Tip en 13'er - underholdning til Polterabend.

Børneopdragelse – en mor, der prøver at bryde mønstre.

79dfdaa7-e042-4fdb-a749-a86eb87227a6

Jeg krydser en skarp linje med dette blogindlæg.

Først og fremmest, er SusLiving et frirum til at bearbejde hvad end jeg skulle have brug for at bearbejde. Dernæst har jeg profileret mig som åben og ærlig, også når det gælder de emner, der er svære at tale om.

Jeg skriver indlægget i håb om, at der sidder nogen derude og kan genkende sig selv og føle sig set. Det er ikke sådan, at alle andre end dig er supermødre! Når jeg falder i fælden og tænker, at alle andre er mere omsorgsfulde mødre end jeg, så prøver jeg at huske mig selv på, at dét at være omsorgsfuld ikke kun findes på én bestemt måde.

Og så skriver jeg i håb om, at slippe nogle følelser fri.

Min barndom har været særpræget. Den har været præget af masser af intens kærlighed, men den har også været præget af omsorgssvigt. At begynde at skrive dét ned, kan lukke op for en dør, der måske skulle forblive lukket. Min familie er med på min Instagram, og jeg har mest lyst til at bede dem om, at holde næsen langt væk fra dette indlæg. Men sandheden er, at døren ikke kan forblive lukket for mig, for i takt med at mine børn bliver ældre og børneopdragelse spiller en større og større rolle, desto mere fylder min egen barndom hos mig.

En vigtig pointe for mig er, at forældre gør deres bedste. Og hvis de fejler, så gør det dem ikke til dårlige mennesker. De er fanget af mønstre, som kan være svære at slippe fri af. Ligesom jeg selv er. Jeg er ikke i tvivl om, at alle forældre elsker deres børn, og de bruger de remedier de har og kan ikke gøre brug af dem, de ikke har. Det er ikke nogens skyld, det er bare sådan det er.

 

Hver eneste dag kæmper jeg for at bryde med de mønstre, som jeg ellers kan mærke ligger så fasttømret i mig. Jeg kæmper med helt konkrete problemstillinger, som jeg kan mærke har haft store konsekvenser i mine relationer, og som jeg ved, at hvis jeg kan få lavet om på dem, så er jeg kommet et langt stykke hen ad vejen.

 

  1. At sige undskyld.

Det har vi aldrig kunne finde ud af i min familie. Uanset hvor kede vi har gjort hinanden, så er der aldrig blevet sagt undskyld. Hvordan bliver vi så gode venner igen?

Vi lader som ingenting. Hvis vi lader som ingenting, så forsvinder det – ikke?

 

  1. At tale om tingene.

Det hænger nok ret godt sammen med ovenstående.

Jeg er ikke vokset op i et hjem, hvor vi har talt om tingene. Det er faktisk ganske forståeligt, for hver gang vi har forsøgt os, så endte det altid med, at alle råbte og skreg af hinanden, og vi er for ‘gode’ til at få sagt flere nye ting, der gør hinanden kede af det, end der kommer forsoning ud af det. Men det handler ikke kun om at tale om konflikter. Det handler om at tale om det gode og det svære i dagligdagen. Det er forkert at tro, at man pludselig kan lære teenagebørn, at de skal sidde i familiesamråd og føle sig trygge ved at tale om følelser. Det skal læres helt fra the very beginning.

 

  1. At lægge min stolthed fra mig.

Det er også i tråd med ovenstående. Det er jo derfor, der aldrig er blevet sagt undskyld. Der er blevet skabt et mønster af, at den der siger undskyld, er den der erkender at have taget fejl i modsætning til ’modparten’. Undskyld kan jo også være ’jeg er ked af, at jeg gjorde dig ked af det, det var ikke min mening’, uanset om man synes at man egentlig selv var forkert på den. Undskyld betyder ikke nødvendigvis ’jeg tog fejl’, men også ’jeg er ked af, at min holdning har gjort dig ked af det’.

 

  1. Ikke at råbe højt.

Her kommer jeg desværre ofte til kort. Der er blevet råbt højt i mit barndomshjem. Meget højt. Der er blevet råbt så højt, så tæt ind i mit ansigt, at det har føltes som et fysisk overgreb, såvel som et psykisk.

Desværre er det godt rodfæstet i mig, at følelsesudbrud hænger sammen med at hæve min stemme. Det er noget jeg skal arbejde meget mere med i fremtiden.

 

5.   Anerkendelse

Jeg ved ikke hvad resultatet bliver af, at anerkende sine børn hele vejen rundt, men jeg ved hvad resultatet er, af ikke at gøre det. Usikkerhed, ubeslutsomhed og dårlig selvtillid. Det handler ikke kun om at sige ’sikken en flot karakter’. Det handler også om at sige ’jeg ser, at du bliver ked af det, det skal vi tale om’.

 

 

De fem ovenstående punkter falder måske rigtig mange mennesker helt naturligt. For mig er det noget jeg skal øve mig på og holde mig selv op på, hver evigt eneste dag.

 

Rent praktisk betyder det for mig, at når mine børn bliver vrede eller kede af det, så siger jeg højt til dem, at jeg kan se at de bliver kede af det eller vrede. Jeg er nødt til at sige det højt, for det er endnu ikke et redskab jeg er så rutineret i, at jeg føler, at jeg har gjort det godt nok, kun med et kram.

Jeg siger højt, at jeg godt kan forstå det – det gælder også hvis storesøster bliver ked af det over, at hun får skældud over lige at have sparket sin lillesøster i hovedet. Når jeg har allermest lyst til at bruge ’du kan gå ind på dit værelse’, fordi det er en sætning der er mig meget velkendt (den er dog aldrig blevet brugt herhjemme), så overtaler jeg mig selv til at forklare, for gud ved hvilken gang, hvorfor man ikke må sparke lillesøster i hovedet og så får storesøster altså også trøst, fordi jeg må tro på, at hun bliver ked af det, fordi hun angrer i den grad man nu kan angre i en alder af to år.

Om ikke andet, så tror jeg på at min strategi vil betyde at storesøster med tiden vil angre, når hun slår sin lillesøster. At de følelser jeg benævner sætter fodfæste i hende.

 

Jeg har måtte affinde mig med, at jeg hæver stemmen og konstatere, at det ikke hører en bestemt gruppe mennesker til. Det er ikke så unaturligt at stemmen hæves, når følelserne løber løbsk, og derfor vil jeg heller ikke forbyde mig selv det. Det får jeg heller ikke noget ud af, for det er ikke noget jeg har ubegrænset kontrol over.

Men jeg har kontrol over det i den grad, at der skal langt mere til før jeg hæver stemmen. Der skal i det hele taget langt mere til før mit temperament løber af med mig. For jer ÈR temperamentsfuld. I min barndom, har det været den, der kunne råbe højest, der fik det sidste ord. Det var vinderen! Og sådan er det ikke kun i mit barndomshjem, sådan er det også ude i alle grenene af min familie. Det kommer jo for fanden et sted fra og det er ikke startet i mit barndomshjem.

Jeg kæmper enormt meget med at tælle til ti når jeg har lyst til at råbe allerhøjest og gå helt i den modsatte bås. Så når jeg har puttet i halvanden time uden held, så tager jeg i stedet min datter i armene og spørger, hvorfor hun mon ikke har lyst til at sove. Jeg prøver at drage ekstra omsorg, for at komme min egen vrede i forkøbet. Og det virker.

Af og til kan det også give konflikter herhjemme, når min mand synes, at det med at ’få sin vilje’ bliver dominerende. Men det er en del af mit forsøg på at bryde mine mønstre.

 

Stolthed skal ikke findes min egen lille familie imellem. Mine børn skal lære, at man ikke taber ansigt ved at indrømme overfor sine nære, at man tog fejl eller undskylde, at man gjorde en anden ked af det. Det skal ikke føles som en barriere, der skal krydses. Jeg ejer ikke ‘stoltheden’ overfor mine børn, men det er noget jeg kæmper med i andre relationer – dét at ‘tabe ansigt’. Og jeg vil gerne vise mine børn noget helt andet. En dag bliver de voksne, og så er det nok noget andet. Men jeg vil kæmpe for, at stolthed aldrig bliver en ting imellem mine børn og jeg.

Derfor undskylder jeg, hvis jeg faktisk kommer til at råbe højt af mine piger. Derfor skal Noelle sige undskyld, når hun sparker sin søster. Mit ønske er, at ordet skal være helt naturligt i munden, så selvom de ikke forstår betydningen af det endnu, og nogen måske ikke synes, at det giver mening, så giver det enormt meget mening for mig.

 

Jeg ønsker mig, at mine børn skal føle sig trygge ved at tale om hvad som helst, både med deres mor og far. Selvom de endnu er så små, så prøver jeg allerede at gøre mit forarbejde nu. For mig betyder det, at vi skal tale om alting, og det er heldigvis noget vi er rigtig gode til herhjemme. Det skal være helt naturligt at indvie hinanden i hinandens hverdag såvel som følelser.

Hvordan har din dag været i vuggestuen?

Hvad for noget mad fik I at spise?

Har I mon været ude og gå en tur?

Har du sovet godt i nat?

 

Med tiden håber jeg det betyder, at de ved, at de kan fortælle mig om en dårlig dag i skolen. Om ham fyren, der ikke er lige så forelsket tilbage. Om prævention og sex såvel som, at de tog fejl da de valgte studie og ikke ønsker at fortsætte i gymnasiet. De skal aldrig frygte mine fordømmende ord, men vide, at det er i mine arme, at de kan finde trøst og guidance.

 

Jeg lærer enormt meget af, at min vuggestue kører med ’marte meo’ principper, som de er gode til at oplyse om. Jeg sparrer med kvinder som har haft en helt anderledes barndom end jeg, i mine forskellige mødregrupper. Ved at se, hvordan de gør tingene, bliver jeg klogere. Det gør mig også klogere at tænke på, at det ikke nødvendigvis er det mest rigtige, dét jeg selv gør.

 

Marte meo principperne som de bruger i Noelles vuggestue beror på anerkendelse og skulle skabe selvstændige, selvsikre individer. Det handler blandt andet om at benævne principper og følelser, og det er en strategi jeg synes virkelig godt om, og prøver at tilegne mig.

Men det føles så unaturligt for mig at arbejde efter, fordi mine erfaringer byder mig, at det sjældent medfører andet end ubehagelige konsekvenser at lukke op for mine følelser.

 

Derfor er det vitterligt et kæmpe stykke arbejde, som jeg på én og samme tid arbejder hårdt med og nyder. Jeg får en sejrsrus af at kramme min datter når hun bliver ked af det fordi hun har gjort noget hun ikke må. Og når jeg beslutter mig for at vende situationen til en hyggelig putteaften, når hun ikke gider at lægge sig til at sove.

Det er ikke noget, jeg bare har kunne klare helt på eget hånd. I mine første måneder som mor til to, virkede det som om himmel og hav stod i ét. Jeg husker det som en lang fase, hvor alle dage flød sammen i et virvar og hvor jeg konstant var presset på alle fronter. På dét tidspunkt havde jeg meget svært ved at tælle til ti, men jeg husker, at jeg kæmpede kampen alligevel. Jeg slog ud med en efterfødselsreaktion og kom i en form for gruppeterapi, hvor jeg fik lov at sige tingene højt, spejle mig i andre og få feedback samt nye redskaber.

Derudover har jeg brugt tre år hos en psykolog inden jeg fik børn, fordi jeg var så bange for at videreføre de ting jeg har med mig i baggagen, til mine egne børn, i og med, at jeg ikke kan bruge andet end det jeg har. Og det er jo lige præcis dét det handler om. Vi KAN ikke gøre andet end det vi kender, for hvad er det lige? Man er nødt til at tage et aktivt valg om at gøre tingene anderledes og så opsøge alternativerne og arbejde hårdt for dem. Men det kan lade sig gøre.

 

Det er benhårdt og enormt befriende at forsøge at være mor på den måde jeg ønsker, og ikke på den måde, der nok ville falde mig naturligt. Jeg ser mig selv som Anders Mattesens figur af en musiklærer fra 70’erne når jeg sidder og klapper i mine hænder, når mine børn kan et eller andet nyt. Men jeg håber på, at jeg opildner dem til at nå nye mål og stille og roligt føles det nu alligevel mere og mere som mig. Jeg kan godt lide det.

Og så håber jeg inderligt, at jeg om 10-12 års tid kan høste frugten af min kamp mod mine egne mønstre.

pyh…

Sus

10 kommentarer

  • Mette

    Genkender meget af det du skriver.
    Ret rørende indlæg, der går dybt ind.
    Du er fanme sej !

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sus

      tak for dine ord! Jeg er glad for du fandt genkendelse. Kram fra Sus

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Katrine

    Stærkt indlæg. Tak for det. Og tak for at du sætter lidt lys på det at turde sige undskyld. Jeg arbejder som skolelærer i folkeskolen og det er faktisk enormt svært for mange børn at sige undskyld til hinanden og også til sig selv. I vores samfund handler det ofte om at holde facaden både online og offline fra de sociale medier mv. så man siger ikke bare undskyld sådan uden videre. Men når et barn har lært at tage ansvaret for sine handlinger og kan se dem i et større perspektiv, så hjælper det alverden at kunne turde sige undskyld. På den måde kan man undgå følelsen af dybere skam, skyld og lavt selvværd. Det er altsammen vigtig læring i livet- lille som stor.
    God dag til dig. Kh Katrine

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sus

      Hej Katrine. Tak for din respons. Der er helt sikkert en mentalitet omkring undskyld, som værende et ord i taberens mund. Det er vigtigt at fortælle børn, at vinderen også kan være den, der kan mande sig op til en undskyldning. Det vil jeg i hvert fald prøve at lære mine børn, selvom det er en ting jeg selv kæmper med.
      God dag til dig også. Kærligst fra Susan.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Søde du, hvor var det flot skrevet. Jeg synes det er så smukt at du har så meget fokus på HVORDAN du er mor, og ikk bare at være det. Det virker som om du er har ret godt styr på dig selv. Altså ikk at du IKKE kommer til at hæve stemmen og gøre uhensigtsmæssig ting. Men at du ser det, mærker dig selv og ved hvad det gør ved dig. Det er meget misundelsesværdigt for sådan en som mig som knap mærker sig selv og i endnu mindre grad reagerer på det. Stof til eftertanke, tak du😘

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sus

      Tak for din søde kommentar <3 Vi er alle kun mennesker, og skal huske på at styrke ikke kun handler om at gøre det rigtigt hver gang, men at vejledning til at gøre det rigtigt, de gange, hvor man ikke kan selv.
      Jeg er sikker på du også er en formidabel mor. Kærlige knus fra Susan

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • David B.

    Sejt indlæg, Susan.
    – David

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sus

      Tak David, og beærelse over, at du valgte at læse!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nan

    Sikket smukt, ærligt og reflekterende indlæg. Det resonerede fint i mig. Tak for det! 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Læs også

Tip en 13'er - underholdning til Polterabend.