1 års fødselsdag, barnedåb og tankemylder.

Det bliver et blandet indlæg det her.. Og langt, fandt jeg også ud af 🙂 Men jeg håber du vil læse med alligevel..

Det har været en lang uge! Jeg blev scannet i tirsdags efter blødning weekenden forinden. Jeg havde en god veninde med, som har fulgt mig hele vejen i projekt baby, og på en måde føler jeg, at hun også fik ‘det hun fortjener’, da hun i tirsdags, sammen med mig, så en lille levende baby sparke med benene og sutte på sin tommeltot. Jeg tror nemlig, at hun har ventet lige så meget på en spændende scanning med gode nyheder, som jeg har gjort! Vi fortjener alle en gevinst, når vi har ydet noget ikke? Og hendes fortjeneste må være en god, lang pause fra at holde hænderne under mig, og nu få en veninde med overskud til at holde hænderne under hende.

Nå men – jeg smuttede bagefter ned og fik taget den blodprøve, der skal bruges til nakkefoldsscanning, og syntes nu igen at kunne slappe af. Men det varer aldrig særligt længe. Lørdag skulle vi til 1 års fødselsdag hos min lille kusine, og det satte enormt mange tanker igang. Det har været hårdt med hende, fordi hun kom til verden, kun halvanden måned før, vi skulle have haft vores første lille engel. Det har ikke været så hårdt efter, men det var hårdt undervejs. Da jeg kom halvanden måned senere end min onkel og hans kæreste, og fortalte, at jeg var blevet gravid, var det jo en fantastisk tanke, at vi skulle have børn så tæt på hinanden, som ville have hinanden, når nu der ikke er andre små børn i min familie. Og jeg følte mig nærmest som en kæde, der hoppede af tandhjulet, da jeg pludselig ikke skulle have barn halvanden måned senere alligevel. Men jeg trøstede mig med, at jeg i det mindste ville stå med en stor mave, når min lille kusine engang kom ud, og så ville det være til at bære.

Så det blev rigtig, RIGTIG svært at se min onkels søde kæreste blive rundere og rundere, imens jeg nåede at blive gravid og miste flere gange. Og da jeg i min tredje graviditet fik at vide 9+0 at hjertet ikke slog mere, i starten af januar 2014, med kun halvanden måned til min kusines ankomst, vidste jeg jo godt, at løbet var kørt. Man bliver så inderligt jaloux på ALLE, der bliver gravide og får børn omkring én, og det er ikke noget, der kan styres. På dette tidspunkt, var også min kærestes tætteste kammerat og hans kæreste, begyndt at vente sig. Vi havde holdt nytår sammen, og begge siddet og fniset over, at vi ikke ville have et skvæt champagne i vores suppe til forret, og at vi måtte skåle i vand, da det blev midnat. Og to dage senere, var det hele bare ændret.

Der sætter sig en frygt i maven, for at næste gensyn bliver med en gravid mave, der vil skære i øjnene. Og pludselig handler det bare om at blive gravid igen, HURTIGST MULIGT – så kan jeg godt klare det. Med et lille håb i maven, kan jeg klare det hele. Uden, kan jeg ikke klare noget som helst. Det er for hjerteskærende. Og så går man dér og punker sig selv i hovedet og skammer sig over sig selv. Og så er det pludselig blevet en dobbelt byrde.

Halvanden måned senere, kommer den dejligste lille pige til verden. Og jeg tager ikke op på hospitalet og hilser på hende. For jeg kan ikke. Det gør for ondt. Og hvad nytter det med mig på et hospital, for at ønske tillykke, midt i gråd over, at det ikke er mig, der ligger dér med et vidunder? ‘Kan du ikke være glad på andres vegne?’ har jeg spurgt mig selv. ‘Kan du ikke lægge dig selv til side, bare et skide øjeblik?’

Jo, jeg var glad på andres vegne, men desværre mere ked af tanken om, at det måske aldrig blev mig selv, som havde sneget sig ind på mig. Og den kunne jeg bare ikke lægge på hylden. Så i stedet måtte jeg begynde at passe på mig selv, og lade være at gøre de ting, mit sind ikke kunne håndtere, og lade være at slå mig selv i hovedet over det. Det var selvfølgelig lettere sagt end gjort. I marts kommer en af mine tætteste veninder og fortæller mig, at hun nu også er gravid. Jeg er glad på hendes vegne og synes jeg tager det pænt, men hun har også fulgt med på sidelinjen og siger selv til mig, at hvis jeg har brug for tid til at sluge kamelen, så er det helt ok med hende. Hun forstår mig. Og jeg skammer mig over, at kamelen er min kommende bonusnevø eller niece. Men sådan er det bare. Jeg bestemmer det ikke selv.

Da vi når juni måned, finder jeg igen ud af, at jeg er gravid, men som jeg allerede har fortalt, er der noget helt galt i stigningen i mit graviditetshormon. En fredag får jeg svar på en blodprøve, der fortæller mig at HCG er steget fra 4000 om mandagen til 5000 om fredagen. Det er ikke ligefrem en fordobling hver anden dag. Derimod er det er typisk stigning ved graviditet udenfor livmoderen. Og jeg ved allerede, at den er gal, ikke mindst fordi jeg har smerter i min højre side. Om lørdagen er der så polterabend for min gravide veninde, som skulle giftes i august. Og da vi er samlet til morgenmad, går det pludselig op for mig, hvad det er for en dag, jeg skal igennem. Min veninde er 6 måneder henne, hendes svigerinde er gravid med tvillinger, 5 måneder henne. Flere af hendes veninder er nybagte mødre og nogle har deres unger med, mens nogles mænd svinger forbi flere gange i løbet af dagen, fordi børnene skal ammes. Resten har efterladt deres børn hjemme hos deres mænd, men det viser sig nærmest at være omkring tre ud af 17, der IKKE er gravide eller allerede har børn. Kan i gætte, hvad der blev talt om? HELE DAGEN.

Vi skal spise inde hos mig, og jeg møder min kæreste på vej ud af døren, da vi ankommer. Jeg sender de andre ind og tager lige et øjeblik til at trække vejret ude hos ham. Han giver mig et kram, og så kommer de tårer, der har presset sig på hele dagen. Pyhhh. Jeg tager en indånding og går ind igen, så jeg kan klare resten af aftenen.

Jeg husker det som en af de hårdeste dage i mit liv. Jeg lyder ikke særligt tough, hva? Men jeg kan stadigvæk huske følelsen i kroppen, af at være ved at blive kvalt i alle de ord og tanker, som jeg ikke havde lyst til at lukke ind i mit liv, fordi de kun kunne fyldes i min rygsæk fyldt med sorg. Men det kunne jeg jo ikke lige sige til de andre, der lykkeligt sad og fortalte om deres liv som nybagte mødre og gravide maver.

To dage senere, om mandagen, ser lægerne så det lille hjerte slå i min æggeleder, som jeg allerede var frygteligt bevidst om, og jeg ryger direkte på operationsbordet. Herefter, er det som om jeg glemmer processen med at komme tilbage på benene. Jeg skal til USA i starten af september, og pludselig bliver målet blot at nå dertil, og ikke at bruge de to måneder indtil da, på at få det bedre. Jeg får det dårligere og dårligere, men mit lyspunkt kommer tættere på. Tre uger væk hjemmefra, bare mig og min kæreste. Tre uger til at få det godt igen og opleve lidt af verden.

En uges tid inden vi tager afsted, får min kærestes gode kammerat og hans søde kæreste, deres søn. Men jeg får ikke noget at vide. Min kæreste tør ikke fortælle mig det, for han ved, at han sender mig i kulkælderen. Og jeg tror faktisk ikke, at han orker at hive mig op igen. Men jeg har det på fornemmelsen, for jeg kan høre, at han lyver, da han svarer mig på, hvad hans kammerat skriver til ham, en dag omkring terminsdatoen. Og en lille uges tid senere, fanger han mig i et øjeblik med et smil på læben. Vi er lige kommet ud fra samtale på Riget, hos vores klinik. De fortæller os, at graviditeten udenfor livmoderen, måske giver et praj om, hvorfor mine graviditeter ellers er gået til. Måske er der en mekanisk fejl. Måske er mine æggeledere i stykker. Hvis næste graviditet sidder forkert, får vi reagensglasbehandling. Og pludselig er der et håb for mig. Måske fejler jeg noget, SOM MAN KAN GØRE NOGET VED. Pludselig føler jeg mig ikke overladt til tilfældighederne, og føler, at der er andre muligheder end at håbe på, at en eller anden deroppe, forbarmer sig over mig, og giver mig lov til at blive mor. Og så smider han bomben – en bonusnevø er kommet til verden. Og hvordan fanden kan det være en bombe, at en bonusnevø kommer til verden? Ja………. Jeg skammer mig stadigvæk over det, men det er, igen, bare sådan det er.

Vi møder ikke den lille inden vi tager på ferie. Og jeg har tre fantastiske uger. Bare mig og den jeg elsker allermest. Tre helende uger, langt væk fra bekymringer og sorg. Men den vender tilbage, tre dage før vi skal hjem. Der sætter sig en angst i mig, for at komme hjem til alt det, jeg ikke har lyst til at konfronteres med. Og nu er der også under en måned til, at min veninde skal føde. Og mig? Jeg har stadigvæk ikke så meget som en lille spire i maven. Ja, I ved jo, hvordan det går mig, da jeg kommer hjem igen – min verden styrter sammen. Jeg bliver sygemeldt og får en lille pause fra dét liv, jeg ikke længere har lyst til at leve. Og så er det jo, at vi halvanden måned senere, beslutter os for at lægge babyprojektet på hylden, og fokusere på at blive gift. Invitationerne sendes ud 4 dage før jul, og så når vi jo pludselig frem til den 1. januar, hvor jeg finder ud af, at jeg er gravid. Præcis 6 måneder efter, jeg fik fjernet bebs nummer 5.

I morgen er jeg 12 uger henne, og der er en uge til nakkefoldsscanning. Jeg har et lille apparat herhjemme til at lytte til den lille, hver gang jeg bliver i tvivl, men det er bare ikke nok. Kampen sidder stadigvæk i min krop.

Det er svært at forstå, også for mig selv. Men det er bare som om den store smerte og sorg, som jeg har været i så længe, alle de følelser, der har domineret min krop – jeg kan bare ikke ryste det af mig. Jeg kan ikke sove om aftenen, for jeg er bange for, at de til nakkefold siger, at den lille er død eller, at den ikke er vokset som den skal og, at de regner med, at hjertet snart vil stoppe med at slå. Og så bliver jeg bange for at frygten sætter sig så meget i mig, at dét slår bebsen ihjel i stedet for. At min krop bruger for meget energi på at bekymre sig.

Nu er vi så tilbage ved denne her 1 års fødselsdag i lørdags. Min lille kusine er et af de dejligste børn i verden. Hun er glad og åben og helt igennem charmerende. Og ikke ét af de børn, der er kommet til verden omkring mig, har jeg det svært med. Nu er de små mennesker, som jeg holder af og som ikke skulle være udeblevet for noget i verden. Men der er noget andet, som ikke har ændret sig;

Til fødselsdagen, er der børn og postyr alle vegne, og jeg synes nærmest, at kunne mærke en panik i kroppen. Og så går det virkelig op for mig, at mit sind ikke er færdigt med at kæmpe. ‘Tænk, hvis jeg ikke havde haft en spire i maven, så havde det været en forfærdelig dag’, tænker jeg. Og så sidder jeg og gennemlever alle de følelser, jeg ville HAVE HAFT, hvis ikke jeg selv var gravid. Men i virkeligheden, så sidder jeg jo netop med de følelser nu. Min krop opfører sig fuldstændig, som den gjorde for et halvt år siden. Pludselig tør jeg ikke tale med nogle om, at jeg er gravid. Min lille kusines mor ønsker mig tillykke, og jeg spørger – ”med hvad?”. ”Ja, at det går så godt”, siger hun og smiler. Og jeg får bare en klump i halsen. Pludselig tror jeg slet ikke på det. Hvis jeg taler med nogen om det, så går det galt….. Jeg kan ikke overskue at fortælle alle de mennesker, at det er gået galt. Og pludselig er graviditet blevet min dybeste hemmelighed igen. Da vi kommer hjem, er jeg nødt til at hive mit ultralydsapparat frem. Jeg får bildt mig ind, at baby helt sikkert er død nu, fordi jeg har gået i høje hæle op ad trapper?!?!? – måske har noget revet sig løst i min mave. Men derinde banker hjertet videre. Og det har rykket sig længere op i maven. Så ryster jeg lidt på hovedet af mig selv, og er helt rolig igen.

Dagen efter står på barnedåb hos min venindes lille søn, der nu er blevet 4 måneder. Hovedpersonens mor, har spurgt mig, om jeg vil bage lidt til kagebordet, og det vil jeg selvfølgelig gerne. Så lørdag aften går med at bage, og jeg hygger mig og glæder mig til min lille bonusnevøs store dag. Jeg skriver hans navn på kagerne, og synes godt jeg kan være mit bidrag bekendt. Så går jeg i seng, og tankerne sniger sig ind over mig. Jeg ligger med samme frygt i mig, som alle de gange jeg har skulle være i selskab med børn og maver – inden jeg blev gravid. Og bilder mig igen ind, at sådan ville jeg have haft det, hvis ikke jeg havde mit håb i maven. Det er svært at forstå, at jo er sådan jeg har det NU…

Det er en hård dag, med børn ALLE VEGNE. Det er fantastisk og forfærdeligt på samme tid. Før i tiden havde det udelukkende været livsbekræftende. Det er det også nu, men det fylder mig lige så vel med tankemylder om baby, ikke baby, og jeg kan slet ikke orke det i mit hoved. Hvornår er jeg så langt henne, at jeg tror på det her? Hvornår stopper min krop med at kæmpe videre, og bekymre sig, som om jeg stadigvæk skal tage stilling til, at jeg måske ikke kan blive mor? Er jeg ikke allerede lidt mor nu? Der ligger én derinde og regner med mig! Jeg spiser morgenmad, kun fordi baby skal have det. Jeg spiser ostemadder (!) fordi baby skal have kalk, og jeg kaster op hver morgen og i tide og utide derefter, på grund af baby… Hvorfor fanden er det så, at mit sind bliver ved at opføre sig som for et år siden, hvor situationen var en helt anden? Jeg har hele tiden lyst til at tage mit ultralydsapparat frem og lytte efter. Men nu føler jeg mig pludselig så angst for, at jeg ikke kan høre noget. Hvad fanden skal jeg så stille op? Så jeg lader være.. I hvert fald indtil min kommende mand kommer hjem. Så kan han lytte for mig, og berolige mig bagefter….

Nu er der under 6 uger til vores store dag, og der har fandeme bare at ligge 20 cm kærlighed i mavsen, den dag.. Jeg glæder mig, og jeg glæder mig til bekymringerne forlader min krop. Jeg glæder mig til nakkefold om en uge og jeg glæder mig til kønsscanning om kun få uger. Det er min tur nu….

Basta!

….?

Sus ♥