Børnefødselsdag i naturen

Et nyt liv venter…

Klokken er 21:40 søndag aften den 22. september 2019. Det har været en af de mest følelsesladede weekender jeg husker, udover dagene efter man bliver mor for første gang. Vi har taget en beslutning der er skelsættende i vores liv, og i morgen melder vi vores børn ud af deres børnehave. Men vi har ikke bedt om plads i en anden børnehave. Og det gør vi heller ikke.

Det er måske det mest naturlige i verden for nogen, men det er ‘voldsomt’ for mig. Det er som om, at når man går på barsel, så har man samfundets anerkendelse i at tage et lille års pause og passe sine børn. Imens føles dét her nærmest kriminelt.

Jeg føler jeg springer ind i en form for parallelsamfund. Jeg føler jeg trækker mig ud af samfundet, og det hér er så langt fra, hvad jeg havde set mig selv i. Det er ikke fordi jeg har nogen holdning til, at børn hverken skal eller ikke skal gå i institution/hjemmepasses. Det er ikke fordi jeg synes noget er rigtigt eller forkert. Det er ikke fordi jeg ikke elsker at være sammen med minde unger og de bruger også halvt så mange timer i institution som de fleste andre børn.

Det er fordi jeg har 6 måneder til at skrive speciale, inden jeg skulle ud og gerne arbejde som miljøøkonom. Og det er ikke engang fordi dette valg nødvendigvis ændrer på dén plan, men alligevel føles det bare så skræmmende og uortodoks at vælge noget andet end samfundsnormen.

Hvis mine ord ikke giver mening, så er det fordi jeg er én stor eksplosion af følelser og jeg prøver VIRKELIG at forstå dem selv, og tage jer med ind i dem. Jeg har aldrig før følt mig så fri som lige nu… Jeg skal være sammen med mine piger hver dag. I virkeligheden er der jo ikke noget jeg hellere vil. Jeg har sendt dem afsted 3 dage om ugen, nok mest af frygt for, at de ikke kan være en del af fællesskabet derude, hvis de aldrig er der..

Og selvom de har været så meget hjemme, så føler jeg at vores liv forandres markant. Jeg er bange for at tage dem ud af deres relationer og ikke opfylde deres behov for at spejle sig i jævnaldrene. Jeg er bange for ikke at kunne stimulere dem. Bange for ikke at kunne skabe en hverdag, at det hele flyder sammen i én lang weekend. At jeg får lyst til at slå den ene med den anden.. Jeg er så bange! Og samtidig er jeg så lykkelig. For det er som om, at nu slutter mange måneders bekymringer og ondt i maven. Nu kommer jeg til at frigive så meget energi, der er blevet brugt på at spekulere. Energi jeg skal bruge til at få dét her til at fungere. Jeg arbejder nemlig 20 timer om ugen og skriver speciale – og det kommer til at fortsætte, selvom jeg skal have mine piger hjemme i hverdagene…. Jeg aner ikke, hvordan det skal lykkes, men det skal det.

Jeg skylder jer en opdatering på situationen i børnehaven.

Jeg skrev jo et indlæg for nogle måneder siden om mine tanker om børnehaven, da alt det gode der var, stille og roligt smuldrede. I mange måneder, har jeg ikke kunne finde hoved og hale i noget. Min datter sagde hun legede alene i børnehaven, men når jeg spurgte pædagogerne sagde de noget andet.. Men selvom hun sagde, at hun legede alene, gav hun egentlig alligevel udtryk for, at hun var glad for sin børnehave. Hun svarede ja, når vi spurgte om hun havde haft en god dag. Pædagogerne fortalte mig også gerne om hendes dag, der gav mig et godt indtryk. Alligevel var der mange morgener, hvor Noelle ikke ville afsted.

Kort ført sommeren, forsvandt endnu to rotationsmedarbejdere, der havde været der siden december og februar, og to nye ansigter kom til. Henover hele sommeren var min løsning at holde Noelle hjemme adskillige dage om ugen, for at prøve at beskytte hende mod for mange nye vikar-ansigter i sommerferieperioden + nyansættelser. De har nemlig kæmpet med udskiftning af personale, af kaliber! I de dage, skulle jeg ikke tage stilling til noget eller bekymre mig. På et tidspunkt i august gav hun faktisk udtryk for, at hun gerne ville i børnhave og lege med sine venner, og da vi ligesom ‘kom tilbage’ efter ferie, nævnte hun navne hun aldrig havde nævnt før, som om hun havde fået skabt nye relationer. Jeg var simpelthen så glad.

Midt i august startede Naomi i børehaven – jeg havde trumfet igennem, at pigerne skulle gå på stue sammen, for at imødekomme noget af ustabiliteten med noget tryghed og en fast legekammerat, dog velvidende at pigerne sagtens kan have deres egne relationer og ikke tynger hinanden.

Det blev dog nærmest starten på et mareridt….

Jeg mødte op til en børnhave med 4 voksne til 40 børn. På Noelle og Naomis stue var der 2 voksne til 21 børn – den ene en pædagog, der havde været der i to måneder, den anden en ny rotationsmedarbejder; en mand fra IT branchen, der aldrig havde arbejdet med børn før, som havde sin allerførste uge i børnehaven. De to skulle tage imod min datter. De kiggede hende ikke i øjnene. Søgte hende ikke, talte ikke med hende. I tre dage var jeg nærmest alene med Naomi og prøvede at vise hende hvordan tingene foregik derude og trak mig tilbage af og til, så hun kunne søge personalet fremfor mig. Men til ingen verdens nytte. I de perioder, legede hun bare for sig selv, med andre små børn, der var fuldstændig uden opsyn. Den ene af dagene forsvandt hun sågar – ingen vidste hvor hun var. Jeg fandt min datter i garderoben med sine sutter. Hun var ikke ked af det, men hun havde gemt sig, velvidende at sutter er nogen man sover med, når man er så stor. Man skal simpelthen ikke kunne blive væk på sin anden dag…

I dagene opdagede jeg, at få børn havde ekstremt brug for opmærksomhed – så alle de velfungerende børn rendte rundt for sig selv og passede sig selv, fordi de ikke krævede opmærksomheden på samme måde. Nu gav det mening at Noelle sagde, at hun legede alene hver dag. Hun var ikke ked af det – men hun indgik ikke i legerelationer.

Der var ingen lege-initiativer og pædagogerne var stressede. Det tror da fanden, når der permanent stod to voksne inde og hjalp børn der konstant sked og tissede i bukserne, så de var 2 til de resterende 38 børn. De gav udtryk for forvirring og stress og jeg gik grædende hjem på 3. dagen.

Jeg afbrød indkøring og kontaktede ledelsen. Jeg gav dem besked på, at vi ville vende tilbage når der var ressourcer og kompetencer til at tage imod min datter (begge to, for den sags skyld).

Det var også hér jeg delte min situation med jer, og hvordan jeg følte et ansvar for at kæmpe for en bedre hverdag for alle børnene derude. Jeg kunne ikke bare tage pigerne ud, og efterlade en synkende skude, uden de andre forældre vidste, hvad deres børn befandt sig i. Jeg havde fået et unikt indblik og jeg kunne ikke bare gå med den viden – i øvrigt uden at vide, om vi fik et bedre sted et andet sted, eller om vi skulle starte forfra og måske hive pigerne ud igen, fra et nyt sted og prøve et tredje sted. I øvrigt havde 5 andre forældre valgt at tage deres børn ud i løbet af de forrige måneder, vel nok af samme årsag – hvilket også havde efterladt min datter i den situation hun var i. Mange af hendes venner var forsvundet fra dag til anden, ikke bare en eller 2, men en håndfuld. Og imens var der ikke ressourcer til at hjælpe dem i nye relationer. Jeg følte ikke jeg kunne gøre det samme ved alle de andre børn og forældre, og jeg besluttede mig for at kæmpe for den gode institution vi havde haft det sidste år, og tage mine forholdsregler imens, så mine børn ikke skulle være ofrene imens.

Vi blev kaldt til samtale med ledelsen og sagde, at det her var alvorligt. Jeg havde skrevet udførlig dagbog derudefra og givet dem alle de ubehagelige detaljer. De lagde sig faktisk fladt ned. De var chokerede over informationer, og sagde, at de kæmpede med højt sygefravær, som konstant lod de andre ‘i stikken’ med vikarer, stillinger de ikke kunne få besat, som også krævede vikarer og især, at de gamle kendinge havde svært ved at kommunikere den gode kultur videre til de nye medarbejdere – hvilket gjorde at alting sejlede når de gamle havde fri eller var syge. Men de var ikke klar over, at det stod så galt til derude og de ville handle på det omgående. Jeg havde sagt til dem, at de skulle trække i nødbremsen inden både børn og voksne tog skade.

De påtog sig ansvaret (sagde de) for ikke at have brudt den dårlige cirkel, men følte det som en kæmpe opgave. De ville omgående sætte ting i værk, og det gjorde de faktisk også. Vi gav det hele en chance, og startede indkøring af Naomi de dage, hvor vores gode gamle, omsorgsfulde pædagog fra pigernes stue, var på arbejde. De dage hun ikke var til stede, var mine piger hjemme. Mødte jeg op til for mange vikarer, tog jeg mine piger med hjem igen.

Der blev holdt møde med pædagogerne og pointeret, at der køres med marte meo principper derude og, at modtagelsen af Naomi i første omgang havde været uacceptabel. Der blev hyret en marte meo terapeut som skulle uddanne det nye personale og opfriske ting for de gamle. Der blev indført en regel om, at de ikke måtte være færre end 7 medarbejdere på arbejde, og en af pædagogerne takkede mig for at have råbt højt og gav udtryk for at deres arbejdsmiljø var blevet langt bedre de sidste uger.

Men pludselig forsvandt den nye rotationsmedarbejder fra pigernes stue igen.. Pludselig fik vi at vide, at en af de faste gamle pædagoger, der havde været langtidssygemeldt, ikke ville komme tilbage igen.. Og i sidste uge fik jeg så at vide, at en af de gamle pædagoger, som jeg også har haft den bedste kommunikation med, havde sagt op, og inden ugen var omme, ville hun være væk…

Hvis problemet i institutionen var, at de gamle havde svært ved at overlevere den gode kultur, hvordan skulle det problem så kunne løses, når de allesammen forsvinder. Hvorfor forsvinder de på trods af forsøgene på at forbedre forholdene?…

Jeg tror det er fordi de kompetente medarbejdere var ramt på deres faglige stolthed. Selvom der blev indført en regel om minimum 7 medarbejdere i institutionen, så oplevede jeg, at 4 af dem så var vikarer.. Inkompetente vikarer! ..som måske kunne være med til at trøste børn, hvis de gad lette deres røv, men som ikke kunne være en del af at køre en pædagogisk læreplan. Og da denne her medarbejder forsvandt, forsvandt mit allersidste håb også.

Min tillid er væk. Jeg tør ikke prøve at køre mine børn ind et andet sted. Jeg tør ikke høre flere modificerede sandheder, der skal passe ind til støtten af en ledelse. Jeg har ikke mere at give af, og mit hjerte bløder for alle de børn der forbliver derude, nu med 6 stillinger, der er udsatte og skal dækkes af varierende personale. Men nu skal mine piger hjem.

Jeg har så meget mere at skrive om dét her, men jeg vil slutte her, og samle mine tanker inden jeg skriver mere. Min opdatering på børnehavesituationen er bestemt ikke den jeg havde regnet med, men jeg er lykkelig, lullet ind i den fantastiske følelse, at jeg har taget kontrollen over mit eget liv; når samfundets løsninger ikke virker for mig, så vil jeg ikke være en del af samfundets løsninger. Men jeg lover højt og helligt, at I ALDRIG kommer til at høre mig prædike om, at børn skal være hjemme med deres forældre, og hvis man ikke gør det på den måde, så er man dårlige forældre. Men mine piger skal være hjemme, sammen med mig.

De har haft de dejligste år i vuggestue og et formidabelt første år i børnehave. Jeg ved ikke engang om dét her er den rigtige løsning for os i længden, men det er det lige nu – og jeg kommer aldrig til at hæve mig over andre mennesker og fortælle, at de ikke gør det rigtige, fordi deres børn kommer i børnehave. Vi ved bedst selv, hvad der godt for os, og gør det bedste vi kan.

Sus ♥

4 kommentarer

  • Eva

    Hvor lyder det dog skrækkeligt for både børn og voksne i børnehaven. Øv at det virkelig er kommet helt derud.. Jeg tog også min den ældste ud af vuggestue, da lillebror var nogle måneder gammel, og jeg var ligesom dig hunderæd for, hvordan det skulle blive. Et par måneder senere tænkte jeg (i bagklogskabens lys, som man ikke kan bruge til noget) “der var jo slet intet at være nervøs for” 🙂
    Jeg hørte engang en eller anden ekspert udtale, at man i folkeskolen taler meget om, at børnene ikke kan sidde stille og modtage kollektive beskeder. Det kædede han sammen med, at børn i børnehaverne har så lidt voksenkontakt i dag, at de ikke har lært at tyde voksnes mimik og intentioner og har svært ved at sætte sig ind i andres tanker og følelser. Det lyder som det helt rigtige, du har gjort på baggrund af situationen i børnehaven. Jeg er sikker på, det bliver alletiders for jer.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sus

      Tusind tak fordi du læste med, og for dine ord.
      Det giver god mening, at børn har svært ved at modtage beskeder, hvis de ikke er vant til at modtage dem, men jeg synes ikke det er en rar tanke, at der er så lidt voksenkontakt! åh altså! Dejligt du har nydt jeres tid hjemme, jeg håber på det samme!
      Kh Sus

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anna

    Det lyder til du gør det helt rigtige for dine piger. Stor respekt herfra.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Læs også

Børnefødselsdag i naturen