At tilgive et kejsersnit

Ja – hvad eller HVEM er det egentlig der skal tilgives?
Jeg ved der sidder mange derude, med de samme følelser som mig, og de er svære at sætte ord på, for vreden er svær at placere. Og de kan kun forstås af dem, der selv har stået i situationen.

Det handler om at få et kejsersnit, når man havde forventet og måske endda glædet sig til en fødsel.
For mig er der kun meget få årsager, der er reelle nok, til at få et kejsersnit. Altså ikke for andre – de må sådan set gøre hvad de vil. Men for mig selv. Havde lægen sagt mig, at min krop ikke var i stand til en fødsel, så kan det ikke være anderledes. Jeg endte med et akut kejsersnit – det kunne ikke være anderledes. Men jeg havde ikke forventet nogle af de to, og jeg havde rent faktisk glædet mig til at føde.

Da jeg ved opstart hos jordemoder skulle udfylde et skema omkring bekymringer mm, fyldte frygt for fødsel ikke noget som helst. (Jeg var på daværende tidspunkt bange for, at jeg aldrig ville komme så langt) Og med tiden glædede jeg mig bare mere og mere til veer, vandafgang, smertehelvede, og ikke mindst det helt unikke, at lægge alt dét bag sig, i det øjeblik baby ville komme op på mit bryst. Dét øjeblik, hvor det ville være hele smerten værd. Jeg ville så gerne opleve, hvad kroppen kan, når den bliver presset til sit yderste, men får den største belønning for det.
Og hvad så, når det bliver taget væk fra en så pludseligt?

Der skete jo dét, at jeg slet ikke fik lov at få Noelle op på mit bryst før en time efter hendes ankomst. Hun blev hevet direkte med ud til børnelægen, og jeg fik ikke lov at møde hende før jeg lå nede på opvågning og hun desuden var blevet tørret af, vejet, målt osv.

Man bliver efterladt med sådan en tom følelse. Man er blevet snydt! Og det er ikke kun sindet, det er kroppen lige så. Jeg sværger på, at min krop ikke fattede en fløjtende fis af, at der pludselig ikke var en baby i maven mere!
Jeg havde ingen uovervindelige kræfter til at tage mig af hende. Hun lå der ved siden af mig og jeg kunne ikke tage hende op til mig. Jeg kunne ikke en skid. Andet end at bede om hjælp fra min mand.

Mit største smertehelvede, var at bevæge mig fra min seng ud på toilettet første gang efter operationen. At være med til hende første bleskift. Jeg fik på ingen måde leveret superheltekræfter af adrenalin. Min krop forstod ikke, at nu var baby her, så nu var det op på dupperne. Jeg husker ikke, at jeg græd af lykke over Noelles ankomst, men jeg husker, at jeg græd af smerter.
Og jeg græd fordi jeg følte mig hjælpeløs, når nu min vigtigste opgave, var at hjælpe min nyfødte igang med livet.
Det er noget, jeg har skulle tilgive mig selv for. Det kunne som skrevet, ikke have været anderledes. Jeg kunne ikke gøre fra eller til, det var ikke min skyld. Men alligevel, har jeg skulle tilgive mig selv.

Har jeg først fået ét kejsersnit, så er muligheden for endnu et, jo altså noget større. Og hvordan skal man tackle det, når den operation er blevet ens værste fjende? Jeg har kigget mig i spejlet og været sur på mit ar.
‘Det er et mor-ar’, tror jeg, der er blevet sagt til mig. For mig har det kun været et skåret hul, hvor Noelle blev flået ud af maven på mig, ud fra hendes hyggelige hule, uden hun selv havde sagt til.

Og det er svært at komme sig over, men jeg har ingen mulighed. Jeg får ikke lov at vælge kejsersnittet fra. Det ligger som en forbandelse over mig, som jeg kan håbe, at jeg kan slippe udenom, men som jeg blot kan overlade mig selv til, hvis det gamle ar siger det.

Så man er nødt til at forene sig med det. Acceptere, at man ikke selv kan bestemme det og lægge ‘hadet’ til kejsersnittet væk. Det har været en lang proces, som jeg stadigvæk er i. Der gik flere uger, før jeg overhovedet kunne se min mave i spejlet og se mit nye jeg. Jeg fik taget billeder, så jeg en dag kan se hvordan det så ud, og nu er jeg ved at være klar. For nu er jeg faktisk nået til det punkt, hvor jeg kan kigge mig selv i spejlet, og acceptere det som en del af mig. Det er ved at være blevet til ‘starten på min datters liv’, og hadet har så småt lagt sig.

Jeg har stadigvæk svært ved at tale om Noelles ankomst, og jeg ved, at mange har brug for at tale med en psykolog efter et kejsersnit, for at lære at leve med, at man blev snydt for en fødsel.
For selvom det kan lyde helt åndssvagt for nogen, at føle sig snydt for en fødsel, som alle kvinder vel forventer sig, at være det værste smertehelvede, så er det samtidig noget, der følger naturligt med en graviditet. Vi har altid gjort det, og det fantastiske er jo, at folk får børn igen og igen, på trods af smertehelvedet. Og netop dét, gør det til så fantastisk en ting for mig, at jeg slet ikke kan forestille mig aldrig at få lov at opleve det.

Jeg står dog et andet sted nu, her knap 7 måneder efter Noelle kom til verden. Jeg har accepteret tingenes tilstand, og jeg har accepteret, at jeg måske aldrig kommer til at føde et barn. Jeg har fundet ud af at elske mig selv som mor alligevel, for jeg følte mig faktisk som en fiasko, fordi jeg ikke kunne gøre det, som alle andre mødre gør.

Og nu kigger jeg på mit ar og tænker (næsten) som det eneste, og fuldstændig som alle andre mødre – hvordan fanden kom hun ud igennem dér?….

 

Sus ♥