Billedredigering - en guide til stemningsfulde billeder.

Lortemor – hvor er der et mor-leksikon?

Jeg kan lige så godt lægge kortene på bordet. Jeg gemmer på en lille smule temperament. Jeg.er.en.god.mor. Jeg prøver at være en god mor hele tiden – men jeg KAN ikke være konstant mor i zen-mode, der håndterer alting med kærlighed og omsorg. Og lige for tiden bliver jeg i dén grad sat på prøve.

Indenfor de sidste få uger, har min mindste forvandlet sig til en tyran. Hun er 2,5 år gammel, og har altid været god til at sige fra; med garanti fordi man får nogle knubs når man har en storesøster der kun er et år ældre, og ikke selv vidste hvilke kræfter hun brugte overfor den nye baby i familien.

Jeg har altid haft svært ved børn, der er voldsomme overfor andre børn. Jeg ved godt, at små børn ikke forstår konsekvensen af deres handlinger eller kan stoppe den impulsive trang til at reagere på en følelse. Men det gør det ikke mindste svært for mig, med kærlighed at skulle sige ‘det må du ikke, men du må meeeeeget gerne slå på tromme i stedet for’.

Vores ældste, Noelle har selvfølgelig haft perioder, hvor hun har været en bisse, men i store og hele har hun været yderst medgørlig, meget lydhør overfor det man siger til hende, og vil gerne godtage forklaringer om, hvorfor det er en god idé at opføre sig på én måde og en dårlig idé at opføre sig på en anden måde.

Men så har matronen på 2,5 simpelthen besluttet sig for, at på trods af hendes sprog udvikler sig med raketfart og hun har bedre og bedre mulighed for at udtrykke sig med ord – så vil hun langt hellere fyre den af med voldelige handlinger. Før i tiden var jeg rolig hvis de to legede sammen, og Noelle begyndte at græde. Før i tiden var det et skænderi om en dukke – nu farer jeg ind til dem, og kan finde min store pige med en solidt, rødt gebis i armen. Min datter bider. Og slår. River. Hiver i håret.

HVAD.HAR.JEG.GJORT.GALT???

Jeg sætter mig i øjenhøjde og fortæller, at man aldeles ikke må bide. Forklarer, at Noelle er ked af det, at det gør ondt og viser efterladenskaberne af det lille tandsæt. Naomi undskylder straks og giver et kram. Men 5 minutter senere har hun taget ordenligt fat i håret på sin storesøster og hevet hende rundt. Min frustration er stor.

Naomi har helt sikkert en kraftfuld vilje og vi siger eksempelvis 30 gange under både morgenmad, frokost og aftensmad, at hun skal sidde på sin numse og tage fødderne ned fra bordet. Hver eneste gang smiler hun kækt til os eller responderer køligt med et ‘nej’ og et smil…

Det er irriterende. Det driver mig til vanvid. Men det kan ikke måle sig med frustrationen over de ting hun udsætter sin storesøster for. Er min datter pludselig blevet en af dem, jeg altid har døbt som tyranner? Og HVORFOR? Kan jeg tillade mig at stille spørgsmålstegn ved om der er sket ændringer i vuggestuen, hvor børnene er i et mere hårdt miljø, siden min datter pludselig opfører sig sådan? Eller skal jeg kigge indad for at finde svaret?

Mangler hun anerkendelse eller omsorg, er vred og frustreret og får det ud på den måde? Eller er det muligt at være en glad pige, der bare lige får nogle kraftige impulser om fysisk voldelig adfærd, som hun ikke har den fjerneste idé om gør ondt? Er jeg helt åndssvag at stille spørgsmålstegn ved om det er muligt? For jeg ser bare en pige, der virker eftertænksom inden hun slår, med et smil på sine læber. Og ved du hvad. Hvis jeg havde læst det her, så ville jeg tænke; det lyder som et barn der bare vil have opmærksomhed, og har fundet ud af, at hun får den på den måde.

Men faktum er, at Naomi i allerhøjeste grad har haft brug for fysisk omsorg siden den dag hun blev skudt ud, og det betyder at hun konstant hænger eller kravler på mig, og nærmest kravler tilbage op hvor hun kommer fra. Vi sover mere i ske om natten end jeg gør med min mand. Hun er besidderisk og kræver mig til enhver tid, hvor Noelle giver udtryk for at have brug for sin mor. Og lige siden hun kom til verden har jeg sagt: Jeg har plads til to. Og der har været plads til to. Der ER plads til to. Så det er simpelthen ikke en mulighed, at hun mangler opmærksomhed eller omsorg. eller er det? hvad fanden foregår der så? Er det bare payback time for tiden som babyen der ikke kunne forsvare sig overfor storesøster?

I dag blev det for meget for mig. Og jeg blev en lortemor…

Naomi tog fat i en tot hår på Noelle, fuldstændig umotiveret, og hev til.

Min reaktion var, at tage fat i Naomis hår og hive til.. ..ja, jeg VED sgu godt, at det er absolut worst parenting, men jeg nåede til et punkt, hvor jeg tænkte, om det mon kunne virke, at hun fik samme behandling selv. Jeg nåede til et punkt, hvor jeg ikke længere kunne trøste mit ene barn, der endnu engang havde fået en umotiveret tur, imens jeg kærligt sagde til ‘overfaldsmanden’, at ‘det er da bare ikke okay lille skatterbasse’……..

Der gik meget få minutter før min dårlige samvittighed overmandede mig, og jeg tog Naomi hen til mig. Jeg havde hende stående lige foran mig og siger ‘Det var simpelthen ikke ok, at mor hev dig i håret. Det gør så ondt på Noelle når du hiver hende i håret, ligesom det gjorde ondt, da mor hev dig i håret. Og det var ikke ok, det må mor ikke’. Lige i samme øjeblik trækker barnet et trommestik i træ frem og giver mig én over næseryggen..

Det er muligt, at jeg fortjente det – men med følelsen af, at jeg simpelthen ikke kan nå igennem til hende, kombineret med smerten fra slaget på mit næseben, bryder jeg ud i gråd. Naomi skifter humør, bliver kærlig, undskylder og giver mig et kram. Hun spørger mig sågar om jeg er okay. Hun udviser præcis den omsorg jeg synes jeg har lært mine piger at udvide. Hun bruger præcis de ord jeg bruger, når de slår sig eller slår hinanden. Så det gemmer sig derinde bagved. Og det er muligt at det er slut igen i morgen. Det er muligt, at det hele hænger på mig, og det vitterligt er parenting gone wrong.

Men jeg ville ønske jeg vidste, hvad jeg har gjort forkert, eller hvad jeg kan gøre for at ændre på det. Jeg mangler et mor-leksikon.

Sidder der et mor-leksikon derude?

Sus ♥

10 kommentarer

  • Sofie

    Åh, det er så frustrerende. Stort kram ❤️ Vi oplevede at vores søn blev voldelig og mere aggressiv, da han skiftede dagplejemor. Det blev så slemt at vi valgte at tage ham hjem, mens jeg er på barsel. Det er det bedste vi har gjort for ham. Han er sig selv igen, får al den tid med mig han har brug for og er stoppet med at slå ☺️
    Det er sikkert ikke den rigtige løsning for alle, men måske hun kan få dækket lidt mere af sit mor-behov i ferien og det kan hjælpe jer? Jeg tror bestemt at uroen i institutionen er medvirkende til at hun reagerer sådan 😕

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sus

      Hej Sofie.

      Jeg tror også at aggressiv adfærd kan skyldes ægte frustrationer og mangel på tryghed (altså tilsyneladende fra dagpleje situationen), så det var så dejligt, at I kunne hive ham hjem ♥️. Men jeg føler, at det i Naomis tilfælde er sådan en ren impuls, der ikke er afledt af andre følelser end ‘det bestemmer jeg’. Jeg tror ærligt talt bare hun trænger til at komme i børnehave og være den lille, så hun stopper med at spille med musklerne 😅 Og så har jeg de sidste dage været meget OBS på at lade min grænse gå tidligere, så linen er blevet lidt kortere. Hvis det handlede om utryghed eller frustration, så ville det aldrig være min respons at lade linen blive kortere, så ville den være at skrue op for ‘kærligheden’. Så jeg håber vi er ude af denne periode snart 😘

      Tak for din besked.

      Kh Sus

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne

    Du er ikke en lortemor. Det lyder til, hun er frustreret. Jeg kan anbefale at læse ‘Barnets udvikling gennem og leg’, der gennem går en skitsering af Gordon Neufelds teori. Der kan du blive så meget klogere på dit barn indefra og ud. Det ER nærmest et mor-leksikon. Eller bare Gordon Neufeld generelt.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sus

      Tusind tak for tippet og din kommentar, jeg vil helt sikkert kigge efter ham, så jeg kan blive klogere ♥️

      Kh Sus

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sandra

    Hej søde du… Det lyder hårdt! Og som om det ikke er hårdt nok i forvejen at være mor til små børn 🙂 Hjemme hos os er der valg og konsekvenser, også selvom man kun er 2,5 år. Jeg behøver ikke sige til mine børn 30 gange, at de skal blive siddende på deres numse, når vi spiser. Hvad tror du selv der sker, når du giver hende 30 chancer? Har du nogensinde prøvet at give en konsekvens?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sus

      Kære Sandra.

      tak for din kommentar. Hvor dejligt, at din to-årige gider høre efter 😅
      Hvis jeg kun havde haft min største datter, så ville jeg kunne skrive det samme. Hun fattede hurtigt, at hun skulle sidde pænt når vi spiser aftensmad og har altid fået multi-ros for at sidde så pænt og spise sin mad uden at spilde overhovedet. Naomi er fløjtende ligeglad. Jeg har før sagt, at hvis hun ikke vil sidde på numsen og spise, så kan hun ikke få aftensmad, og så har jeg taget hende ned. Men jeg kan naturligvis ikke lade mit barn gå i seng uden aftensmad, for så går det udover putningen, hvor jeg har en sulten pige, der ikke kan sove. Og jeg kunne aldrig drømme om at nægte hende mad, fordi hun ikke sad ordentligt til bords. Hun kan være bundulykkelig og love os at sidde stille, men når lige op på stolen igen, før hun smiler kækt og 2 minutter senere sidder hun på sine knæ og hopper rundt. Jeg føler ikke, at jeg giver hende 30 chancer, jeg føler, at jeg står uden magt, fordi det handler om, at hun skal have mad. Hendes blodsukker bliver så lavt at hub er ligbleg og ryster om morgenen, hvis hun ikke får aftensmad. Hvilken konsekvens der ellers skulle være, ved jeg ikke. Jeg er slet ikke fan af konsekvens-politik. Hele mit liv har været fyldt med konsekvenser og boret sig så langt ind i min rygsøjle, at jeg altid har skulle ‘straffe’ mennesker, når de gjorde noget der gik imod mine forventninger, værdier eller gjorde mig ked af det. Jeg har altid ment, at der skulle være en konsekvens. Det har ødelagt alt for meget omkring mig – ikke mindst mine søskende der ikke havde psyke til at vokse op i et konsekvens-hjem. Jeg har brugt flere år hos en psykolog for at lægge konsekvens-tanken væk, og derfor kunne jeg aldrig drømme om at nægte mine børn mad fordi de ikke kan sidde ordentligt, eller eksempelvis smide dem på værelset og ikke måtte komme ud. Men det er helt sikkert dét, der bliver en udfordring når det ikke blot handler om at sidde på sin numse, men om at slå og bide. Jeg har sendt mine børn på værelset med åben dør, og sagt de kan komme ud når de kan sige undskyld og stoppe med at gøre hvad det nu drejer sig om. Men Naomi kunne seriøst bare ikke være mere ligeglad, hvorimod Noelle hurtigt fatter pointen.
      Jeg tror sgu bare børn er så forskellige.. jeg har en 3 årig der er yderst velopdragen og en 2 årig der vil skide mig et stykke, og jeg har gjort præcis det samme overfor dem begge to.

      Kh Sus

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Charlotte Eskesen

    Jeg vil mene at hun trænger til nogle grænser. Hun vil have godt af det og ikke være så frustreret. Hendes opførsel ville ikke gå hos mig. Tænk sig når hun bliver teenager. Så er der ingen der ville kunne holde det ud. Giv hende kærlige bestemte grænser. Det lyder hårdt men det er sagt i den bedste mening.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sus

      Hej Charlotte.

      Altså.. nej. Naomi er ikke frustreret. Hun er verdens mest glade barn, der bare har opfundet en grov metode til at give udtryk for, at hun keder sig, vil være med i leg eller ikke vil finde sig i noget. Hendes opførsel går heller ikke hos mig… men hun er jo et menneske, som jeg ikke bare kan styre som en robot. Så jeg er nødt til at ændre hendes opførsel igennem opdragelse, og det er jo netop derfor jeg skriver dette indlæg og søger råd. Hun er ikke en teenager, hvor man kan tale om at der ligger nogle års opdragelse, og alligevel en uacceptabel opførsel. Hun er en to årig pige, som først nu er ved at lære, hvordan hun skal gebærde sig i sociale sammenhæng.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Charlotte

    Du. Er. Ikke. En. Lortemor.
    Jeg kan så godt genkende mig selv i dit indlæg. Har også pseudotvillinger, om selv om de nu er 7 1/2 og 9 år, så er konflikterne stadig mange.
    Her er det bare den ældste der har haft en voldsom adfærd og meget svært ved at høre efter.
    Den yngste er en engel i forhold til og det er egentlig lidt synd fordi den ældste jo bare har så svært ved at styre sit temperament.
    Og jeg er også kommet til at handle som du gjorde. Og jeg har også grædt foran dem når jeg blev frustreret og ked af det.
    Og ved du hvad. Jeg synes det er vigtigt at de ser at mor og far også kan begå fejl. Så længe de også ser, at man kan tage det på sig og sige undskyld.

    Jeg bliver lidt nysgerrig på dine pigers stjernetegn. Måske tror du slet ikke på den slags men begge mine har fået et fødselshoroskop i dåbsgave, og når jeg læser det nu efter de er ældre er det simpelthen som at læse præcis om dem. Det er helt vildt.
    Og nogle gange hjælper det mig, og så siger jeg til min mand “det er jo også bare fordi hun er vædder”. 😊
    Og han kan se det samme selv om han slet ikke tror på den slags ellers.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sus

      Kære Charlotte. Jeg er vild med din besked. For jeg er selv vædder 😂😂😂 Så måske det er mig der er problemet! Haha!

      Jeg læser ikke stjernetegn, men jeg har faktisk tænkt meget over, at Naomis stædighed minder om min egen, hun er dog fra december og er vist skytte??
      Det har hjulpet mig at tænke på, at jeg selv synes jeg er et omsorgsfuldt og godt menneske, selvom jeg også er stædig og temperamentsfuld og jeg har ikke lyst til at lave om på hendes personlighed. Så derfor må kampene også være ok, jeg håber vi kan tale os mere ud af dem i fremtiden, når hun er stor nok til at forstå frihed under ansvar. Jeg frygter i hvert fald ikke for en uregerlig teenager i højere grad end alle andre teenagere, fordi jeg oprigtigt tror på, at hvis vi kan tale sammen om tingene, så skal vi nok finde gode løsninger sammen – også på teenageproblemstillinger. Måske bliver jeg klogere 🤷🏼‍♀️

      Jeg har i øvrigt heller aldrig holdt tårerne tilbage for mine børn. Selvfølgelig skal de se, at voksne også kan blive kede af det, og jeg bliver ikke utilpas af, af mine børn pludselig trøster mig. Jeg bliver glad for at se deres omsorg og sociale evner til at afkode, at jeg har brug for et kram. Tak for din besked igen ♥️

      Kh

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Læs også

Billedredigering - en guide til stemningsfulde billeder.