Så blev det vist også på tide med et indlæg! Det bliver mit Vintage Wedding Dream indlæg part
Se næste indlæg >
Life and afterlife – spontane aborter
Forleden dag tikkede der en mail ind fra en norsk pige. Hun skrev til mig fordi hun havde læst mit indlæg ‘fra ært til lille pige’. Hun var berørt at de tanker jeg havde griflet ned, blandt andet i forhold til den måde jeg ignorerede min graviditet på de første mange uger, fordi jeg regnede med, at det gik galt igen og på den måde beskyttede mig selv, ved ikke ‘at blive for glad’. Hun kunne identificere sig med tankerne, fordi hun selv stod overfor tredje forsøg og prøvede at gardere sig mod næste spontane abort, som mere føltes som et ‘når’ fremfor ‘hvis’. Hun skrev også til mig, at hun syntes, at jeg var modig, at jeg stod frem med det vi har gået igennem. Og så slog det bare ned i mig, at det er det værste i alt det her. At det for så mange er tabu at tale om, at man går igennem et sådan helvede, på trods af, at man for alt i verden har brug for støtte – fordi man nærmest er flov og skammer sig over at man ikke kan finde ud af det, der føles som det allermest grundlæggende i en kvindes tilværelse; at lave børn!
Jeg kan jo kende det fra mig selv, selvom jeg ikke er flov over at stå frem med det. Jeg har kigget mig i spejlet mange gange og tænkt – ja, du ser normal ud, men det er du sgu ikke! Det er næsten som med psykisk sygdom – man kan ikke se det, men ikke desto mindre er det sygdom nøjagtig som en brækket arm eller kræft for den sags skyld. Og så står man dér og tænker; hvad fanden er der galt med mig? Alle andre laver børn! Og nogle i en sådan grad, at man tænker, laver I ikke andet? Kan jeg så ikke bare finde ud af at lave én, lillebitte baby? Og det føles næsten mere flovt end hvis man ikke kunne cykle eller huske tabellerne. På trods af, at det på ingen måde er noget man selv er herre over. Man står dér og slår sig selv i hovedet over noget man slet ikke har en finger med i spillet på, og skammer sig, selvom der intet er at skamme sig over. Mennesker er forskellige. Nogle er afsindigt gode til at lave børn og andre er mindre gode. Nogle kan slet ikke. Men den sidste at bebrejde for det, er én selv. Hvad godt skulle det gøre? Det er jo ikke som om man kan øve sig og blive bedre! Det er ikke som om det giver motivation til at klare den næste gang. Men man gør det alligevel og det æder én op indefra.
Og når man så tænker, at man vil dele det med nogle omkring sig, for at få noget støtte, så kan det føles som om det mislykkes fuldstændig. De fleste fatter ikke alvoren eller følelserne før de selv har stået i samme situation, som den norske pige netop også skrev til mig, hvorfor det havde føltes rart at læse tankerne fra en ‘fælle’. ‘Så er den der næste gang’. ‘Nå men tredje gang er lykkens gang’. ‘Bare rolig, I skal nok få et barn, og desuden er I jo heller ikke så gamle’. Og hvad f… skal jeg lige bruge dét til? Jeg kastede mig ud i at blive gravid, da jeg følte mig klar til at blive mor.. Ikke to år før, fordi jeg regnede med, at det ville blive svært! De fleste kan slet ikke forstå de tanker man går med og de følelser man bliver kastet igennem. Og man forstår da godt de ‘trøstende’ kommentarer, for hvad skal folk sige? De kan jo egentlig ikke bebrejdes. Men det bliver på en måde mere provokerende og så ender man igen med at holde sin mund lukket og bære rundt på den tunge byrde selv. Av.
Men på trods af dårlige oplevelser med at lukke op, vil jeg alligevel råde til, at man gør det. Jeg tror på, at det ikke er for sjov, at psykologer tager 1000 kroner i timen for at få dig til at fortælle og fortælle. Det er fordi det letter hjertet at sætte ord på sin smerte. Og så må man bede folk omkring sig om bare at lytte. Det er vigtigt at have et sted at gå hen når det hele brænder på. Ikke mindst fordi det også er enormt hårdt for parforholdet og det er ikke altid, at man har brug for at snakke om smerten samtidig. Så er der brug for nogle udenfor at trøste sig ved.
Og så er der dem, der holder det for sig selv, fordi de bare gerne vil beholde muligheden for at komme hjem til mor og far og sige – SÅ! Nu skal I sgu være bedsteforældre. Og hvor var det også svært for mig at give slip på den idylliske tanke. Jeg selv ringede hjem 1. januar, grædende, og fortalte, at nu var jeg altså gravid igen. Ikke ligefrem glædestårer, selvom jeg også tror de var iblandt. Men mest tårer, fordi jeg ikke orkede at skulle igennem rutsjeturen én gang til, og slet ikke når jeg nu skulle til at giftes.
Og nu betyder det sgu ikke en skid, om det blev på den ene eller anden måde. Min familie er bare lykkelige for, at denne gang lader til at ende med en baby.
Og lad os indse det – når først det er gået galt nogle gange, kommer vi jo ikke dansende hjem på en lyserød sky og meddeler dem de lykkelige nyheder. For nu er vi nået dertil, hvor vi ikke føler os helt sikre, før vi står med en levende baby i armene. Nu er vi ved ‘I skal måske være bedsteforældre’. Og er det så ikke vigtigere at have støtten undervejs? Jeg kan kun gentage igen og igen, at jeg har været så glad for at lukke op. Vi postede også et langt indlæg på Facebook til vores venner og bekendte, efter 5. mislykkede forsøg, hvor vi beskrev vores helvede, fordi det følte vi pludselig et behov for. Og det blev taget så varmt imod, jeg fortryder det ikke ét sekund.
Når alt dét er sagt, så er der noget helt andet, som jeg gerne vil sige til jer piger, som har aborteret spontant flere gange. Når I så bliver gravide, så er det jo egentlig en helt forskruet opfattelse, at man skal gå og være bekymret hele graviditeten igennem, for at forberede sig på det værste. Det er noget vi gør for at værne os mod det værst tænkelige. Men vi ved også, at det ikke er sådan det burde være. Og på et tidspunkt bør man tage en dyb indånding og puste langsomt ud, sænke skuldrene og begynde at tro på det bedste. Vi snyder jo i virkeligheden os selv. Vi snyder os for alt det dejlige, som hører til dét at få et barn; nemlig de dejlige måneder inden, hvor maven vokser, baby sparker og giver sig til kende og forventningerne og spændingen øges. Selvom vi har haft et ordentligt besvær med at nå dertil, og de dårlige erfaringer sætter sine spor, så er det lige så vigtigt at passe på sig selv på den modsatte måde end ved at forberede sig på det værste; nemlig ved at tro på det bedste, nyde den smukke begivenhed, forberede sig på livet som kommer til at se helt anderledes ud end før og give sit barn de bedste betingelser for at vokse sig stor og stærk – nemlig ved at bruge kroppens energi på dét og ikke på at bekymre sig.
Jeg selv satte mig nogle mål for, hvornår jeg ville ‘tage mig sammen’ og tro på det, men grænsen rykkede sig hele tiden. Først skulle jeg bare forbi min seneste abort. Så skulle jeg bare forbi nakkefold. Da vi fik kønnet at vide 14+5, var det helt sikkert med ønsket om, at det hele ville blive mere virkeligt og, at vi kunne begynde at glæde os sådan rigtigt. To uger senere siger min mindste søster til mig: hvorfor siger i stadigvæk ‘dén’?! Det hedder HUN! Og jeg tror det var fordi vi stadigvæk distancerede os. Det blev faktisk FOR virkeligt, når man stadigvæk var hunderæd for, at det ville gå galt. Og da det gik op for mig, at jeg stadigvæk ikke overholdt mit løfte til mig selv, blev jeg også opmærksom på, at det skulle jeg altså. Og sådan blev det et vendepunkt. Siden da har det været vores kommende datter, og nu er det svært for os at tænke på andet. Hun har fået lov at komme helt ind under huden på os, og jeg sidder konstant med min mands hånd på maven og råber ‘dér, dér, ku’ du mærke det’?!
Nogle gange kan han, nogle gange kan han ikke og andre gange gider han ikke længere koncentrere sig, fordi det er hele tiden 🙂
Bare fordi man er en smule anderledes, skal man ikke afholde sig selv fra at nyde det når man er ligesom alle de andre.
Det skal vi også huske!
Sus <3
Jeg husker også jeg var enormt bange under min graviditet for det første havde jeg mistet et par gange, og det lykkes først ved 7.forsøg at blive gravid. Jeg havde et kæmpe skænderie med min kæreste på vej ind for at få taget blodprøven for jeg var ihvertfald ikke gravid, da vi så ringede for at få svaret på blodprøven og damen sagde jeg var gravid var jeg nødt til at spørge om hun nu var sikker og ikke havde fået mig forvekslet med en anden…jeg havde smerter i starten og var overbevist om at det gik galt. Selv om jeg havde set hjerteblink troede jeg ikke på jeg var gravid, jeg blev scannet ca hver 2 uge pga. Lidt komplikationer undervejs jeg troede ikke på at jeg var gravid tænkte ind imellem at det der barn på skræmen var ikke vores bare en eller anden film de havde sat på for at gøre mig glad. Ved hver mindste forandring ved min krop tænkte jeg nu går det galt vi bliver aldrig forældre….det gik først op for mig da han kom ud og han lå oven på mig at det var lykkes og at vi faktisk var blevet forældre og at han var vores…. Så jeg var bange hele min graviditet og tænkte hele tiden nu går det galt …nu går det galt…det var en svær tid