7 års krise - follow up.

Vi har så mange forventninger til os selv, at vi er dømt til at fejle…

Jeg har ville skrive dette indlæg længe, men det er først nu, at det har formuleret sig for mig, og mine fingre bare skal følge med, fremfor den anden vej rundt. Det er ikke den dybe tallerken, men jeg håber alligevel at det vil være et skriv der sætter tanker igang hos dig.

Jeg vil fortælle dig om noget, der ændrede min verdenssituation.

Vi ser det alle vegne i vores samfund; præstationskultur. Lige nu peger alle de voksne på de store teenagere og kalder det ’12-tals-kultur’,  og så glemmer vi, at vi, der er 10-20 år ældre står i nøjagtigt det samme pis, der blot handler om andet end 12-taller. Vi er en generation af stress og angst, der tydeligt bevidner, at standarderne er sat så højt, at vi ikke kan følge med. Vi er en generation af selvopfundne politistyrker – forældrepolitiet, klimapolitiet, you name it. Vi kan nu ikke længere kun være lorteforældre, nu kan vi også være FOR GODE forældre, der ødelægger vores børn ved at passe FOR GODT på dem. Jeg mærker selv præstationskulturen allermest i forælderskabet.

Jeg har kunne mærke det fra dét øjeblik jeg blev mor og i alle mulige vanvittige afkroge af forælderskabet. Jeg havde skabt en masse forventninger til mig selv, i første omgang, fordi jeg havde en meget klar idé om hvilken forælder, jeg IKKE ville være. Sådan noget med, at man tænker at man gerne vil gøre tingene anderledes end dét jeg selv er vokset op med. Samtidig betød det også, at jeg skulle arbejde imod dét jeg kendte, mine egne vaner og opfinde en ny måde at håndtere forskellige ting på. Og hver eneste gang jeg fejlede,  slog jeg mig selv i hovedet – det kan jeg skam stadigvæk –  ogvar overbevist om, at nu havde jeg fucket mine børn up for good. Hver gang jeg eksploderede i vrede, var jeg overbevist om at have givet permente ar på sjælen, og at mit forsøg på at gøre det bedre, var mislykkes.

Samtidig, så var jeg bekendt med den måde mor-politiet vurderer hinanden på. (Børn skal ammes… Børn skal vikles…)

Jeg turde aldrig, uden at tage. bladet for munden, sige højt i mødregruppen, at jeg havde været en lortemor og opført mig på en måde jeg fortrød, fordi jeg var så bange for også at blive dømt af mine fellow-moms. Og jeg vil bare sige, at det ikke handlede om pigerne i min mødregruppe – flere af mine mødregruppe-bekendtskaber, er i dag gode veninder, som jeg tør være 100 % ærlig overfor. Men før i tiden var jeg simpelthen fyldt med så meget mistillid til kollektivet af mødre, fordi jeg havde set og hørt så meget mor-shaming, at jeg ikke turde risikere at være den næste. På internettet basher vi gudhjælpemig hinanden, hvis børneværelserne ikke vælter i legoklodser og fortæller at såkaldte ‘boligmagasin-børneværelser’ understimulerer børn sanse- og farvemæssigt, og dermed fucker dem up til evig tid. Gud fri mig vel!!!!

I stedet for at vi støtter op om hinanden og fortæller hinanden, at vi allesammen fejler og fucker up, så peger vi fingre ad hinanden (måske for at fjerne fokus fra vores eget pis), og så kan vi allesammen sejle i hver vores sø, hvor vi ikke har den fjerneste anelse om, om vi er helt forskruede eller helt normale. Vi spejler os i alle de ‘pæne samtaler’, hvor alle klapper i som en østers og siger ‘så kom jeg til at hæve stemmen let, imens jeg sagde NEJ WERNER, og så blev jeg så ked af det bagefter og sagde undskyld, for man må jo ikke sige nej til børn, man må kun vise dem, hvad de i stedet gerne må’. Og så sidder jeg på den anden side og med garanti tænker, at OK, jeg ER FULDSTÆNDIG VANVITTIG, fordi jeg tidligere SKREG AF MINE LUNGERS FULDE KRAFT, at NU KUNNE JEG KRAFTEDEME IKKE HOLDE UD AT HØRE PÅ FLERE SKÆNDERIER (imellem 2-årig og 3-årig madamme) OG, AT DE SKULLE GÅ FUCKING VÆK FRA HINANDEN INDEN JEG VILLE GÅ A.M.O.K…..

Men det ville jeg ikke sige; jeg ville sige, ja, jeg kom også til at hæve stemmen en smule i dag, og det hjemsøger mig, fordi jeg ellers aaaaaldrig hæver stemmen overfor mine børn, for små børn kan jo slet ikke tåle at der står et menneske der er tre gange større og bruser ud med så meget vrede, det ville jo nærmest være et omsorgssvigt (for det har jeg læst engang)…..

Hold kæft, hvor er det ensomt. Og hold kæft hvor er det skævvridende på en eller anden måde. Vi sætter bare den dér standard højere og højere, og kæmper en brav kamp for at leve op til den, men en konstant følelse af at fejle, færre og færre succesoplevelser og en ond, ond cirkel.

Jeg er vokset op med, at børn starter i institution kort før de er et år gamle, fordi forældrene skal på arbejde, naturligvis, og børnene skal socialiseres. Jeg kunne godt selv mærke, da jeg skulle aflevere mine børn,  at det ikke var vildt fedt.

Og jeg kunne i allerhøjeste grad også mærke, da jeg besluttede mig for at tage dem ud og hjemmepasse dem, at det føltes decideret kriminelt.. Her skulle jeg bare gå og hygge med mine børn.. Hvad fanden er det for noget? Parallelsamfund for alle pengene. Det har virkelig været en mental omstilling at følge mit hjerte, fremfor samfundsnormen, og jeg har stået på den side, hvor jeg tænkte at hjemmepasning var hippieagtigt, og skidt for børnene, der ikke fik lov at lege uden deres forældre og skabe relationer til børn, de skal følges med op igennem årene. Og nu hvor jeg så er blevet hjemmepasser og begynder at arbejde mig rundt i et nyt ‘samfund’ af hjemmepassere, så kan jeg bare omvendt se kasteskytset mod alle dem, der sender deres børn afsted;

‘Børn bliver ikke socialiseret af børnehaven, de bliver sociale mennesker af en tryg barndom sammen med deres forældre. Det eneste børn har brug for de første tre år, er konstant tryghed fra deres mor og far, og hvis de ikke får det, så bliver de en af følgende personlighedstyper, der aldrig bliver hele mennesker.’ Kort fortalt, i grove træk. BUM. Der er ligesom gravet en kløft. For hvordan fanden skal man kunne prøve at blive klogere på børneopdragelse, og læse at man fucker sine små mennesker op ved at sende dem i institution, når man hver dag møder klokken 8-16 og er nødt til af aflevere dem? Hvordan skal man kunne være i sig selv, og kigge sig selv i øjnene?

Selvom jeg går hjemme med mine piger, så bliver jeg vanvittig af at prøve at blive klogere på at passe på mine små. For det er ikke nok at gå hjemme med dem: De skal også stimuleres. De skal have stimuleret deres sanser og deres balance. Vi skal helst have et helt børnehave-repetoire af grej til fysisk udfoldelse, kreativ udfoldelse og selvfølgelig alt det klassiske legetøj og puslespil. Det er nu op til mig, ene og alene, at sikre at børnene får udviklet alle de kompetencer de skal bruge i fremtiden. (?)

Da jeg besluttede mig for at tage pigerne ud af institution, var min største frygt, hvordan. jeg skulle aktivere dem og stimulere dem på samme måde som børnhaven. Og jeg tror det er helt generelt for os voksne, at vi føler vi skal proppe noget stimulerende og lærerigt ind i alle de timer vi har med børnene, og ikke mindst sikre kvalitetstid, især hvis de er i institution 8 timer om dagen og kun hjemme og vågne 4 timer om dagen.

Så derfor planlægger vi nærmest minutiøst tiden med vores børn, for at være sikre på at vi har levet op til vores opgave. Hvis ikke vi opfylder alle ovenstående kriterier, så er det vores børn der kommer til at bære byrden resten af deres liv. Ikke?…..

I starten af december skrev jeg et opslag på instagram, om det store ansvar det er ‘at lave mennesker’ og. frygten for at fejle. Jeg skrev, at jeg vidste hvor store spor det sætter for resten af livet i en menneskesjæl, hvis vi som forældre ikke lykkes med at give en fuldstændig tryg og omsorgsfuld opvækst og, at jeg var så træt af ikke at føle mig tilfreds med min egen indsats, fordi jeg ikke vidste, om den var god nok.

Der var en kvinde der kommenterede på mit opslag, og spurgte om jeg havde hørt om forældredeterminisme. Og, oh boy, hvor den kommentar har ændret mit liv…

Jeg gik ind og læste artiklen ”Forældredeterminisme – Tænk, hvis du faktisk ikke afgør dit barns fremtid”, af Sara Alfort, journalist på Zetland.

Forældredeterminisme handler om, at vi forældre tror, at ALT hvad vi gør, har fuldstændig afgørende/determinerende betydning for vores børns liv. Det handler om, at vi forældre har den totale magt til at gøre vores børns fremtid god – eller ødelægge den.

Når vi hver især har fået pålagt os selv og hinanden det ansvar, at alt hvad vi gør, har så afgørende betydning, så er der fandeme ikke noget at sige til, at vi har konstant PRÆSTATIONSANGST!

Og hvad værre er – vi kan ikke se resultatet før det er for sent, så vi skal hele tiden tage en vurdering af os selv og bedømme om det mon var godt for Ursulas fremtid, eller om det var dét, der kommer til at fucke den up. 5 minutter ved Ipad’en, og så begynder vi at frygte, at deres hjerner bliver som en regnorms, at de bliver autister, socialt handicappede og alt det andet.

5 minutter, hvor du sidder med din egen telefon eller måske falder i søvn på sofaen og er uopmærksom på dit barns forsøg på din opmærksomhed, og du frygter at have skabt et permanent omsorgssvigt…

I de 20 minutter de tager at lave aftensmad ved du, at du er nødt til at holde en leg kørende med dem samtidig, eller inddrage dem i madlavningen, for det er også omsorgssvigt, hvis de bare skal lege alene på værelset, ikke? Men du kan ikke det hele på én gang, så derfor begynder du at kompensere. Hvis dit barn har leget alene i 20 minutter, så SKAL du hele lørdagen gå med derind og lege alt hvad dit barn har lyst til at lege – (næh nej, der er ikke noget med, at du ikke er typen der er god til at lege med dine børn, hvis du ikke kan fastholde koncentrationen til det, så er det fordi der er noget andet i dig, der ikke er i ét med sig selv-agtigt…..) for hvis IKKE… SÅ er du en lortemor, der lader dit barn lege alt for meget alene, og det vil skabe en enspænder med dårligt selvværd, der er vant til hverken at få opmærksomhed eller have nogen at lege med.

Altså, alt sat på spidsen. Men kan du genkende det? Følelsen af at være utilstrækkelig hele tiden og konstant være bange for, at man ikke lever op til sin rolle som forælder. Uanset hvad fanden vi gør, er det med en følelse af, at vi har én chance, don’t blow it!

Forælderdeterminisme gør fuldstændig op med denne her tankegang. Ifølge teorien skaber denne her følelse af, at alt hvad vi gør er så determinerende, kontrollerende forældre, der prøver at opfylde betingelser i alle døgnets minutter, og ikke giver plads til bare at være. Både bare være, for børn og voksne.

Det gør op med den sindssygt høje standard vi har sat for os selv. Jeg vidste ikke om jeg skulle græd eller grine, da jeg læste noget i stil med at vi engang var dårlige forældre, hvis vi ikke gav vores børn mad – i dag er vi dårlige forældre, hvis vores børn ikke får økologiske grøntsager og hjemmebagte boller.. Det gav simpelthen så meget genklang hos mig. I dag er man kraftedme en dårlig mor, hvis man ikke har født vaginalt, men fået kejsersnit!!!!!

Forældredeterminismen gør op med tanken om, at det netop er min opgave ene og alene at sikre alle de kompetencer mine børn skal bruge i fremtiden. Det gør op med tanken om, at mine børn SKABES AF MIG, udover sådan rent fysisk, og på den måde, har det også taget en kæmpe vægt af mine skuldre.

Jeg begyndte at tænke lidt videre over det. Hvis dét forældre gør eller ikke gør, er så afgørende for børns fremtid, hvorfor ser vi så mennesker med harmfulde opvækster kæmpe sig til et godt liv?

ER JEG EGENTLIG SELV DEFINERET AF MIN BARNDOM? Der er helt sikkert meget i min opvækst der har påvirket mig igennem min opvækst og stadigvæk gør i dag. Men faktisk også positivt. Der er ting jeg netop er meget bevidst om ikke at ville give videre. Nej. Jeg er ikke defineret af min opvækst.

Jeg blev også ramt af følgende:

”Tidligere søgte vi socioøkonomiske, biologiske, måske endda religiøse forklaringer på børn og unges kriminalitet, psykiske skrøbelighed og udadreagerende adfærd. I dag finder vi de svar i forældrenes opdragelse.”

Forældredeterminisme, Zetland.

Efter at være blevet bekendt med ovenstående, fik jeg som sagt en følelse af, at nogen fjernede en tung byrde fra min skulder. Lige siden har jeg øvet mig på ikke at føle, at jeg skal fylde alt vores tid ud med ting, der skal udvikle mine børn. Jeg er begyndt at lade være at blande mig når mine piger leger selv, alene eller sammen. Jeg er stoppet med at føle, at jeg bør lege sammen med dem hver gang de leger. Jeg er stoppet med at føle at jeg forsømmer dem i den tid, hvor jeg laver aftensmad, og de ser fjernsyn. Jeg er stoppet med at føle, at når vi kommer hjem fra en hel formiddag på legeplads, at så skal vi nødvendigvis sætte kreative ting igang, der stimulerer dem på en anden måde – jeg er stoppet med at kontrollere alt vores tid.

Jeg har fundet frem til mit personlige hovedformål i min forældrerolle, og det er at skabe børn med et godt selvværd og som er selvbevidste/kan mærke sig selv.

Jeg slapper meget mere af i min rolle som mor, og jeg er ikke sikker på, at det nødvendigvis har kausal effekt, men min lunte er blevet meget længere henover de sidste par måneder, og jeg tror det er fordi jeg har skåret toppen af min egen personlige præstationsangst. Jeg føler mig meget mere i ét med mig selv og føler mig ikke hele tiden bagud i dét jeg skal opfylde i min forælderrolle.

Vi har pålagt os forældre så stor en byrde, at vi er dømt til at fejle… Og som sagt, så føler jeg at præstationskulturen eller den determinerende kultur ses i mange andre afkroge af samfundet. Som eksempelvis når gymnasiepigerne tror at 12-taller har afgørende betydning for deres fremtid..

Af og til, er jeg bange for, om alting bare er en illusion vi stiller op, for at kunne være i vores egne situationer. Har jeg blot haft brug for at klynge mig til forældedeterminismen, for ikke at føle mig som en fiasko? Er den teori mere eller mindre rigtig end alle de andre?

Jeg ved det ikke. Jeg ved bare, at jeg har det bedre nu, og jeg vil virkelig anbefale dig at læse artiklen i Zetland.

Sus ♥

2 kommentarer

  • Derya Kiral Calli

    Så smukt skrevet! ❤ et sandt og ærligt indlæg uden filter som vi alle forældre sikkert kan relatere os til. Tak!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sus

      Tusind tak fordi du læste med – jeg håber at mange forældre kan spejle sig og også sænke skuldrene lidt i fremtiden ♥️
      Kh

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Læs også

7 års krise - follow up.