Bæredygtige aktiviteter med børn

Babymave part III – kærlighed, kaos og køn?

Jeg tror det er sådan en klassisk ping pong, men det generer mig..

Hver gang vi har fortalt folk, at vi skulle have vores tredje barn, er der folk der løfter albuen og stikker i siden på min mand og spørger – af og til med, af og til uden ord – om min mand nu er med på dén. Noget a’la ‘Nå, Nå, tre børn, hva? / Så fik hun sin vilje? / Hvad gør du hvis det bliver endnu en pige???’

Som om der er sådan en enstemmig forventning om, at mænd ikke kunne ønske sig flere end max to børn. Som om han umuligt kan have indvilliget. Som om jeg har snydt ham, gnubbet mig op ad ham uden han opdagede det, uden brug af prævention…

Vi har været uenige om, hvorvidt vi skal have tre eller fire børn. Ikke om, hvorvidt vi skulle have tre. Lige nu ved jeg ikke selv om jeg ønsker mig et fjerde barn efter knap 80 dage med opkast. Men jeg kan berolige med, at vi helt bevidst har knaldet uden prævention, med samtykke fra begge parter, begge velvidende om følgerne og sågar med ønsket om at skabe endnu et liv.

Nu er jeg så gravid med vores tredje barn. Hvad tænker jeg egentlig om det?…

  

(REKLAME: Det fine nattøj her er økologisk bomuld fra Juna Design, modtaget af livsstilsbutikken Rumklang)

Jeg kommer nok ikke til at skrive her, hvad du forventer. Og måske kommer jeg til at lyde møg utaknemmelig.

Jeg har ønsket mig dette barn, fra før jeg nogensinde fik børn. Jeg har altid vidst, at jeg gerne ville have mange børn, og da jeg stod i en situation hvor jeg troede jeg slet ikke kunne få nogen, fik jeg en endnu stærkere trang til at få alle dem jeg kunne, hvis jeg fik lov.

Så jeg har nærmest haft en mission om at få de her børn, for at opfylde mine drømme. Jeg har endnu ikke taget det fra barn til barn, men vidst, at der skulle komme flere. Det skal ikke lyde forkert, det har ikke været en fabrik og heller ikke noget der skulle overstået. Det var ikke hensigten at Naomi skulle til verden kun 15 måneder efter Noelle kom til verden, jeg har aldrig været så opsat på målet, at jeg skulle have børnene hurtigst muligt. Og efter at have fået de to piger sådan i rap, har vi også holdt en længere pause end jeg måske egentlig har det godt med, ifht aldersforskellen ned til det tredje barn, med frygten for ‘et tredje hjul’. Men vi har nydt pigerne og ventet til både de og vi var klar til at udvide familien med endnu mere kærlighed.

Og nu står vi så her. Og koldsveden løber mig nogle dage ned ad ryggen imens jeg tænker, hvad fanden er det vi har gang i…… Jeg kender vores familie så godt. Jeg sover perfekt om natten. Jeg har begge piger hjemme om dagen og vi har vores rutiner. Alt fungerer, vi har det godt. Og nu vender vi så hele lortet på hovedet og kaster os selv ud på dybt vand. Jeg er bange.

Da jeg var gravid med Naomi og havde en baby på 9 måneder havde jeg en samtale med min mor, hvor jeg græd. Jeg sagde til hende, at det eneste jeg kunne tænke på var, at den baby jeg lå og holdt om hver evigt eneste aften og hele nat, lige om lidt skulle ‘skubbes væk’ – at jeg ikke ville kunne gøre det længere. Og jeg ville ikke undvære det. Jeg har, så vidt jeg husker, også skrevet i blogindlægget her, om hvordan jeg græd mig selv i søvn om aftenen med Naomi ved mit bryst og bare håbede at hun snart faldt i søvn, så jeg kunne vende mig om og holde om min baby der lå lige på den anden side af mig – men uden mine arme om sig. Med tiden ændrer alting sig jo. Ens lille baby bliver større og før jeg vidste af det lå jeg og sov med en lille pige i hver af mine arme hver nat og følte mig rigere end nogen anden.

Så jeg VED, at der hører de følelser med og jeg VED, at man kommer ud på den anden side.

Derfor er jeg også frustreret over, at jeg står her igen med den erfaring i rygsækken og alligevel så hunderæd og fyldt med alle de gamle følelser igen. Jeg er bange for at smadre min familie selvom min fornuft godt ved, at jeg ikke smadrer den – jeg tilfører den endnu mere godt. Måske vil alting føles smadret i starten, men det er indtil man finder sig til rette i det nye. Jeg ved det. Jeg VED det. Og alligevel har jeg aldrig været så bange før.

Måske også fordi jeg ikke føler mig connectet til min mave. Jeg kan se min mave er blevet stor. Jeg ved, at jeg kaster op hver dag. Men jeg føler mig ikke gravid. Jeg har endnu ikke mærket liv, og det har helt sikkert en betydning. Men med to hvirvelvinde har man ikke tid til at ligge og holde på sin mave, nusse den og blive ét med den. Man har ikke tid til at tænke lige så meget over fremtiden. Jeg husker, at jeg rendte rundt som en idiot og holdt på min mave før jeg overhovedet var 12 uger henne første gang og bare lignede én der havde mavepine med hånden på maven.

Nu er jeg i uge 18 og sagen er bare en helt anden. Jeg bliver chokeret når min flyverdragt pludselig ikke kan lukke og tænker, hvad fanden er der sket?

Når jeg øver ballet med Noelle og smadrer benet op, med knæet op til hagen og den anden fod spidst ned mod det andet knæ, og der pludselig er en mave i vejen kommer jeg i tanker om, at den er der.

Jeg er ikke forenet med den, og det føles som om der er noget galt med mig. Men jeg tror simpelthen det handler om at hænderne fulde.. Jeg prøver at stole på, at så snart baby giver sig lidt til kende, så ændrer det hele sig. Og jeg prøver at stole på, at roen nok skal sænke sig før eller siden.

Men hvad så med kønnet. Kender vi det? Vil vi gerne kende det?

Vi har været uenige om det herhjemme. Jeg har ikke haft lyst til at vide det, men min mand vil gerne.

Midt i de mange følelser jeg har beskrevet ovenfor, har jeg ikke kunne forholde mig til at skulle vide om der ligger en dreng eller pige i min mave. Nogen siger at jeg måske ville kunne forenes mere med min mave eller babyen derinde, hvis jeg kender kønnet, og måske har det ret. Men jeg har ikke haft en drivkraft i mig, der har ønsker at bestille en tid til en scanning og finde ud af det. Måske fordi jeg har brug for at mit hoved kan følge med før vi får den information. Vi kendte ikke kønnet anden gang, men fandt først ud af, at vi fik endnu en datter, da hun lå mit bryst og jordemoderen spurgte om vi ikke ville vide kønnet… For min skyld kunne vi godt tage overraskelsen igen.

Derfor tror jeg kompromiset var at få det at vide til midtvejs eller misdannelsesscanningen i uge 20. Men i går fik jeg en besked fra hospitalet om, at grundet Corona virus, må man ikke få sin partner med til scanning. Det betyder, at jeg skal alene ind til en alvorlig scanning, hvor man for alvor får at vide om ens barn er sundt og raskt eller ej – og håndtere den eventuelle dårlige, måske helt ulykkelige besked alene. Det betyder, at jeg skal alene ind og have kønnet at vide. Og det har jeg simpelthen ikke lyst til. Det her er vores barn, ikke mit. Og jeg forstår fuldstændig beslutningen fra hospitalsvæsenet – jeg prøver ikke at underkende den eller brokke mig over den. Men det ændrer ikke på, at det gør hamrende ondt på mig, at skulle gøre det alene og jeg ville ønske jeg kunne tørre den af på min mand og sige; så tag du afsted. Men det kan jeg ikke. Jeg har aldrig hvilet i mine graviditeter, men altid været bange lige indtil baby er i mine arme. Med god grund synes jeg. Nu er jeg gravid for 9. gang og da jeg var gravid med Noelle var hun 30 % undervægtig og jeg havde en trussel hængende over hovedet om, at de ville hive hende ud så snart det var forsvarligt.  Hun vendte også forkert og endte med at komme til verden ved akut kejsersnit. Det satte sine spor i anden graviditet, hvor Naomi i øvrigt manglede en blodåre i navlestrengen, hvilket kunne betyde en hjertefejl (som heldigvis ikke kunne konstatere på hende). Så derfor føler jeg mig bestemt ikke rolig omkring denne scanning og er heller ikke tryg ved at skulle gøre det alene.

Og kønnet, det venter vi nok med at få svar på til alt det her er overstået og livet igen ser normalt ud. Til en tid, hvor vi kan få den overraskelse sammen, med mere ro. i maven. Måske først når baby kommer til verden. Hvem ved ♥️

 

(REKLAME: Det fine nattøj her er økologisk bomuld fra Juna Design, modtaget af livsstilsbutikken Rumklang)

8 kommentarer

  • Nadja

    Jeg er gravid med barn nummer to, og har termin om fem uger. Min søn er 2,5 år, og jeg har stadig ikke forstået eller vænnet mig til, at vi skal have en lillesøster om få uger.

    Min mand og jeg har givet håndslag på, at vi også skal have barn nummer tre. Også selvom al fornuft måske siger, at 2 børn er nok. Er barn til hver voksen ☺️

    Jeg har dog læst en klog kvinde udtale sig om, at barn nummer tre kan skabe et form for dejligt kaos i familien, der tvinger forældrene til at give slip for deres behov for kontrol. Det synes jeg, giver så meget mening ❤️ Jeg har brug for kontrol, men jeg vil elske at stå i en situation som mor, hvor jeg er nødt til at slippe alle forventninger til mig selv.

    Dine tanker og frustrationer giver så meget mening, og jeg tror ikke, du er alene om dem ☺️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sus

      Da jeg lagde op, at jeg var gravid var der enormt mange der bare skrev til mig at det var mega hårdt og totalt kaos, men faktisk også en der skrev at. det havde skabt totalt harmoni i hendes familie. Jeg synes faktisk vi har lært at leve i kaos og grine når man ellers havde lyst til at græde. Nu er pigerne bare blevet så store, at kaos er takket af. Men mon ikke vi kan lære at være i det en gang til, indtil baby nummerer 3 også er blevet stor. Jeg håber I får den dejligste tid når baby kommer til verden og tillykke med det 🖤 Tak for din besked.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Christine

    Åh jeg kender det 15 graviditet og to englebørn, og en nf og doubletest som i denne graviditet sagde 1:2 wtf hvor vildt det lige var at være heldig her🙏❤️, og jeg måtte afsted i onsdags alene til MD og det gik heldigvis godt.
    Det er ik sjovt, men vi har desværre ikke et valg selvom det er ubarmhjertigt.
    Så jeg er så meget med på det du føler.
    Du kan gøre det Susan fordi du er stærk, og jeg håber det allerbedste for dig❤️ knus og os det nattøj er nærmest et fint sommersæt i sig selv❤️😊😃

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sus

      Puha altså. Der burde være grænser for hvad der kan ramme ét menneske 🖤 Dejligt med en god scanning i onsdags, du er sej 🤜🏼 Kram og tak for din søde besked.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lærke

    Åhh fint skriv❤️ Mit tredje barn er 1,5 år og jeg har styr på det- er alene med dem alle tre i de her dage og de er så fede – de leger og hygger og jeg nyder dem! Men det første år som mor til tre var dårlig samvittighed og følelsen af at være utilstrækkelig fast følgesvend – det tager tid ☺️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sus

      ..og følelsen af utilstrækkelighed og pinsom dårlig samvittighed var også min faste følgesvend da baby nummer to kom. Måske derfor er jeg så bange for at få det på samme måde igen 😅 Men det er heldigvis for en periode, som alt andet her i livet. Tak for din besked 🖤

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Emmali

    Kære Sus ❤️ Stort tillykke.
    Ift. aldersforskel, så har jeg to yngre søstre – en lige i rap efter mig (vi er også pseudotvillinger) og en, der er 5,5 år yngre. Og vi er alle SÅ tætte, også selvom min yngste søster kom lidt efter. Der er set ikke noget med tredje hjul. Så det ville jeg slet ikke være nervøs for med jeres lille flok ❤️

    En løsning ift kønnet kunne eventuelt være, at du fik jordemoderen til at skrive det på en seddel og lægge det i en kuvert, som I kunne åbne sammen, når du kom hjem. Hvis I altså ikke kan vente. Ellers er det jo også så dejligt med en overraskelse.

    Jeg ønsker dig alt det bedste i din graviditet. Tanker til dig.

    E

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sus

      Kære E.

      Tak for din besked. Jeg håber at alle mine børn også vil nyde hinanden, uanset alderforskellen. Du har helt ret ifht tilkendegivelse af kønnet, der er masser af løsninger på dét – facetime kunne også være en mulighed. Min største ‘pine’ er helt sikkert at skulle til sådan en afgørende scanning uden min faste skulder at græde ud ved eller til at gribe mig, hvis min verden går itu lige dér i det lilles scanninglokale.

      Tak og virtuelle kram herfra <3

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Læs også

Bæredygtige aktiviteter med børn