Genbrugsgaver - et grønt opgør med byttehandlerne

7 års krise – follow up.


Jeg skrev jo det her indlæg tidligere på året, om 7 års krise som jeg syntes havde meldt sin ankomst her på adressen, og jeg tænkte egentlig, at jeg gerne ville lave en opfølgning på det.

I var rigtig mange der kunne nikke genkendende til de ting jeg beskrev, fandt resonans i mine ord, og jeg ville gerne følge lige så ærligt op..

Som du kan læse her, så var jeg nået til et punkt i mit forhold, hvor jeg havde svært ved at rumme de ting jeg ellers havde rummet. Forskellighederne min mand og jeg imellem føltes pludselig som vores største fjende, og ikke som det fine længere – det fine med at man elsker hinanden og holder ved på trods af, at man er to forskellige individer, med hver sine måder at gøre tingene på, hvor man så alligevel finder en fælles vej, der giver plads til begge. Alt dét jeg før syntes var åndssvagt men lidt sødt, eller alle de ting jeg syntes var irriterende, men som jeg godt kunne acceptere; pludselig stod jeg bare et sted, hvor jeg ikke følte jeg kunne acceptere det længere. Eller det vil sige, vi stod der begge to…

Som jeg også skrev om sidst, læste jeg mig frem til at mennesker udvikler sig i 7 års perioder og, at det derfor gav helt naturlig mening, at vi i vores 8. år var i en form for revolution hver især. Så på en måde fortalte jeg mig selv, at det selvfølgelig ville handle om at udvikle sig videre derfra sammen, men at tiden i sig selv også ville gøre noget for os.. Som dårlige perioder der kommer og går og ikke nødvendigvis kræver en fuldstændig omlægning af sit liv, for at komme ud af.

Vi var altså beredt på en tid hvor vi skulle koncentrere os om at nå hinanden, men også stole på, at selvom vi måske følte at vi mislykkedes med det, så betød det ikke at vi skulle handle konsekvent på det, tiden ville også hjælpe os til at nå hinanden igen.

Jeg kan ret nemt liste de ting op, det gjorde det godt for os i løbet af dette år:

Vores ferie til USA og et samlet fokus på ønsker af fremtiden, sammen.

Vores tur til USA var jo i forvejen en drøm vi havde haft og kæmpet for at gøre til en realitet. Jeg kan lige så godt starte med at sige, at ferien startede ud med et kæmpe uvenskab, hvor jeg var klar til at bestille en flybillet hjem igen. Alle de små ting der irriterede mig i hverdagen, var virkelig kommet til udtryk på en lang og hård rejse, og Daniel syntes garanteret også, at jeg var en kæmpe pain in the ass.

Pludselig befandt jeg mig alene rundt i San Franciscos mindre bekvemme gader og var fløjtende ligeglad, for jeg havde fået nok. Det var en form for breakdown, hvor vi heldigvis var i en situation, hvor vi godt vidste, at vi var nødt til at holde våbenhvile, starte fra nul og alt dét dér. Så vi tog en snak og aftalte netop dét – at holde våbenhvile og få en god ferie.

Og så var det en tur, hvor vi udfordrede os selv, sammen, midt i den våbenhvile.

Vi vil jo gerne kalde det for en form for naturferie, hvor formålet var at opleve USA’s fantastiske natur og vi var på adskillige benhårde vandreture – med et barn på hver ryg. Vi gjorde rigtig mange ting, der fik os til at High Fiv’e og føle, at vi kunne gøre lige præcis dét vi ville. Vi følte os flere gange på toppen af verden, og det kan altså noget at føle dét med et andet menneske.

Vi følte os pludselig enormt connectet igen og i takt med, at vi vandrede mere og mere rundt, begyndte flere drømme at poppe op. Vi havde glemt, at vi lige havde været bragende uvenner og ved at afbryde ferien. Vi talte om fremtidige ferier, hvor vi skulle endnu længere ‘ud i naturen’, udfordre os selv igen og opnå flere personlige sejre sammen. På den tur følte jeg for første gang i lang tid (ærligt) den dér stolte følelse af, at dét dér var min mand. Fordi jeg i lang tid havde gået og tænkt, hold kæft hvor er han irriterende, kan han sælges????…

Jeg er hver evigt eneste dag stolt over den far han er for mine piger, det vil jeg ikke have forveksles med ovenstående. Men I ved nok hvad jeg mener, med de dårlige vaner der kan følge med mennesker, som vi får nok af til tider, og igen ej at forglemme, at han havde det på samme måde med mig. Dog ikke nok til at han ikke fortalte mig, at det eneste i hele verden han ville var mig og os, og det var sgu nok også noget jeg havde brug for at høre. Føle mig som en andens største ønske. Det kan man glemme at fortælle hinanden i hverdagen.

 

Well.. den ferie den satte gang i ét og andet og jeg sværger på at en uge på en liggestol på Mallorca ikke kunne have gjort det. Det var oplevelserne og sejrene sammen!

Da vi kom hjem fra ferien var vi ligesom startet på en frisk og resten af året brugte vi på at snakke om drømme af fremtiden. For jeg tror virkelig at noget af det vigtigste i et forhold (udover at give plads til individuelle drømme) er at have drømme sammen.

I ved – hvis man bare drømmer om at købe hus sammen, blive gift og få børn, så føler man sig måske færdig dér, som nogen-og-30 årig… så er man måske sådan lidt, hvad så nu?…

Jeg kan kun tale på mine egne vegne, og alle mennesker trives i forskellige situationer, men hvis vi ligesom ikke følte, at vi havde mere at komme efter, mere at opnå sammen, så tror jeg simpelthen jeg ville føle mig rastløs; føle, at jeg ikke fik det bedste ud af livet her.

Jeg ville dræbes i, at tage på den samme årlige tur til Mallorca, som indeholdt det samme som sidste år. Fordi jeg har brug for at opleve og suge verden og livet til mig, og en styrke i vores forhold er uden tvivl at vi begge har det sådan. Dét, at vi ikke føler vi er færdige med at krydse af på vores liste sammen, gør at vi føler, at vores forhold har mere at byde på, og derfor er det så vigtigt for os at drømme sammen.

Vi taler for tiden rigtig meget om at flytte til udlandet. Det har vi gjort i rigtig mange år, fordi jeg har ønsket mig i kraft af min uddannelse, at få lov at arbejde et sted i verden, hvor jeg føler jeg kan gøre mere end jeg kan herhjemme i Danmark. Men drømmene er begyndt at udvikle sig uafhængigt af arbejde, simpelthen bare for at opleve noget sammen, gøre noget vildt sammen. ..Og så blev det januar, og om blot et par uger rammer vi vores 8 år sammen.

Det var et hårdt år, men vi kom helskindet igennem. Ikke bare tilbage hvor vi var, men stærkere og bedre sammen, det føler jeg virkelig. Jeg har pludselig glemt de små ting der irriterede mig. Jeg kan rumme det igen – og nogle af tingene blev selvfølgelig også elimineret fra begge sider, fordi vi også var et sted hvor vi vidste, at vi begge to skulle oppe os. Nogle dårlige vaner skulle fralægges, og det har vi gjort. For hinanden. Så helt klart stærkere!

Og ikke mindst med en masse drømme og ønsker for fremtiden, og en følelse af at vi har så meget vi skal sammen endnu, sammen med vores børn. 7 årskrisen var ikke for sjov, men den var bestemt heller ikke noget der kunne vippe os af pinden. Både sådan ‘Gudskelov’ og sådan: det besluttede vi os jo for 🙂

Kh

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Læs også

Genbrugsgaver - et grønt opgør med byttehandlerne