Inspiration til barselsgave ♡

Nolans dåbfest 🌾✨

I weekenden holdt vi langt om længe dåbsfest for Nolan. Sikken et mærkeligt år, hvor man simpelthen ikke har haft mulighed for at holde fest og fejre de store ting i livet! Men endelig, endelig. Og sikken et gensyn ♡

Det var ikke en særligt stor fest, men derimod en hyggelig og mere intim fest i haven. Jeg har igennem et rum tid haft alt, alt for meget at se til, heldigvis uden at blive alt for stresset, men dog med en følelse af, at der ikke er helt nok timer i døgnet, eller frustration af, at minimum 6 timer af dem er afsat til søvn, haha! I lang tid prøvede jeg at finde tid til at lave invitationer til fest, men til sidst måtte jeg opgive – jeg købte mig til nogle super fine indbydelser, der blev lavet og leveret. De nåede bare aldrig videre. Altså, der var vitterligt ingen af os der kunne få sat os ned og puttet dem i kuverter og købe frimærkekoder og få dem sendt afsted. Og så tog vi glade på sommerferie imens invitationerne lå hjemme på bordet og festen nærmede sig. En uges tid før, måtte vi så tage et billede af invitationen og sende ud. Heldigvis havde vi bedt vores nærmeste om at reservere datoen, så vi fik alligevel lidt gæster. Det er bare for at sige: Nogle gange kan noget virke enormt gennemført og tjekket, men det betyder ikke, at det er det. Ugen før festen, fik vi så også endelig sat os ned og fundet ud af hvordan vores fest skulle være. Vi fik bestilt mad  (tapas fra vores nye nabo og gamle pizzaria, der hedder Tapas Treat og var ret godt!), drikkevarer og pynt

 

 

 

Jeg havde simpelthen ikke mulighed for at sidde med en masse forberedelser, så jeg besluttede mig for at de elementer der trods alt skulle indgå, alle skulle være en del af pynten. Altså også drikkevarerne. Derfor bestilte vi en masse specielle drikke fra Naturtørst; myntebrus, hindværbrus, rabarber og havtorn, og da jeg kiggede efter øl, skulle mærkaterne tiltale mig såvel som beskrivelse af smag. Det blev til en økologisk humle fra Thisted bryghus samt den vintage artige Budweiser. Og jeg synes faktisk det hele indgik som en super fin del af pynten, men jeg vil også sige, at det prismæssigt ligger meget anderledes end at fyre den af med 2 liters coca cola og sprite, eller sågar rammer øl og sodavand fisket op over grænsen. Jeg synes dog, at det var det hele værd, og jeg så folk, der normalt vælger øl fra, der altså lige skulle smage en økologisk pilsner fra Thy. Det kan sgu noget! Jeg elsker i øvrigt også dansk sodavand fra Macarn, især deres rose lemonade, så det kan jeg også anbefale!

 

 

Jeg tror faktisk det vigtigste, når man skal holde fest, er netop at udvælge nogle elementer som skaber præcis den stil eller stemning man ønsker sig.

Man laver ligesom en slags brainstorm, og udvælger en håndfuld elementer at fokusere på, så det ikke bliver for stor en mundfuld.

Jeg vil gerne have boheme og sommerferiestemning, hvad skal jeg bruge til det?

Råt træ

Bløde tekstiler

Vintage decor

Blomster

Sommerfarver 

Ok, hvordan får jeg så opfyldt de krav?..

Jeg bruger æblekasser, det gamle malerbord, vi har stående i carporten og borde/bænkesættet vi har stående i haven.

Jeg laver en bænk af traller og fylder på med puder og tæpper, hvor jeg kan.

Vintage dekor – jeg har en samling af gamle messing lysestager. Men det er sommer og varmt, og måske ikke lige til stearinlys? Nej, men det er pynt, og så må man gerne bruge ubrugelige ting – det giver mig også mulighed for at få nogle farver ind, i form af forskelligtfarvede lys.

Hov, farver kan da også komme ind med blomster. Men blomster er dyre, hvis man gerne vil have rigtig mange buketter. Men så kan man hapse lidt i vejkanten og bruge en masse ukrudt, som rapgræs og rajgræs sov..

Det er en skide god idé. Det er også miljøvenligt! Men hvordan får jeg lidt mere grønt ind?

Krydderurter – det er billigere end blomster, og det dufter dejligt og det kan også bruges! Mynte kan pynte, men også bruges i løbet af aftenen til at putte i vand eller mojitos!

Hvordan får vi flere farver ind? Balloner! Balloner i forskellige farver ligesom lysene.

Nu har jeg fundet mine elementer, og fordi jeg altid svinger indenfor de samme rammer, så har jeg igennem mange år fået opbygget et laget med de ting jeg ved jeg bruger igen og igen. Jeg skulle altså også ud og købe æblekasser engang, og jeg har jo også samlet mine messingstager ind løbende. Men det handler virkelig om, at prøve at bruge hvad man har.

Jeg købte ballonerne hos @bycerise, som udover at planlægge fester, også har den fineste webshop. Jeg bestilte rigtig mange balloner, og kom af med omkring 300 kroner – meget fin pris synes jeg! Så kan man købe et ballonbånd, hvor du sætter knuden fra ballonen ind igennem et hul, så de holdes fast. På den måde kan du skabe en ballonsky. Jeg købte. Forskellige farver og prøvede ligesom at fade fra den ene farve til den anden. 

Vi valgte han hænge den op som centrum i vores telt, med borde nedenunder. Jeg syntes det fungere så godt – ofte laver man ligesom sådan en bagvæg, der bare stjæler alt opmærksomheden med enorm pynt, pomp og pragt. Jeg syntes det var rigtig fint at flytte fokus lidt ud i rummet, og skabe det her ‘mødested’ i midten af teltet, fremfor nede i bunden af det.

De smukke lys købte jeg også hos Cerise, men jeg har selv snoet dem. Det gør man ved at putte dem i varmt vand i 5-10 minutter, rulle dem flade med en kagerulle og simpelthen sno dem. Jeg tilføjede også lidt glimmer, fordi jeg sgu bare er en gammel bling bling pige, der aldrig får nok af glimmer..

Blomsterne plukkede vi ude i den dejlige byskov og på voldene der grænser mellem byskoven og alle affaldspladserne på Selinevej. Det er helt sikkert mit go-to sted, når der skal samles ind. Man må ifølge gammel ikke plukke mere end en pose fuld, men når de først bliver sat i vaser, så fylder de så fint, selvom en pose ikke virker af så meget. Det er virkelig noget, der kan skabe en stemning, sådan en omgang vilde blomster, og det er jo så fedt, at det ikke er importerede skårne blomster fra Holland. Co2 neutral pynt, Go go go!

Jeg stod ikke selv for maden denne gang, men jeg valgte at bage. Jeg kunne slet ikke orke at lave en kæmpe lagkage hvor moussen skal have den rigtige konsistens for at bære lagene ovenover, men faldt over en opskrift hos dygtige Frederikke Wærens på jordbærkage-muffins, som du kan se her.

 

 

Jeg tænkte, at en jordbærkage uden tvivl måtte være den perfekte kage til en varm sommerdag, og så kunne jeg lave en lille kage med caketopper og derudover fine muffins. Jeg valgte dog først og fremmest at lave kagecreme med en blanding af 50/50 kagecreme (Dr. Oetker, købt kagecreme!) og flødeskum, både som kerne i kage og muffins og ovenpå. Og så pyntede jeg med hvide ribs og guldstøv fra Odense Marcipan. Kæft de blev fine!

Jeg lavede i øvrigt selv muffinformene med brunt bagepapir, som jeg delte op i fire og foldede ned i weck-glas, hældte kage i og bagte, og så sidder papiret jo fast og udgør en muffinindpakning.

Kagerne bagte jeg to dage før og pyntede på dagen. Jeg opbevarede dem i køleskabet og de blev ikke tørre, men derimod dejligt ‘satte’, som mazarinkage er bedst, ved at være i køleskabet.

Caketopperen lavede jeg også selv. Den er foldet i blomster-ståltråd, tror jeg det hedder. Det er ganske nemt at arbejde memd og folde bogstaver i. Jeg lavede et N af én tråd og kunne lave resten af bogstaverne samlet på en anden tråd. Jeg bandt det ind i helt almindeligt silkebånd og tilføjede lidt tørrede, vilde blomster. Jeg har lavet en videoguide, du kan finde på min instagram en af de kommende dage.

Det meget fine afspritningsskilt er simpelthen den perfekte sammensmeltning mellem at passe på sig selv og hinanden, og total æstetik. Det er fra CreativeWood, som er min all-time favorite fest shop, når man vælger at gå lidt mere ind på pynt eksempelvis med velkomstskilte, navneskilte osv.

Et sidste tip jeg vil give videre, at netop sådanne weck-glas. Jeg bruger dem i køkkenet normalt, men de er simpelthen så stilrene og fine og billige! Jeg handlede ind hos Flaskelandet.dk, hvor jeg købte weck glas til slik, vaser og oliven og pesto til maden. De klæder det hele. Jeg købte også de tre keramikflasker som vi havde sangria i. Jeg slap 300 kroner inklusiv levering. Bedste tip, i min optik, de passer også perfekt til boheme stilen.

Selv da festen var slut, var den pæn. Jeg synes den emmer af hygge og kunne slet ikke lade være at tage billeder af ‘resterne’ af vores hyggelige fest.

Hvis jeg har glemt noget, så skriv endelig en kommentar herunder og spørg løs – sug til dig med inspiration, og så håber jeg du får en rigtig fin fest ♡

8 kommentarer

  • Camilla Jensen

    Hej! Superfine dekorationer. Jeg er helt vild
    Med din måde at pynte op på og sammensætning af materialer og farver. 👏🏽
    Jeg er nysgerrig på at høre om hvor mange gæster i havde plads til og hvor i har teltet fra og hvor mange der er plads til i teltet? 😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kristina Svane

    Åååh hvor er det fint Sus, virkeligt. Smukke smukke rammer til en længe ventet fest❤️ Jeg går selv midt i forberedelserne. Endelig efter 16 år skal Kim og jeg giftes❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sus

      Stort tillykke kære Kristina. Jeg er glad for du føler dig inspireret

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Josefine

    Hvor er det bare smukt

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marie

    Hvor købte du slikket henne? 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Læs også

Inspiration til barselsgave ♡