En udramatisk fødselsberetning – mit største ønske blev opfyldt.

Min overskrift er muligvis en smule kedelig, hvis du hungrer efter gys…

Min fødsel var nemlig fuldstændig udramatisk, men en fantastisk oplevelse og et dejligt minde. Bevares, det gjorde ondt og jeg sagde da også på et tidspunkt, at det var første og sidste gang. Men så snart Naomi var ude, sagde jeg altså, at jeg sagtens kunne gøre det igen.

Selv hvis du er fuldstændig ligeglad med, at læse om vores lillesøsters ankomst til verden, så synes jeg alligevel du skal scrolle ned til BOTTOM UP og læse med, for jeg vil påstå, at jeg har et par vigtige ord, at give med på vejen.

Det er ved at være længe siden jeg gav lyd om en fødselsberetning og det er er pludselig også virkelig længe siden jeg lå på en hyggelig lille fødestue på Herlev Hospital.

Jeg har skrevet oplevelsen ned for min egen skyld, men også fordi jeg har en ret så næstekærlig agenda, hvis jeg nu selv skal sige det; at overdøve historierne om rædselsfødsler og smertehelvede, og fortælle en helt anden ting: at det er fantastisk at føde et barn.

Som bekendt kom Noelle til verden ved akut kejsersnit. En oplevelse som på ingen måde har gjort ondt fysisk (eller jo måske sådan efter operationen-agtigt), men ‘fødslen’ var jo ellers ligetil for mit vedkommende, med en lammet krop.

Jeg havde glædet mig enormt meget til at føde Noelle, og drømmen bristede allerede en smule for mig, da hun viste sig at ligge i sædeleje og to vendingsforsøg desværre ikke fik vendt hende med hovedet nedad. Jeg besluttede mig imidlertid for at kaste mig ud i en sædefødsel, for kejsersnit skulle jeg i hvert fald ikke have. Det bestemte jeg nu alligevel ikke selv – hvorfor, kan du læse om her!

Da Noelle kun var sølle 6 måneder gammel braste drømmen om en fødsel fuldstændig, fordi jeg var blevet beordret minimum 18-24 måneder til næste fødsel, hvis ikke jeg skulle udfordre risikoen for uterus ruptur, altså at kejsersnittet ville gå op under en fødsel. Derfor var jeg allerede gjort bekendt med planlagt kejsersnit og blev indkaldt til en samtale om dette.

Heldigvis stødte jeg på alle de rigtige mennesker til diverse samtaler omkring min forestående fødsel, som fortalte mig, at den slags sker så sjældent, at jeg slet ikke var dømt til endnu et kejsersnit og ikke skulle gå og være bange for et bristet ar. Til lægesamtalen sagde lægen mig ordene: ‘Jeg kan ikke se, hvorfor du ikke skulle kunne få en vellykket vaginal fødsel, så hvis det er det du vil, så er det, dét du gør’.

..og det var bestemt det jeg ville, så det var planen og min drøm var pludselig ganske sikker på at gå i opfyldelse.

Desværre ville Naomi ikke frivilligt overgive sig til den nye verden, og på trods af en hindeløsning 40+5 måtte jeg møde op på hospitalet 41+5 til igangsættelse. Jeg havde været plaget af plukkeveer gennem hele sidste halvdel af min graviditet, som ofte var så strenge, at de mindede om rigtige veer, har jeg efterfølgende kunne konstatere. Det var nu alligevel til mit held, da min igangsættelse så kunne indebære at få taget vandet fremfor en ballonudvidelse, da jeg ikke måtte få igangsættende hormonpiller, for at passe på mit kejsersnit-ar. Plukkeveerne havde åbnet mig hele to centimeter uden jeg på nogen måde var i fødsel.

Jeg mødte ind på Herlev Hospital kl. 10 sammen med min mand, efter at have afleveret Noelle i institution. Det var en syret oplevelse at have taget afsked med livet som tre, og vide, at næste gang jeg så hende, så var det med en lillebrøster i armene.

Jeg fik kørt en CTG strimmel først og efterfølgende taget mit vand klokken 11. Jeg traskede rundt på hospitalet, efterlod en sø i kantinen og mødte tilbage på fødemodtagelsen kl. 14 uden spor af rigtige veer, men blot strenge plukkeveer af gåturen.

 

Efter endnu et tjek med CTG strimmel, blev vi sendt hen på fødegangen, der var klar til at skubbe lidt mere til fødslen. De første to-tre timer gik faktisk med at få lagt bælter på min mave og finde Naomis hjertelyd, der hele tiden blev overdøvet af min og der var et enormt virvar med maskiner, der ikke virkede og vist nok også på grund af en enormt aktiv pige, der sparkede bæltet af min mave konstant. Det blev besluttet, at Naomi skulle have en elektrode i hovedbunden så vi kunne holde ordentligt øje med hendes hjertelyd, men det var simpelthen ikke muligt på det tidspunkt.

Kl. 17 fik jeg ve-stimulerende drop og klokken 17:30 havde jeg 5 veer på 10 minutter. Jeg husker, at jeg spurgte om det virkelig var sådan her det ville være at have veer, med to minutter imellem dem. Hendes svar var ganske kækt – ‘Ét.’

Jeg havde jo ellers hørt, at veer var sådan nogle, der kom med 15 minutters mellemrum til en start og arbejdede sig nedad i tid og jeg havde slet ikke forberedt mig på at de kom som lyn fra en klar himmel, igen og igen.

Igennem hele min graviditet havde jeg fået at vide, at jeg ikke kunne få smertestillende under en fødsel, fordi man ikke måtte dæmpe min krops mulighed for at signalere, at der var noget galt, i tilfælde af, at mit ar skulle briste. Derfor havde jeg indstillet mig på en fødsel uden smertelindring. Jeg havde ikke haft noget fødselsforberedelse af nogen art, fordi jeg ærligt talt tænkte, at kvinder altid har født børn, og når noget gør ondt, så tænker jeg generelt ikke særligt meget, men udholder smerten, og derfor mente jeg heller ikke, at jeg ville kunne bruge forberedelsen når jeg faktisk stod i min fødsel. Og jeg kan afsløre, at jeg bestemt ikke manglede noget..

Under min timelange vestorm, krampede jeg faktisk bare sammen under mine veer, der kom igen og igen. Man kunne fortælle mig nok så meget, at jeg skulle gøre et eller andet for at håndtere det bedre, men jeg bestemte ingenting. Min krop gik i overlevelsesmode.

Jeg kæmpede for at finde en god stilling, på siden, på alle fire, på mine knæ opad sengen, men hver gang jeg rykkede mig, rykkede bæltet sig og hjertelyden forsvandt hvortil jordemoderen panikkede og kastede mig tilbage op i sengen midt i mine veer.

På et tidspunkt blev stuen fyldt med en masse læger, og jeg husker at jeg kneb en tåre i frygt. Da de var færdige med at konferere på lægesprog midt i mine mange veer, kom den søde overlæge og fortalte mig, at der intet var at være bange for, men at de havde været nødt til at afklare situationen med hinanden inden de kunne inddrage mig. Og det viste sig kun at handle om udstyret, der havde spillet min jordemoder et puds – det havde set ud som om hjertelyden var afvigende, men situationen blev hurtigt afværget som helt ufarlig for mig.

Imens jeg lå i sengen, tvunget i samme konstante position, så måleudstyret ikke rykkede på sig; fosterstilling, husker jeg til sidst kun én ting. Følelsen af, at en skarp genstand borede sig ned i mit underliv. Faktisk havde jeg haft samme følelse et par dage forinden, hvor jeg blev indlagt natten over med ‘mistænkelige veer’. De gik i sig selv igen, og jeg valgte selv at tage hjem midt om natten. Jeg ville hjem til Noelle og lade op til min forestående igangsættelse. Følelsen var altså ikke noget, der som sådan skræmte mig, men da den under fødslen bare kom og afløste sig selv igen og igen, og kunne jeg ikke håndtere den.

Jeg blev tilbudt lattergas og det var jeg bestemt ikke bleg for at takke ja til. Jeg sugede og sugede og imens jeg hørte stemmer omkring mig, kunne jeg ikke finde mulighed for at besvare dem eller så meget som fjerne masken fra min næse, så det måtte Daniel gøre for mig, når jordemoderen beordrede det.

Klokken blev 21 og jordemoderen mærkede på mig, for at sætte elektrode på babys hoved og forlod stuen en stund. Da hun kom tilbage fortalte hun mig, at hun netop havde konfereret med en læge, fordi jeg faktisk ikke var mere end 3-4 cm åben efter 4 timer med vestorm. Jeg havde altså kun åbnet mig 1-2 centimeter på trods af de ekstremt mange veer, der kun tog sin ende for at blive erstattet af nye. Det føltes faktisk som om der slet ikke var pause imellem dem.

Da jeg fik beskeden gik klappen ned. Jeg åbnede ikke mine øjne, men sagde bare, at så kunne de godt give mig endnu et kejsersnit. På trods af, at det har været den dårligste oplevelse i mit liv og, at jeg havde følt mig snydt for min naturlige fødsel, som jeg nu kun havde ønsket mig endnu mere, følte jeg ikke, at jeg kunne komme ud af dét jeg var fanget i, på nogen anden måde. Veerne skulle bare stoppe!

Men så fortalte min jordemoder mig, at hun i samråd med lægen havde besluttet at tilbyde mig en epidural blokade, og det anbefalede de stærkt. Mit svar var faktisk bare, at hvis hun troede det kunne hjælpe mig, så måtte hun gøre det. Indeni mit hoved tænkte jeg kun én ting: hvis nogen siger jeg skal presse på et tidspunkt, så kan jeg ikke. Jeg følte mig ikke mentalt til stede ved min egen fødsel. Jeg var lammet og det eneste der fungerede var mine tanker, så jeg følte mig spærret inde i mit eget hoved.

‘Jeg er her slet ikke’, husker jeg, at jeg fik fremstammet flere gange, og prøvede at forklare, at min fødsel ville være et svagt minde, hvis den skulle foregå på denne måde.

Jeg hørte hende spørge Daniel om han kunne kende den kvinde der lå i fosterstilling foran ham. Og som nogen måske har fornemmet, så har jeg aldrig ingenting på hjertet, så det kunne han naturligvis ikke. Jeg husker ham sige, at jeg plejer at være rimelig sej og, at han er skræmt af den måde jeg ligger på. Jeg er helt væk og har ikke kigget på ham i hundrede år. Han synes det er ubehageligt og ønsker også, at fødslen tager en drejning.

Så sker der pludselig noget magisk – hun slukker for mit ve-drop og alle de kunstige veer stopper omgående. Jeg lægger masken fra mig og sætter mig op i sengen, hængende over Daniel, fuldstændig udmattet og måske i en lille brandert af lattergas.

20 minutter efter kommer der en mand ind på min lysdæmpede fødestue og lægger en epidural blokade på mig. Daniel fortæller om, at manden havde sagt, at det var super vigtigt at jeg sad stille, så han ikke stak forkert, uanset hvor ondt det gjorde, men, at jeg ikke havde trukket en eneste mine, men bare hængt død indover ham. Jeg husker ikke engang, at det gjorde ondt. Jeg ved ærligt talt ikke hvad det siger noget om. Jeg var måske lammet af smerter og udmattelse, eller også er det bare ikke så slemt at få lagt en epidural som man frygter.

Så skete der mirakler derfra!

Vi fik to timer til at hvile os, med ve-drop på stand-by. Vi fik lidt saftevand og toast inden Daniel gik omkuld på en gulvpude og jeg prøvede at hvile mig. Men min krop var stille og roligt blevet klar til at føde Naomi, da jeg fik en pause fra droppet. Jeg begyndte at lave mine egne veer, som jeg til en start kun kunne se tage form på min mave, men slet ikke mærke. Det var simpelthen den vildeste kontrast til dét jeg netop havde befundet mig i, pludselig ikke at kunne mærke en ve. Jeg blev egentlig ret bekymret og spurgte, hvordan jeg skulle kunne mærke mine presseveer og presse med dem, når jeg intet kunne mærke, men fik at vide, at når veerne/baby bevægede sig så langt ned, så ville bedøvelsen ikke virke længere.

Henover den næste time tog mine veer godt til og min søde jordemoder kom hen og holdt min hånd og hjalp mig igennem det.

‘Sover Daniel?’ spurgte jeg, da det gik op for mig i mine dejlige hjemmelavede veer, at han ikke var til stede. Hun kiggede henover sengen og nikkede. Med nogle fine pauser imellem og et stille tiltag i styrke, fandt jeg selv frem til en måde at komme igennem mine veer. Hvis jeg trak vejret med dem og pustede ud i takt med deres bevægelse nedad, kunne jeg næsten forløse smerten.

Da veerne tog yderligere til, fik jeg vækket ham med min prusten og klokken 23:30 mærkede jordemoderen på mig og konstaterede, at jeg havde åbnet mig dobbelt så meget på de sidste par timer med mine egne veer, som jeg havde gjort på de første fire timer med vestimulerende. 8 centimeter åben med elektrode på Naomis hoved, og der blev atter sat gang i droppet og mine veer tog til.

Ja det gjorde ondt, men jeg var til stede. Jeg havde Daniel på min venstre side og holdt ham i min hånd og trak vejret dybt igennem ve efter ve. Klokken 01 konstaterede jordemoder,  at jeg var 9 centimeter åben og jeg bad Daniel om at ringe efter min mor, som jeg ønskede mig, skulle være en del af Naomis fødsel. Nu havde vi haft hele udvidelsesfasen for os selv, men den sidste del skulle min mor også have at tage med sig i livet.

Jeg var blevet noget så træt; jeg var helt på ved hver en ve, hvorefter jeg faldt sammen og halvsov imellem dem. Det husker jeg også som ret surrealistisk, for jeg var fuldt bevidst om mine minilure mellem mine veer. Min mor kom en time senere, men jeg var faktisk så udmattet, at vi knap talte sammen. Hun trak sig fint tilbage og overværede fødslen fra sidelinjen.

Ved 04 tiden bevægede mine veer sig over i en pressetrang. Jeg husker overgangen som mild og udefinerbar. Jeg mærkede en let tyngen men følte mig ikke klar til at presse. Pludselig kunne jeg slet ikke lade være at presse og jeg syntes faktisk bare kroppen klarede arbejdet for mig. At jeg nogensinde havde tvivlet på min krop.. den havde noget med sig fra urtiden, som jeg ikke kendte og det eneste jeg skulle gøre var at presse med den!

På et tidspunkt kunne Daniels fødder ikke stå længere og jeg lagde mine hænder på hvert sidegærde. Jeg husker, at jeg mærkede ham trippe imens jeg klemte smerterne ud i hans hænder og jeg kæmpede en brav kamp for at fortælle ham, at hvis han ikke kunne klare det mere, så måtte han rejse gærdet til mig. Det fik jeg til sidst brølet ud i en kort ve-pause.

Jeg havde den vildeste ud-af-kroppen oplevelse, hvor jeg så mig selv som en urkvinde, der sad oppe i sengen og rev i begge siderne imens jeg pressede alt hvad jeg kunne. Jordemoder havde for længst snakket om hovedet og jeg troede, at det betød, at resten af kroppen snart ville være ude. Men da jeg spurgte om vi ikke snart var i mål, fortalte hun mig, at hovedet blot gyngede frem og tilbage med hver ve der kom og gik og sagde, at det hele jo afgang af mig.

Det gav mig selvfølgelig horn i panden. Jeg lurede, at jeg kunne nå to pres på en presseve og gav alt hvad jeg havde. Efter en times tid med presseveer, var jeg så udmattet, at jeg lå og sov imellem dem. Jeg nåede ovenikøbet at ligge og drømme inden det igen tårnede sig op og jeg rejste mig op i sengen og brølede imens jeg pressede. Til sidst måtte jeg sige, at jeg ikke havde mere at give af. Det var 18 timer siden jeg var mødt ind på fødemodtagelsen og presseveerne er sgu ikke noget at kimse ad. De gør ikke nær så ondt som veerne i udvidelsesfasen, fordi det føles lidt som en lettelse at presse med dem. Men hold da kæft, hvor bruger man meget energi på at presse!

‘Jo du kan godt’ sagde hun bare, og så kunne jeg selvfølgelig!

‘Kom ned og mærk hovedet’ sagde hun så, men det skulle jeg simpelthen ikke nyde noget af. Nej tak sagde jeg!

‘Jamen det motiverer altså virkelig folk til at give det sidste’ sagde hun, men jeg havde motivation nok, for nu skulle baby altså ud.

Jeg kæmpede videre indtil hun sagde, at hovedet var helt ude og bad mig gispe. Hun lirkede Naomis skuldre ud og jeg kunne i min halve søvn høre hende sige, kom ned og tag imod dit barn. Jeg regnede sådan set med, at det var til Daniel og blev liggende med lukkede øjne, i mine flygtige drømme, men hun gentog sig selv.

‘Mig!?’, spurgte jeg og satte mig op. Og klokken 05:25 tog hun mine hænder og lod dem gribe fat om min datter og med den sidste presseve hev jeg hende ud af mit skød og op på mit bryst.

Jeg hev hende simpelthen ud… og op på mit bryst!

Det står som den vildeste erindring fra hele min fødsel.

Og straks slog det mig, at jeg ikke vidste om vi skulle have en pige eller en dreng og jeg spurgte ud i rummet imens Daniel og jeg selv kiggede efter: det var vores lillesøster. Mormor havde allerede luret det fra sidelinjen. Hun havde stået nede og holdt mit ene ben, på forreste række, da hendes barnebarn kom til verden.

Jeg tog et kig på vores datter og sagde højt, at hun da var en Naomi. Daniel var enig. Hun stak i et hyl og jeg begyndte at synge for hende – den med undulaten. Min stemme var helt hæs af min brølen og det var helt surrealistisk at ligge dér og synge for mit nye menneske, midt i udmattelsen og med stængerne i vejret. Men jeg har sunget den sang højt for Noelle hver aften og vidste, at Naomi ville kende den. Hun blev stille ❤️

Da de snakkede om at begynde at sy, blev jeg helt paf. Jeg havde overhovedet ikke mærket, at jeg skulle være gået i stykker. Men en ret kompliceret 2. grads bristning kom til at tage tre stive timer med benene i vejret og tre forskellige læger der på skift rodede rundt, lige når jeg ellers troede, at nu var det overstået. Så jeg udbrød ret skuffet: ”hvem fanden har sagt, at det hele er så smukt, når først barnet ligger på brystet, så alt smerten forsvinder?”.

Men når det så er sagt, så VAR det virkelig smukt og et helt enormt ømt øjeblik.

Fra at have siddet midt i mine falske drop-veer og sagt, at jeg aldrig ville gøre det igen og krævet et kejsersnit, vidste jeg omgående, at jeg måtte opleve det igen. Og min fødsel var fantastisk!

Da jeg var færdig med at blive syet, puttede jeg Naomi ned i min skjorte og lod hende ligge ved mit bryst, så hun straks kunne stimulere min mælkeproduktion og vi kunne ligge hud mod hud. Der har hun stort set ligget lige siden. Så når jeg skriver, at hun sover i min armhule om natten, så er det helt bogstaveligt talt.

Da jeg fortalte jer, at Naomi var kommet til verden, beskrev jeg især oplevelsen, da Noelle mødte sin lillesøster første gang. Den var helt speciel, fordi hun nærmest kom direkte ind på hospitalsstuen og tog Naomi i hånden. 15 måneder gammel, uden en idé om, hvad det hele betød, men alligevel fuld af interesse og omsorg.

Det her er et billede fra vores helt specielle øjeblik.

Nå men:

BOTTOM UP, TOP DOWN…

Igennem hele min ungdom har jeg kun hørt kvinder fortælle om, hvor ondt det gør at føde. Da jeg beklagede mig over mit kejsersnit og min manglende naturlige fødsel til min første mødregruppe, var svaret blot, at jeg ikke var gået glip af noget. Fokus er altid på smerterne og det sætter simpelthen en frygt i livet på så mange kvinder!

Nogen bliver så skræmt ved tanken om smerten, og tvivlen om, hvorvidt de kan klare det, at de fravælger en vaginal fødsel. Hvorfor er det sådan vi omtaler en fødsel?

Hvorfor er det så vigtigt at fortælle om smerten som det tydeligste, og glemme at fortælle, at kroppen sagtens kan klare arbejdet og hvis man har brug for hjælp så er der et gudsbenådet hjælpemiddel i en epidural blokade?

Hvorfor er det yt at tage imod smertelindrende?

Hvis jeg havde vidst, hvad vestimulerende drop gjorde ved én, så havde jeg valgt ikke at blive sat igang, men trukket den til Naomi selv ville ud. Og havde jeg vidst, at jeg gerne måtte få blokaden, så havde jeg fået den længe før. Den gav mig en fantastisk oplevelse at se tilbage på, selvom min fødsel startede som et slag i ansigtet, der fik mig til at tænke, at jeg var så torskedum at tro, at jeg kunne føde et barn, når alle andre kunne. Men de kunstige veer er bare ikke at kimse ad.

Heldigvis har jeg en fantastisk kvinde i mit liv, som fødte ved igangsættelse da hun fik sin datter, der er jævnaldrende med Noelle. Hun talte aldrig om smerterne! Hun sagde da, at man aldrig var i tvivl om, hvad der var en rigtig ve, fordi smerten er umiskendelig, men hun sagde det kun i forbindelse med en fortælling om, hvordan tiden går i stå, hvordan man går ind i sig selv og finder en vej.

Og jeg har gjort et stort nummer ud af, at fortælle alle gravide kvinder på min vej, at jeg misunder dem, deres forestående fødsel. At det er den sejeste og mest fantastiske oplevelse, som de skal glæde sig til, og at smerten kun fylder i øjeblikket, fordi alt det der hører til, vejer så meget tungere. Jeg synes det er så vigtigt, at vi fortæller kvinder omkring os, at det ikke handler om en høj smertetærskel at klare en fødsel, og jeg håber, at hver og én giver det videre fremfor at køre med på skræmmekampagnen.

Efter at have prøvet begge dele, kan jeg afsløre for mit vedkommende, at smerterne efter kejsersnit, langt oversteg smerterne ved en fødsel. Tårerne piblede da jeg blev tvunget ud af sengen efter den store operation. Jeg kæmpede en kamp for at være med til at skifte den første ble, efter jeg havde misset den første vejning og måling med bedøvede ben på en opvågningsstue imens det foregik udenfor. Der er dog andre end mig, som har klaret kejsersnit langt bedre og været vel gående 8 timer efter.

Tårerne var ikke tilnærmelsesvis på vej under min fødsel. For mig, kan de to former for smerte slet ikke sammenlignes. Operationen efterlod den dér smerte, der føles helt forkert, og gør en opmærksom på, at der er blevet skåret i én. Og dét klarer folk hver dag, når de bliver opereret af nødvendighed og for forfængelighedens skyld.

Veer gør ondt på en naturlig måde. Og så kan du sidde dér og tænke, at jeg jo fik en blokade, men det er jo netop en mulighed man har og bør benytte sig af, hvis alternativet er, at man bliver så udmattet, at man ikke har kræfter til at presse sit barn ud af den mystiske fødselskanal. Såvel som man bliver bedøvet fuldstændig ved et kejsersnit – det skal vi jo heller ikke klare uden bedøvelse, vel?

Det er ikke et nederlag, men en hjælp til dig, der har brug for det. En hjælp, som man ikke skal være for stolt til at tage imod. Den kan vende en fødselsoplevelse på hovedet og efterlade én med fantastiske minder fra en fødsel, der startede som et mareridt eller helt forhindre den dårlige oplevelse, hvis man får den i god tid.

Er det ikke en form for mirakelmiddel?

Intet, intet, intet kan sammenlignes med dét der sker på en lille fødestue, når man ligger med sit skød direkte op i ansigtet på en fremmed kvinde, der hjælper det mest dyrebare vi har, til verden. Det er dét, der fylder allermest. Forløsningen og tanken om det vilde arbejde man lige har klaret sig igennem. Stoltheden. Det er uden sammenligning!

 

Hvad er en ve? Starten på et nyt liv. Thats it.

Noelles lillesøster ♥