Miljø-ABC: Biodiversitet - Alt liv hænger sammen.

Naturoplevelser 2019 – ferieplaner og forventninger.

Lige om lidt står vi overfor en ferietype vi aldrig har prøvet før, og vi er så spændte og nervøse.

Vi skal på naturferie i Norge og Sveriges skove med vores to piger. Jeg ønskede mig virkelig en tur med nærvær, ro og masser af natur. Derfor lejede vi en lille træhytte i en skov i Norge, en hytte på en tømmereflåde i Sverige og en 200 år gammelt lille træhytte Kronobergs Län.

Ingen elektricitet. Ingen rindende vand. Det virkede som en god idé, ikke mindst fordi jeg ønsker mig, at mine børn skal vokse op med disse oplevelser som baggrund for et mere knyttet forhold til naturen. Alligevel rammer bekymringerne. Først og fremmest var jeg noget skræmt da vi i april allerede ramt højt tørkeniveau og oplevede skovbrande i Sverige (måske også Norge egentlig?) Pludselig føltes det som en farlig tur at tage ud i stor natur med forhøjet brandfare, helt alene. I samme forbindelse skrev jeg også noget på min instagram i stil med, at være bange for at blive for bange. Samtidig med skovbrandene, var der nemlig terror i Sri Lanka. Lige pludselig føltes det usikkert at tage på nogen som helst form for ferie. Og jeg blev bange for at blive grebet af angst og ikke kunne glæde mig til vores ferie. Skrækken har lagt sig, og jeg glæder mig igen, selvom jeg skal have lidt info om hvilke forholdsregler vi skal tage os, og hvad vi skal gøre i en nødsituation. Jeg synes bare angsten fylder mere, når man har sine børn med sig. Én ting er at have ansvaret for sig selv, en anden er at have det for sine børn også…

Men udover selve fare-aspektet, så havde vi en tur på Bornholm for et par uger siden, og blev mindet om, hvor fandens hårdt det er at være hjemmefra med to små unger. De kan jo underholde sig selv herhjemme med alt deres legetøj, se en film eller åbne køleskabet og tage med når de vil have det. Så er man på ferie og ude og opleve lidt og lige pludselig skal de have et eller andet – NU. Hvad fanden, undskyld mit franske, stiller vi op, når vi bor ude midt i en skov, uden elektricitet? ”Ja, jeg skal lige tænde bål før du kan få noget mad skat”. Eller fange en fisk først, for den sagde skyld… ”Er du tørstig? Jeg skal lige ned og hente vand ved kilden skat..”

Det er faktisk mega stressende at være på farten med to krævende banditter uden tålmodighed. Jeg er sikker på det bliver en prøve for os allesammen. Vi prøver at forberede os. Og måske snyde lidt. Jeg er blevet bekendt med en køleboks der kan stikkes i ‘kontakten’ i bilen. Så har vi måske alligevel mulighed for at have lidt pålæg til brødet eller æg vi kan lave til morgenmad. Og så må vi selvfølgelig medbringe et lager af figenstænger og chokoladeboller 😅

Vi har heller ikke haft børnene med ude og sejle i kano før. Man må ikke håbe nogen af dem stiller sig på bagben og det bliver en kamp at sejle ud til vores lille tømmerflåde-hytte. Jeg ville have det skidt med at skulle presse dem ud i noget de udviste en frygt for. Men det er meget muligt at tanken er helt irrelevant og de ikke skænker det en tanke, men bare gør det. Det er slet ikke fordi jeg maler fanden på væggen, men fordi det er en helt ny situation for os, som måske er lidt overstilet med en 2 årig og 3 årig. Men jeg håber at alle mine forventninger til en nærværende, smuk og lærerig tur bliver indfriet. Jeg håber, at pigerne vil synes, at det var en helt fantastisk oplevelse på trods af deres få år på bagen. For nu vil de i hvert fald gerne høre godnathistorier om vores forestående ferie i skoven, og hver aften sætter vi et kryds på nedtællingen til ferie. Jeg trænger til det og mit parforhold lige så. Jeg trænger til en pause fra min telefon, fra de sociale medier og fjernsyn. Jeg glæder mig til at sidde i aftensolen og læse en bog og drikke et glas vin. Måske med et bål, hvis varmen tillader det.

Men jeg er alligevel heller ikke typen der bare kan overlade en hel ferie til at udspille sig som den nu vil. Jeg lægger planer for at have noget at foretage sig, hvis vi mangler det. Og for at opleve så meget som muligt, når vi nu er afsted. Planerne kan du se her.. Vi skal være afsted fra den 17-26. juli.

Jeg har lånt to fotos, som jeg kunne finde kilde på, så I kan se, hvordan vi skal bo i Norge. Men derudover vil jeg vente med at vise mere til jeg har fået taget mine egne billeder 🙂

I nærheden af vores skovhytte i Lier, skulle stå en marmor obelisk, fra en dal eller et brud, der har leveret marmor til opførslen af marmorkirken i KBH. Det kan godt vække min interesse, fordi området også ser smukt ud.

Og så er der ellers bare lidt vandretur, så vi kan komme ud og se naturen. På vej fra Norge til Sverige skal vi ind og se en bilkirkegård; se hvordan naturen fuldstændig har overtaget en gammel skrotplads. Det er meget sigende for vores ferie egentlig. Et ønske om at lade naturen og det simple liv overtage pladsen for teknologien for en stund. Det er noget jeg glæder mig virkelig meget til at se.

I Naturbyn, hvor vi skal sove på en tømmerflåde, indgår der kanoleje i prisen. Så hvis børnene er til det, så håber jeg bare vi skal ud og padle nogle lange, smukke ture på vandet. Ellers har jeg fundet et par andre ting vi kan foretage os, som at tage i Byparken i Karlstad, der skulle være ret alsidig og familievenlig og markedsboderne i Säffle, der er et levn fra en anden tid.

Derudover vil jeg gerne opleve et svensk ‘loppis’, og Strömma Farmlodge som Copenhagen Wilderness på Instagram har introduceret mig (sine følgere) til. Det ser så unikt ud, så jeg håber det kommer til at passe ind i planerne om at.. slappe af 🙂

Vi må se hvad vores ferie reelt bliver til, og jeg glæder mig så meget til at dele det med jer på den anden side; billeder, tanker, anbefalinger/gode råd til at tage sådan en tur med små børn mm.

Tak fordi I læser med!

Sus ♥

2 kommentarer

  • Amalie

    Lyder spændende! Vores ferie går også til Norge og Sverige. Det bliver en helt anderledes ferie end vi er vant til, men hold nu op vi glæder os!
    Glæder mig til at følge med hos dig. Vi tager dog afsted på tirsdag 😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sus

      Ja, det er altså en sjov udfordring at tage på sådan en ferie, så langt fra dét man plejer! Jeg håber I får en fantastisk ferie :-*

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Læs også

Miljø-ABC: Biodiversitet - Alt liv hænger sammen.