Sommerfest - et sneak peek

Haveliv

Jeg tænkte, at jeg ville vise jer vores haves forvandling.. Haven har nemlig undergået en kæmpe make-over siden vi overtog den. Vi overtog en erhvervsejendom, hvor haven ikke blev brugt, så man havde tilladt naboen at bruge den som én stor urtehave. Det betyder, at den lignede en pløjemark.

Jeg har faktisk ikke nogle deciderede billeder af haven fra den var en urtehave, men jeg har nogle billeder, hvor den er i baggrunden.

Dette er rummet, hvor vi har stue i dag. Billedet her er taget da vi var ude og kigge på huset og besluttede os for at smide et bud på det. Det endte faktisk med, at vi betalte fuld pris – vi ville have det.

 

Disse billeder er taget fra udestuen. Det sidste er taget ud mod den side, hvor også dobbeltdørene i stuen åbner ud til. Før vi fik lavet verandaen, var der blot et lille plateau og en trappe ned i haven.

Det første vi foretog os i haven, var at grave alle de ting op fra urtehaven, som vi gerne ville gemme. Det var hindbærbuske, rabarber, skovjordbær, stikkelsbærbuske og løvstikke.

Så forarbejdede vi jorden, så den var klar til rullegræs. Vi lejede en havefræser fra Silvan, til at vende al jorden. Vi jævnede den ved at tage en palle og binde snore i, og simpelthen trække pallen rundt, som trak jorden med sig og jævnede plænen.

Vi lagde rullegræs i april måned sidste år, fordi vi gerne ville gøre brug af vores have om sommeren, fremfor at vente et helt år, med såning. Jeg mener faktisk ikke, at det kostede meget mere en 2-3000 kroner for os at få ny græsplæne omgående, og det var det hele værd.

 

Når man får lagt rullegræs skal man vande dagligt i 3 uger, og i den periode må man ikke bruge den. Derefter er den helt klar til at nyde, men ser ikke nødvendigvis helt færdig ud. Der gik ca. 4-6 uger før samlingerne forsvandt i vores plæne. Billedet herunder, er vist taget nogle uger efter anlæggelsen.

Da græsplænen var lagt og havde fået sine tre ugers ro, stod næste projekt for. Vi fik lavet en veranda ud for udestuen og stuen, så vi kunne slå vores dobbeltdøre op i stuen og gå direkte ud i haven. Det var nogle af mine allerførste tanker, da vi var ude og se på huset, så det var virkelig dejligt, da drømmen gik i opfyldelse halvandet år senere.

  

Verandaen er lavet i lærketræ, som i starten var så gult, at jeg næsten ikke kunne holde det ud. Men allerede nogle måneder efter, havde det fået god patina, og i dag, et år efter, har det en flot grålig ‘kulør’.

Siddebænken er blot lavet af en stak gamle stilladsdæk. De har en højde der lige passer med, at jeg kan sidde på gulvet og bruge det som bord. Alle madrasserne og hynderne er fra Madam Stoltz. De har det dejligste farver og er så anvendelige!

På et lille stykke af haven, fik vi ikke lagt græs, fordi vi skulle have anlagt en terrasse. Min lillesøster bor ovenpå, og haven er jo egentlig til deling. Så vi ville skabe et fællesområde, som var en smule afskærmet. Så kan min søster og hende mand bruge det sammen med deres gæster, uden at de sidder lige ude foran vores vinduer. Vi har en stor carport for enden af vores indkørsel, som nærmest står omme i haven. Det er bag carporten, at vi havde besluttet os for den ‘beskyttede’ terrasse.

Det projekt fik så ben at gå på i år, to år efter vi flyttede ind, et år efter haven fik sin første overhaling.

Min søster har ikke haft så mange præferencer for haven, derfor har jeg stort set fået lov at gøre med den, som jeg havde lyst. Og jeg er ret vild med det lille laksefarvede skur med efeu, der snor sig rundt om det. Ind mod naboen, der bygget en gammel mur, med en fantastisk patina, der også er sådan lidt baggårdsagtig. Derfor ville jeg gerne have en terrasse der faldt ind i den sydlandske stemning, og henledte tankerne på en spansk ‘Patio’.

Området så sådan ud, før vi gik i gang. Selvom det egentlig ikke er motivet, så kan man tydeligt se, at det for blot nogle få måneder siden var et bombet lokum.

Og her er så resultatet… Jeg er så glad for det!

I løbet af de sidste uger, har vi gjort klar til sommerfest, som blev afholdt i weekenden. Det betyder blandt andet, at vi har hængt lyskæder op. Lyskæderne er jeg blevet spurgt ind til igen og igen og igen på Instagram, så her kommer lige lidt om dem:

De er fra Sirius. De kan købes diverse steder online, eller på Magasin eller i Silvan, som fysisk butik.

Vi har både en gennemsigtig pære og en mat hvid pære. Den matte, er den vi har hængende over terrassen, og den giver et noget mere dæmpet lys. Den er beregnet til at blive brugt udenfor og er ret billig – den koster 200 kroner for et startsæt med transformer og 150 for et udvidelsessæt. Den kan udvides med op til 10 kæder/100 pærer. Jeg har set mange lyskæder til 5-600 kroner, så det er en helt anden prisklasse. Til gengæld er den ikke lige så æstetisk udformet, men er bare mere klassisk havelampe agtig.

Jeg har altid været vild med dét dér tivoli-look som lyskæder giver, så jeg er svært tilfreds med lyskædehimmel i haven!

I øvrigt har vi fået en gynge op i vores gamle hyldetræ. Det er så fint og idyllisk.

Her er lidt stemningsbilleder fra haven.

Tak fordi du læste med 🙂

Sus ♥

 

 

 

 

4 kommentarer

  • Marie

    Haven og terassen er så smuk og hyggelig😍 Hvor er den flotte lyskæde fra som du har hængende? 😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sus

      Tusind tak 🙂
      Det står faktisk i indlægget… De er fra Sirius 🙂
      Kh Susan

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Åhhh hvor er det smukt og ikke mindst hyggeligt! Hvor er jeres lille runde bambus bord fra? Simpelthen så fint!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sus

      Tusind tak <3
      Bambus skamlen er faktisk et vintage fund, som jeg ofte har set i genbrugsbutikker, så du må ud og lede i nogle vintage shops :-*

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Læs også

Sommerfest - et sneak peek