Hvad gør man, når man ikke længere kan stå inde for sig selv?

Alenemor i Malmø – weekendtur med rollinger 🖤

Vi har simpelthen haft den dejligste spontane weekendtur til Malmø og I udviste jo kæmpe interesse for turen, måske fordi jeg tog afsted alene med pigerne og kaldte det kvalitetstid selvom det er hårdt arbejde..

Først og fremmest: Jeg tror måske jeg fik formuleret mig forkert, da jeg talte om at ”sidde hjemme hver fredag og lørdag’..

Da jeg blev mor for anden gang, havde jeg to børn under 1,5 år. Det er DØMT TIL KAOS. Det har altid været et show uden lige at gå ud og spise, tage ud og handle eller andet, og hver gang vi er ude, kan vi også begge to tænke, at vi fandeme aldrig gør det igen…

Men alternativet er jo, at vi ikke kommer ud, og netop bare sidder hjemme alle weekendaftener såvel som hverdagsaftenener. Og det besluttede jeg mig bare for, allerede dengang, at det vil jeg simpelthen ikke. Jeg vil ikke være så bange for at genere andre mennesker med mine børn eller for at blive kigget på i kaossituationer, at jeg hellere vil blive hjemme.

I sidste uge, havde min mand en travl uge med sene arbejdsaftener og weekendarrangement for anden weekend i træk, så jeg besluttede mig for, at jeg ikke gad sidde hjemme flere aftener i den uge, og ‘vente’ på ham, ikke mindst fordi pigerne altid spørger ihærdigt efter deres far – derfor bookede jeg torsdag aften en hotelovernatning i Malmø fra fredag-lørdag, kun for pigerne og jeg.

Så kunne han i ro og mag gøre sig klar til at tage ud, komme hjem og sove i seng uden børn og sove så længe han ville – og jeg kunne udnytte situation anderledes og bruge noget kvalitetstid med pigerne, kun dem og jeg. Jeg mente således IKKE, at min mand er ude hver ude hver fredag/lørdag eller arbejder i weekenderne. Vi har altid vores weekender sammen og han arbejder 7-15, så vi også har en god lang eftermiddag sammen i hverdagene. Vi har i det hele taget meget tid sammen, så det handlede udelukkende om at ændre situationen i den ene uge med mange planer, og mit syn på dét bunder i snart tre kaosår med små børn.

Nå men, hvad angår vores tur, så havde jeg bestilt overnatning på Clarion hotel Temperance i centrum, som jeg havde betalt lige omkring 1000 kroner for. Jeg havde egentlig tænkt, at det var en halvdyr overnatning, selvom det var i et deluxe rum – men til min store overraskelse, inkluderede det et aftenmåltid såvel som morgenmad! Og kaffe og kage om eftermiddagen. Det betød altså, at jeg og mine piger slap for at finde en restaurant at spise aftensmad på, og et eventuelt ‘show’ ville være i nærheden af vores værelse. Det var GENIALT! Vi kunne jo snildt havde brugt 600 kroner på de måltider, så lige pludselig var udgiften til værelset faktisk ikke særligt stor i min optik.. Derfor gik jeg fra at have en følelse af en dyr overnatning til at føle mig voldsomt forkælet til den pris, ikke mindst fordi det var et super lækkert hotel og både morgenmad og aftensmad var så lækkert! Aftensmaden er ikke en klassisk stor buffet, men en enkelt ret med lidt forskelligt tilbehør; der var eksempelvis kylling i en krydret tomatsauce med ris, stegte gulerødder og forskellige salater samt en suppe og brød. Det er så fint i forhold til en kæmpe buffet, der bare lugter langt væk af madspild, og som også indgyder til det fordi folk vil smage det hele, men ikke kan spise det hele!

Hotellet lå i øvrigt LIGE MIDT i centrum, med det lille Torg i baghaven. Jeg bestilte det på Nordic choice hotels, efter at have kigget på trivago, hotels.com mm. Jeg gav det et sidste skud og ville prøve at bestille på hotellets ‘egen’ hjemmeside, og det kunne i den grad betale sig. Det kostede omkring 400 kroner mindre at booke den første nat til os 3 på dén hjemmeside. Her kan man oprette sig som medlem og spare yderligere på opholdet. (Vi tog i øvrigt et overnatning mere, hvor jeg spurgte på hotellet hvad jeg skulle betale for at være to voksne fremfor én, og fik en pris på 2280 svenske kroner – jeg bookede dernæst på nettet til 1595 svenske kroner. Det er en prisforskel på næsten 500 kroner for en enkelt nat!)

..Jeg havde spurgt de søde mennesker, der følger med på min Insta om tips til turen, og de nævnte følgende; LUSH, Småland, Folkets Park og sejlads i åen, så det var hvad vi gik efter.

Da vi havde stillet vores ting på værelset, gik vi en tur ud af gågaden, og besøgte først min gamle favoritbutik Granit. Det ligger parallelt med det lille torg, vist nok lige ved siden af det store Torg, i hvert fald lige i starten af gågaden.

Granit er en super fin butik med fokus på enkelhed, naturmaterialer (og miljø), såvel som det industrielle look. Imens jeg kiggede rundt, sad pigerne og tegnede midt i butikken..

Efterfølgende fulgte vi strøget, landede i Condeco, som er en ret kitchet og stor kaffebar med kaffe-juteposer på lamperne, kombineret med krystallysekroner og gamle barokstole og veloursofaer.

Vi gik videre ned til LUSH, som jeg stiftede bekendtskab med her. Det er en butik med naturlige plejeprodukter og sæbe. Det er lavet af forskelligt naturligt smør og olier, og er vist altsammen vegansk. Butikker dufter eventyrligt og er fyldt med stilede såvel som farverige produkter. Jeg købte en shampoo bar til min hår, som er min første plastikfri hårsæbe. Jeg har altid været skeptisk overfor sæbebarer, så jeg håber på at blive positivt overrasket! Vi købte i øvrigt badebomber, som skummer op til sæbe i fantastiske farver med glimmer og dejlige dufte. Inde i butikken opløste de søde piger badebomber, som N&N fik lov til at se og vaske hænder i; de blev også præsenteret for en pink jellysæbe, og blev i det hele taget underholdt, så jeg kunne gå rundt og kigge lidt på de mange sager.

Kort efter landede vi i AB Småland og HOLD NU OP!!! Hvor er det et fint sted. De har alt hvad hjertet begærer – en børneafdeling for oven med børnetøj, gamle børnemøbler, legetøj og ikke mindst et legehjørne med gymnastikbomme, puder og et legekøkken, så ungerne endnu engang havde et sted at lege og hygge sig imens jeg kiggede lidt rundt.

Jeg shoppede faktisk lidt amok herinde, men det var på en helt anden måde end man ellers tænker om shopping; i hvert fald ikke dén der sex and the city agtige måde. Det var nemlig et fuldstændig bæredygtigt univers! Jeg købte ind til at lave mit eget naturlige vaskemiddel til rengøring; jeg købte komposterbare skuresvampe, et duftlys med bomuldsduft af naturlig voks, pudebetræk og lagen i 100 % hør, og ikke mindst den fineste gamle trækvogn! Denne her butik er fyldt med de mest fantastiske loppefund. Gamle industielle jernskabe, små skamler, gamle, gamle spiseborde og bænke, såvel som glasflasker, keramik og gamle landbrugssager. Det var et PARADIS! Den indeholdt i øvrigt også lidt dametøj, men jeg fik ikke kigget i den afdeling, så jeg er ikke sikker, og så en planteafdeling!

 

          

 

OG CAFE! Kan I fornemme min begejstring? haha! Så pigerne og jeg satte os ned og fik en varm kakao, kardemommesnurrer og saltet karamel cheesecake, for jeg havde lovet pigerne kakao og kage helt fra vi tog hjemmefra ♡

Efterfølgende blev pigerne så trætte og startede en mindre slåskamp i butikken, Naomis selektive hørelse blev kraftigere end nogensinde og jeg blev overværet af dansk kvinde som straks løb ned og sladrede meget lidt diskret til sin mand om hvor hæslig en mor jeg var, eller hvor uopdragne mine piger var – sådan føltes det i hvert fald, da hun stod bukket ind over bordet med ryggen til mig og han kiggede op da hun begyndt at tale og han hurtigt sænkede blikket igen.

Og måske er det bare fordi jeg selv følte mig som en kæmpe lortemor da jeg tog fat i Naomi og sagde, at hun skulle kigge på mig og høre efter hvad jeg prøvede at fortælle hende, og hun bare skreg i vilden sky som om jeg havde stukket hende en lige højre..

Så altså.. Det er ikke fordi vi bare havde en lang romantisk dag uden ballade; det var bare minimalt i forhold til de lange, fine og hyggelige stunder, og absolut ikke noget der kan skræmme mig fra at tage alene på tur på dem.

Jeg satte de to trætte piger i den bedårende trækvogn og trak dem hjem til hotellet. Vi gjorde et lille holdt, hvor vi blandede masser af slik til disney sjov. Så mødte vi op i spisestuen, hvor det gik op for mig, at det var et helt ærligt og redelig måltid der ventede os. Og så satte vi os ellers og spiste aftensmad, sammen med andre hotelgæster, der også havde små børn.. Det var intet mindre end genialt, ikke at skulle ud og finde et sted og spise, bestille og vente på mad og underholde en decideret restaurant.

Vi hoppede op på hotelværelset, tog nattøj på, så tegnefilm, spiste slik, besluttede os for karbad med en lyseblå glimmer badebombe og hoppede igen i nattøjet inden vi lagde os i seng og sov kl. 21:30. Der var jeg altså også træt og udkørt, men dagen havde været fuldstændig overkommelig og fyldt med nærvær!

Søndag morgen kunne jeg simpelthen mærke, at jeg ikke var færdig med turen endnu. Så vi fik far over til Sverige og bestilte endnu en overnatning. Vi gik turen ned ad gågaden, og Daniel skulle selvfølgelig ind og se den fantastiske butik Småland. Han blev også enormt inspireret af de gamle møbler og vi forelskede os både i et gammelt bord og de opstillede pallesenge, som vi ellers har haft før (for bare 15 minutter siden ringede han og spurgte hvor mange paller han skulle tage med hjem, haha).

Der ligger i øvrigt også en kæmpe NA-KD outlet butik midt på gågaden – deres stil er umiddelbart ikke mig, men det var virkelig billige priser.

Vi tog ned i Folkets Park, hvor jeg igen blev overrasket positivt. Det var det fineste sted med farverige vimpler i træerne, hoppeborge, naturlegeplads, løbecykler og cykelbane, store gynger, hvor alle kunne gynge sammen og ikke mindst en lille café i en container, hvor man kunne bestille billige rugbrødsmadder og saft. Så sad vi i solen imens pigerne hoppede i hundrede år.

 

Efterfølgende gik vi ind på skolens legeplads, der ligger lige overfor, og tog en gyngetur, inden vi gik tilbage mod hotellet for at få eftermiddagskage og kaffe. Naomi var simpelthen så træt, at hun faldt i søvn i mine arme og efterfølgende sov hele køreturen hjem i trækvognen ♡

Så slappede vi bare lidt af på hotellet, spiste endnu en aftensmad i spisestuen med tunge gardiner, smukke røgfarvede lamper og velourstole, inden vi gik op i seng og så Charlie og Chokoladefabrikken allesammen.

 

Morgenmaden er i øvrigt også en lækker komplet med en lille salatbar, ost og pålæg, røræg, kogte æg, pandekager, frisk brød, yoghurt med knas og frugt samt kaffe, the og juice.

Alt i alt de bedste anbefalinger af dét hotel, som jeg synes er OPLAGT til at tage en tur alene med sine unger, fordi det er så nemt at få noget mad i dem dér. Og hvis man har modet på det, så synes jeg virkelig man skal gøre det. Jeg tror min mand nød det lige så meget som jeg og pigerne gjorde 😀

 

 

Da vi var gået i seng fredag aften inden far kom over, sagde min store datter: du er min bedste ven mor, jeg kan lide at være her sammen med dig. Og det er sgu det hele værd, også en smule kaos og kritiske blikke.

Det er fantastisk at man kan tage så kort hjemmefra og føle man er på ferie og suge livet til sig; det tager jo ingen tid at køre fra kbh, og i øvrigt kun 20 minutter med toget fra lufthavnen til omkring bare 100 kr.!

Nu er det mandag og pigerne og jeg har taget endnu en fridag, for de er helt udkørte efter weekendens megen friske luft og lange gåture; en helt fantastisk weekend ♡

2 kommentarer

  • Linea

    Tak for det her. Både virkelig brugbare tips og den inspirerende del om bare at gøre den slags ting, selv om det godt kan føles kaosagtigt og hårdt med to børn. Jeg har i hvert fald fået lyst til at tage med mine små til Malmø, også selvom deres far helt sikkert skal arbejde 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sus

      Åh, det gør mig glad, at du kunne bruge mit skriv til noget! Jeg ved nemlig der er mange der ikke kan rumme at tage ud når de ved det bliver kaos – min egen husbond har også ret svært ved det, men jeg tror faktisk at vores børn hurtigere lærer at sidde pænt på restaurant og spise med kniv og gaffel, jo tidligere og oftere man gør det med dem – altså de skal jo lære det, ikke?
      Så derfor tror jeg lidt at det kan trække kaosfølelsen ud, at man bare blive hjemme og tror det kommer af sig selv med alderen.
      Tak fordi du læste ♥️

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Læs også

Hvad gør man, når man ikke længere kan stå inde for sig selv?