Andengangsmor og følelsen af utilstrækkelighed, del 1

Andengangsmor og følelsen af utilstrækkelighed, del 2

img_8284

..Det var så fint at komme hjem og se Noelles interesse for Naomi. Hun ville så gerne holde hende og kysse hende hele tiden. Jeg tror hun opfattede hende som en dukke og hun kunne lide sin lillesøster-dukke.

Vi fik taget nogle billeder som fik foreviget de meget fine øjeblikke som vi havde så mange af i den spæde start. Men der gik ikke længe før vi fik vores at se til. Jeg havde selvfølgelig ikke regnet med, at det hele ville blive en leg, og da Noelle havde været det nemmeste barn i verden satsede vi på, at vi ville få lov at opleve et barn i en helt anden kategori denne gang. Det var bare ikke sådan lige, når vi i forvejen havde en stor baby.

For det første så havde jeg enormt mange smerter efter min fødsel. Jeg havde fået nogle komplicerede bristninger og jeg vidste ikke selv, hvor lang tid der skulle gå før jeg ikke havde ondt mere, men smerterne tog til. Jeg kunne ikke stå på mine ben og jeg græd når jeg skulle prøve at vugge Naomi i søvn i mine arme, fordi det var den eneste måde hun kunne finde ro på. Imens havde jeg konstant en tumling, som krævede min opmærksomhed, og som hele tiden ville løftes og ‘spærre’ mine arme for lillesøster. Jeg kunne bare ikke. Jeg måtte afvise hende gang, på gang, på gang. På det tidspunkt var min mand allerede tilbage på job igen, og Noelle har været så meget syg, at hun var 50 % i vuggestue og 50 % hjemme sammen med mig og Naomi. Det var en kamp af en anden verden at komme ud af døren med mine to unger, men det var kun endnu hårdere at være hjemme med dem begge to. Og mine smerter blev kun endnu værre, imens mit hjerte også gjorde mere og mere ondt, fordi jeg ikke kunne give Noelle den fysiske omsorg hun havde brug for, og jeg følte ikke, at jeg kunne hjælpe hende igennem ‘chokket’ over vores nye familiesituation eller skabe den bedste tilvænning for hende som muligt.

Tre uger efter fødslen tog jeg til lægevagten, men blev afvist, fordi de ikke syntes det lød alvorligt. Men min læge havde aftenkonsultation dagen efter, så mine prøver kunne først sendes til undersøgelse to dage senere, og så ramte vi ind i weekenden med nytår, hvor jeg bare lå på sofaen i et smertehelvede. Jeg husker at Noelle gik og hylede for at få opmærksomhed hele nytårsdag og aften, hvor Daniel var nødt til at tage Naomi. Han gik med hende i strækviklen for at have ro på hende, fordi jeg simpelthen ikke kunne gøre fra eller til. Jeg råbte højt af Noelle, at hun skulle holde sin kæft….. for jeg kunne bare ikke klare mere. Min tålmodighed var under konstant pres og jeg følte mig så vred hele tiden. Det var en rigtig lorte-nytårsaften med alt for dårlige minder, selvom det skulle have været så fint, at vi bare skulle have en rolig aften med vores nye familiemedlem.

Der gik en uge fra jeg var hos lægevagten, til jeg fik svar på mine prøver og det viste sig, at jeg havde fået stafylokokker i mine syninger i underlivet. Jeg kom på en heftig penicillinkur med 2000 mg om dagen, som selvfølgelig gik direkte i maven på Naomi, som startede kolikagtige tilstande. Hun sov egentlig ganske fint om dagen, men så snart klokken slog 17, så sov hun faktisk kun små powernaps frem til klokken 02, af og til 04. Hver aften var præget af gråd imens min store pige ikke ville sove og krævede putning på mininum halvanden time, gerne 2 timer hver eneste aften. Jeg kunne ikke deltage i den putning, for det var mig med brystet, der måtte bruge alle timerne på at prøve at holde Naomi i ro. Hun fik også i denne periode konstateret hoftedysplasi og blev lagt fast i en benskinne, og så var det pludselig som om, at de værktøjer jeg havde fundet frem, ikke kunne bruges mere. Jeg kunne ikke rigtig vugge hende i armene mere og jeg syntes slet ikke, at jeg kunne se en udvej. Når jeg først fik lov at sove sent ud på natten og skulle op og afsted i vuggestue med Noelle, var jeg naturligvis prøvet på min søvn, og så er man jo allerede stået op med minuspoint på kontoen. Så havde jeg en nyfødt der skulle ammes, som resulterede i, at Noelle måtte sidde alene og spise sin morgenmad. Jeg lå i sengen og kiggede ud på hende, så jeg kunne holde øje med, at hun ikke rejste sig i sin højstol, men det der optog mig mest, var min pige på 16 måneder, der sad og spiste morgenmad alene stort set hver morgen. For hver morgen var Naomi urolig og ville have brystet. Jeg ser for mig, hvordan Noelle sidder alene ved spisebordet og bare tygger uden at sige noget. Jeg forsøgte at tale med hende, men hver gang jeg ‘råbte’ ud til hende, så blev Naomi distraheret og ked af det. Og så startede alle dagens kampe ellers. Noelle ville ikke have en ren ble. Hun ville ikke have tøj på. Hun ville ikke have overtøj eller sko på og hun ville ikke ud af døren. Og midt i alle kampene skreg Naomi fra liften.

Jeg vidste jo godt, hvad det handlede om. Noelle manglede mig og jeg kunne bare ikke give hende dét hun havde brug for, hvor end jeg gerne ville. Og jeg blev vred på hende, for jeg var udkørt og udmattet og jeg kunne ikke mønstre tålmodighed. Så når klokken slog 10 om formiddagen og hun var blevet afleveret i vuggestue, så var jeg grædefærdig. Mine kræfter føltes som opbrugt for resten af dagen og jeg var så fuld af dårlig samvittighed. 5 timer senere hentede jeg hende igen, og allerede i dét øjeblik, når vi stod og skulle vaske fingre, fik jeg et sug i maven af frygt for den kamp vi skulle kæmpe bare om dét, og en følelse af, at jeg slet ikke orkede at tage hende med hjem. Jeg fik lyst til at hente hende senere og så fik jeg dårlig samvittighed over, at jeg ikke kunne overskue at bruge tid med mit barn. Men jeg fik også dårlig samvittighed over, at hun skulle være alene i den tid jeg måtte bruge med mit spædbarn, som jeg heller ikke ville lade ligge alene, når vi nu netop skulle knytte bånd, ligge hud mod hud og alt dét man gerne vil med sin lille ny.

Jeg blev ædt op af dårlig samvittighed! Jeg ville hele tiden gerne være begge steder og jeg var aldrig glad uanset om jeg var det ene eller andet sted. Jeg græd over, at jeg ikke kunne få lov at putte min store pige om aftenen og jeg savnede hende hver eneste dag. Når jeg gik i seng og ventede på, at Naomi ville finde ro og lægge sig til at sove, så var det ikke for at jeg selv kunne få noget søvn, men fordi jeg bare gerne ville vende ryggen til hende og holde om Noelle.

Men da vi til sidst indførte aftenflasken, så jeg kunne få mulighed for at være der for Noelle og putte hende som i gamle dage, imens min mand tog sig af vores baby, så fik jeg alligevel så ondt i maven inde i mørket, når jeg kunne høre Naomi græde ulykkeligt inde i stuen. Nogle gange måtte jeg udvandre og bytte. Så sad jeg med mit spædbarn og skammede mig over, at jeg lige havde forladt Noelle, som endelig havde fået lov at få sin mor. Det gør næsten ondt på mig at skrive det. At hun sad alene og spiste morgenmad og, at jeg forlod hende midt i putningen, det kan jeg næsten ikke bære at tænke på. Alle de kampe vi tog, simpelthen fordi hun ville have min opmærksomhed og jeg bare ikke havde noget at give af. Mit hjerte slår knuder.

Når klokken slog 22 og Naomi havde været urolig siden aftensmaden og vi ikke vidste om hun var færdig om to eller fire timer, så var jeg bare grædefærdig igen.

Jeg fortrød, at vi havde fået hende. Jeg fortrød naturligvis ikke hende i sig selv, men jeg syntes, at jeg havde ødelagt vores familie. Jeg svigtede min store baby og jeg savnede hende samtidig med, at jeg ikke orkede hende. Jeg var ked af det hele tiden og det var ikke godt for nogen, at vi var blevet fire i familien. Heller ikke for stakkels Naomi, som jeg blev vanvittig over, når hun krævede mig fra 17-00:30, som vi nu var kommet ned på. Af og til tænkte jeg, at hun måtte ligge og græde for sig selv, for så havde hun i det mindste noget at græde over (!!!). Når situationen blev så opkogt måtte jeg lade hende være for sig selv til jeg genfandt besindelsen og fik så dårlig samvittighed, at jeg som en skizofren pludselig ikke følte den mindste vrede eller irritation og igen kunne være den mest omsorgsfulde mor indtil hun gav slip og vi fik ro for natten.

Det er så afsindigt hårdt for parforholdet også. Jeg følte mig direkte forladt og svigtet hver morgen når jeg var alene i krig med de to små. Jeg prøvede at samle energi og have godt humør, men hvis Daniel trådte ind ad døren med en forkert mine eller hvis han mente, at han havde haft en hård dag, så gik jeg i spåner. Det var ikke fordi vi havde tid til at snakke om det, så det var vitterligt et udtryk i ansigtet, en brummen eller sukken, som kunne hyle mig helt ud af den. Jeg begyndte at overveje om vi overhovedet skulle være gift. Jeg syntes ikke, at han bragte noget glæde ind i mit liv, og vi havde ikke mulighed for at snakke om det. Nogle få gange diskuterede vi det og råbte ad hinanden foran ungerne, når det hele blev for meget. Hvad gør man egentlig når man har børn i armene døgnet rundt?

Jeg måtte sige til mig selv, at vi var i en situation, som man slet ikke kunne tage beslutninger i. Jeg kunne slet ikke mærke mig selv og det var helt forkert at prøve at vurdere situationen når jeg/vi var så presset på alle fronter. Jeg ved ærligt talt ikke, hvordan vi har formået at kæmpe med renoveringen imens. Men i dag kigger jeg bare tilbage og er mega stolt.

Jeg valgte at tage en eneste beslutning og det var at acceptere, at jeg ikke havde kontrol over en skid. Jeg kunne vælge at komme igennem situationen med tårer, vrede og frustration over at ingen børn ville sove og, at der ikke var noget der hed ‘mig’, på uvis tid. Løsningen for os, var at lade tingene gå sin gang, tage en dag ad gangen og vente på, at det blev bedre. Hvis Noelle ikke ville sove, så måtte hun komme med ind i stuen og se fjernsyn. Hun prøvede jo også at fortælle os noget, og vi var nødt til at prøve at lytte, fremfor at holde fast i strikse rutiner. Så måtte hun passe sig selv lidt imens vi igen kunne være to om Naomi, der var urolig. Hvis en chokoladebolle kunne få hende til at være glad og ligge stille imens jeg skiftede hendes ble, så jeg ikke skulle føle at det var et overgreb på hende når hun skulle have en ren ble, så var det sådan det var. Og jeg måtte lade være at håbe på tid til mig selv og blive skuffet. Jeg prøvede at tage lettere på alting og sætte forventingerne ned. Ændre på kriterierne for succes.

Det var ikke kun succes, at det ene barn sov til tiden, så vi kunne hjælpes ad om Naomi. Det var at få noget hygge ud af, at vi allesammen var vågne til 22, at vi kunne grine af vanviddet fremfor at græde og skændes. Vi måtte prøve at aktivere Naomi selvom det var sengetid, så hun i det mindste ikke græd. Regler og gode rutiner måtte bare over bord og så skulle undtagelsestilstanden hjælpe os ud på den anden side. Vi måtte ændre vores holdning omkring weekenderne. Vi måtte ses med nogle mennesker fremfor at beslutte, at vi ikke orkede det. Nogen der kunne hjælpe os med at distrahere Noelle med leg og nogle man kunne snakke med imens man kæmpede med en urolig baby. Vi kunne ikke holde ud, at det hele bare var den samme frustrerende suppedas.

En aften besluttede vi, at Noelle måtte sidde med en iPad inden hun skulle i seng. Det tog 15 minutter at putte hende derefter. Vi prøvede det samme dagen efter og det virkede igen. Vi fattede ikke noget af det, for vi vidste jo begge at sådan noget lys fra elektronik påvirker hjernens evne til at vurdere, at det er nattetid og kan have dårlig indvirkning på søvnen. Men det føltes som vores redning. Jeg er sikker på, at det faldt sammen med, at Noelle også havde været igennem et udviklingsspring, for mange af de ting vi kæmpede med, havde jeg hørt om hos jævnaldrende børn. Hun fik også tænder i den periode og vi var faktisk bare hårdt ramt med alt dét der er krævende når man har børn. Samtidig nåede jeg endelig til et stadie, hvor jeg begyndte at føle, at jeg kendte Naomi. Hun fik også sin skinne af, og jeg fik følelsen af, at jeg kunne være tættere på hende, at jeg bedre kunne trøste hende og blev mere sikker på mig selv.

Det er vel en måneds tid siden, at yngste skud på stammen, har besluttet sig for at sove for natten klokken 21:30. Lige så vel er det en måned siden, at den store, begyndte at føle sig så godt tilpas, at det nu kun tager 15-30 minutter at putte hende. Det betyder, at jeg igen har fået mulighed for at snakke med min mand og det betyder, at jeg får lov at gå i seng, når jeg har behov for det. Det betyder at min tålmodighed og mit overskud er vokset igen, så jeg har mulighed for at give Noelle den omsorg hun har brug for, selvom lillesøster også er her. Og så forsvinder den dårlige samvittighed og jeg får igen troen på, at jeg er god nok som mor. Det giver igen endnu et skud overskud, og pludselig føler jeg, at jeg kan være der for dem begge to på én gang. Nu lever vi igen og selvom det trækker tænder ud at være mor til flere på en gang, så føler jeg mig lykkelig igen.

Jeg er udmattet hver eneste dag og det er aldrig mine behov der kommer i første række. Jeg har svært ved at føle, at jeg ikke er andet end nogens mor og jeg kæmper med følelsen af, at dagene skal overståes, fordi de er så udmattende at komme igennem. Jeg kæmper med følelsen af, at jeg ikke nyder det hele nok, og spørger mig selv om jeg vil have det sådan de næste 10 år, eller blot det næste halve år, fordi jeg selvfølgelig ønsker at nyde dagene fra start til slut, fremfor at se frem til, at der er ro i hytten. Men når jeg går i seng om aftenen, så er jeg glad og fyldt op med kærlighed,  og når jeg står op er jeg fyldt med energi og klar til en ny dag.

Der er ingen tvivl om at mine bekymringer om, ikke at kunne være to steder på en gang, slet ikke stod mål med, hvor hårdt det rent faktisk har været at stå i den situation. For følelsen af ikke at slå til, at have et ansvar man ikke kan leve op til og billederne der printer sig ind på nethinden af de situationer, hvor man føler, at man svigter sit ‘store’ barn, den kan slet ikke sammenlignes med selve forestillingen om den følelse.

Men man kommer videre derfra! Imens man står i det, kan man slet ikke se lyset forude og det føles som om man drukner. Men man overlever. Det er jo vitterligt kun det første år, at børnene kræver så voldsomt meget af en, og man må have øje for at det år forsvinder ud af hænderne på én og alting bliver bedre og det hele værd.

Af og til føler jeg, at vi har tabt vores vej, og så kræver det lidt ekstra af mig at finde den igen. Det er svært når man er udmattet, men situationen er markant anderledes end den var for en måned siden, og så snart vi har haft en god dag, har jeg ekstra energi til at ‘hidkalde’ flere. Jeg føler ikke længere at jeg har ødelagt min familie, men at Naomi er en gave til os allesammen.

… Her kommer et skriv fra Norge, som jeg selv fandt rigtig meget spejling i. Jeg syntes det var så dejligt at læse meget af det samme som jeg selv har skrevet foroven, og vide, at jeg ikke er alene, og derfor vil jeg også gerne dele det med jer:

”Vi har en datter som akkurat rakk å fylle 2 år før lillesøster kom i februar. Jeg veit, at det er en gave å få to tette barn (og barn overhodet), men på dårlige dager føler jeg, at jeg har ødelagt for oss alle sammen fordi ingen får det beste av meg lenger… og på virkelig crappy dager (lite søvn, lite mat og null egenpleie) så føler jeg at livet er ødelagt – noe som er helt forferdelig å si høyt. Jeg savner min toåring daglig, og tillater meg selv å føle det sånn.
Ingen følelser er feil er hva jeg forteller henne, så da må det få gjelde meg selv også. Jeg føler at å være mamma er mitt “kall” og da er det så lett å bli en perfeksjonist.
Jeg har også følt at parforholdet har blitt rystet av denne perioden. Vi flytta bare noen uker etter at lillesøster ble født. Hun kom en måned for tidlig og både hun og jeg ble kjempesyke rett etter fødsel med bronkitt på meg og RS virus i hennes lille kropp. Jeg følte at ingenting i livet mitt var konstant lenger, at alle delene bare fløyt og det er det verste jeg vet.
Ingenting i livet var til å kjenne igjen. Og storesøster var jo plutselig blitt utrolig stor! Jeg kunne ikke helt fatte hvor stor hun plutselig var da jeg kom hjem fra sykehuset og da lillesøster ble så syk og svak bare noen uker gammel, så ble jo avstanden til storesøster desto større. Jeg skulle plutselig være både mor og sykepleier, og jeg var
så utslitt og redd, at jeg tenker tilbake på den tiden som helt traumatisk. Glad vi er ferdige med sykdom, og så godt som har kommet oss ordentlig i hus i den nye leiligheten. Jeg er en grubler og jeg mener selv at jeg plukker opp og er svært sensitiv til menneskene nærme meg; og jeg kunne virkelig føle at det verket i dem alle sammen.
Og da var det så vanskelig å kjenne på sine egne følelser også, som ikke akkurat ga overskudd. Jeg har aldri blitt så sint og frustrert på samboeren min (eller barna mine heller) som i den perioden vi har vært igjennom (og fortsatt har jeg dager inne imellom hvor jeg kjenner på raseriet). Det er også uvant, når jeg ikke kjenner meg igjen i den personen. Men jeg må romme mer nå som jeg også helt bokstavelig talt har fått mer inn i livet mitt. Det er voksesmerter, men jeg veit innerst inne at jeg tåler det og at jeg skal bære denne vekten nå for å stå stødigere senere.”

Jeg ved nu også, at mine bekymringer om størrelsen af min kærlighed aldrig var begrundet. Jeg troede, at jeg ville have dårlig samvittighed, hvis jeg sagde højt, at jeg elskede den ene, uden at sige, at jeg elskede den anden. Men min kærlighed til dem, er ikke samlet på en tallerken, som skal fordeles lige. De har fået en tallerken hver, og jeg elsker dem, for det de er, hver især. De bringer forskellige følelser op i mig, og jeg kan føle det hele på samme tid og føle, at jeg er ved at gå i stykker af kærlighed til den ene, imens jeg har det på samme måde med den anden. Jeg føler det ikke en ad gangen, for kroppen kan sagtens rumme det samtidig. Det er svært at forklare, for det er uhåndgribeligt.

Men pointen er, at menneskekroppen er så fantastisk på mange andre måder, end at den kan skabe et nyt menneske – den kan også rumme så afsindigt meget kærlighed på én gang, at man ikke forstår, at det kan være i 175×40 cm ♥

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Læs også

Andengangsmor og følelsen af utilstrækkelighed, del 1