Et urbant DIY badeværelse

Instagrams skyggeside

Kære alle jer, der følger med her i mit skrevne univers.

Jeg har sådan glædet mig til at dele dette indlæg med jer, fordi der er så mange af jer, der har glædet jer til at læse det!

Det handler om Instagram; om følgere, likes, selvværd og svindel.

For nogle uger siden præsenterede jeg jer for en meningsmåling omkring køb af likes. Jeg spurgte jer, om I syntes det var ok at købe likes, og om I selv kunne finde på at købe likes.

Ca. 90 % svarede, at de ikke synes det er ok, at man køber likes. De resterende 10 % kan selvfølgelig have mange forskellige grunde bag deres svar, men mange af dem, der skrev, at det var ok, valgte at sende mig en privat besked og uddybe. Det svar, der gik mest igen var, at de ikke havde nogen holdning til det. At det alligevel ikke kom køberne til gode, at de blot skød sig selv i foden og, at det måtte de jo selv om. En anden årsag var tvivlen om, hvor grænsen lå ifht at ‘snyde’, og om man kunne skelne køb af likes fra mange andre metoder til at gøre sig bemærket på Instagram, og det er noget af dét indlægget her kommer til at handle om.

Instagrams algoritme har nemlig den betydning, at rigtig mange instagrammere går i støttegrupper, for at ‘promovere’ deres opslag.

Det fungerer således: Instagrams algoritme lægger mærke til hvilket indhold du gerne vil se på. Men det kan kun forholde sig til dét du giver udtryk for. Så selvom du måske godt kan lide mit postede billede, så skal du dobbeltklikke på det, vise mig din anerkendelse, før IG opfatter, at du synes om indholdet på min profil. Hvis du gentagne gange ikke liker mine posts, så vil jeg efterhånden ikke blive vist i din feed. Men ligeså, så vurderer Instagram, at mit indhold generelt ikke er interessant, hvis der er mange, der bare scroller forbi uden at like mine posts. Det betyder, at selvom jeg har omkring 9000 følgere, så er det kun 40-50% af dem, som overhovedet ser mine billeder.

Det kan være super frustrerende når man gerne vil nå ud til dem, der har valgt at klikke ‘følg’, at ens billeder slet ikke bliver vist. Derfor vælger nogen at gå sammen om at like hinandens opslag og kommentere på dem, for at bryde instagrams algoritme. Jo flere likes og kommentarer, jo mere interessant bliver billedet bedømt til at være af algoritmen, og jo flere får lov at se billedet.

Er det snyd? Kan det på nogen måde sammenlignes med køb af likes? Mit svar er nej.

Jeg har selv været med i en sådan gruppe, men jeg følte ikke umiddelbart, at det påvirkede min aktivitet, så jeg ved ikke om det faktisk virker. Til gengæld er det et hyggeligt netværk at være en del af, fordi man får en sludder for en sladder inde i grupperne.

Selvom ens billeder blev eksponeret mere som følge af hjælp fra sådan en gruppe, så er der intet der er uægte. Der er ikke nogen likes, der ikke er blevet givet fordi en person har syntes om billedet og valgt at dobbelttrykke.

Men hvad så med aftalte anbefalinger? Er det ‘snyd’?

Jeg kan nu bedst lide anbefalinger fra hjertet, men nej, jeg synes stadigvæk, at essensen er, at folk selv skal gå ind og kigge på profilen, vælge at følge og vælge at synes godt om billederne – eller lade være. Ligeså vel er min holdning, at folk, der betaler sig til at promovere sit billede (det er jo netop ideen bag algoritmen, at få folk til at købe eksponering) ikke har snydt på nogen måde. Folk skal stadigvæk vælge at deltage på profilen, og du ser ikke noget uægte på den konto, heller ikke selvom der er betalt for eksponeringen.

Så er der de profiler, der vælger at købe følgere eller likes, hvor der i min optik ikke er nogen tvivl om, at det er ‘snyd’. Indtil for ganske nyligt, troede jeg egentlig kun, at det var noget, der foregik i det store udland, hvor der måske var mere konkurrence i at have en babe-profil med mange tusinde følgere. Men så opdagede jeg, imens jeg kiggede på et billede, at antallet af likes jumpede med 200, imens jeg sad og kiggede på det fordi nettet opdaterede. Det var på en konto, der ellers normalt får 2-400 likes i gennemsnit, og de 200 likes dukkede op indenfor de første 15 minutter efter billedet blev postet. Jeg blev noget overrasket og gik ind og kiggede på disse likes, og det var ganske iøjnefaldende, at alle disse profiler var udenlandske, mærkelige profiler. Russiske og kinesiske profiler, der ikke havde nogen følgere, men fulgte en masse. Det er altså første clue til at se om en profil har købt likes. Det næste er, at de mærkelige, udenlandske profiler slet ikke fulgte den profil de netop havde liket et billede fra. Da der ikke var brugt nogle hashtags, så kunne det heller ikke være derigennem, at de udenlandske profiler var stødt på billedet. Så taler det ligesom sit tydelige sprog.

Og hvad er det så der får folk til at købes likes? Det er nemlig en super interessant snak, som jeg selv vil mene bunder i usikkerhed og dårligt selvværd.

Jeg har talt med en på Instagram som selv har købt likes, og jeg blev gjort bekendt med følelsen af at være flov, på Instagram. Indehaveren af kontoen, omtaler jeg som A.

A skrev følgende til mig ”Det var i usikkerhed og frustration, og et desperat forsøg på at virke interessant. Det er flovhed/konkurrence. Alle vil toppe hinanden, og ser man en anden få flere likes, er det nærmest et nederlag. Alle sammenligner sig selv med nogen og det er en farlig leg.”

De købte likes hører ikke kun til små profiler, der prøver at blive store. Det hører i den grad også til store profiler, der tilsyneladende er utilfredse med en lav aktivitet på deres billeder. Der kan være flere årsager til, at en konto, der har mange følgere, ikke får særligt mange likes. Den ene årsag kan være, at nogen vælger at bygge deres konto op omkring give-aways. Det betyder, at folk følger med profilen, fordi de har skulle følge med for at deltage i en konkurrence og muligvis også kun følger med hos profilen for at deltage i andre konkurrencer. Så når der kommer et opslag, der ikke relaterer sig til en konkurrence, vil det højst sandsynligt ikke hive et like hjem fra de følgere, der i princippet er fuldstændig ligeglad med opslagene fra den konto.

Den anden mulighed kan være, at følgerne er købt.

Den sidste og meget generelle årsag er, at folk er rigtig dårlige til at anerkende de billeder de ser, og derfor er der også ofte kun en anerkendelsesprocent på 5-10 % af antal følgere. Det er i hvert fald tilfældet på min egen konto og de fleste andre jeg ser. Det kan man acceptere og lade være at tage på sine egne skuldre, eller også så kan man blive ramt af flovhed og utilstrækkelighed.

A fortalte mig, hvordan det nærmest var utåleligt, at se andre profiler med færre følgere end hende selv, få flere likes og, at de købte likes skulle få hende til at virke interessant. Og det er faktisk kernen i mit indlæg. Instagram indeholder nemlig så meget fint; inspiration, netværk, omsorg, næstekærlighed. Men det er også et sted, der kan påvirke selvværdet negativt og være et hårdt medie for sarte sjæle. Hvis man vurderer sig selv som værende interessant eller uinteressant afhængigt af antallet af tilkendegivelser på Instagram, så er man nemlig næsten dømt til at slide sit selvværd tyndt på Instagram.

Jeg kan ikke sige mig fri fra skuffelsen, hvis jeg af og til lægger et billede op, som jeg selv har forelsket mig i. Et billede af nogen jeg elsker, eller et billede jeg har brugt tid på at stille op, og som jeg havde forventet, at mine følgere ville forelske sig lige så meget i som jeg selv – og så får det måske færre likes end jeg gennemsnitligt får. Jeg kan ikke sige mig fri for, at hver gang jeg poster et billede af mig selv, så er jeg bange for, at der slet ikke er nogen der liker det. Fordi jeg nok ville sætte det overens med, at folk ikke synes det var et pænt billede af mig. Ligeså har jeg det, når jeg poster billeder close-up af mine piger. De er mine mesterværker – det er enormt skrøbeligt for mig at poste dem og risikere, at der ikke er nogen, der synes om billedet af dem. Jeg ligger nemlig et mærkeligt sted imellem ikke at give en f… for, hvad andre tænker om mig, og i høj grad at bekymre mig om det.

Hvis jeg befinder mig i et selskab, hvor jeg intet skal have at gøre med de mennesker jeg omgiver mig med, så er jeg fuldstændig ligeglad. Jeg går ikke ud på gaden og er bange for, at folk synes mit tøj er grimt. Jeg er ligeglad med at tage en læbestift på i en skrigende lilla farve og tiltrække opmærksomhed. Jeg kunne ikke bekymre mig mindre.

Men når jeg arbejder i en gruppe på skolen, og jeg ikke kender de mennesker jeg arbejder sammen med særligt godt, så er jeg bange for, at de tænker, at jeg er en nederen person. At jeg ikke er god nok til det vi arbejder med. At de helst så sig fri for at være i gruppe med mig.

Så jeg ligger på sådan et sjovt sted imellem at stå ved den jeg er, tro på den jeg er og at være bange for, at folk ikke kan lide mig som jeg er. Derfor bliver jeg også påvirket på Instagram. Men jeg kan godt se på realiteterne og puffe mig selv i ryggen. Det er langt mere sandsynligt, at folk ikke synes godt om et billede af mig eller mine børn, fordi de ikke følger med på min konto ‘for at glo på mennesker’, men fordi de kan lide min boligindretning. Jeg synes jo heller ikke godt om billeder jeg ikke føler relaterer sig til mig. Og derfor kan jeg godt, overfor mig selv, argumentere for, at det ikke er mit eller mine børns udseende der bliver bedømt. Eller min evne til at tage billeder.

Jeg har lovet mig selv, at min konto er min dagbog, som andre kan få lov at følge med i. Jeg poster ikke billeder for andres skyld, men for min egen. Jeg prøver ikke at poste det andre kan lide, og sidst men ikke mindst, så er ‘kvaliteten af min konto’ ikke bestemt af antallet af tilkendegivelser. Eller følgere for den sags skyld. Der er nemlig rigtig mange ting, der spiller ind, som eksempelvis Instagrams algoritme og dét, at folk følger med at forskellige årsager. Det er vigtigt ikke at føre det tilbage på sig selv. Men det er der nogen der gør i så høj grad, at de bliver styret af det, og nogen bliver måske så flove over den manglende anerkendelse, at de køber sig til den. Derfor mener jeg helt klart, at vores tro på os selv udenfor de sociale medier, kan blive udfordret PÅ de sociale medier.

Måske tænker du ligesom jeg – jamen det er jo ikke anerkendelse? Det er jo KØBTE likes, genereret automatisk, efter en pengeoverførsel, ikke anerkendelse. Men hvis andre tror det, så kan det fjerne følelsen af at være flov. Hvis andre tror, at man er en populær konto, så er der ikke nogen, der tænker over de få reelle likes, som man selv tænkte over, og som man vurderede sig selv ud fra.

Det bliver dog en ond spiral, for hvad så når autolikes købet er slut og man vender tilbage til de almindelige likes? Og hvad med dét faktum, at profilerne før eller siden bliver gennemskuet, fordi det faktisk er ret nemt at se, om deres likes er ægte? Så bliver det jo først pinligt. Så det bliver en irrationel handling, forårsaget af følelsen af at være utilstrækkelig, som bliver skabt inde i et netværk blandt mennesker man ikke engang kender. Dét synes jeg i dén grad er en negativ side af IG.

Det tog mig noget tid at finde min plads på Instagram, og vælge min måde at gøre det på. Jeg kunne godt mærke et stik af misundelse når andre konti farede frem og fik en masse følgere meget hurtigt, og fik ting sponsoreret fra højre og venstre. Men undervejs har jeg selv fundet ud af, at jeg ikke ønsker at få sponsoreret alverdens ting. For mig er nøgleordet integritet og alt, hvad der bliver postet i min dagbog, skal føles naturligt i min dagbog. Det ville ikke fungere for mig at reklamere for et produkt jeg ikke følte havde en relation til min konto, eller som jeg ikke ærligt kunne stå inde for. Jeg har også valgt ved mine give aways (som jeg har meget få af), at det ikke er et krav, at folk følger mig. Jeg ønsker mig nemlig følgere, der følger med, ford de oprigtigt gerne vil – og ikke fordi de gerne vil vinde noget.

Når folk begynder at definere sig selv herinde ud fra deres antal af følgere og likes, så kan de blive helt opgivende over at være på instagram. I hvert fald inden for de forskellige ‘miljøer’, hvor der er netværk af profiler der alle følger hinanden. Som ny profil kan man måske næsten føle, at man står og banker på, men ikke bliver lukket ind. Men jeg synes personligt det er vigtigt at forstå, at de fleste i mit netværk har været en del af Instagram i mange år. Jeg er ikke selv hoppet direkte på og har fået en masse følgere. Jeg har været på i over 5 år, og jeg har stadigvæk under 10.000 følgere. Følgere som især er kommet af opmærksomhed på min konto igennem boligmagasiner. En mulighed jeg ikke havde haft for at blive eksponeret, hvis ikke, der havde været den interesse for min bolig fra boligmagasinerne. Så havde jeg stadigvæk ligget på halvdelen af det antal følgere jeg har nu, og det havde altså også været ok.

Men der er også en helt anden side af sagen. Der er nemlig nogle profiler, der køber likes samtidig med, at de får ting sponsoreret. Det er typisk store profiler, der bliver sponsoreret, så derfor kan det virke underligt, at de har brug for at købe likes, men som sagt, så kan antallet af likes være så lille i forhold til kontoens størrelse, at det bliver flovt, OG så kan de faktisk snyde deres samarbejdspartnere. Hvis de køber likes, ser det ud som om aktiviteten på deres konto er større end den er, og samarbejdspartnerne sponsorerer altså ting til dem i troen på, at deres konto har en stor rækkevidde.

I denne uge var @IrinaTheDiva inde hos P3 og tale om at reklamere på Instagram og at bygge sin konto op. Hun talte også om dét at købe følgere og likes for at fremstå som en populær profil, og hun kaldte det for direkte svindel, at profiler der laver reklame, køber likes og/eller følgere.

A lavede ikke reklame på den konto, hvor hun købte likes, og er samme holdning om at købe sig til aktivitet når man har samarbejdspartnere: “Desuden har man nogle firmaer som man skylder at være oprigtig, man tager ikke fusen på mennesker som slider for at tjene på deres firma… Det er bare ikke okay når man er sponsoreret, og mange firmaer undersøger simpelthen ikke profilerne.. Jeg ved ikke hvad der får folk til at gøre sådan, den slags hamstring er grotesk.”

Hvadenten man køber følgere for at pleje de negative følelser, der kan opstå når man ikke får den anerkendelse man kunne have ønsket sig, eller ej, så synes jeg under ingen omstændigheder det kan retfærdiggøres at man oppuster aktiviteten på sin konto igennem uægte tilkendegivelser, når man har samarbejdspartnere på IG.

Ikke desto mindre, så har jeg ondt af dem, der tager de manglende likes så nært, at de i panik tager dét skridt. Når jeg i perioder, efter generelt at ligge på 250-400 likes, lige pludselig kun lige kan komme op og ramme 150 likes, så bliver jeg dødtræt af instagram. Mit humør bliver påvirket. Jeg får præstationsangst.

Jeg vænner mig nemlig til antallet af likes og føler, at jeg ikke har levet op til min egen standard når mine tilkendegivelser dropper på den måde. Og så mister jeg lysten til at poste billeder. ‘Så gider jeg sgu heller ikke dele noget.’ Men mest fordi jeg bliver træt af algoritmen, der bestemmer hvem og hvor mange, der får lov at se mit indhold, for det påvirker jo igen tilkendegivelserne – det kører i ring.

Og så skal jeg igen huske mig selv på; hvem er det jeg poster for? Hvis det var min dagbog, så kunne det principielt være mig, der var den eneste seer. Og det vigtigste er derfor også, at når jeg kigger tilbage i min billeder, så kan jeg se og mærke, at dét der, det er mig. Og det opnår jeg ved at holde fast i mig selv og ikke gå på kompromis med noget, hverken for at modtage produkter eller prøve at lave et indhold på min konto, som jeg tror andre vil kunne lide.

@livingonbudget skrev for nyligt et indlæg om, hvordan humøret kan afhænge af likes på Instagram. Hun skriver om at tabe gejsten, som jeg selv beskrev ovenfor. Heldigvis er hun også god til at samle den op igen, og skriver selv noget om, hvor meget antallet af likes bør få lov at fylde, fordi de jo ikke siger noget om personen bag en Instagram profil. Det tyder altså på, at de fleste i en eller anden grad sætter en grænse for, hvornår deres billeder har levet op til egen standard, og når de så ikke når de gennemsnitlige antal likes, så kan man føle, at man ikke har gjort det godt nok. Men der er jo ikke noget, der er eller ikke er godt nok. Der er ikke nogle regler på instagram – det gælder ikke om at være noget specielt, det gælder om at nyde sin hobby! Det er Instagrams skyggeside, at det kan skabe følelsen af ikke at leve op til noget, ikke at være god nok, eller videreudvikle den følelse og påvirke folks selvværd.

A omlagde sin konto til at have et nyt fokus, der passede langt bedre til hende. Hvor formålet først havde været at være noget ‘specielt’, blev formålet efterfølgende at være sig selv, og følgerne følger nu med fordi de synes, at hovedpersonen er interessant at følge og det udmønter sig også i en større anerkendelsesprocent. For mig siger det noget om, at det vigtigste er, at være tro mod sig selv. Og passe på sig selv. De sociale medier fylder så meget i vores hverdag, og selvom der er rigtig meget at hente herinde, så er der altså en verden ude på den anden side, som er vigtigere. Vi skal ikke definere os selv ud fra de sociale medier. Det gælder hverken kropsidealer, som der er så stort fokus på i øjeblikket, eller idealet om at være ‘stor’ og populær i den virtuelle verden. Vi skal definere os selv i dét rum der er, når telefonen er lagt væk og computeren slukket. Samtidig, så definerer vi også os selv med vores handlinger, og handlinger KAN GODT komme til udtryk på de sociale medier. Som når man snyder virksomheder, der sætter sin lid til, at man kan kommunikere budskabet om deres produkt ud til en masse konti, med oprigtige personer bag. Handlinger på Instagram er ikke uden beregning, som ikke kan føres tilbage på ens spejlbillede.

Men det ved de fleste nu også godt, for det er de færreste, der vil indrømme, at de har købt likes. I min meningsmåling var der nemlig 0% der svarede ja til, at de kunne finde på at købe likes – og der er jo nogen der gør det. Så selvom der er nogen der gør det, er det de færreste, der vil stå ved det. Det siger igen noget om den spiral af dårlige følelser, som Instagram kan skabe. Måske en ny form for flovhed over, at man har ageret uærligt…

Der var kun én der skrev til mig, at hun havde gjort det, og i øvrigt, at det ikke var noget hun kunne stå inde for. Så det fører mig tilbage til mit bedste råd til at navigere på Instagram, for ikke at blive fanget i den onde cirkel; Man skal være tro mod sig selv, og bringe sine værdisæt med sig ind i den virtuelle verden. Man skal passe på sig selv og ikke hænge ens selvværd og velvære op på andres anerkendelse.

 

2 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Læs også

Et urbant DIY badeværelse