Boligtip; Projektørlamper

Andengangsmor og følelsen af utilstrækkelighed, del 1

img_8266

Der sker noget helt specielt i kroppen når man skal være mor for anden gang. Det er en anden følelse end første gang, og det er noget, der viser sig at gøre sig gældende for vel nok alle andengangsmødre.

Som førstegangsgravid kan du glæde dig til at give alt din kærlighed til barnet der kommer. Man bruger enormt meget energi på at forstå, at der rent faktisk kommer et menneske, for selvom vi alle ved, hvordan et menneske bliver til, så er det jo så syret, at kroppen rent faktisk bygger et menneske og spytter ud i armene på os. Man har enormt meget tid til at glæde sig og knytte sig til det lille liv inde i maven. Situationen er noget anderledes som andengangsgravid…

Du ved hvad der kommer ud i den anden ende, for du har allerede et stykke af dig selv herude, som du knuselsker. Så i stedet bekymrer man sig om, hvordan i alverden man skal mønstre at elske dobbelt så meget. Altså det er jo så vanvittigt, hvordan man elsker!

Så det er da forståeligt, at det kan føles helt overmenneskeligt eller ligefrem umenneskeligt at kunne elske flere på den måde, på én gang. For mig var det en tanke i udvikling, både den ene og anden vej. Noelle var blot 6 måneder gammel, da jeg tog endnu en positiv graviditetstest. Det var min 7. graviditet, så den gav ikke umiddelbart anledning til ovenstående tanker. Vi grinte egentlig mest over vanviddet og græd over frygten for dét vi måske skulle igennem endnu engang, som vi slet ikke følte os klar til. Men da alt gik som det skulle og nakkefoldsscanning var overstået, og vi faktisk troede på, at vi skulle have en lillebrøster, da var jeg grædefærdig. Jeg syntes pludselig, at det var det værste jeg nogensinde havde kastet mig ud i, at blive gravid endnu engang. Jeg var ikke engang plaget af, hvordan jeg skulle kunne dele min kærlighed i to. Jeg var plaget af, at jeg slet ikke ØNSKEDE at dele min kærlighed i to.

Noelle var jo endnu bare min baby, som jeg ikke var færdig med at give alt, hvad jeg havde i mig. Jeg var ikke parat! Jeg husker hvordan jeg græd i en samtale med min mor om, hvordan jeg ikke ville give slip på, at holde om min pige om natten. At jeg ikke vidste, hvad jeg skulle gøre af mig selv, hvis jeg ikke kunne få lov at have hende sovende på mit bryst når hun var syg, hvis der var en anden, der havde mere brug for mig. Jeg følte, at jeg stjal mig selv fra min datter og jeg følte faktisk, at det var dybt tragisk, at jeg var gravid. Min mor forklarede mig, at alle mødre tænkte sådan. Men jeg insisterede på, at det var anderledes for mig, fordi jeg havde en baby og ikke et barn. Jeg ville ikke kunne forklare hende situationen eller tale hende igennem det hele, og jeg var ikke klar til at lade min baby blive et barn.

Jeg er som bekendt fuld af alt for mange følelser, og jeg kæmpede naturligvis med, at jeg overhovedet havde disse forbudte tanker. Jeg slog mig selv i hovedet over, at jeg ikke var ekstremt lykkelig over omstændighederne. Jeg følte mig forkælet og jeg følte, at jeg ikke fortjente det. Heldigvis begyndte tilknytningen til barnet i min mave at vokse, og jeg fik mere og mere lyst til at give lillebrøster min kærlighed. Jeg havde en god periode, hvor jeg var sikker på, at alting nok skulle gå. Når man kan mærke livet i maven, er det jo svært ikke at knytte sig overhovedet. Men det er egentlig ret sigende for mig, at jeg først købte ind til at vi skulle være forældre igen, da jeg var over 30 uger henne. Det hjalp selvfølgelig ikke, at vi også var midt i en renovering, som fyldte hovedet og tog tiden. Men det hjalp at handle lidt ind og begynde at forberede os på lillebrøster. Så trådte jeg ind i næste stadie, med en bekymring for, hvordan jeg skulle være i stand til at dele mine følelser. Det har holdt mig søvnløs, at mærke lillebrøster i maven, ae den og frygte for, hvordan jeg skulle kunne elske ham/hende lige så højt. Ville Noelle altid være min yndling? Elsker man virkelig sine børn ligemeget, eller er det bare noget man siger? For jeg troede egentlig ikke, at jeg kunne føle det samme for en anden. Og må man tænke sådan noget?…

Når jeg husker tilbage, havde jeg en ekstremt lang periode, hvor jeg græd ved tanken om, at vi skulle være forældre igen. Jeg havde så dårlig samvittighed overfor begge børn og utilstrækkelighedsfølelsen stammer nok helt tilbage derfra.

Heldigvis udviklede det hele sig for mig igen, desto tættere vi kom på termin. Jeg stod ud af sengen en dag og kunne mærke, at jeg var klar til det her. Jeg kunne mærke helt ind i maven, at lillebrøster var en gave til os allesammen, og jeg ville elske ham/hende for at bringe mere kærlighed til os og give Noelle en ven for livet. Jeg kunne mærke, at det aldrig havde været et spørgsmål om at dele min kærlighed, at barnet der ville komme ud til os, nok skulle skabe de samme følelser i mig, som allerede var skabt, og at jeg godt kunne klare at elske så meget. Nu havde mine følelser allerede ændret sig så meget under graviditeten, så jeg begyndte at stole på mig selv.

Jeg tror det er en proces, som alle andengangsmødre går igennem, og det er helt okay! Det er ikke møgforkælet at græde over en lillesøster eller -bror i maven, for det er jo ikke utaknemmelighed over dét. Det er følelsen af at være utilstrækkelig, at man ikke kan elske nok, som allerede trækker én ned i sølet. Og jeg havde efterhånden snakket med så mange, som havde følt nøjagtig det samme, at jeg havde overbevist mig selv om, at jeg ikke var anderledes og ikke var en dårlig mor. Imens man står i det, kan de mange bekymringer helt skubbe følelserne for livet i maven væk. Ligesom den tid man bruger på sit barn UDENFOR maven, tager den tid fra barnet I maven, som man har som førstegangsgravid til at knytte sig, så spænder de mange bekymringer også ben. Det bliver en ond cirkel og det gør ondt. Men det er helt normalt, og følelsen af ikke at kunne elske lige så højt, bliver gjort til skamme så snart baby er ude. For det er nøjagtig den samme følelse når barn nummer to kommer ud af maven og op i armene, som det er med barn nummer et. Det er jo noget man slet ikke selv bestemmer. Det er mor-instinktet der bare tager over. Man føler sig som en besat, der instinktivt tager sig af, gør det nødvendige og føler for det lille menneske. Besat af moderrollen. Naturligvis medmindre man har nogle psykiske mén, som forhindrer en i det. Jeg elsker ikke omgående, for det kan jeg ikke. Det er noget jeg opbygger over tid. Jeg tror ikke jeg er unormal, men min mor siger, at hun elskede mig og mine søskende fra det øjeblik vi kom ud. Sådan har jeg det ikke. Jeg elsker mine børn for dét de er, og de var ikke andet end helt anonyme babyer, da de kom ud af/til mig. Men jeg forelsker mig naturligvis hovedkulds og det er jo dét der udvikler sig til at elske. Jeg kunne ikke forstå, hvordan jeg skulle kunne elske dem begge lige højt, fordi jeg ikke kunne forestille mig at have to mænd og elske dem lige højt. Og det var vitterligt den eneste sammenligning jeg kunne lave, for det var den eneste kærlighed jeg havde, som mindede mig om dén jeg følte for min datter. Imidlertid blev jeg jo lige så smaskforelsket i lillebrøster som jeg blev i Noelle, fra det øjeblik jeg selv tog imod hende og hev hende op på mit bryst, og hun viste sig at være en lillesøster, og jeg vidste fra dét øjeblik, at jeg sagtens kunne elske dem lige højt.

Til gengæld havde jeg aldrig forudset de følelser, jeg måtte rumme da vi først var kommet hjem og skulle prøve at få styr på vores nye liv som 4. Hvis jeg nogensinde virkelig tvivlede på mig selv under min graviditet, så ved jeg slet ikke hvordan jeg skal beskrive de første fire måneder efter Naomi kom til verden.

Det var første gang jeg måtte undvære Noelle i mere end et døgn, da jeg skulle føde Naomi, og mit hjerte føltes allerede en smule i stykker over, at jeg ikke kunne være sammen med hende dér. Det handlede også om, at jeg ikke var på toppen efter fødslen, og min mand måtte tage hjem til hende alene, imens jeg blev på hospitalet med vores nyfødte. Det betød alverden for mig, at han tog hjem og var sammen med hende. Men det skaber jo allerede en grobund for følelsen af, at man ikke er der, når det hele starter sådan ud. Jeg synes dog hurtigt at lykken indtrådte, da de to kom op til os dagen efter. Jeg vil aldrig glemme det fantastiske møde imellem de to børn. Noelle tog hende i hånden og lagde sit hoved ind til sin lillesøster og det står skarpt i min hukommelse som noget af det mest eventyrlige og idylliske jeg har oplevet. I det øjeblik tror jeg, at jeg følte mig helt uovervindelig og overbevist om, at dét her, det var ingen sag. Jeg havde ikke drømt om de følelser jeg ville lære at kende snart. Vi fik en lille uge i en dejlig bobbel af lykke..

Læs med i del 2, snarest ♥

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Læs også

Boligtip; Projektørlamper