Naturferie 2020 - Hytteferie i Thy

Vending af UK baby og et opgør med autoriteter

Vi mennesker er jo sådan indrettet, at vi er i dét vi er i. Det betyder, at vi kan sørge over ting der kan føles små eller ligegyldige for andre, der står i noget andet, som dé sørger over. Eller når tingene pludselig ser endnu værre ud end før, kan ens grænser, forventinger og ønsker ændre sig. …Og på den måde ændrede mine (bristede) fødselsdrømme sig også markant, såvel som min barre for hvad der var ‘ok’.

Jeg skrev jo for nylig et indlæg om bristede fødselsdrømme i form af endnu en overvåget, bæltefikserings fødsel, uden lov til at gøre de ting jeg gerne ville, som eksempelvis at komme i fødekar. Simpelthen fordi mit gamle kejsersnit-ar stadigvæk følger mig.

Men da det så viste sig her til slutspurten, at lillebror fortsatte med at være en UK baby, og min jordemoder fortalte mig, at man ikke så gerne ville udføre vendingsforsøg når der var et gammelt ar livmoderen, så blev udsigterne til min fødsel pludselig et planlagt kejsersnit. Og SÅ skal jeg fandeme love for, at der var tale om bristede fødselsdrømme. Igen – vi er ligesom i dét vi er i, ikke?

Jeg har ikke kunne rumme det. Jeg havde et ellers ganske roligt akut kejsersnit med Noelle, (som du kan læse om her), men frygten for at være lammet i min krop imens nogen skærer i mig, og frygten for endnu engang at føle mig handicappet og hjælpeløs med en nyfødt der har ultimativt behov for mig slog mig fuldstændig ud. Så da jeg gik ind i uge 36, og jordemoder kunne konstatere, at lillebror ikke havde vendt sig, gik vi fuldstændig i selvsving herhjemme med alverdens alternative metoder til selv at vende ham. Jeg vil allerede nu afsløre, at vi ikke fik ham vendt herhjemme – men vi gjorde uden tvivl et vigtigt, vigtigt stykke forarbejde.

Lillebror havde ligget på nøjagtigt samme måde nærmest hele graviditeten. Numsen ned, ryggen op i højre side og benene op i venstre side. Sådan lå han også da jordemoder mærkede i uge 36.

Så vi gik igang med alverdens øvelser. Vi prøvede selv med rebozo, som vi havde en smule svært ved at blive klog på, men blandt andet lå jeg i sengen med et stort klæde under numsen, som Daniel stod over mig og hev op i, i skiftevis den ene og anden side, så jeg blev vugget fra side til side. Samme teknik brugte han imens jeg lå med numsen oppe på puder eller oppe i sofaen og med hovedet nede på gulvet.

Jeg gik rundt med klokker hængende i bukserne, fordi babyer skulle få lyst til at vende sig efter lys og lyd. Derfor lå jeg også med en lygte i rumpen under dynen, når jeg lagde mig i sengen om aftenen, så der var mørkt for oven og lyst forneden….

Og så købte vi Moxa ‘cigarer’ – det er kinesisk bynke, som man bruger til at varmestimulere zoneterapeutiske punkter. Man varmer på siden af lilletåen, nærmest lige ved kanten af neglen. Vi gjorde det 15 minutter ved hver lilletå, hver dag. Hver gang jeg fik en mora behandling gik han fuldstændig i selvsving inde i min mave, uanset hvor tosset det lyder. Og det føltes som om han for hver dag blev mere og mere ivrig for at vende sig, men simpelthen ikke kunne. Til sidst var der faktisk så meget gang i ham hele dagen, at jeg blev ret invalideret af det, og næsten ikke kunne gå, fordi alt hans møven føltes som voldsomme plukkeveer der strammede i hele underlivet. Det var en kæmpe kontrast til lige at han vandret rundt i Norge med god fysik, og så stod jeg pludselig her og kunne ikke gå en tur for smerter ved følelsen af fødder der var på ved ud igennem tisseren på mig…

Selv lå jeg ofte med numsen oppe i sofaen og hovedet ned når baby blev meget aktiv om aftenen, i håb om, at tyngdekraften ville hjælpe ham den rigtige vej rundt i hans møven. Jeg havde nemlig en klar fornemmelse af, at han virkelig gerne ville vende sig. Jeg brugte også øvelsen med at sidde på knæ i sofaen og sengen og læne hovedet forlæns udover og stå ‘på hovedet’ på sine arme.

Efter halvanden uge med øvelser, kunne jeg tage fat ved min livmoder, helt nede ved mit skamben og mærke min babys numse og løfte ham op. Når jeg gjorde det reagerede han faktisk selv og rykkede numsen ud til højre eller venstre og gjorde mig bevidst om, at han altså havde god plads til at bevæge sig og slet ikke sad fast med numsen. Han begyndte at ligge i tværleje med hovedet i højre side den ene dag og venstre side den næste dag. Jeg fik mig derfor en snak med en anden jordemoder, som også mærkede på mig og sagde, at selv med den ypperlige forsigtighed man ville udføre et eventuelt vendingsforsøg med et gammelt kejsersnit, var der virkelig gode muligheder for at vende ham. Og på den baggrund fik jeg booket et vendingsforsøg på Hvidovre hospital. 1-2-3, så var det klaret og et lille håb spirede.

(REKLAME 👇🏼)

Aftenen før, besluttede vi os for at få en professionel ud og lave rebozo – og så skal jeg love for, at vi blev klogere på det. Vi fik besøg af Emilie fra MamaVida, der interesseret lyttede til mig og alt det jeg havde på hjerte, og som fortalte meget udførligt hvad rebozo kan. Det KAN få en baby til at vende sig under rebozo, men faktisk handler det langt mere om afspænding. Emilie fortalte at diverse spændinger kan være årsagen til at babyen har valgt at lægge sig den forkerte vej og i øvrigt kan have svært ved at vende sig tilbage, så afspænding kan simpelthen give både plads og lyst til at vende sig og dermed ofte resultere i vending EFTER behandlingen. Imens jeg fik rebozo, kunne jeg mærke hvordan den ene side af mig var spændt og under øvelserne kunne jeg også mærke hvor lidt der faktisk skulle til for at jeg fik løsnet – hvordan øvelserne føltes umulige og var smertefulde til at starte med, men hurtigt blev nemmere og mere behagelige. Men i det hele taget gav rebozo en følelse af velvære, som var det hele værd, uanset om baby vendte sig eller ej. Det var massage uden hænder og noget jeg vil anbefale gravide uanset om de har en baby der vender forkert eller ej!

Emilie er på instagram @mamavidadk og her www.mamavida.dk. Jeg troede en doula kun var noget man brugte hvis man skulle føde hjemme. Men de kan altså også bruges til at få hjælp til at passe på sig selv og få talt neutralt om sine fødselsønsker – med én der ikke er ansat ved et hospital, der hele tiden skal tale på vegne af statistikker.

 

 

Jeg mødte ind fredag d. 29/7, klokken 10, fuldstændig afspændt af gårsdagens behandling og mentalt klar til, at det her var sidste mulighed for at få ham vendt. Jeg var ikke lykkes med det selv, så hvis lægerne heller ikke kunne, så var løbet kørt. Vi nåede lige at sætte os i venteværelset, før der kom en læge og sagde, at de havde alt for travlt og, at de måtte sende os hjem igen. Jeg kunne ikke være i mig selv.. Jeg var jo så klar. Var det endnu et ‘træk’ i deres modvillighed overfor at ‘røre ved mig’, med mit kejsersnit ar?

Tænk hvis min baby besluttede i netop den weekend at sætte sig fast i mit bækken? Og jeg orkede ærligt talt heller ikke at ‘stå’ mere på hovedet. Min kvalme er kommet tilbage og jeg kaster op igen. Så er det bare ikke rart at ligge nedad med tyngden fra en baby.

Følelserne sad udenpå tøjet og jeg var så træt og udkørt af at føle mig ude af kontrol og overladt til andres beslutninger. Jeg anede ikke om jeg skulle have et planlagt kejsersnit om en uge, eller om jeg måske fik lov at føde selv. I den weekend stod jeg på hovedet hver 2. time.. Og lørdag lagde jeg mig igen med numsen i sofaen og hovedet på gulvet og tog fat under numsen på lillebror. Han søgte med det samme ud til venstre side, så hans numse lå klokken 13 og hans hoved klokken 19. Jeg lagde min hånd øverst på min mave og trykkede let, for at give lidt mindre plads, og han skubbede sit hoved yderligere til venstre og landede i tværleje. Jeg holdt fortsat under hans numse og tog mere plads for oven, ved at trykke ned øverst i min mave, fremfor at skubbe til hans hoved, som jeg ikke ville gøre –  der må trods alt være en grund til at man får foretaget vendingsforsøg med fuld overvågning og er modvillige når man har et ar.

Til sidst lå han med hovedet klokken 22 og numsen klokken 16. Men jeg kunne ikke få ham rykket yderlige frivilligt og efter en time med roligt og langsommeligt arbejde, måtte jeg give slip. Da jeg rejste mig op, kravlede han tilbage hvor han kom fra. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at rebozoens afspænding gjorde det muligt!

Mandag morgen mødte vi atter ind på hospitalet, hvor jeg fik kørt en hjertelydskurve og lægen mærkede efter, hvordan lillebror lå inde i maven. Han lå fuldstændig perfekt med ryggen i siden og hovedet let foroverbøjet, så han lå ‘ergonomisk korrekt’ til at blive skubbet ved hovedet. Hun kunne konstatere, at jeg havde virkelig meget fostervand og masser af plads i maven – som også handler om, at det er min tredje graviditet og livmoderen bare er blevet en mere slap muskel. Betingelserne for en god vending var til stede, men ikke nok med dét, så sagde lægen simpelthen med det største smil på læben, at lillebror jo simpelthen bare skulle pustes til.

Og jeg som var forberedt på at skulle kæmpe endnu en kamp og overbevise dem om, at lillebror er stærk og min livmoder ligeså og, at jeg selv ville være med i beslutningen om, hvornår nok var nok, så det her ikke mislykkedes af frygten for mit ar…

Efter en sprøjte med muskelafslappende, der forhindre plukkeveer under vendingen, som de tilbage og lægen tog fat under hans numse og satte hånden bag hans hoved og nakke og skubbede. Lige da jeg begyndte at tænke, at det var en smule ubehageligt, gik de væk fra mig og sagde ‘det var næsten for nemt’. Det tog under 1o sekunder og jeg fattede ingenting. Han lå med hovedet nedad.. I næste øjeblik forsøgte han allerede bare at svømme videre, så jeg måtte hurtigt op og sidde og få ham låst lidt fast i sin nye stilling. Og så kunne de fortælle mig, at deres største frygt faktisk var, at han ville vende sig tilbage igen, fordi han har så meget plads derinde,

Glædestårer og udmattelse ♡

Og ligesom jeg mistede modet, skulle jeg finde ud af, at den var sivet helt ind hos alle, der nu læser min journal, at jeg vil have min fødsel. For det næste de sagde var, at hvis han gjorde det, så skulle jeg komme ind igen, så ville de vende ham igen, når det nu var så nemt, og sætte mig igang, så de var sikre på, at han vendte med hovedet den rigtig vej til en fødsel.

Ønskede jeg mig en endnu en igangsættelse og flere kunstige veer? Nej.. Går det an, hvis jeg undgår kejsersnit? You bet! Min drømme om den helt naturlige fødsel går måske aldrig i opfyldelse, men nu er det vigtigste for mig bare, at jeg ikke fik en tid til planlagt kejsersnit. Nu får jeg højst sandsynligt lov til at føde selv og jeg er simpelthen så glad.

Samtidig er det også en følelsesmæssig rutsjebane at gå her med en sprælsk baby, som man er bange for vender sig. Bange for at sove og ikke vide, hvad han laver om natten. Bange for at håbet pludselig brister igen af den ene eller anden grund. De sidste uger har været en fuldstændig vild rutsjebanetur følelsesmæssigt, kombineret med kvalme og opkast og jeg føler simpelthen ikke jeg har mere at give af. Jeg er så færdig med at være gravid og jeg glæder mig til at stå med præmien for de sidste 9 måneders hårde arbejde, for det har det sgu godt nok været.

Jeg har taget en beslutning om ikke at godtage et nej, før jeg er hundrede procent sikker på, at det er et nej. Tænk, hvis jeg ikke havde talt med en anden jordemoder om vendingforsøg….

Så jeg har talt med min jordemoder og sagt, at jeg ikke kan forene mig med at blive proppet ind i en lille statistik omkring kejsersnit ar og konstant overvågning under fødsel. Jeg har spurgt om hun vil se mennesket bag, være ærlig omkring sin egen erfaring med bristede ar (efter en før vellykket fødsel) og fortælle mig, om vi kan finde et kompromis. Og det kunne vi. Så nu står der i min fødeplan, at jeg vil have fyldt det fucking fødekar.. Om jeg så skal hoppe op og ned for at få kørt CTG igen og igen – så vil jeg have et fødekar tilgængeligt. Selvfølgelig skal lillebrors liv ikke sættes på spil. Men vi fandt en mellemvej, hvor alle kunne være glade. Og jeg havde aldrig taget den samtale, hvis ikke jeg havde sparret så meget med alle jer, der følger med på IG, så det er jeg bare SÅ taknemmelig for. ♡

Hvis du går med en UK baby, så er jeg ked af, at jeg ikke kunne skrive at lillebror ved magisk vis vendte sig selv. Men jeg lover dig, at alt det arbejde du gør selv, er vigtigt og det GØR en forskel at kæmpe selv. Du er IKKE udenfor kontrol ♡

6 kommentarer

  • Lisa

    Yes 💪🙌😭❤️ masse masse lykke til!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sus

      Et forsinket men kæmpe stort tak! Nu sidder han jo simpelthen fast med hovedet i bækkenet. Hvem skulle have troet det ♡

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Trine

    Wow ! Bare wow …….

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line

    Sikke en lettelse, at han endte med at samarbejde. Var det aldrig på tale med en sædefødsel? Jeg har selv en fantastisk oplevelse med en uk fødsel, som om nogen giver én følelsen af, at man med hjælp fra sin urkraft gennemførte noget af det største i livet. Hvis du vil læse om den ligger min fødselsberetning på Canas blog og hedder vidst “en fantastisk sædefødsel”.
    Men det er bare for at give dig et håb om en god oplevelse alligevel, HVIS lillebror nu er en bandit og vender sig igen🤗

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sus

      Hej Line.

      Sædefødsel var på tale da min første datter lå i UK, men fuldstændig no-go med et kejsersnit-ar i baggagen. Det er dobbelt op på komplicerede fødselsbetingelser, og det vil de simpelthen ikke..

      Han ligger heldigvis fast med hovedet den rigtige vej nu, kæmpe stort ♡

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Læs også

Naturferie 2020 - Hytteferie i Thy