Naturferie, Part II - En flydende hytte på en skovsø.

Hvad gør man, når man ikke længere kan stå inde for sig selv?

Jeg har tænkt mig at grave ned i nogle af de tunge, tunge følelser jeg bar rundt på for præcis 5 år siden. Ikke fordi jeg har lyst til at dvæle ved de ting der gør ondt, men fordi jeg ved der er SÅ forbandet mange par derude, som har svært ved at få deres ønskebørn til verden, og jeg håber, at de kan spejle sig i mine skrevne følelser, og finde håb.

For lidt over 5 år siden fik jeg nemlig fjernet min 5. mislykkede graviditet; for en gangs skyld steg mit HCG heftigt og mine symptomer var kraftige, men mine mavesmerter lige så. Jeg blev scannet lige knap 8 uger henne og så blinkede et lille hjerte – i min æggeleder. Jeg var så langt henne, at der ikke var tid til at tage en pille og afbryde graviditeten kemisk, så jeg blev omgående opereret. Jeg husker det som igår, at jeg febrilsk spurgte, om de ikke kunne rykke det lille hjerte ind i min livmoder i stedet for..

Når nu det fandens hjerte slog, hvorfor kunne det så ikke bare rykkes?

Alle de gamle tanker og følelser melder sig ret kraftigt hos mig for tiden, fordi jeg (vi) er blevet klar til at gå igang med endnu et projekt baby. Og uvisheden vil altid være der, efter mine mislykkede graviditeter, så derfor går jeg ikke ind til det med et ‘selvfølgelig’ af nogen som helst art. Derfor er det også svært ikke at komme til at tænke lidt over, hvor påvirket jeg var for fem år siden, og på en eller anden måde prøve at overveje hvordan vi må håndtere en eventuel ny, hård omgang, når vi nu har to børn at være der for. Og måske bliver det aldrig helt så tungt, fordi vi netop har to børn nu….

..to måneder efter graviditeten blev fjernet og de tre små ar efter operationen så småt var helet, gik det op for mig, at jeg var mere i stykker end jeg nogensinde have været. Det sidste halvandet år havde været én lang sur opvask, som jeg ikke havde orket at tage, og pludselig havde den hobet sig op og var uundgåelig, klammere end nogensinde. Og så knækkede filmen for mig.

Jeg var nået til et punkt, hvor jeg ikke kunne gå ud for min dør. Jeg boede midt på Vesterbrogade og hver gang jeg lukkede opgangsdøren op, trillede der en barnevogn forbi mig eller et lykkeligt par med en vraltende gravid kvinde. Og så forsvandt jeg stille ind ad døren igen, tilbage ind i min lejlighed, ind i min seng.

Vi havde ikke været ivrige for at komme igang, og vi lagde heller ikke ud med ægløsningstest og alt muligt fjas. Det måtte komme når det gjorde – men det gjorde det ret hurtigt i juni 2013, og fuldstændig uden tanke for, at det kunne gå galt, fortalte jeg det til min familie. En uge senere var eventyret allerede slut. Jeg blev gravid allerede måneden efter og kort efter var det endnu engang slut. Jeg husker hvordan lægerne var sådan ”nå men det er da helt normalt, no worries”, fuldstændigt ude af takt med mine følelser omkring lige at have mistet forestillingen om at skulle være mor om ni måneder, to gange.

To måneder senere var jeg igen gravid og alt var fint. Vi var inde og se hjerteblink i modsætning til de to forrige gange, og da jeg var 9 uger henne fortalte vi juleaften 2013 igen vores familie, at vi vist skulle være forældre. Få dage senere begyndte jeg at bløde og på næste scanning slog hjertet ikke længere.. Jeg fik en kemisk abort, og da det lille foster forsvandt ud af mig, gjorde håbet også. Tre mislykkede graviditeter på 6 måneder var ikke for sjov.

Omkring os begyndte venner og veninder på deres projekt baby..

I april måned 2014 blev jeg gravid igen, men det sluttede nærmest før det var begyndt. Denne gang var jeg kommet i behandling på Abortus Habitualis, afdeling for gentagne spontane aborter på Rigshospitalet, og alle deres prøvesvar var negative – der var ikke noget konkret at forklare mine aborter med, og derfor heller ikke noget de konkret kunne gøre for mig, udover at scanne mig jævnligt i fremtidige graviditer for at give mig omsorg og ro i de hårde uger.

Det slog virkelig luften ud af mig. Jeg havde været klar over, at efter tre aborter, ville jeg kunne få hjælp. Så da der ikke var noget konkret hjælp at hente, forsvandt mit håb endnu engang. Og så begyndte tingene virkelig at blive svære mentalt. Min tætte veninde blev gravid og det samme gjorde min mands tætte kammerat (eller hans kone i hvert fald). Det gjorde ondt, at vi nu havde været på projekt baby i knap halvandet år, og folk omkring os der var startet senere blev gravide og skulle være forældre. Til at starte med kunne jeg glæde mig på deres vegne og omfavne deres lykke. Men det kom altså til at ændre sig..

Jeg blev gravid igen kort efter. Graviditeten der susede derudaf og jeg var overbevist om, at nu smilede lykken også til os. Indtil jeg lå på briksen og hørte om det lille hjerte, der slog i min æggeleder.

Så i september 2015 havde jeg ikke mere at give af.

Jeg har aldrig set mig selv som andet end mor. Jeg har aldrig drømt om en bestemt uddannelse. Aldrig set mig selv som læge, advokat, politibetjent, maler, designer eller noget som helst; udover mor. Det er et tilfælde, at jeg som 17 årig opdagede, at dét der med naturressourcer, det siger mig noget. Da jeg var 18 var jeg overbevist om, at jeg skulle være mor i det år jeg fyldte 20 (med den fyr, jeg havde været kæreste med siden jeg var 14 og i øvrigt var sammen med til jeg var 21).

Min mening med livet har altid været at få børn. Så hvad gør man, når ens livsgrundlag smuldrer under én? Hvad står man op for, når man mister troen på, at det eneste man ville bruge sit liv på, er muligt?

Jeg husker, at jeg sad til en barnedåb og tårerne væltede ud af mig. Ikke af glæde på deres vegne, men fordi jeg ikke kunne rumme al den lykke der foregik lige der oppe ved døbefonden, med det lille nye liv i de stolte forældres favn. Og jeg skammede mig. Og så græd jeg endnu mere.

Jeg var stort set ikke en del af min venindes graviditet. Jeg husker ikke, at jeg så hende med stor mave. Jeg kunne simpelthen ikke være en del af det. Men vi talte sammen om det, og hun var mere forstående, end jeg nogensinde kommer til at forstå, at hun var. For jeg kan også godt tænke tilbage og sige til mig selv, at så kunne jeg fucking have klemt ballerne sammen. At man skal unde sine veninder deres lykke uanset hvor man selv står. Og det gjorde jeg også – men jeg kunne bare ikke være en del af det! Jeg KUNNE ikke! Og jeg kunne ikke stå inde for mig selv.. For alt i min krop strittede imod alt dét mit hoved sagde. Uanset hvor meget jeg ønskede mig at smile, så væltede tårerne ud af mig. Uanset hvor meget jeg ønskede at føle oprigtig glæde på andres vegne, så var det bare én stor lussing med alt dét jeg ønskede mig, som jeg ikke kunne få. Jeg syntes det var så uretfærdigt og skammen blev kun værre og værre.

Og så fandt jeg bare mig selv hjemme under dynen igen og igen og igen. Så da jeg følte mit livsgrundlag forsvandt imens vores venner fik opfyldt  deres største ønske; da jeg ikke kunne rumme deres lykke og skammede mig så voldsomt over mig selv, og jeg samtidig var i dyb parforholdskrise, fordi vi håndterede vores sorg på vidt forskellige måder og havde svært ved at håndtere hinanden; så forsvandt lysten til livet også lige så stille ud af mig.

Jeg sad i bil på vej på arbejde. Jeg lukkede mine øjne og tænkte, at hvis jeg bare holdt foden på speederen, så ville det hele nok slutte lige pludselig, uden jeg ville nå at opdage det. Uden at tænke på, hvordan jeg ville skade andre. Uden at tænke på, at jeg satte andre menneskers liv på spil – i et kort sekund, inden jeg åbnede mine øjne igen, kørte målsat på arbejde og sagde højt, at jeg var nødt til at tage til lægen, fordi jeg havde brug for hjælp, så jeg var nødt til at køre hjem igen.

Fra min læge blev jeg sendt direkte i et akutteam på psykiatrisk og omgående sygemeldt. Jeg fik foreløbigt tre måneder til at sidde hjemme i min sofa, lovligt ligge under min dyne og drikke kaffe på café så tit jeg havde lyst, sideløbende med samtaler med professionelle. Efterhånden var maverne omkring mig begyndt at poppe og det ændrede alting for mig. De store maver og forventningens glæde havde gjort allermest ondt på mig; nu havde min veninde en lille søn, som jeg ikke kunne undgå at forelske mig i. Og i de måneder fyldte skammen allermest. Jeg havde været en udgave af mig selv, som jeg ikke følte jeg kunne sammenligne mig med værdimæssigt. Jeg havde været ude af kontrol over mig selv, og jeg slog mig selv i hovedet for det så meget, at det pludselig var dét, der kom til at fylde allermest. Pludselig var jeg mere flov over mig selv når jeg gik ud af døren end jeg var trist over babymaver. Akutteamet var hamrende dygtige og fik hurtigt så meget styr på mig, at jeg stoppede med at være bange for at være alene; bange for mig selv.

I december besluttede vi os for at blive gift, for at fylde noget godt ind i vores liv, og sendte invitationer ud to uger senere. Nytårsaften var den gladeste aften jeg kunne huske i meget, meget lang tid. Jeg drak mig fuld og røg en hel pakke cigaretter. Jeg dansede med Daniel natten lang, længe efter vores gæster var gået hjem.

Og BOM. 1 januar, gik noget op for mig. Noget jeg havde holdt mig ude af de sidste måneder. Min menstruation var udeblevet og en graviditetstest var positiv. Det blev starten på mange, mange tårer, mange bekymrede uger og måneder, og 9 måneder senere vores første datter ♥

Vi mennesker har så mange forventninger til hinanden, men endnu flere til os selv. Nogle mennesker kan ikke finde ud af at håndtere sorg, hverken hos hinanden eller hos andre. Og når vi ikke kan finde ud af det, så ender vi i situationer, hvor vi ikke kan kende os selv. Men det gør os ikke til dårlige mennesker; vi skal bare være bedre til at råbe op og bede om hjælp. Det bliver sådan en ond cirkel, når vi skal slå os selv i hovedet fordi vi ikke lever op til vores egne forventinger. Jeg ville ønske jeg havde været en god veninde og rummet andres lykke midt i min egen sorg. Jeg ville ønske jeg ikke havde opført mig som en kæmpe idiot. Men jeg vidste ikke hvordan jeg skulle gøre det anderledes og jeg glemte at spørge om hjælp til at håndtere min sorg tidsnok. Jeg elsker livet og jeg prøver at værdsætte hver eneste dag. Jeg er meget sjældent sur, selvom jeg kan blive meget sur, når jeg så bliver det. Min lunte er blevet længere, for jeg vil ikke bruge mit liv på at være trist, sur, irritabel eller opgivende. Sidste gang tog det næsten livet af mig, i bogstaveligste forstand. Jeg vil ikke nøjes med, jeg vil have det hele. Jeg prøver at gøre vores dage til et eventyr, for jeg har selv sagt, at meningen med mit liv er at være nogens mor, og så skal det også gøres ordentligt. Jeg er så heldig indehaver af de her to mirakler, selvom jeg troede det aldrig skulle lykkes.

Du er ikke alene med de grimme tanker, når drømmene om børn bliver udskudt eller føles håbløse. Du er ikke forkert og du er ikke et dårligt menneske. Pas på dig ♥

16 kommentarer

  • Pernille

    Tak fordi du delte din historie ❤️ Jeres to skønne piger var helt sikkert også værd at vente på. Alle har hver deres kampe de bliver nødt til at tage. Men jeg tænker, man kun kommer stærkere ud på den anden side ❤️🤗

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sus

      Tak fordi du læste den ♥️
      Det føles heldigvis ofte som om tingene giver mening når man ser bagud, og jeg ville jo aldrig ønske mig andre end præcis de to jeg har fået. Kh

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Christine

    Kære sus
    Jeg sidder med tårer i øjnene og føler så meget det ligeså godt kunne have været mig.
    Jeg var fra jeg var 25 år 7 år. I fertilitetsbehandling uden held.
    Jeg blev skilt, mødte en ny også blev jeg gravid, men lykken fik en ende og i 3 graviditer endte i uge 12 og 13.
    Så.kom jeg længere og.vi ventede en pige, lykken var stor, men i uge 20 kom en blødning og vandet gik, jeg havde åbnet mig 9,5 cm. Og måtte. Føde hende og kunne ikke overleve.
    Sorgen var større end størst, men blev gravid 4 mrd senere, men hjertet stoppede med at slå og måtte igennem endnu en udskrabning.
    3 mrd senere gravid igen, håbet var stort men endnu engang aborterede jeg hurtigt.
    Blev gravid 6 mrd senere en dreng ventede vi, og til uge 20 så alt fint ud, men md scanning en viste min moderkage var skidt og han var alt for lille.
    Jeg kæmpede mod alle odds med den lille chance der var helt frem til uge 28 hvor han kom til verden med kejsersnit, de kæmpede og kæmpede og han blev døbt i mine arme men han levede kun denne dag.
    Efterhånden en dag sad jeg så hos en psykolog og sagde mange grimme ord, sorg og vrede følges nemlig ad.
    Jeg kæmpede mig op, søgte drømmejobbet fik det, fik en hundehvalp og blev gravid.
    Jeg havde ikke de største forhåbninger, efter 14. Års barnløshed og 14 graviditeter 38 år gammel, men miraklet kom til verden, og han er 7 mrd idag💙
    Tak for du deler❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sus

      Kære Christine.
      Jeg er helt færdig over at læse din kommentar.. jeg skammer mig næsten over at have skrevet et sådan indlæg på baggrund af mine 5 mislykkede graviditeter, når du har oplevet dét du har. Men sorg kan ikke måles op imod hinanden. Det du har gået igennem kan jeg slet ikke forestille mig at skulle gå igennem og jeg har så kæmpe respekt for at du tog din skæbne i egen hånd og gjorde de gode ting for dig selv. Og hvor er jeg lykkelig på dine vegne over, at du har fået en søn! Åh men altså. Tak fordi du havde en lykkelig slutning på din historie, for ellers havde jeg ikke lukket et øje i nat! Mange gange tillykke ♥️

      Og de Kærligste hilsner ♥️

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Christine

      Tak sus for din dejlige kommentar, og så vigtigt du deler❤️
      Men min historie er ikke værre end din, for det kan ikke måles.
      Men godt man ikke ved hvad man skal igennem, for så havde jeg sgu nok også opgivet lidt.
      Jeg er også dybt taknemmelig, og når jeg ser dig så drømmer jeg af og til også om pseudotvillinger😊😊😊😊❤️❤️❤️❤️

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sus

      Nej, man kan ikke måle hvem der har det ‘værst’, men jeg kan alligevel godt tænke, at jeg ikke tror jeg havde overlevet din historie selv… Men det skal man jo, fordi det var jo derfor der kom et mirakel i sidste ende. Jeg håber alle dine ønsker bliver opfyldt 🖤

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hvor er det et fint indlæg – hvor er det dejligt, at du fik grebet ud efter hjælp, og ikke mindst at det lykkes med de to små søde 🙂 At lade sig nøjes, skal man aldrig der, hvor det gælder.

    – A

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sus

      Tak fordi du læste! Ja, jeg fik vist greb ud i sidste øjeblik og det er så underligt at tænke på hvordan jeg havde det dengang og hvor jeg står nu, lykkelig 🖤
      Tak for din hilsen, kærligst fra Susan

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lea

    Åh mit hjerte💔 det er så barskt at miste og at kæmpe for at få et barn. Jeg har kun mistet én gang men ventetiden på vores, nu 6 mdr gamle datter, var svær og jeg kan genkende mange af de følelser du beskriver, og måtte også selv søge professionel hjælp. Det er så vigtigt et emne at tale om, så tak fordi du deler ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sus

      Kære Lea, tak fordi du læste og for dine ord. Dejligt du også rakte ud efter hjælp, der er så mange der føler det som et nederlag og ikke gør! Og tillykke med jeres datter :-*

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Natascha

    Kære sus. Meget smukt skrevet. Og puha hvor gjorde det ondt at læse. Godt at du fik din lykke at føle i sidste ende.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Susanne

    Sikke en fuldkommen fantastisk fortælling 🌟🌟🌟 Jeg kom tilfældigvis forbi og var nødt til at læse helt til ende. Så fin og modig en fortælling, du deler her🤗 Alt godt ønskes til dig og din dejlige og seje familie 🙌

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sus

      Kære Susanne, dejligt du kom forbi og havde lyst til at læse med, og tusind tak for de søde ord 🖤

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • WOW Det var et indlæg der gik lige i hjertet❤️ Har ingen ord, bare…. krydser fingre for, at du aldrig skal igennem en mislykket graviditet igen🤞🏻
    Og nej der er desværre ikke plads til andres lykke, når man er fyldt op af sorg🤷🏼‍♀️ Det er ikke egoisme, men pladsmangel. Som at forsøge at putte 20 glade mennesker ind i en Fiat 500 (det gør ingen forskel hvilket humør de er i, der er ikke plads)😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sus

      Fin sammenligning 🖤 Til sidst, var der i hvert fald ikke plads.
      Tak fordi du læste og for dine søde ord.
      Kærligst, Susan.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Læs også

Naturferie, Part II - En flydende hytte på en skovsø.