Planteterrarie i en gammel vinballon

Hverdagsliv #2 – en pyllermor, måske hjemmegående mor og en crazy uge

Ok, her kommer en lind tankestrøm omkring alt hvad den sidste uge har indeholdt, for hold da op, den har været spækket..

Indenfor den sidste uge, har Naomi fået skoldkopper (til stor frustration, fordi jeg liiiige havde en masse at færdiggøre inden min 30 års fødselsdagsfest), og så gudhjælpemig, om jeg ikke midt i mine fødselsdagsforberedelser med syg skoldkoppemus på armen, også slog ud med en halsbetændelse. Men jeg nåede alt dét jeg skulle og stod op lørdag morgen til en rolig morgen med min familie, inden jeg først ved middagstid tog i lokalet og pyntede op og blev til jeg fik gæster. Jeg havde ikke lyst til at bruge hele min fødselsdag på forberedelser, men ville også gerne nyde den med mine piger. Sidste uge var også ugen, hvor jeg for alvor mærkede en skrukhed indtræde. Der kan jo være forskellige årsager til, at man bliver ramt, og lynet slog godt nok ned i sidste uge og lige i øjebliket ville jeg ønske, at jeg ikke (for første gang nogensinde) føler mig sådan sat i spænd, fordi jeg snart er færdig med min uddannelse og jeg umiddelbart føler det er at spænde ben for mig selv, hvis jeg skulle starte mit virkelig arbejdsliv med en barsel. Udover sygdom, fødselsdagsfest og et lynnedslag med skrukhed, så har jeg også stået midt i en ordentlig omgang pyllermor og jeg er simpelthen ikke langt fra at skide hul i uddannelse og vælge at gå hjemme med mine piger.

Her kommer altså et halvlangt skriv –

Min store datter går i en udflytterbørnehave, som ellers er en del af en integreret institution. Noelle havde svært ved at komme igang derude, men der var heldigvis en rigtig sød, fast pædagogmedhjælper, som tog så fint imod hende og gjorde hendes start så meget bedre end den ellers tegnede til at blive. Hun søgte selv hen på hans stue og endte faktisk med at skifte hen til den stue, fordi alle kunne se, at det var dér hun var mest tryg.

Det første lange stykke tid fortalte han mig, at Noelle ikke kunne finde ud af selv at gå ind i leg med de andre børn, men ofte blot stod og observerede. Derfor brugte han meget energi på at hjælpe hende igang med at lege med de andre børn, og i dag har hun også et lille fast ‘netværk’ og en veninde, som hun er rigtig glad for. Indtil december, havde de kun været to pædagoger på stuen og fik en tredje medhjælper ind, som kun kommer på sådan en 6 måneders periode – for sådan gør man åbenbart i Københavns kommune. I slutningen af december får vi at vide, at Noelles yndlingspædagog starter på studie pr. 1 februar, og mit moderhjerte knustes simpelthen. Denne her gut stod hver morgen og sagde ‘Hej Putte’ til min datter og gav hende et kæmpe kram. Han var den eneste hun ville sove middagslur sammen med, og hun omtalte ham som sin bedste ven. Og nu skulle han altså stoppe. Da den anden pædagog på stuen havde haft et sygdomsforløb og været meget fraværende, havde Noelles yndlingspædagog været det eneste ‘faste holdepunkt’, fordi den tredje medhjælper var helt ny på stuen, som børnene skulle lære at kende. Samtidig, så er den anden faste pædagog på stuen både én der foretager MUS samtaler og i år også står for skolegruppen, hvorfor hun ofte ikke er på Noelles stue, men til møder eller på ture/laver aktiviteter med de kommende skolebørn.

Da vi godt kunne se, at resultatet er, at det eneste velkendte på stuen er den nye medhjælper fra december, var vi selvfølgelig nysgerrige på erstatningen af Noelles yndlingspædagog. Vi talte med lederen om at sende et velkendt ansigt fra institutionen ud i udflytteren, for at skabe noget tryghed og nogle faste rammer på stuen, men dagen efter vi vendte hjem fra forældremøde, fik vi en mail om, at det ikke kunne lade sig gøre, fordi de så ville skabe usikkerhed på andre stuer. Valget er derfor at sende endnu en 6 måneders medhjælper ud på Noelles stue, hvilket betyder at vores datter om 2 måneder skal lære en ny medhjælper at kende imens medhjælperen fra december afslutter – og igen om fire måneder skal hun lære endnu en ny pædagog at kende, når afløseren for vores yndlingspædagog skal afløses af endnu en medhjælper i 6 måneders ansættelse. Imens vores datters stue er blevet en svingdørsstue, har man simpelthen ikke skrupler med, at den faste pædagog, der ellers har været der hele tiden, har alverdens projekter, som gør, at hun minimalt er at finde på stuen. For ikke at tale om, at jeg minimum en gang om ugen kommer ud til institutionen og erfarer at INGEN af de tre pædagoger på stuen er der, så en pædagog fra en af de andre stuer står alene med min datter og de andre børn fra hendes stue.

For nogle uger siden kom Noelle simpelthen hjem og fortalte at en af medhjælperne fra den anden stue, var blevet fast medhjælper inde på hendes egen stue – det var ikke tilfældet, men hvordan skulle hun vide bedre, når hendes ‘egne’ pædagoger konstant var væk. Siden Noelles yndlingspædagog tog på studiet, har hun været forandret. Hun har kort lunte og reagerer på samme tid meget aggressivt og indadvendt. Og jeg kan ikke frasige mig, at det bare er hendes alder – men jeg kan bare se, hvordan det er startet kort tid efter hendes faste holdepunkt forsvandt.

I sidste uge fik jeg så at vide, at hendes bedste venindes forældre havde fået institutionsplads i en anden børnehave. De er godt nok flyttet, men faktisk kun nærmere udflytterbørnehaven. Men fordi de synes at ‘det sejler’ på Noelles stue, vil de gerne flytte hende. Min datters bedste børnehave-veninde. Og lige da den information faldt, så sank mit hjerte simpelthen og jeg kunne ikke holde tårerne tilbage.

Jeg er ved at brække mig over opslag i institutionen om ‘information til forældre om tilknytningsforhold’ – imens man kører voksne i 6 måneders perioder, i børneneste første periode af deres liv, og skider højt og helligt på tilknytningsforhold selv. Jeg er rasende. Jeg overvejede at flytte hende over i en anden institution, men det føles som pest eller kolera. På et nyt sted, vil hun igen skulle lære helt nye mennesker at kende. Ikke kun voksne, men også børn. Og det har hun altså bare lidt sværere ved. Så alternativet er simpelthen at jeg tager mine børn hjem og passer dem selv. Jeg synes det er et åndssvagt ultimatum at stille mig, at jeg enten skal gå med mine børn hjemme selv eller have ondt i maven når jeg afleverer dem. Hvordan giver det mening samfundsmæssigt, hvis man skal droppe en uddannelse, som har kostet statskassen, for at blive hjemme med sine børn, fordi der er useriøse forhold i institutionen?

Nogle gange hader jeg voksenlivet og livet som mor. Jeg hader de bekymringer der følger med og frustrationen, når man ikke føler man kan gøre fra eller til. Måske er jeg bare en vaskeægte pyllermor, men det fylder enormt meget hos mig.

I næste uge har jeg eksamensuge og lige nu er jeg bare fyldt op… med sygdom, skole, arbejde, frustrationer og bekymringer. Det er hér jeg ofte begynder at føle, at jeg holder vejret.

I øvrigt, så har jeg også noget helt andet – jeg er en del at klimanetværket på Facebook, hvor der deles spændende og nyttig information, og jeg vil gerne dele noget af denne uges vigtigste læsning for mig:

https://nyheder.ku.dk/alle_nyheder/2018/08/naturlige-processer-kan-forstaerke-global-opvarmning/

https://phys.org/news/2019-03-ipcc-underselling-climate?

Herunder er faktisk et kursus, som man kan joine. Det har følgende formål:

” What you’ll learn

  • How to recognise the social and psychological drivers of climate science denial
  • How to better understand climate change: the evidence that it is happening, that humans are causing it and the potential impacts
  • How to identify the techniques and fallacies that climate myths employ to distort climate science
  • How to effectively debunk climate misinformation”

Det er altså et kursus, hvor du kan blive bedre til at forstå klimaforandringerne samt klimanfornægtelse og bedre til at få argumenterne i orden, til når du skal forklare dig – for ja, man bliver godt nok stillet meget til ansvar, når man vælger at gøre NOGET i miljøets eller klimaets navn. Måske er kurset noget for dig..

8 kommentarer

  • Ea

    Hej Susan
    Åh, det giver sgu mig ondt i maven bare at læse det. Jeg går hjemme med vores to små drenge og kan kun sige: du fortryder det ikke! Vores generation skal vel arbejde 40 år endnu, og ud af det er et par år hjemme med børnene jo nærmest ingenting.
    Ps. Du har sikkert set det, men den 6. April er der landsdækkende demonstration i landet for at få indført minimumsnormeringer i institutionerne. Jeg deltager selv med mine børn i klapvognen i vores by 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sus

      Hej Ea.

      Åh, jeg tror heller ikke jeg vil fortryde mere tid hjemme med mine børn, men jeg skal til at skrive speciale, som jeg i øvrigt glæder mig helt vildt til, så jeg ville virkelig også være ked af at afbryde min uddannelse (IGEN) – hvis det bare var et arbejdsliv, som jeg kunne vende tilbage til bagefter.. Jeg må se hvordan det hele ender, nu er der snart forældremøde, og så må vi se, hvad de har af planer. Hvis de ikke lever op til mine forvetninger, så er der trods alt ikke noget, der kan stoppe mig i at hive dem hjem, så jeg er sikker på deres velbefindene. Dejligt du går hjemme med dine unger og nyder det og i øvrigt tak for info 🙂

      Kh Sus

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sofie

    Øv altså noget rod med børnehaven. Vi har lige været noget lignende igennem med vores søn. Efter at han blev skiftet til den 5. (!!!!) dagplejemor i oktober har han været anderledes, aggressiv og hver eneste dag giver udtryk for ikke at ville afsted. Til de møder vi holdt med dagplejen var fokus altid på os som forældre, og om vi nu støttede vores søn ordentligt… vi har nu meldt ham ud og jeg går nu hjemme med ham indtil han skal i børnehave. Håber at I finder en god løsning, som I kan trives med, og forstår til fulde den frustration du står med ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sus

      Ej, altså var der udskiftning 5 gange i løbet af en måned eller hvordan?!
      Det er ikke i orden at lægge ansvaret over på forældrene, hvis man ikke selv understøtter børnenes behov. Børnepasserne er trods alt sammen med vores børn i rigtig mange timer om dagen – og det er jo bare sørgeligt, at vores samfund er indrettet sådan at vi skal tilbage på vores eget virke, imens andre sender deres egne børn afsted for at tage ud og passe vores. Men når det nu engang er sådan, så kan man ikke tillade sig at lade ansvaret for eventuel mistrivsel tilfalde forældrene, imens man selv kører sådan en udskiftning af staben. Jeg forstår godt du har hevet ham hjem! Det havde jeg også gjort 🖤

      Tak fordi du læste med!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julie

    Du rammer plet ❤️❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Jeg er SÅ enig i at jeg hader bekymringerne og frustrationerne der følger med at blive mor. Jeg har en dreng på 2,9 og en på knap 1 måned. Min “store” dreng har sensitive vanskeligheder og problemer med fødderne. Herudover har børnehaven lige fortalt os, at han er meget bagud sprogligt og også motorisk. Min mindste dreng har en låst nakke, trøske og ondt i maven. Han vrider sig i smerter, græder og sover ikke rigtigt i løbet af dagen. Det gør SÅ ondt i mit moderhjerte! 😞

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sus

      Kære Louise.

      Åh, det er altid hårdt med en nyfødt i huset, så bliver alle andre problemer bare forstærket, fordi man er træt og føler sig magtesløs. Jeg håber din dreng vil få den rette støtte sprogligt og motorisk og husk, at de modeller de bruger i børnehaven ikke altid må tages så tungt, fordi børn jo kan have dårlige dage og tage udviklingsspring indenfor de forskellige ‘hjørner’ af modellen.

      Pas på dig selv, seje mor!

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Læs også

Planteterrarie i en gammel vinballon