Dit grønnere år 2019 - klimakompensation

Naturferie, part I – En gammel spejderhytte i de norske bjerge

 

Jeg glæder mig så meget til at skrive og dele disse indlæg med jer!

Jeg har været nødt til at dele dem op i en håndfuld indlæg, fordi der er så forbandet mange billeder (og ting at fortælle), at indlæggene bliver for lange, hvis ikke de bliver delt op. Tilbage i foråret planlagde vi vores sommerferie; vi havde egentlig planlagt et roadtrip i USA i et år, men vi havde så mange uforudsete udgifter, at vi ikke havde råd til det alligevel. Vi håbede på, at vi i løbet af sommeren ville få noget mere på opsparingen og muligheden for at rejse i efteråret – derfor gemte vi vores ‘flyvekvote’ og valgte at holde ferie et sted, hvor bilen kunne bringe os, og blev derfor her i i norden. Men ferien skulle bestemt ikke handle om at nøjes med – den skulle handle om at finde ud i naturen, leve simpelt, lære noget og opleve noget. Og hold nu på, hvor oplevede, lærte og levede vi. Denne her tur, den glemmer jeg aldrig. Den blev startet på en helt ny måde at holde ferie for os, i fremtiden. Jeg har set så mange smukke ting, og alting var så simpelt og idyllisk på sin helt egen måde.

Onsdag den 17. juli pakkede vi bilen med en smule tøj, sengetøj, dolk, pandelampe, petroleumslygte og en masse mad. Dåsemad – flåede tomater, babymajs, bønner og lignende. Tørret soyaprotein, bouillon, tørgær, pålægschokolade, syltede havtorn, mel, gryn: ALT mad, der ikke behøvede køleskab.

Vi tog ind til nordhavn og steg ombord på Oslofærgen. Her nød børnene legeland og spabad i svømmehallen. Vi spiste croissanter med ost og skinke og 10 rittersport til 100 kroner. haha!

Efter en overnatning på båden, indtog vi en fin morgenmadsbuffet og landede i Norge ved 10-tiden. En times tid senere landede vi i Lier, og afhentede nøglen til vores spejderhytte. Hytten havde jeg fundet på AirBnB, hvor du kan søge efter hytter der stikker lidt ud fra det sædvanlige.

Vi kunne ikke rigtig finde nogen adresse på hytten, men havde nøjagtige gps koordinater. Udlejer havde ikke tid til at mødes, og havde guidet mig til nøglen – han besvarede ikke mit opkald eller min sms, da jeg efterspurgte nærmeste parkering, og det endte med at vi ud fra vores kort, kørte rundt i 4 stive timer, frem og tilbage om en sø, for at finde nærmeste sted på hytten. Vi endte lidt oppe ad en bjergside i et fint kvarter, hvor jeg måtte sende Daniel ind i skoven på den vandrerute jeg kunne se på vores kort, og bede ham finde hytten og vende tilbage til os. Jeg turde simpelthen ikke tage afsted med vores oppakning og børn uden at vide, hvor vi skulle hen. Jeg var grædefærdig. Ungerne snuppede en lur og jeg sad i bilen i 3 kvarter, før han ringede tilbage og sagde, at han havde fundet spejderhytten – oppe på bjerget, af en hård vandrerute.

Han løb tilbage og vi overvejede at booke os ind på et hotel i stedet for, men jeg kunne slet ikke rumme vores dårlige start på turen og havde slet ikke lyst til at turen skulle ændre karakter.

Vi besluttede os for at gå op til hytten, og måtte vælge med omhu hvad vi kunne bære og have med på vores vandretur. Og så tog vi altså afsted, med sportstaske og lædertaske, der slet ikke var til at bære på skuldrene, tunge madvarer og begrænset oppakning. Vi havde en god portion vilje efter de mange timer i bilen uden at være kommet nogle vegne, og vandrede turen op på halvanden time. Ungerne var mega seje, og jeg var grædefærdig igen, denne gang af stolthed. Halvvejs mod vores hytte, var en anden gammel spejderhytte, som vi holdt hvil ved. Vi kunne under ingen omstændigheder bære ungerne, og de havde brug for et hvil selvom turen kun var på 2,5 kilometer. Daniels t-shirt siger vist alt om vores vandretur..

Men da vi nåede hytten, og vidste, at vi skulle være her i tre dage, forsvandt besværet og tårerne ligesom dug for solen. Noelle havde ret svært ved at toilettet blot var et hul i jorden og brød sig ikke om lugten. Hun syntes det var ulækkert. Jeg selv havde lidt svært ved, at man kan være sippet som treårig. Men jeg fortalte hende, at alt dét vi spiser, bliver nedbrudt i maven og forvandlet til jord, når det kommer ned i naturen, og at jorden så igen kan bruges til at lave planter som vi kan spise. Dét syntes hun til gengæld ikk var ulækkert, men interessant – og så lavede vi en aftale om, at hun skulle lav prut i jordhullet dagen efter. Og den aftale holdt hun og så var der ikke længere problemer med det alternative toilet.

 

Denne aften lavede vi mad på trangiasættet – spaghetti med tomatsovs af soyaprotein, soltørrede tomater og plantefløde. Senere varmede vi vand til kaffen, som vi nød foran hytten med den fine udsigt, da ungerne var faldet i søvn. Og så tjekkede vi vejrudsigten, og så, at det ville blive regnvejr den følgende dag. Vores regntøj lå i bilen. For vi havde simpelthen ikke kunne bære mere….

Næste morgen tændte vi for første gang op i støbejernskomfuret, der fungerer med åben ild, og det betød, at hele spejderhytten lugtede af bål, ligesom alle vores ting, tøj og sengetøj. Det er pludselig blevet en duft af minder og jeg har endnu ikke vasket min lange uldtrøje, der stadigvæk dufter af bål. Vi havde taget æg med, som vi gemte i ‘køleskab’, under hytten, som man kunne åbne ned til, ved en lem i gulvet.

Og så var vi ellers klar til at vandre ned til bilen, denne gang uden oppakning og med lidt mere mod på turen. Det havde regnet, og vi måtte tage poser om fødderne ned i vores sko. I kan se, hvordan Noelles bukser var helt våde af alt den våde bevoksning vi gik igennem. Naomi blev båret på skulderen foran rygsækken – hendes små ben var ikke klar på endnu en vandretur, endnu.

  

Nede ved bilen skiftede vi vores sko ud med gummistøvler, tog regntøj på og kørte ud i byen og handlede ind og spiste frokost på – wait for it; Mc Donalds. Vidste i, at i Norge har de affaldssortering på fucking Den Gyldne Måge?! Jeg var blæst bagover! Altså seriøst – jeg har et brev liggende, som jeg sender til Lagkagehuset og Joe and The juice snarest om, hvor fucking dårlig stil det er at være en kæmpe virksomhed, der sælger drikkevarer på plastik, uden at have affaldssortering til deres kunder, så alt deres plastik kan genanvendes – i 2019, hvor bæredygtighed har større fokus end nogensinde. Og så har en virksomhed som Mac Donalds komplet affaldssortering i der restauranter i Norge! Det er så sejt!

Hvordan kunne vi egentlig tage ting med op til hytten, som vi ikke kun bære i første omgang? Fordi vi spiste mad deroppe og ville have mindre vægt med ned i den form. Så det var ligesom en ‘byttehandel’, at vi kunne tage det ekstra med op, som vi regnede med at miste i vægt, ved indtagelse af måltider.

På vandreturen tilbage op til hytten samlede vi blåbær og fyldte vand fra vores kilde, som forrige besøgende havde gjort det nemt at tappe fra, med et par gamle flasker.

Da vi kom op til hytten skar vi grøntsager til burritos, og jeg smækkede en pandekagedej sammen, og ungerne rørte blåbær i. Så lavede vi pandekager efter aftensmad, på komfuret imens vores våde tøj hang til tørre. Det var fredag og ungerne fik lov at se Disney sjov på Computeren, da der mod alt forventning var mobildækning oppe på bjerget.

Det var så hyggeligt, at tiden gerne måtte stå stille.

 

 

Lidt vildmarks wellness i to forskellige udgaver; Jeg varmede lidt vand på trangiasættet og hyggede mig med mine ansigtsprodukter, imens Daniel smed hele baduljen og tømte baljen med vand ud over sig selv. Nøgenbadning dér på klippen i aftenens lyde og dufte, med den fineste udsigt ud over klippen. Åh altså.

Ps. Jeg har fået lov at dele billedet af ham uden kluns på.

Morgenen efter spiste vi resten af pandekagerne til morgenmad, spejlæg og ristede brød på panden. Vi var blevet ret seje til at lave bål og tænde op i komfuret nu, og jeg overvejer sgu at købe et støbejernskomfur til havekøkken. I øvrigt efterlader man ikke skrald sådan et sted. Alt skrald tager man med sig ned igen, og fordi vi har et blebarn, så valgte jeg altså at tømme lortebleerne for indhold ude på ‘toilettet’, så vi ikke skulle slæbe gamle lortebleer med ned igen.

Hele formiddagen lå vi bare og hyggede os ved den fine udsigt, imens vi håbede at vejrudsigten ville ændre sig. Den sagde nemlig regn hele eftermiddagen, aftenen, natten og dagen efter. Men det gjorde den desværre ikke. Så da Naomi havde sovet middagslur, pakkede vi vores ting, rengjorde hytten og klokken 15 vandrede vi vemodigt ned til vores bil.

    

 

 

Vi skulle have alt vores oppakning med, og fordi vi havde set, hvor ubehageligt det var at gå turen ned i let regnvejr dagen før, turde vi ikke tage turen efter et lille døgn med voldsom regnvejr og tordenbyger, når vi ikke havde mulighed for at bære vores unger. De skulle ikke gå ned ad en mudret bjergside, imens vi havde kæmpe oppakning på skuldrene. Mine skuldre føltes stadigvæk som blå mærker efter vi havde vandret op med de uhandy tasker på ryggen to dage forinden. Og pigerne var trætte i benene. Så det tog os 2 timer og 15 minutter at gå de 2,5 kilometer ned til bilen. Vi overnattede på scandic hotel og tog et varmt bad, vaskede tøj i håndvasken og sov en fantastisk nattesøvn – men jeg ville så meget hellere have haft endnu en aften i hytten med duften af bål, den knitrende ild i komfuret og kaffe ude på klippen. Jeg følte, at vi snød, og jeg ville ønske vi kunne være blevet. Men man kan ikke tage chancer, når man har små børn med. Det må være kompromiset, når man tager sine børn med på ‘overlevelsesferie’. At grænsen for, hvad man kan klare, må sættes hvor ungernes grænse er, og ikke hvor ens egen grænse går. Når ungerne er større, vil jeg tilbage igen. Og så skal vi bruge dagene deroppe på at vandre på nogle af de andre ruter, der er i de små bjerge i området. Jeg glæder mig allerede til lyden af den knitrende ild i komfuret igen.

Søndag morgen gik turen mod Sverige. Vi havde en tre timers køretur foran os, og et stop på Båstnäs bilkirkegård – et af de smukkeste steder jeg nogensinde har set. Og derfor har jeg også dedikeret et helt blogindlæg til stedet, og jeg glæder mig til at vise jer det, meget snart.

Tak fordi du læste med,

Sus ♥

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Læs også

Dit grønnere år 2019 - klimakompensation