10 ting jeg ikke vidste om mig selv før jeg blev mor (og som jeg ret godt kan lide!)

Om post-graviditetskroppen og dobbelt op på selv samme

Jeg har skrevet lidt om dét som så mange andre også skriver om. Om mor-kroppen. Ikke fordi jeg har så meget nyt at sige, men fordi jeg ikke forstår, at man ikke må have et issue med den.

Stort set hver gang jeg giver udtryk for, at jeg har et ‘issue’ med min post-graviditetskrop, synes jeg at få kommentarer om, at jeg jo har fået to dejlige børn ud af det. Af og til lyder det direkte som om jeg ikke må brokke mig over min krop, netop fordi den har givet mig to børn.


Men betyder det egentlig omvendt, at hvis jeg ikke er glad for min krop efter graviditet, så er jeg heller ikke glad for de børn jeg har fået?
Nej vel? Så hvorfor hænger de to ting egentlig sammen?

Måske kan jeg bruge det til at trøste mig selv, at årsagen er mine to ønskebørn, men jeg synes ikke det skal sætte grænser for, hvad jeg må føle omkring min krop. Skal man så også være taknemmelig for de bivirkninger der kan være for kroppen af hormonbehandlinger ved fertilitetsbehandling, så hvis man eksempelvis synes det er øv at have taget mange svære kilo på og få sin teenage ansigtshud tilbage at kæmpe med selvom man er 30, står der nogen og siger, jamen du har jo fået en baby??

Jeg er faktisk ikke synderligt ked af min krop. Jeg havde ret mange issues med den da jeg var 10-14 år, men fra da af, har jeg hvilet ret godt i, at jeg ser ud som jeg nu engang gør, og det samme gælder egentlig nu. I hvert fald sådan både og..
Jeg kan godt en gang imellem kigge på den og ærgre mig over, at jeg ikke har lyst til at bære en bikini længere. Og det har været grænseoverskridende at være på ferie og tage badetøj på og vise min ‘ødelagte’ krop frem.

Jeg er sådan set ligeglad med hvad andre synes, men jeg synes ikke selv, at det er fedt at rende permanent rundt og ligne mig selv fra jeg var gravid i 4. måned.

Og jeg kan også godt blive ked af tanken om, at mit maveskind er arret for resten af mit liv – nok mest fordi jeg ingen anelse har om, hvordan det vil hele og udvikle sig udseendesmæssigt.
Men det er samtidig også årsagen til, at jeg egentlig har forenet mig med min post-graviditetskrop for nu. Jeg har ligesom sådan en ‘stand-by knap’.
Jeg prøver at lade være at tage sorgerne på forskud og lige nu tror jeg på, at det nok skal komme til at se pænere ud.

Min mor har strækmærker efter at have lavet tre børn, og da den slags skulle være arveligt, regnede jeg egentlig altid med, at jeg også selv ville få mange strækmærker. Jeg havde sådan set forenet mig med det, inden jeg overhovedet blev gravid og brugte heller ikke noget imod strækmærker for at prøve at forhindre det, men accepterede naturens gang. Jeg smurte min krop af og til i en helt almindelig naturlig olie fra Nuxe, mest fordi jeg bare syntes det var dejligt på mit maveskind, der kløede ret meget.

Imidlertid fik jeg ikke nogen strækmærker før jeg kom til vendingsforsøg med Noelle i uge 37+, da hun lå med hovedet opad. Da de vred i min mave, skabte de tre mærker på maven omkring navlen. Men ikke noget synderligt og bestemt ikke noget at være ked af.
Jeg havde til gengæld ikke regnet med min krop, som den ellers så ud, da Noelle var kommet til verden.
Jeg fik akut kejsersnit og blev lagt ned med min store babybule i vejret. Da jeg var trillet ned på hospitalsstuen og kiggede ned af mig selv dagen efter, blev jeg helt paf over, at min mave var helt flad. Men da jeg rejste mig op, lignede jeg gudhjælpemig én der stadigvæk var højgravid. Jeg turde næsten ikke bevæge mig ud fra stuen, fordi jeg syntes det var så pinligt, at det stadigvæk så ud som om, min baby lå inde i maven, selvom jeg rendte rundt med en krybbe med en baby i. Mine smerter fra kejsersnittet gjorde det umuligt for mig at bære rundt på hende.
Jeg fandt dog hurtigt ud af, at det var det samme for alle de andre nybagte mødre på afdelingen, så der var heldigvis ikke noget galt med mig.

Da jeg kom hjem, vejede jeg faktisk ikke mindre end jeg gjorde, da jeg tog derind. Hvordan det lod sig gøre, ved jeg ikke, måske havde jeg blot ikke vejet mig i nogle uger op til fødslen 😁 Men jeg vejede i hvert fald ikke 3 kilo mindre, selvom baby var ude!
Og så var der selvfølgelig arret. Mit store, tykke, mørkerøde ar.
Jeg turde slet ikke kigge på det, fordi jeg var bange for, at jeg ville blive ked.
Efter en uge, tog jeg billede i spejlet så jeg en dag ville kunne se det. Men først efter to uger havde jeg mod på at fjerne hæfteplastrene og se på mit ar, og jeg blev bestemt ikke positivt overrasket.
Det sidder over trussekanten, er stort og markant. Og jeg havde ikke selv valgt det, så det var yderst uvelkomment.
Da vi var i USA 7 måneder efter, følte jeg, at alle stirrede på mit ar, som var blottet af min bikini. Min mand kommenterede også på folks blikke, så det var ikke kun ren indbildning. Det havde jeg det enormt svært med, men min mave var ellers ret fin og inde i den lå lille Naomi, og så var det jo svært at være utilfreds.

Nu, snart to år efter, kan jeg se, at mit ar bliver stadig mere elastisk og mindre markant, selvom det er voldsomt iøjenfaldende.
Da jeg blev gravid med Naomi, 6 måneder efter vi havde fået Noelle, var min mave, delte mavemuskler eller navle endnu ikke tilbage på plads, så mit udgangspunkt var noget anderledes end første gang. Jeg havde en ret god babymave allerede da jeg var 4 måneder henne. Samtidig med, at jeg knoklede og knoklede med at renovere og bruge alt den energi min krop tillod, voksede Naomi sig kæmpestor inde i min mave. Hun vejede hele 700 gram mere end Noelle og var 4 cm længere. Imidlertid tog jeg 5 kg mindre på, end jeg gjorde i første graviditet og min krop havde simpelthen ikke noget at give af. Efter uge 30 begyndte mine tre strækmærker fra første graviditet at løbe. De løb længere og længere for hver dag og nye brød frem. Min mave så fuldstændig absurd ud. Jeg lignede ikke en hval, men en mave med arme og ben. Og da Naomi valgte at blive liggende i sin hule hele to uger over tid, måtte min krop give op. Hver eneste dag i tiden efter termin, fik jeg flere og flere strækmærker. Jeg kunne tælle de nye hver dag, som brød frem omkring min navle.
Jeg havde ikke rigtig nogen idé om hvordan det hele ville komme til at se ud, når først baby var ude.

img_5415 img_5414 img_5418 img_5419

Jeg synes egentlig, at min mave forsvandt ret hurtigt anden gang, men mine mavemuskler er stadigvæk delte og det sætter jo en begrænsning for hvor slank man kan komme til at se ud, fordi hele molevitten inde bagi ikke rigtig strammes ind på plads.
Jeg er let begyndt at træne dem og håber, at kunne få dem tilbage på plads – hvis ikke, så skal jeg altså ligne en gravid i uge 14 resten af mit liv, medmindre jeg tager affære og får en kirurg til at samle dem. Min navle har fuldstændig mistet orienteringen og går i ét med mit maveskind, ikke mindst grundet et lille navlebrok – også en hilsen fra min graviditet.
Tanken om at dét også kan blive nogenlunde normalt igen, er en af årsagerne til min stand-by knap.
Jeg kan hvile nogenlunde i min krops udseende, fordi jeg stoler på, at jeg kommer videre herfra, men også fordi jeg ved, at jeg ikke er færdig med at få børn og jeg bestemt synes det er nytteløst at tage så stort et skridt for at få det ødelagt igen bagefter.
Men mine store strækmærker, imellem den fyldige hud, som får mit maveskind til at ligne noget, der hænger i laser – DET aner jeg ikke hvordan kommer til at se ud. Jeg har alt for lidt at tage af og amningen har udhulet min krop yderligere, så det tynde maveskind i strækmærkerne ligner hud på en krop der har levet i 80 år og ikke 28.

Og det har altså været en våd klud i mit ansigt. Jeg synes det er decideret ubehageligt at tænke på, at min krop vil se ud resten af mit liv, som den gør nu. Jeg ser for mig selv, at jeg aldrig kommer til at føle mig tilpas i en bikini igen og, at hvis jeg engang skulle blive alene, i det tilfælde, at Daniel og jeg bliver enige om at bryde vores ægteskabsløfter, så kommer min selvtillid virkelig på prøve. Lige nu er der en mand, der elsker min krop yderligere, fordi den har skænket ham to børn. Og alligevel kan jeg en sjælden gang få en følelse af, at ville gemme mig og min post-graviditetskrop, bag mine arme.

I de øjeblikke forstår jeg pludselig når kvinder siger, at de er bange for, at deres mand går ud og finder en ny og yngre udgave, imens de render rundt hjemme og passer deres barn. Det har jeg nemlig efterhånden hørt en del sige, imens jeg har siddet og tænkt: hvordan i alverden kan du frygte for dét, når I lige har skabt et mirakel sammen?

Men i de øjeblikke går det op for mig, at det ikke handler om, at man tror, at ens mand er en slambert, men at selvtilliden har lidt et knæk, og bilder én ind, at det næsten ville være fuldt forståeligt, hvis han blev fristet af noget andet.
Jeg beundrer min krop for det den har kreeret. Men det betyder altså ikke, at jeg ikke kan blive rigtig trist når jeg ser tilbage på den for tre år siden med viden om, at den aldrig kommer til at se sådan ud igen. Det fine, fine maveskind er altså arret til evig tid. Og på de gode dage, kan jeg godt tænke, at dé ar, er overgangen fra mig som teenager og ung, til mig som nogens mor. Og det er ok!
Men det er også ok, at være splittet og have brug for tid til at vænne sig til sin nye krop. Det handler på ingen måde om éns relation til sine børn, det handler om forfængelighed.

Henover de sidste uger, er det gået op for mig, at også mit maveskind er begyndt at ændre sig. Jeg ved ikke om det har nogen effekt, men jeg smører mig ofte med selv samme naturlige olie fra Nuxe og også en body lotion derfra. Jeg synes at kunne se, at mit maveskind ser mere elastisk og fyldigt ud igen. Der er vist lang vej til dét resultat jeg endnu ikke kender, men jeg tror på det og hæfter mig ved det – det er sådan jeg kan være i det.
Og så tog jeg i weekenden en beslutningen om, at selvom jeg godt kan hvile nogenlunde i mit udseende lige nu, og jeg ikke har lyst til at opsøge en der kan fikse mine delte mavemuskler omgående, så kan jeg jo godt selv begynde at gøre lidt for min krop, både for min selvfølelse men også for at se, om jeg faktisk selv kan gøre fremskridt for mit udseende.
Jeg har søgt enormt meget viden omkring Rectus Diastase (RD) og den forsigtighed man må have i sin træning, for at passe på det tynde, udstrakte væv. Jeg har samlet en række øvelser til mit eget lille, skånsomme program.
Samtidig er jeg blevet rådet til at downloade appen SWEAT, som har et post-pregnancy program. Den er fyldt med øvelser som man kan lave hjemme, så det ikke handler om at komme i et træningscenter. For mig er det den bedste løsning jeg kunne have ønsket mig, for jeg kommer ikke afsted – slet ikke nu med to små rollinger.
App’en viser mig mine ugentlige mål og ‘krydser af’, hver gang jeg har løst en opgave, og motiverer mig til at krydse mere og mere af listen.

App’en ser sådan ud:

Den kræver et abonnement og er altså ikke gratis, men hvis den kan få én igang, så er pengene jo bedre givet ud end til et fitnesscenter, hvor man ikke dukker op. (Det har jeg præsteret i flere år…)

Jeg er kun på min femte træningsdag, men ovenpå min ferie føles det enormt lettende at gøre noget ovenpå de grænseoverskridende dage med badedragt og bikini. Også selvom jeg overhovedet ikke går rundt og er trist over min krop, eller som sådan har et problem med at se mig i spejlet.

Min psykiske stand-by knap behøver ikke betyde et stand-by for min fysiske udvikling, og jeg glæder mig til at se om jeg kan holde gejsten og få lov at se nogle resultater.
Jeg kommer aldrig til at blive en eller anden fitness-mor som pludselig tror, at jeg skal belære jer om at komme i form, men jeg ville nu alligevel gerne tippe om ovenstående App til mødre, der går hjemme på barsel eller andre kvinder, der simpelthen ikke kan slæbe sin rumpet op i fitness.

Og ikke mindst til jer andre, der døjer med delte mavemuskler:
Jeg kunne simpelthen ikke finde noget på dansk, uden at skulle betale for diverse online programmer. Det var som om det var en velbevaret hemmelighed, man skulle betale sig for at vide noget om.
Jeg søgte i stedet på det latinske udtryk RD og fandt frem til nogle amerikanske videoer, som meget udførligt viste mig nogle øvelser, hvor jeg tager hensyn til det tynde væv, så det kan få ro til at hele samtidig med, at jeg træner mine mavemuskler.

Vi skal huske på, at imens det er blevet super populært at acceptere sin krop som den er, og vi er gået til kamp mod kropsidealer, så skal der stadigvæk være plads til, at man faktisk ikke føler sig i ét med sit nye udseende, når man forandres for evigt efter en graviditet. Det er lige så vigtigt, som dét, at vi ikke skal se skævt til kvinder, der ikke lever op til de sociale mediers kropsidealer, at vi heller ikke ser skævt til kvinder, der ikke synes, at de lever op til deres helt egne kropsidealer, og har svært ved at acceptere deres nye krop.
Det ene udelukker nemlig ikke det andet.

Sus ♥

PS. FOTO AF MIN YNDLINGS MARIE- LOUISE, MINDERFORLIVET.DK

2 kommentarer

  • Karina

    Tak for dit indlæg. Tak fordi du med dit indlæg sætter ord på de tanker jeg render med omkring krop, strækmærker og mærkelige mønstre på hele maven, efter at have båret ét barn og har endnu et på vej.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sus

      Jamen velbekomme og mindst lige så mange tak for at du skriver her og gør opmærksom på, at der i hvert fald er én til derude, der har det på samme måde. Held og lykke med graviditeten 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Læs også

10 ting jeg ikke vidste om mig selv før jeg blev mor (og som jeg ret godt kan lide!)