Upcycling af gamle håndklæder ♻️

Genbrugsgarderobe – køb og salg af brugt tøj ♻️

Annonce for LG

Jeg har jo allerede fortalt jer om mit samarbejde med LG, som lige nu sætter fokus på en bæredygtig garderobe med kampagnen #CareForWhatYouWear. Et rigtig fint projekt, om at sprede lidt bevidsthed om tøjvaner.

Sidst delte jeg et lille, fint DIY projekt, hvor gamle håndklæder blev upcyclet til fine vaskeklude. Denne gang deler jeg en video om genbrug i garderoben og bæredygtig afskaffelse af det tøj vi ikke bruger længere.

Jeg har siden mine tidlige teenageår solgt alt mit tøj, når jeg var færdig med at gå med det. Det var længe før jeg vidste hvad ‘bæredygtig’ betød, og handlede for mig om at få lidt penge retur til at købe nyt tøj for. Og så har det egentlig udviklet sig til sådan en leveregel for mig, at mit tøj skal sendes godt videre før jeg må købe nyt. Samtidig har jeg også et meget emotionelt forhold til ting, som tøj – jeg gemmer minder i det og kan have meget svært ved at gå af med det, og ville aldrig nogensinde smide det i skraldespanden. Derfor hænger der stadigvæk ting i mit skab fra min gymnasietid – som jeg stadigvæk går med – og vil jeg ikke gå med det længere, så skal det som skrevet afsted med ‘værdighed’.

Jeg startede med at sælge alt mit tøj på Trendsales, men blev virkelig træt af at opsætte annoncer. Så jeg begyndte at gå på loppemarkeder i stedet og sælge mit tøj på en stand. Det fungerer egentlig bedst. I dag sælger jeg også næsten alt vores børnetøj på Børneloppen, som jo er en stand der klarer sig uden min tilstedeværelse. Jeg sælger også på en salgskonto på Instagram, hvor man kan lave et ‘live-loppemarked’ på story. Mulighederne er blevet mange i dag – der er også webshops der tager dit gamle tøj ind og laver annoncerne for dig, så du ikke skal gøre andet end at vente på at få pengene for dit tøj, selvfølgelig minus kommission. Nyest har jeg hørt om SassyLab.

Børnetøj er jo oplagt at sælge videre fordi meget af det aldrig når at blive slidt før det bliver for småt. Og når man skal sælge sit tøj videre, så er det jo vigtigt at det holder sin pasform og lækre kvalitet, så det er attraktivt for en ny ejer. Derfor er gode vaskemaskiner (og vaskevaner) også en stor del af dét med at komme bæredygtigt af med sit tøj igen. Uld er især noget der går godt som genbrugssalg, men uld er også noget vi har utroligt svært ved at vaske. Jeg har LG’s DUAL inverter heat pump tørretumbler, som faktisk har et uldtørringsprogram, der let trækker det meste vand ud ad uldtøjet inden man tørrer det på sædvanlig vis. Så bliver det ikke helt strukket eller stift.

Vidste du i øvrigt, at du ikke bare kan vaske uld på de egenskaber som uldvaskeprogrammet viser? Altså sætte graderne til 20-30 med lav centrifugering?

Jeg har lært for nylig, at ulden ikke kan tåle skiftet mellem koldt og varmt vand, og hvis du vasker almindeligt, så vil maskinen skylle efter med koldt vand – hvorimod uldprogrammet vasker ulden korrekt! Husk også uld/silke-vaskemiddel til din uld. Så holder det sig lækkert i kvaliteten og kan holde en anden lille fis varm, når din egen er vokset ud af tøjet 🧡

Ligesom jeg godt kan lide at sende mit tøj videre til genbrug, elsker jeg også at købe genbrug. Det er virkelig dér man kan finde nogle unikke tøjdele og skabe sin egen stil.

Jeg synes jeg har erfaret igennem årene, at jeg ligesom de fleste andre, falder fuldstændig pladask for tendens-tøjet, men der går 12 måneder, så synes jeg ikke det er interessant mere. Derimod så forbliver mine vintage- og genbrugskøb interessante og glædelige for mig, og derfor forsøger jeg som udgangspunkt at købe min basisgarderobe ny og pifte den op med genbrugsitems. Det betyder ikke, at jeg aldrig køber nyt tøj der ikke er basis – men når jeg gør, så tager jeg stilling til om det er et stykke tøj jeg tror er uforgængeligt i min garderobe, og kommer til at gå med minimum 30 gange.

Det har jeg nemlig hørt skulle være et skæringspunkt for, om det er sine ‘ressourcer værd i brug’ 🤷🏼‍♀️

Hvis man godt kan lide at gå i vintage items, så er det også super vigtigt med nogle maskiner der passer på tøjet, og en af de grønne tøjplejeteknologier på min tørretumbler er en lav-temperatur tørring, der tærer mindre på fibrene.

Det er altså igen, et super vigtigt led i et bæredygtigt tøjforbrug, at vi har nogle maskiner, der passer på vores tøj, selvom vi ofte glemmer dét led i kæden.

Du kan se min video herunder, hvor jeg i øvrigt også giver et tip til hurtigt at ‘reparere’ tøj, der har fået huller og viser nogle af mine vintage favoritter frem.

Du kan læse mere om kampagnen #CareForWhatYouWear på LG’s hjemmeside og se mit blogindlæg med upcycling af gamle håndklæder her, som også er en del af kampagnen.

Tak fordi du læste med,

Sus ♥

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Læs også

Upcycling af gamle håndklæder ♻️