Forleden dag tikkede der en mail ind fra en norsk pige. Hun skrev til mig fordi hun havde læst mit indlæg ‘fra ært til lille pige’. Hun var berørt at de tanker jeg havde griflet ned, blandt andet i forhold til den måde jeg ignorerede min graviditet på de første mange uger, fordi jeg regnede med, at det gik galt igen og på den måde beskyttede mig selv, ved ikke ‘at blive for glad’. Hun kunne identificere sig med tankerne, fordi hun selv stod overfor tredje forsøg og prøvede at gardere sig mod næste spontane abort, som mere føltes som et ‘når’ fremfor ‘hvis’. Hun skrev også til mig, at hun syntes, at jeg var modig, at jeg stod...
