Social Media Moms

Mit første mama-indlæg må jeg nok indrømme, har karakter af et surt opstød. Det er i hvert fald en undren over den social-media-mommy kultur, der er opstået. Måske har den altid været der, men er nu bare gået online?

Den handler om den måde, hvorpå vi mener, at vi har ret til at dømme hinandens måde at være mor på, ud fra et billede eller en lille kommentar. Og den måde hvorpå vi trækker vores holdning ned over hovedet på andre mødre.

Nu skriver jeg VI, for så er jeg selv en del af det 🙂

Da Noelle var et par måneder gammel, skrev jeg en aften på Instagram, at min mand og jeg var smuttet over på den anden side af gaden, og havde blandet slik. Straks fik jeg en løftet pegefinger om, at vi da ikke begge to kunne ‘gå fra hende’, fra flere. Jeg havde en babyalarm med mig, vel at mærke, men kommentarerne var, at man var chokeret over os, og at vi kunne være blevet kørt ned begge to – og hvem skulle så vide, at lille Noelle lå hjemme i sin seng? 

Jeg blev helt forskrækket, for jeg havde aldrig troet, at nogen ville reagere på det. Jeg er måske noget naiv, men det kom godt nok bag på mig. Jeg vil bestemt ikke sige, at jeg ikke er typen, der selv har holdninger, også til, hvordan andre er mødre. Jeg kan undre mig meget over andres måde at være mor på, og ‘pylremor’ er ikke et ukendt udtryk for mig. Det er i og for sig en omgang fis, for dét jeg ser er sådan et lille stykke, ud af en kæmpe helhed, som jeg intet kender til. Og man kan måske se pylret ud udefra, men hvad ved vi andre egentlig om det?

Så måske er jeg ikke selv så skide hellig, for jeg kan alligevel synes, at der er pylremødre alle vegne. Måske endda imens jeg selv er det. Jeg vil dog kommentere, en væsentlig forskel.

Jeg har umiddelbart ikke et behov for at fortælle andre mødre, at jeg synes dét de gør er forkert. Til syvende og sidst, er jeg altid usikker på, om mine egne løsninger nu er bedre eller mere ‘rigtige’, også selvom jeg synes andre løsninger virker ‘forkerte’ i mine øjne. Derfor har jeg meget svært ved at skulle fortælle andre, hvis jeg synes deres løsning kunne optimeres, hvis de spurgte mig. (For det gjorde de ikke!) Og så er der jo ingen grund til at træde ind over deres domæne og fortælle, hvad jeg mener.

Eller hvad?

Jeg har indtil flere oplevelser, og hører også om dem omkring mig.

Det blev skrevet til mig, at den pågældende person aldrig ville FORLADE sit barn, som jeg gjorde. Min første indskydelse var, at mødre ‘forlader’ deres barn hver dag, når de lader dem sove udenfor i barnevogne. Principielt var jeg tættere på min Noelle, da jeg var i slikbutikken, end moren på 4. sal, der har sit barn sovende i gården. Og garanteret også tættere på end moren, der stiller sit barn nede bagerst i haven, længst fra trafikstøjen, når hun er inde i huset.

Og mødrene på nettet begynder at passe på, hvad de lægger op på de sociale medier. Lægger man sit barn på bordet, så det kan følge med og tager et lille knips til IG, så skal man huske at skrive, at barnet konstant er under opsyn, og godt sikret med en sengerand, der ikke kan rykkes en centimeter. For ellers falder der brænde ned, af andre mødre!

Da jeg stolt viste min hjemmelavede sutteklud til min datter frem, fik jeg straks besked på, at knapperne var uegnet. Og det kan da godt være, at det er rigtigt for nogle børn. På det tidspunkt var min datter en nikkedukke, der nærmest ikke kunne løfte sine arme, og min sutteklud havde kun den funktion, at ligge ved siden af hende, med min duft. Men skal man nu lige huske at fortælle dét med, for at gardere sig?!….

Jeg er sikker på, at folk kommenterer i den bedste mening. At de selv mener, at de passer på mit barn i det øjeblik, hvor jeg åbenbart glippede.

Men gør vi ikke alle sammen dét, der er bedst for vores egne små? Som vi i øvrigt kender bedst selv.

Hvad er rigtig og hvad er forkert? Og ikke mindst, hvor kommer behovet for at trække ‘mine holdninger som mor’, ned over hovedet på andre mødre?

Hvorfor er det blevet sådan, at man skal fremstille sig selv som en mor, der aldrig roder sig ud i noget, der KUNNE være risikabelt, for ikke at risikere en kritik fra nogen, der synes, at det er over DERES grænse?

Verden er farlig ja, og vi har alle forskellige holdninger til, hvor mange chancer vi tør og bør tage i den.

Det er lidt som om, vi ikke bare prøver på at være mor for hinandens børn, men også for hinanden. Ved at være kritiske og nedgørende. Har det overhovedet nogen positiv virkning?

Jeg har også oplevet, at Instagram mødre, måtte tage imod kritik for, at deres barn/børn får for meget mærkevare tøj eller får kastet alt det nyeste legetøj i hovedet. Eller, at børneværelset er for sterilt og ikke noget legested for børn. Må man ikke i princippet selv beslutte om man vil have en forkælet unge? Kan man desuden ikke forkæle med omsorg, på en måde, så man også får et barn, der er vant til, at alting drejer sig om det?

Er det forkælelsen i sig selv, eller opdragelsen, der følger og hører til?

Hvor går grænsen lige? Jeg er ikke selv fan af, at børn skal kastes ind i de voksnes modeverden, hvor brands vejer tungt, så jeg forstår udemærket tanken. Men om jeg begriber behovet for at klandre andre og kritisere dem, for de valg de har taget som mor, uden, at de på nogen måde har efterspurgt andres holdning.

Er det sådan, at hvis man har en offentlig profil på f.eks Instagram, så er det selvsagt, at man skal tage imod alle folks kritik af den måde, man vælger at være mor på?

Mit forsvar er blevet et ‘Hej, her er den uansvarlige mor’, så jeg på en måde ikke kan rammes af eventuel kritik af min måde at gøre tingene på. Og jeg synes faktisk det er en ærgerlig kultur, at ens valg på hjemmefronten er blevet skydeskive, bare fordi tiden og teknologien har budt os, at man kan få et anderledes indblik i hinandens liv.

Bare en tanke fra en social media mom 🙂

Sus ♥