestemt ikke ude af mit liv endnu. Alting er blevet nemmere, men vi har stadigvæk to meget små piger, der begge to gennemgår en rivende udvikling, der ofte betyder, at man bare har brug for at koble af og afreagere i nogle trygge arme. Når både mor og far er gode nok, så kan det lade sig gøre. Men når det kun er mors arme, og der kun er to af dem, og de begge to vil have begge arme for sig selv, så stikker det stadigvæk i mit moderhjerte.

Jo, jeg tænker af og til, at jeg ville have ønsket længere tid med min store, lille pige, inden der kom endnu en baby. Jo, jeg kan godt blive misundelig når folk med børn, der er jævnaldrende med Noelle, endnu kun har dém at give alt deres kærlighed og opmærksomhed til. Jeg kan godt forestille mig, hvordan det ville have været at morgenerne kun havde handlet om at sidde ved siden af min Nus og høre på hendes sange og lære hende nye ord, fremfor kaos, kaos og atter kaos. Jeg skammer mig ikke over det, for det har på ingen måde en kobling til, at jeg skulle fortryde vores anden datter. Aldrig. Det handler om et ønske om, at formå mere end jeg gør. Jeg vil så gerne give mig selv 100 % til to, og det kan jeg ikke. Det kan man ikke. Heldigvis er der noget andet, der fylder meget mere og det er de gode tider. Os tre, når far ikke er hjemme. Os fire, når far er hjemme. De to, når jeg betragter dem og deres kærlighed til hinanden. På et år er der sket så meget for vores situation, og det er næsten umuligt at synes, at de hårde måneder ikke er dét værd, når man ser på det, det har båret med sig. Mine pseudotvillinger er, og jeg har sagt det før, den største kærlighedshistorie, jeg nogensinde kommer til at opleve – måske lige ud over dén, hvor min moderkærlighed også indgår.

 

Sus ♥