Genbrugsgarderobe - køb og salg af brugt tøj ♻️

Nolans fødsel – når universet lander dig ❤️

Jeg kender min krop, jeg kender min baby, jeg kender mig selv. Jeg kender min krop, jeg kender min baby, jeg kender mig selv…

Det er torsdag den 3. september, og jeg er inde og få kørt en CTG, for at sikre at min baby er ok. Vi var inde til tjek tirsdag aften, fordi jeg havde mærket mindre liv om dagen, og til tjekket viste det sig, at han havde vendt sig anderledes – med ryggen ud og benene ind. Derfor føltes alting så anderledes. Under tjekket lægger han sig tilbage på plads og alt er som det plejer; vi er der faktisk i tre timer, fordi han pludselig er så aktiv, at hans puls konstant ligger højt, og de vil se hans hvilepuls før de giver slip på os. Men Noelle fylder 5 år dagen efter, og jeg er rolig og sikker og vil gerne hjem. Så vi går hjem. Men aftaler torsdags-tjekket, for at få en status på hvilepulsen.

Torsdag kører han en flot kurve, alt er så fint. Alligevel kommer lægen ind og siger til os, at hun vil anbefale igangsættelse. ‘Du har allerede meldt dig herinde med mindre liv i tirsdags, og jo længere man går over tid, jo færre bliver ressourcerne for den lille’ siger hun. Daniel bliver bange og spørger mig om vi ikke bare skal få ham ud. Jeg kan se i hans ansigt, at han er bange for at stå med ‘blod på sine hænder’. Men jeg kan ikke…

Vi har kæmpet og kæmpet for at vores barn skulle få lov at komme naturligt til verden, når han var klar og ikke et sekund før. Jeg er gået 10 dage over tid og har min egen personlige deadline ved 14 dage over. Fordi, dér begynder statistikkerne at prikke til mig. Hvis jeg alligevel går to uger over tid og skal sættes igang, burde jeg så bare gøre det nu? Gambler jeg med hans velvære ved at vente fire dage?

Jeg kender min krop, jeg kender min baby, jeg kender mig selv. Jeg tænker det igen og igen.

Min mavefornemmelse plejer som oftest at være rigtig – og det føles forkert at træffe en beslutning om at sætte fødslen igang. Men det føles også voldsomt for mig at gå stik imod lægens anbefalinger.

Jeg kigger på Daniel og siger det højt: Jeg kender vores baby. Han har det godt. Han var ikke mindre aktiv i tirsdags – han havde bare drejet sig, og fordi jeg er så hyper opmærksom på min krop, lægger jeg øjeblikkeligt mærke til at noget er anderledes. Men jeg vil heller ikke gå over Daniels grænse. Han skal ikke være utryg. Det ER voldsomt at tage en beslutning der er anderledes end den man vejledes til af en fagperson.

Vi drøfter det med vores livline og jeg taler med en jordemoder efter lægen. ‘Er jeg uansvarlig, hvis jeg går herfra?’….  Nej, hvisker hun..

Og så tager vi hjem. Men inden vi går, indgår vi et kompromis. Vi kommer på ringeliste til igangsættelse søndag. Jeg render allerede rundt og er 3 centimeter åben, så de kan tage mit vand søndag eller mandag d. 6. eller 7.

Fredag aften føles det som min allersidste chance for at gøre noget for sagen selv. Jeg insisterer klokken 23 på akupressur på mit kvindepunkt og på de områder som jeg er blevet instrueret i at trykke på og massere på min fod. I morgen holder vi Noelles fødselsdag, og så rammer vi deadline.

Daniel trykker og trykker, og jeg er efterhånden blevet modløs, for hold op, hvor har vi kæmpet for at sol og måne og stjerner skulle stå helt rigtigt, og nu var vi alligevel ved at ende i igangsættelse og alt det kunstige jeg ikke havde lyst til denne gang. Så jeg tror ikke rigtig på det længere.. Og jeg begynder at forberede mig mentalt på aldrig at få den oplevelse jeg ønskede mig så inderligt.

Men lørdag formiddag klokken 9:3o begynder jeg allerede at få plukkeveer. De plejer først at starte om eftermiddagen når min krop begynder at blive træt, og jeg undrer mig. De kommer med 5 minutters mellemrum, men de gør ikke ondt. ‘Der foregår noget’, siger jeg til Daniel, men jeg tror ikke rigtig selv på det. Klokken 12 sidder jeg og lægger mascara, da jeg får en plukkeve af en helt anden kaliber, og jeg taber mascaraen og bliver helt sort om øjnene da jeg lukker dem i ‘forskrækkelsen’. Jeg har en samtale på sms med min søster og skriver til hende, at jeg tror jeg lige har haft min første ve. Og alligevel tror jeg ikke sådan rigtig heeeeelt på det. Jeg pynter færdigt til fødselsdag, skyder billeder til en kampagne og står klar til gæster klokken 14, stadigvæk med plukkeveer med 5 minutters mellemrum. Mine veninder opdager hurtigt, at der foregår noget og begejstringen vil jeg aldrig nogensinde glemme. Min mor siger til mig, at jeg ligner en der skal føde i dag, men jeg er blevet snydt af regelmæssige plukkeveer så mange gange de sidste tre uger. Hver aften har de været regelmæssige i 4 timer og stoppet igen når jeg har lagt mig for at sove. Og alligevel er der en stemme indeni der siger, at lillebror er på vej..

Imens vi har fødselsdagsgæster bliver mine plukkeveer mere og mere skrappe og nogle af dem trækker tårer og kræver snakke-pause. Men imellem dem pakker jeg gaver op med min store pige. Synger fødselsdagssang. Spiser kage. Masser af kage.

 

(billederne er hevet ned fra min story og derfor med tekst, eftersom jeg mistede alle fotos i min telefon…)

Jeg føler mig til stede til Noelles fødselsdag, men alligevel så meget inde i mig selv, at jeg føler mig som en dårlig vært. Jeg får ikke talt nok med vores gæster, men har alligevel en oplevelse jeg ikke vil være foruden. Og Noelle har en god fødselsdag. Det kan jeg mærke. Da vi om eftermiddagen begynder at sige farvel til vores gæster, er det med røde kinder og lettere besvær. Jeg går på toilettet og opdager, at min slimprop ‘er gået’. Nu er jeg ikke i tvivl om, at jeg er i fødsel. Selvom slimproppen ikke er et afgørende tegn, så forvisser den mig om, at mine plukkeveer er vaskeægte veer, og jeg planlægger at lægge mig ind og slappe af og samle kræfter. Klokken er vel omkring 17:30, og jeg ligger i sengen, med Noelle ved min side imens Daniel pakker sammen efter fødselsdagen. Mine veer tager til og jeg holder hendes lille hånd igennem dem. Lillebror er på vej, det har vi fortalt vores piger, og de forstår det. Jeg har hele tiden min jordemoder-veninde i baghånden og sender screenshots af mine veer. De har indtil videre varet 50-60 sekunder og er kommet med skiftevis 2 og 5 minutters mellemrum. Hun fortæller mig, at de gerne skal vare 1,5 minut, men at det KAN være mere uregelmæssigt når man er tredjegangsgravid. Men jeg føler mig helt tryg, og tænker, at der kan være mange, mange timer tilbage.

Klokken 19 varer de 90 sekunder og har skiftevis 8-6-5 minutter imellem – de er altså stadigvæk ikke regelmæssige, men jeg ringer til fødemodtagelsen, blot for at informere om, at jeg er igang. I samtalen kan jeg slet ikke tale under mine veer, og pludselig afløser de hinanden og giver mig let pressetrang. Jeg synes I skal kommer herind, NU, hører jeg damen i telefonen sige lettere panisk agtigt, fordi mine veer pludselig kommer med så kort mellemrum, og jeg kan ikke engang få svaret hende og lægger vist bare røret på. Jeg beder Daniel om at ringe sin mor tilbage og hente børnene, og 20 minutter senere er de ude af døren. Tilbage i sengen letter mine veer lidt, og inden vi skal ud af døren, vil jeg gerne lige skylles, og tager et varmt bad. Et dejligt varmt bad. Det er så rart, at jeg næsten ikke kan komme ud igen.. Men et øjeblik senere sidder jeg i bilen. Jeg lægger sædet helt ned og ligger nærmest ned på køreturen. Det gør veerne mere afslappede. Når jeg står op, giver de mig en underlig pressetrang. Da jeg står ud af bilen i parkeringskælderen på Hvidovre Hospital slår de igen og jeg tænker, at jeg aldrig kommer hen til fødemodtagelsen.

Vi skynder os ind, og jeg husker en dame der går ud af elevatoren, som jeg går ind ad den. Jeg har ikke været noget kønt syn, og jeg tror jeg tænker, at jeg ikke ønsker at møde flere på vejen. Og det gør vi heller ikke. Vi træder ind i en fuldstændig tom hal, og jeg skal tisse. nu. Så jeg går hen på handicap toilettet, der lukker automatisk. Jeg siger til Daniel, at jeg bare må sætte mig, og ikke kan vente på døren lukker. Så jeg hiver bare bukserne ned og sætter mig. Jeg tror ikke engang jeg skal tisse. Jeg skal bare presse.

Midt på handicaptoilettet tænker jeg, at jeg kommer til at føde vores søn lige dér, midt på gulvet. Jeg synker i knæ og hænger på håndvasken. Mine smerter giver mig følelsen af at skulle besvime og jeg overvejer om det er noget man kan dø af. ”Jeg skal lige ligge her” siger jeg, og synker videre ned på gulvet.

Nej, du skal op, siger Daniel. Men jeg kan ikke. Han er streng ved mig og råber mig op, hiver mig op og jeg kravler ud fra toilettet på alle fire og ved ikke hvordan jeg skal overkomme den umulige opgave at rejse mig. På en eller anden måde får han hevet mig op, og vi skynder os ind på den lange, laaaaaange gang ned mod fødemodtagelsen. Jeg øjner en seng og får sagt, at Daniel skal hente den til mig. NU!

Han løber ned efter den og i det øjeblik han rammer dørene ind til afdelingen eksploderer noget i mig og mit fostervand sjasker ud. Det er som om en kæmpe ballon springer og der ligger en sø på gulvet. Jeg råber ‘mit vand er gået’ og panisk smider Daniel vores ting ind igennem døren og råber personalet ud. Jeg svupper i mine sko i mit første skridt, og så kommer der en ve. Jeg kan ikke sige et eneste ord udover ‘hjælp’. Hjælp mig, siger jeg igen og igen, og de kommer ned til mig med en kørestol. Jeg husker ikke andet end ve på ve, på ve på vejen ned mod fødestuen. Og at kvinden der kører mig siger ‘Du trækker vejret så flot, den klarede du godt’. Og jeg bliver stolt midt i det hele. Jeg bliver kørt ind på stuen og nærmest kastet op på briksen. Måske fordi jeg har mit kejsersnit i baggagen og de er lidt ekstra opmærksomme på hurtigt at sikre sig, at mit ar er ok.

De skynder sig at mærke på mig og fortæller mig, at jeg er 6/7 centimeter åben. Jeg husker at jeg tænker ‘det er kraftedeme løgn’. Så har jeg kun åbnet mig halvdelen af dét jeg skal (jeg var jo 3 cm. åben i forvejen), og jeg tænker at jeg ikke kommer til at klare den på den naturlige måde jeg gerne vil, for jeg er blevet i tvivl om smerterne vil slå mig ihjel. Samtidig så siger de højt til hinanden og til Daniel, at det her kommer til at gå stærkt. For der er smæk på mine veer, og de kommer med et minuts mellemrum. Det næste de gør, er at lytte efter hjertelyd. Men de kan ikke finde den. Vi er kun lige kommet ind på den stue.. og så bliver der trykket på alarmknappen..

Er han død spørger jeg?

Men det er han ikke. Jeg kan mærke ham. Daniel sætter sig ved mit hoved og han begynder at græde. Han havde kun lige nået at stille sine sko og var forberedt på en god aften. Nu er alting et virvar.

‘Du skal ikke være bange skat. Han er der. Jeg kan mærke ham’, siger jeg til ham. Og kort efter finder de hjertelyden, den er bare så lav – omkring 80/90 stykker, og de sætter elektrode på ham, for at kunne følge godt med.

Jeg beder om et fyldt badekar, for jeg havde mærket hjemmefra, at varmen hjalp mig, men jordemoderen siger til mig, at hun ikke kan forsvare at jeg kommer i badekar. At det selvfølgelig er op til mig om de skal tage elektroden af, men at det ikke er en god idé. Jeg er i tvivl om det er den modstand jeg allerede har været forberedt på at møde. Men mine veer føles som om de afløser hinanden, og jeg kan ikke rigtig diskutere noget. Jeg kan kun koncentrere mig om at trække vejret igennem mine veer og får bare spurgt om noget andet varme. Om hvilken som helst hjælp til at komme igennem det her.

Jeg opfanger, at min baby står meget højt. Det hører jeg dem sige igen og igen, og der bliver talt om bevægelse, at sidde på en bold og prøve at hoppe ham ned. Jeg tænker faktisk, at alt er okay ud fra de brudstykker jeg opfanger. Men derfra bliver jeg fuldstændig kostet rundt med. Du skal om på ryggen. Men på ryggen er veerne uudholdelige. Jeg vil om på siden, og jeg får lidt varme på. Nu kan jeg trække vejret igen.

‘Det kan han godt lide’, hører jeg lægerne sige, og det giver mening for mig, at dét der føles behageligt for mig, også er behageligt for min baby. Jeg vil gætte på, at der er gået 15 minutter. Nu er jeg 9 centimeter åben.

Jeg bliver beordret tilbage på ryggen. Jeg bliver beordret om på alle fire. Og der står skiftevis en læge og en jordemoder med deres hænder oppe i mig og laver, hvad der føles som en evig hindeløsning. Jeg føler det fremprovokerer mine veer, og jeg ligger i én lang uudholdelig smerte. Jeg bliver sendt tilbage på ryggen og de fortsætter med at rode rundt. Jeg ved ikke hvad der foregår, men jeg trykker for oven på min mave for at kunne trække vejret. Jeg beder dem som en lille pige om at stoppe. Jeg beder dem om at hjælpe mig. Jeg aner ikke, hvad der foregår, men jeg kan ikke være i det. Og der er ikke nogen der svarer mig. Jeg bliver bedt om at presse og jeg presser. Jeg presser igen og igen. Jeg bliver kommanderet med. Jeg er statist i min egen fødsel. Alt dét jeg ikke ville. Jeg ville have kontrollen. Jeg ville have, at min fødsel var MIN. Nu er jeg her bare….

På et tidspunkt opfanger jeg, at de siger, at han skal ud nu, om det så må blive kejsersnit. Jeg tænker ikke logisk, jeg tænker bare at smerterne skal stoppe. ‘Så få ham ud’, får jeg sagt. Men de hører mig vist ikke. Og udover mine små udbrud, kan jeg stadigvæk ikke koncentrere mig om andet end at trække vejret igennem de evindelige veer og dét de gør ved mig. Deres hænder i mit underliv. Den store metalkegle i mit underliv, til at tage blodprøve på mit barn. Og lige pludselig, så løber vi. Jeg opfanger ikke at læger og jordmødre løber med mig, det har jeg bare fået at vide bagefter. Jeg husker ikke turen hen til operationsstuen, for jeg er gået ind i mig selv af smerte.

Jeg husker bare, at jeg bliver bedt om at skyde ryg og det velkendte stød fra rygmarvsbedøvelsen. Og da smerterne tager af, kan jeg høre at lillebrors hjertelyd stiger. Jeg tænker for mig selv, at nu hvor de har fjernet deres hænder fra mig og ikke provokerer mine veer – nu hvor jeg får lov at slappe af og ligge roligt, så har lillebror det godt igen. Og jeg spørger dem, hvorfor jeg ikke kan få lov at hoppe på bolden og få ham ned i bækkenet. Hvorfor vi ikke kan give det en chance, nu hvor han har det godt igen. Jeg får en skideballe af en anæstesi læge der synes jeg er fuldstændig idiot at høre på, og hun vrisser, at det samme ville ske igen, og at de har givet mig noget der hæmmer mine veer, og det er dét der hjælper på hans hjertelyd. Det kunne jeg jo nok sige mig selv…..

Og imens jeg ligger dér og beder om hoppebold og håber på en sidste chance, bliver der sagt ‘Hør ham, kan du høre ham? Han er ude, det er ham der græder’. Jeg forstår INGEN FUCKING TING! Hvad siger jeg? Har I skåret i mig? Jeg har været på stuen i ti minutter tror jeg. Og igennem ledninger og mennesker allevegne kan jeg se et lille menneske ovre hos børnelægen og min mand. Kort efter kommer der en baby hen til mig og jeg hører nogen beodre Daniel ‘Tag et billede af, at han møsser sin mor’. Ligesom Daniel har fortalt mig, at han blev beordret til at tage billeder da børnelægen undersøgte vores søn. ‘Susan kommer aldrig til at opleve det her, så du skal tage billeder’ siger hun til ham. 💔

Der sidder en kvinde ved siden af mig og aer min hånd. ‘Ligner han dine andre børn?’ spørger hun. Nej, siger jeg. Jeg tænker for mig selv, at jeg ikke kan kende barnet på nogen måde. Han ligner ikke noget jeg har lavet.. Jeg bliver spurgt om jeg vil have ham liggende hos mig, men jeg svarer ikke. Jeg græder bare. Hun siger til mig, at det er okay, hvis jeg ikke har lyst. At det er helt normalt.

Der går ikke længe før jeg bliver rullet ned til opvågning. Jeg kan ikke engang huske om babyen ligger hos mig eller om Daniel har ham. Men jeg kan huske, at jeg bare græder. Jeg hulker. Jeg forstår ikke, at min fødsel er overstået. Jeg forstår ikke at min baby er ude. Jeg forstår ikke, at det endte sådan. Eller hvorfor. Og det lille mennesker der er landet hos mig, ved jeg godt er mit barn. Men det føles ikke sådan. Han er fremmed for mig, og jeg er fremmed for mig selv. Jeg er så ulykkelig. Jeg havde planlagt en lille velkomst sang for min søn, når han kom op på mit bryst. Nu havde jeg ikke lyst til, at han skulle ligge der. Og jeg blev så bange for mig selv. Hvem var jeg?

Mekanisk lagde jeg ham til mit bryst, og hulkede videre. I lang tid.

Jeg husker først at jeg samler mig nogenlunde, da jeg ligger på barselsgangen med en træstamme og tager min telefon frem og filmer mig selv. Jeg ser mig selv, med min baby ved mit bryst. Jeg sover med ham på mit bryst og vågner med solen omkring 6:30. Og der er jeg mig selv igen. Det lille menneske er mit. Han ligner Noelle på en prik. Og jeg vil gøre alt for ham.

Men jeg er rasende.. Jeg ved ikke hvorfor jeg har fået kejsersnit, og jeg vil bare ud fra hospitalet omgående. Jeg ligger længe og venter på, at der kommer en ind til mig og klokken 11 trykker jeg på knappen.

‘Bare fortæl mig hvad jeg skal kunne, så jeg kan komme hjem’, siger jeg til hende. Hun spørger mig om det er pigerne derhjemme der trækker, og jeg bryder sammen og fortæller hende om gårsdagens oplevelse af at være birolle til min fødsel og om kejsersnittet jeg ikke forstår hvorfor jeg har fået.

Var de overforsigtige pga mit ar?… Var det deres ‘vi anbefaler’-pis, der havde taget min fødsel fra mig? I 10 timer havde jeg rendt rundt med veer og holdt fødselsdag og haft styr på det hele. Jeg havde gjort det så godt, og pludselig var jeg ‘bare med’. Hvorfor?

Jeg rejser mig op og går ud på toilettet. Jeg kan næsten ikke mærke nogen smerter i mit ar. Jeg tror at adrenalin har dækket over det. Jeg tisser og slår en fis – alt det jeg skal kunne. Jeg vil hjem. Hun siger, at hun vil tale med en læge om at konsultere os inden vi går, så vi kan forstå hvad der er foregået. Det vil vi selvfølgelig gerne have med på vejen, og ved 13 tiden kommer der en læge ind, tager en stol med sig og sætter sig ned og åbner min verden. Og knuser mit hjerte.

Nolan kunne ikke tåle mine veer. Ingen ved om han stod og klemte på navlestrengen et sted, og der blev lukket af med mine veer. Og han kunne ikke komme ud. Han var kommet forkert ned i mit bækken. Måske netop derfor havde jeg haft pressetrang så tidligt i fødslen, fordi han har trykket på nogle bestemte nerver i sin atypiske stilling. Og normalt ville man kunne hoppe rundt, lave rebozo mm, for at få ham til at vende sig rigtigt, men i denne her situation var der en skidt hjertelyd, der gjorde tid til en faktor.

Da læge og jordemoder rodede rundt oppe i mig, prøvede de at dreje ham manuelt. De skubbede ham simpelthen op i min mave og drejede på hans hoved – dét der føltes som en evig hindeløsning. Men hans hjertelyd kom aldrig rigtig op hvor det var godt, og derfor kunne vi ikke prøve med de naturlige manøvre, og de anede ikke om han havde navlestrengen om halsen og stod og trak i den, imens de prøvede at dreje ham med deres fingre. Dét de vidste var, at han hans hjertelyd var alt, alt for lav, og vi risikerede at få en hjerneskadet dreng med hjem. At de havde travlt. Lægen undskyldte manglen på kommunikation, men forklarede os, at alle på fødestuen har været så koncentrerede i deres arbejde, fordi det var alvorligt. De var gået ind i en arbejdsbobbel, hvor det handlede om barnets liv, og ikke vores oplevelse. Og jeg husker, hvordan jeg braser i gråd. Jeg anede ikke, at han vendte forkert i bækkenet. Jeg anede ikke, at hans hjertelyd var så lav. Jeg anede ikke, at det var så alvorligt. Jeg har fået kejsersnit af første grad – et så akut kejsersnit, at man springer procedurer over, for at få barnet ud i tide. Det betyder blandt andet, at mit maveskind ikke er sprittet tilstrækkeligt af, og jeg skal have antibiotika intravenøst, for at sikre, at der ikke kommer infektion fra bakterier. Derfor kan jeg heller ikke tage hjem. Hun siger også til mig, at hun er bange for, hvad der sker med mig, hvis jeg tager hjem. At min reaktion på det hele siger hende, at der skal tages hånd om mig. Men hun siger også til mig, at hun kan mærke, at det mest traumatiske for mig, har været at være uden for kontrol, og at hun gerne vil give mig den følelse af at have medindflydelse, for at få mig landet blødt. Og vi aftaler at jeg tager på orlov – hjem til mine piger. Hjem og putte dem. Inden jeg kommer tilbage igen. Så det gør jeg. Daniel sover hjemme med pigerne og jeg tager ind med Nolan, og har min lillesøster med. Om aftenen kommer jordemoderen op til mig og hun fortæller mig, at hun havde set mig. Hun havde læst min journal, og hun vidste hvilken fødsel jeg ønskede. At det sidste i verden jeg ville, var kejsersnittet. Den naturlige fødsel. At hun prøvede alt hvad hun kunne, og de trak den til det sidste, før de gav op, fordi hun så gerne ville indfri mit ønske. Men deres vurdering var, at jeg nok hellere ville have min søn – og en rask søn, end alternativet. De havde prøvet og prøvet at dreje ham, men de kunne ikke.

Og næste morgen fik jeg besøg af lægen der forløste vores søn. Hende der havde rodet rundt i mit underliv sammen med jordemoderen. Og hun sagde alt det samme som alle de andre, men hun sagde også dette:

”Jeg har ikke lavet så akut et kejsersnit i et år, tror jeg. Og vi har altså 7000 fødsler om året. Dit kejsersnit var ikke forsigtighed. Det var ikke unødvendigt. Det var meget alvorligt. Din søns puls lå på 65, og når den er på 60, står vi klar til at genoplive børnene når de kommer ud. Vi var bange for, at han ville blive hjerneskadet, og vi arbejdede intenst, hvor vi desværre er kommet til at nedprioritere at I forstår alt, hvad der foregår. Og så tager vi opsamlingsarbejdet bagefter”

Og hele min verden ændrer sig dér. Jeg er ikke vred længere. Jeg er bare taknemmelig. For at jeg landede på hospitalet 10 minutter før mit vand gik og mine veer blev så kraftige. De veer, som vores søn ikke kunne tåle. Taknemmelig for at vi bor i et privilegeret land med så dygtige mennesker, der handler hurtigt – og de rette midler.

Taknemmelig for, at jeg ikke undervejs var klar over, hvad det handlede om. Pludselig blev den manglende kommunikation min ven. For jeg var ikke bange for at miste ham på noget tidspunkt.

Og sådan har jeg det også i dag. Det er præcis 5 uger siden. Jeg føler stadigvæk ikke andet end taknemmelighed. Jeg har ikke følelsen af, at noget er blevet taget fra mig. Jeg mangler ikke, at jeg selv fødte ham, at han kom direkte op på mit bryst. Jeg mangler ikke noget. Jeg har ham. Sund og rask. Vi har efterfølgende gennemgået min journal med en jordemoder jeg kender; Noelles børnehave-venindes mor, der efterhånden også er blevet en veninde af mig. Hun printede hele min lange journal ud og kom og gennemgik den med os, hele vejen igennem.

Så snart jeg så Nolans hjertelydskurve, fik jeg tårer i mine øjne. Den ligger bare permanent langt nede i det røde felt, kun faldende, faldende, faldende til sidst, uden nogen som helst gode opsving. mellem 65 og 90. Men hvorfor? Nolan havde ikke navlestrengen om halsen. Den var ikke ultra kort. Den kunne ikke forklare hvorfor hans puls var lav, eller han ikke kunne tåle mine veer. Teorien er, at fordi han har stået forkert, er han blevet trykket over øjnene. Et tryk der medfører permanent dyk i hjertelyden, simpelthen indtil trykkes løses. Eftersom han ikke kunne komme ud den vej han stod, var det to faktorer der stod og modarbejdede hinanden og gjorde det til en umulig opgave. I det øjeblik han kom ud, havde han det godt, og scorede højeste karakter under tjek.

Men min egen jordemoder kunne fortælle os, at droppet i ph værdien på blodprøverne havde afsløret, at vi havde 7-8 minutter tilbage, før vi havde stået med mulige hjerneskader. Så kort tid var vi ude i, før det kunne være gået så galt. Jeg kunne godt have stået 10 minutter længere i det varme bad inden vi tog mod hospitalet. Det dejligt varme bad.

Men universet landede os på det hospital lige præcis da vi skulle..

Jeg føler mig ikke engang traumatiseret. Vi var på den fødestue i 50 minutter, og der blev kaldt alarm fra vi havde været derinde i 5 minutter. Alt var voldsomt, fra start til slut, på hospitalet Men på en eller anden måde, har det været den bedste oplevelse i mit liv. Fordi jeg fik lov at gå spontant i fødsel, netop som jeg havde opgivet. Fordi jeg havde den fineste lange optakt til fødsel hjemme til fødselsdag for min datter, sammen med alle de mennesker jeg holder af. Fordi det kunne være gået SÅ galt, men ikke gjorde det…

Taknemmelighed er det eneste der fylder ♥

28 kommentarer

  • Lene

    Puha den trak tårer. Smuk smuk fortælling ♥️ Stort tillykke med ham.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sus

      Tusind tak og også fordi du læste. Det trak også tårer at skrive. Kram og god weekend ♥️

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Trine

    Jeg er grædefærdig… Hvor er det bare vanvittigt og fantastisk på samme tid. Nolan ♥

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sus

      Tak fordi du læste 🧡
      De var en god fødsel, trods alt ♥️♥️♥️

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Joan

    Hold nu op jeg tuder 😭❤️
    Hvor er den en smuk og hård beretning på så mange måder. Jeg får helt dine ord og følelser ind under huden. Dejligt det hele endte lige som det skulle ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anja

    Så fantastisk en historie og hvor var det endnu mere fantastisk at du fandt mening i det❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kristine

    En meget smuk og beskrivende fortælling og jeg glad for at høre at alt til sidst er endt godt. ❤️ Jeg har selv haft 4 forskellige fødsler og så glad for at du ikke i fødslen mærket hvor alvorligt det var og at du trods det hele fik din opstart hjemme med veer og ro. ❤️ Tillykke med Nolan.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ditte

    Nøj, hvor jeg tuder. Sikke en oplevelse! Jeg er på vej ind i 3. trimester med min lille dreng i maven og som førstegangsgravid og en begyndende angst for fødslen, så tog jeg tilløb til inden jeg læste dit indlæg.
    Hvor er jeg glad for at jeres historie endte lykkeligt og at du er i stand til at vende det om og se alt det positive ved sådan en voldsom oplevelse. Din historie gør mig lidt mere tryg og giver mig en spirende følelse af at det nok skal gå. Tak!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Gitte

    Wau bare wau – så dejligt at læse, at du ovenpå den oplevelse bare er så taknemmelig. Stort tillykke med din fine søn 💙

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rikke

    Åh jeg piver! Fødte selv for to dage siden. 5 uger før tid, intet gik efter bogen. Men nu hvor jeg ligger med et lille menneske i armene, er jeg kun optaget af resultatet og fuldstændig ligeglad med vejen hertil. Og på røven over, hvor godt vi har det i Danmark. At nogen tog ansvar for, han kom ud, og jeg ikke selv skulle stå med beslutningerne.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sandra

    Sikke en fortælling, Sus! Godt at du har fået sat så fine ord på hele oplevelsen! Tak fordi du deler! ♥️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nadia

    Wauw bare wauw for en fantastisk fødselsberetning ❤️ Tårerne triller for dig og din smukke smukke dreng ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Simone

    Bare wauw…. 😭♥️ Jeg har selv haft en vanvittig fødsel, der på mange måder har noget til fælles med din beretning. Og så alligevel ikke. Jeg er rørt til tårer. Godt at I har fået hinanden ♥️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Cathrine

    Tak for din fine fortælling – og er glad for at den barske oplevelse, blev vendt til en god ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Gribende beretning, som trak tårer og gav hurtig puls – fantastisk at læse din flotte bearbejdning af en hektisk fødsel. Og igen tillykke med ham 🧡

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Smuk og rørende fortælling. Jeg har selv født tvillinger ved kejsersnit i uge 32 og forstår din taknemmelighed for når tingene går godt. Når det går godt, så er alt andet jo i virkeligheden ligegyldigt❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Stinne

    Jeg har siddet med våde øjne og en klump i halsen mens jeg læste det her. Tænk, st der skal så lidt tid til at gøre så stor en forskel.

    Det lyder både vanvittig traumatisk og vanvittig smukt!

    GODT i fin jeres søn ud i god behold ♥️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kathrine

    🧡

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Signe

    Kære Susan, det rammer noget dybt i mig. Jeg har været der. Der hvor det næsten gik galt. Min søn skulle hurtigt ud, der blev lagt en kop. Han var ude i første træk. Men så var han overraskende lille, og hans blodsukker blev lige målt for en sikkerheds skyld. Det var faretruende lavt. Hjerneskade-faretruende-lavt. Hurtigt på neonatal, sondemad i ham. Det personale arbejdede gennemført hurtigt og professionelt og hjalp min dreng, som er sund og rask. Jeres historie rører mig helt vildt, og jeg er så glad på jeres vegne. Tillykke med jeres søde dreng. <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anna

    Hvor er det en stærk og rørende genfortælling! Man mærker virkelig hvor intenst, kaotisk og vanvittigt det må have føltes i de 50 minutter på fødegangen. Jeg er sikker på at dine børn vil komme til at sætte stor pris på din fødsels

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anna

    Hvor er det en stærk og rørende genfortælling! Man mærker virkelig hvor intenst, kaotisk og vanvittigt det må have føltes i de 50 minutter på fødegangen. Jeg er sikker på at dine børn vil komme til at sætte stor pris på din genfortælling om din (jeres) forberedelser til Nolans fødsel og ikke mindst selve fødslen. Måske din mand også skulle skrive sin oplevelse af Nolans fødsel?

    Tak fordi du har delt jeres historie. Meget meget stærk læsning ❤

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • GA

    Normalt er jeg ikke en som skriver kommentarer på blogs… Men… jeg får gåsehud og er mundlam. Er selv lige blevet mor og kan næsten føle situationen gennem din beskrivelse. Du er dæleme sej og har ikke mindst lige så sej en søn. Du kan være stolt!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tina

    Pyha, sikke en fantastisk fortælling. Den krævede en hel pakke kleenix😭 Seje kvinde!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Puha… jeg græder, græder, græder og jeg kan slet ikke stoppe. Hvor er jeg glad for, at I har ham hos jer i god behold. Det er vanvittigt og fantastisk på samme tid og jeg forstår din taknemmelig så tydeligt..
    Kæmpe stort tillykke med jeres Nolan ❤️❤️❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Wauv! Sikke en rejse.
    Jeg var så vred med dig undervejs. På systemet, på umyndiggørelse af kvinder, på den manglende information.
    Det er jeg stadig, i det større billede!
    Men hvor var det nok også sundt (for mig, altså) at forstå at nogle gange – nogle ganske få gange – så er der faktisk en mening med galskaben.

    Kæmpestort tillykke med Nolan og med din 3., vanvittige, vilde og pisse seje fødselsoplevelse!!

    Tusind tak for at dele!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jacquelinegsb

    🌻🧡😢😩😍 hvor den rører mig, den her smukke fødselsberetning du skriver så smukt og detaljeret. Jeg er helt målløs over hvor vild en fødsel det her har været. Hvor er jeg glad for at de fik ham ud til jer og for at de alligevel fik “landet” dig og dine følelser og din oplevelse 😍🌻⭐️💛 Woauw og tak for din smukke fortælling som helt tager pusten fra mig 🌻💛🧡🌝

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Karina Simonsen

    Jeg har lige tudet mig igennem din fødselsbeskrivelse. Så fint. Så uoverskueligt. Så uforudsigeligt. Så smertefuldt. Så svært. Så god konklusion, du drager til sidst. Tillykke med jeres søn.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Fio

    Uh det er hård kost at læse, da din oplevelse er så lig min egen. Og så er vores børn nærmest lige gamle. Min nr 1 er fra juli 15 og kom til verden slap og livløs efter en hård fødsel der endte med sugekop og genoplivning. De minutter der gik indtil vi hørte hendes lille spage gråd var de værste i mit liv. Jeg følte at min krop havde forrådt mig og nær slået min baby ihjel. Ingen vidste hvorfor hun ikke kunne komme ud. Heldigvis var hun ikke skadet og er en frisk klog pige på 5. Min mand og jeg besluttede at vi ikke ville ha flere børn, da oplevelsen var så traumatisk for os begge og hele den første tid med vores datter var præget af angsten for at hun måske alligevel var skadet.
    Alligevel blev jeg gravid igen 4,5 år senere. Alle fagfolk siger at jeg nok skal kunne føde naturligt. Da veerne kommer en mandag morgen i september føles alt godt indtil jeg er 6 cm åben og pludselig får alt for tidlig pressetrang. De scanner og lillesøster står helt forkert i bækkenet. Til forskel fra storesøster dykker hendes hjertelyd dog ikke, så jeg får endnu en ubeskrivelig smertefuld kopfødsel – denne gang dog med sprællende frisk baby som resultat. Det var ikke min drøm at hele fødegangen igen skulle indkaldes for at få baby ud, men det at slippe for at se min baby blive genoplivet men istedet kunne lægge hende til brystet gør at jeg alligevel betragter oplevelsen som en form for succes. Og som dig er jeg også evigt taknemmelig for et sundhedsvæsen der har reddet begge mine børn fra at dø under fødslen. Tillykke med din lille dreng!

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Læs også

Genbrugsgarderobe - køb og salg af brugt tøj ♻️