Naturoplevelser 2019 - ferieplaner og forventninger.

7 års krise – er det en ting?..

 

Det er egentlig ikke fordi jeg har lyst til at udpensle mit privatliv i detaljer, men jeg vil gerne skabe en platform, hvor vi kan tage nogle ubehagelige ‘samtaler’ og dele de ting, der ikke sætter os i glimmerlyset, men viser, at vi allesammen er mennesker, der tumler med de samme ting. Og jeg har allerede delt med jer, at vi går igennem en hård periode i parforholdet herhjemme. Det synes jeg ikke er en skam, eller en hemmelighed.

Af samme årsag slog jeg 7 års krise op på nettet for nylig, fordi min mand og jeg krydsede 7 års datoen i starten af året. Nogle af de ting jeg læste, gav mig noget at tænke over, og da jeg delte mine egne sager med jer, var der flere af jer, der stod i samme situation – så måske I også kan bruge dette.

Først og fremmest læste jeg, at 7 års kriser ER noget. På SonneRasmussen.dk læste jeg, at ingen går upåvirkede igennem 7 år og, at vi ikke bare skal stå igennem og ud på den anden side, men stoppe op og løse problemerne, for at komme bedre ud på den anden side.

Her læste jeg om afvikling; Når vi ikke udvikler os, så afvikler vi. Fordi mennesket rent biologisk eer drevet mod udvikling og vækst, vil afviklingen, som resultat af manglende udvikling lede til et behov for at gøre noget ved situationen. Hvis det der gøres ikke er noget der hjælper forholdet tilbage i udvikling, så bliver konsekvensen at forholdet afvikles. Ifølge SonneRasmussen.dk, er der 7 års faser i menneskers liv helt generelt, og det er årsagen til, at vi også oplever det i vores forhold. Den måde mennesker udvikler sig igennem hele livet, skal efter sigende kunne passe ind i 7 års faser. Som eksempelvis teenageårene. Og efter sigende gennemgår kvinder en selvrealiseringsfase fra 35-42 års alderen og manden når et livskrise omkring dét at blive ældre, når de er 49-56 år. Når jeg tænker over det, så giver det virkelig god mening. Jeg er kun 30 år gammel, men jeg har hele mit liv hørt om mænd, der rammes af den dér krise og pludselig skal ud og have en ung madamme, fordi de ikke kan acceptere, at de er blevet ældre. Og jeg kan så nemt sætte mig ind i følelsen af at ville selvrealisere sig, når man når en alder, hvor man er færdig med at lade sig koste rundt med, måske er færdig med at have babyer og konstant tilsidesætte sig selv. 7 års faser giver mening for mig.

Og når jeg sætter det ned over mit eget forhold, så er det lidt de samme ting – vi er i en periode, hvor vi har svært ved at acceptere hinandens forskelligheder og har et større behov for at understrege os selv og sætte grænser. En form for selvrealiseringsperiode i forholdet, hvor kompromiser er svære at gå på.

På samme site står der, at man i kriserne ”skal kigge sine mønstre, kommunikation og nærhed efter i sømmene”.

Jeg synes bare det er hammer svært. Hold op, hvor synes jeg det er svært at skulle sætte sig ned overfor hinanden, og tale til hinanden som om man egentlig ikke kender hinanden, fordi man i situationen skal forklare hvad man har behov for, og hvor ens grænser går – som kendte man ikke hinanden i forvejen. Og jeg ved ikke hvorfor – men måske er det fordi man kender hinanden i forvejen og har en forventning om, at årsagen til, at man står hvor man står – er fordi vi hver især er som vi er, og ikke bare kan ændre os. Så hvad skal det nytte? Samtidig, så faldt vi engang for hinanden og har haft mange år, hvor det ikke var svært at gå på kompromis eller elske hinandens forskelligheder, så det er ikke sandheden, at vi bare ER som vi ER.

Alligevel synes jeg det er svært.

(Du kan læse det hele selv, og måske mere på https://www.sonnerasmussen.dk/parterapi/7-ars-krise)

 

Vi er nok allesammen bekendte med, at det klassiske tegn er en manglende gnist og et mangelfuldt sexliv, som reaktion på mistrivsel fra den ene eller begge parter i forholdet. Det er oftest dét man forbinder med parforholdskriser synes jeg. Men det behøver ikke altid handle om dét, og det gør det altså ikke for mig (eller os). På trods af vores 7 års krise, så har vi et ganske velfungerende sexliv, så meget vil jeg da gerne afsløre. Vi har en form for våbenhvile i de stunder. Vi er et super fedt sted, hvor vi kender hinanden (og hinandens kroppe) rigtig godt, og hvor sex ikke hele tiden behøver at være ‘noget stort’. På den måde, er der ikke nogen, der føler sig overset, selvom det ikke er en lang omgang elskov med anerkendelse i en lind strøm, og på den måde er det ret nemt at få den del ‘ordnet’ i hverdagen. Noget business skal der altså bare være styr på, også selvom man må gå på kompromis med forestillinger om, hvordan noget skal være, for at det kan lykkes i en travl og trættende hverdag. Det er enormt vigtigt for mig, at der er styr på den del af forholdet, da det i høj grad, for mig, er dét, der skelner et venskab fra et parforhold, og det er en nem måde at komme tæt på hinanden og få en connection for en stund, hvor der er våbenhvile imellem diskussioner og uenigheder.

Så det er altså ikke dér, det går galt. Men vi taler forskellige kærlighedssprog, og det er mega svært at være i, i perioder.

Kender du til kærlighedssprog?

Jeg vil også gerne afsløre, at jeg har brugt ret meget tid på at gå hos en psykolog i mit liv, først og fremmest på baggrund af et voldtægtsforsøg, da jeg var 12 år gammel, senere grundet en opvækst, der har været behov for at bearbejde.

Det såede en tillid i mig, til at tale med professionelle, og jeg har altid hurtigt taget fat i en psykolog, når jeg kunne mærke, at jeg havde behov for at justere mit syn på livet og genopfriske diverse værktøjer. Så da jeg senest gik til psykolog for 5 år siden på baggrund af mine mange mislykkede graviditeter og de udfordringer, det også medførte for mit parforhold, blev jeg introduceret for kærlighedssprog – og mand, hvor har det gjort noget for mig!

Mennesker har forskellige kærlighedssprog. Det betyder at vi har forskellige måder hvorpå vi giver udtryk for, at vi elsker vores partner. Et eksempel kunne være, at jeg personlig har brug for nærhed. Ikke sex, men nærhed. Kram, fysisk omsorg, hud til hud, uden der er et seksuelt element i det. Andre har brug for at høre, at de er elsket, imens andre har brug for at få gaver eller blive gjort tjenester, for at føle sig elsket.

Et godt eksempel herhjemme fra, er, at når jeg tage opvasken, så synes jeg det er røv irriterende, at jeg altid skal stå med det helt alene. Jeg ville ønske, at vi kunne hjælpes ad og ordne det hurtigt. Så når min mand tager opvasken, så skynder jeg mig altid hen og hjælpe ham – for det ville jeg selv have opfattet som en kærlig gestus. Men derimod synes han, er jeg er voldsomt irriterende; at jeg blander mig og går i vejen. Og så giver det pludselig mening, at han blander sig udenom, når jeg tager opvasken. Hvis man ikke er opmærksom på kærlighedssprog, så vil man hele tiden give den form for kærlighed man gerne selv vil modtage – men ikke den form, som ens partner har brug for.

Det vi står i lige nu, er en form for manglende energi til at tale hinandens kærlighedssprog. Det betyder også, at jeg er utroligt opmærksom på problemstillingen og ved, hvor der skal tages fat – og så langt så godt. Jeg er ikke bange for et forlist forhold, fordi jeg ved, hvordan vi skal arbejde os videre, og nu skal vi bare gøre det. Vi har det heldigvis rigtig sjovt sammen og jeg synes, at min mand er verdens bedste far – det betyder, at han indeholder nogle af de ting jeg vægter allerhøjest, og noget jeg kan forelske mig i igen og igen. Vi er rigtig gode sammen, vi skal bare være bedre til at tage fat på de områder, hvor vi er er meget forskellige og har behov for at arbejde os hen imod en form for midte.

 

(Faderen, der lægger sig ned på gulvet til fri ‘afbenyttelse’ for pigerne, der gerne vil afprøve deres styling-egenskaber 😅♥)

Og jeg håber, at du ved at læse mit indlæg er blevet en smule klogere, og måske kan bruge det til noget i dit eget liv/parforhold. Hvis ikke, så vil jeg bare sige, at dét at gå til en terapeut sammen ikke er en sidste udvej eller en falliterklæring – det kan faktisk være gavnligt at gøre igennem livet sammen, blot for at få andres hjælp til at se sig selv med nye øjne, og hele til udvikle sig sammen. Det er bedre at få hjælp imens man er klar til at bruge den til noget, og ikke først når det er for sent.

Sus ♥

2 kommentarer

  • Lene

    Så fint et indlæg. Tak for også at dele de mindre fede sider af livet og parforholdet. Her har vi vidst lidt tilsvarende krise, det er så dog en 12 års krise, så den passer ikke helt ind i 7års teorien, men tror at løsningerne må være lidt de samme. Mange ting forandres på 12 år med hus, børn og jobs, så måske vi igen skal prøve at blive lidt klogere på hinandens kærlighedssprog, måske de også har ændret sig, eller vi har glemt hvordan den anden ser på det.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sus

      Tak :-* Jeg er glad for du fik noget ud af at læse indlægget! Jeg tror du har helt ret i at vores kærlighedssprog også ændrer sig med årene, for vi ændrer os jo, og vores behov ændrer sig. Så jeg tror det er spot on, at vi i et forhold også hele tiden skal lære hinanden at kende i den udvikling vi hver især gennemgår. Det er jo en kunst <3 Held og lykke med jeres :-* Kh Sus

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Læs også

Naturoplevelser 2019 - ferieplaner og forventninger.