Scones a'la sommer - med jordbær

Gentagne spontane aborter – life and afterlife part 3

image1…Og om at blive kastet ind i ‘afterlife’ på tre kvarter.

Sådan skrev jeg for 7 uger siden:

Dette må vist blive både tredje og sidste del af spontane aborter – life and afterlife, for denne gang. For nu er der altså kun tre uger til termin, og livet må fyldes med at være mor og sorgen over tiden, hvor jeg ikke kunne blive det, må lægges i baggrunden. Jeg husker dog, at der aldrig blev fundet svar på mine mange mislykkede graviditeter. Og det betyder også, at jeg ikke ved, hvad der venter i fremtiden, og at sorgen over at miste, måske på et tidspunkt kommer til at fylde igen. Det er ikke glemt, og bliver det heller ikke. Hvem ved om der skal seks forsøg til igen? Hvem ved, hvor længe der går før det lykkes? Er min krop en anden nu? Kan jeg regne med den? Det stoler jeg desværre ikke på. Og vi er enige om, at vi hellere tager munden lidt for fuld end vi venter et par år, for at finde ud af, at det skal tage os flere år igen, og ønsket når at blive så brændende igen, at man ikke kan få hverdagen til at hænge sammen af sorg.
Men for nu er fokus på den lille mus, der lige om lidt kommer til verden. Det medbringer spænding og glæde som ikke kan beskrives, men også bekymringer. De har været der hele tiden, men vi har klaret det godt.

Tre scanninger med 14 dages mellemrum har vist at musen svinger mellem at være 20 og 30 % for lille. For 14 dage siden røg jeg så til endnu en kontrolscanning, hvor musen pludselig vejer lige det hun skal og vi får at vide, at hun jo bare er en sund og rask baby. Vi rynker lidt på næsen og siger at vægtstigningen der skulle have indhentet så meget, lyder usandsynligt, og det er som om det først dér går op for jordemoderen, at der er en årsag til vores scanning. Hun kigger pludselig vores vandrejournal igennem og siger ‘hold da op’. ‘Det forstår jeg ikke’. ‘Du er da Susan ikke?’ Vil du sige dit cpr-nummer højt’?

What?

Vi tager til en lægesamtale efterfølgende, og får at vide at alt jo ser fint ud, så de ikke behøver se mere til mig og at hun jo desuden bare kommer når hun kommer.

HAB anbefaler, at deres patienter ikke går over tid og derfor bliver sat igang, hvis de ikke har født omkring termin.
Jeg bliver helt befippet og begynder at græde som et lille barn. Jeg forstår ikke at én positiv scanning ovenpå tre dårlige, får lægerne til at konkludere, at alt bare er fjong. Hvis hun er gået fra så undervægtig til nærmest helt normal, så kan det vel også gå den anden vej? Hvordan kan de bare give slip på mig efter to måneder med hyppige tjek, hvor de har været nervøse?
Og hvad med, at min lille pige ovenikøbet vender forkert? Det står også i min journal, for det er netop konstateret til scanning at hun stadigvæk ikke har rokket sig ud af den stilling hun har ligget i, i tre måneder.
De er da nødt til at følge mig og sikre sig, at hun ligger ordentligt? Min jordemoder går på tre ugers ferie og jeg har ikke flere lægetjek. Nogen må da holde øje med mig?
Jeg får at vide, at hun bare skal have vendt sig inden jeg er 37+0 og, at jeg må få en tid hos en anden jordemoder.

Og så får jeg trumfet en scanning igennem om tre uger og spørger desuden om de ikke har hørt om HAB’s anbefaling, og bliver svaret med ‘jo, så vi må nok lige tage en samtale inden termin – det gør vi efter scanningen’.

Jeg går derfra med den mærkeligste fornemmelse i maven. Hvorfor skal jeg fortælle, hvad der står i min journal? Hvorfor kaster man sig helt ukritisk over en solskinshistorie? Jeg mener, det ville da være fantastisk! Men hvad med et tjek mere til at bekræfte, at det også er tilfældet?

På tirsdag er det tid til mit tjek og efterfølgende lægesamtale om igangsættelse omkring terminen. Men musen har desværre ikke vendt sig, og det kan være at samtalen på tirsdag er helt overflødig. Vender hun forkert, skal vi til et vendingsforsøg på hospitalet. Succesraten er 50%. Min jordemoder siger det er lidt som at få tæsk i maven. Alternativerne? En sædefødsel eller et kejsersnit.
Og hvordan føles det så her tre uger før man skal være mor, at finde ud af, at de forestillinger og drømme man har haft om at føde sit barn, som man har ventet på i flere år, måske slet ikke kan opfyldes? Det er øv.

Og jo – det er da det vigtigste, at vi endelig får vores barn. Og forhåbentlig sund og rask.

Det var to uger før Noelle kom til verden. Jeg kom op til en jordemoder, som kunne konstatere, at hun stadigvæk lå forkert. To dage senere skulle jeg til vendingsforsøg. Her kører man en såkaldt strimmel, hvor hjertets rytme fastlægges, og man sikrer sig af baby har det fint og kan tåle at blive rykket rundt på. Jeg havde prøvet det før, fordi jeg nogle uger forinden, havde haft en hel dag, hvor jeg ikke syntes jeg kunne mærke noget til Musen. Så ringer man til fødemodtagelsen og siger, at man ikke har mærket lige så meget liv, hvilket jeg var blevet bedt om at være meget opmærksom på, fordi hendes vægt var så meget i underkanten. ‘Den mindste ændring, skal du reagere på!’. Og så er det jo man går og pisker en stemning op i sit eget hovede. Og den dag nåede vi kun lige ind og få mig lagt på briksen, så var der liv og glade dage. Jeg var helt forpustet da den halve time med strimmel var gået, fordi jeg skulle ligge stille dér, med en krabat der tog revanche for hele dagen. Jeg var lidt flov..
Nå men hjertelyden så fin ud, og man giver så noget muskelafslappende, så ikke livmoderen går i selvsving og sætter fødslen igang. Og så gik lægen ellers igang med at mose og mase på min mave. Det var ikke nær så smertefuldt som jeg havde frygtet, men afsindigt ubehageligt. Til sidst føler jeg ikke, at jeg kan trække vejret længere, og lægen vælger at stoppe. Jeg spørger om hun ikke vil give det et sidste forsøg, men hun foreslår i stedet at en anden læge prøver på tirsdag, hvor jeg i forvejen skal til tjek.
Og så tager vi hele turen igen..
Om tirsdagen kommer vi til vægtscanning og hendes vægt er rent faktisk rigtig fin. Hun er en smule mere undervægtig end sidste gang, men overordnet har hun oppet sig og skulle nu være oppe over 2600 gram. Vi snakker om sædefødsel vs. kejsersnit og hun anbefaler mig at prøve med en sædefødsel, ikke mindst fordi Musen er så lille. En time senere ligger jeg igen med strimmel, får min sprøjte med muskelafslappende og en læge, der tager fat i min mave. Og denne gang gjorde det ondt. Det føles som om nogle hiver mine indvolde ud og vender dem på hovedet. Jeg kæmper for at holde det ud, for jeg vil så gerne, at Musen bliver vendt. Men det lykkes ikke… Og pludselig står jeg ansigt til ansigt med mit værste mareridt – et kejsersnit. Når barnet vender forkert, må man ikke sætte fødslen igang. Det vil sige at min sædefødsel kun bliver en realitet, hvis jeg går igang af mig selv. Samtidig siger HAB, at der er markant større risiko for, at noget går galt, hvis man går over tid, blandt deres patienter. Og så sidder jeg dér og skal tage en beslutning om, hvorvidt jeg vil gå over tid og øge mine chancer for at føde selv i takt med risikoen for at noget går galt, eller om jeg vil blive mor ved operation. Og det føles bare som om hele forløbet klasker sammen, lige i hovedet på mig. Hvorfor er der bare ikke noget, der er gået efter bogen? Hvorfor er det sådan, at jeg i flere måneder har skulle bekymre mig om vægt og for tidlig fødsel (ovenpå de første måneder med bekymring om, hvorvidt jeg overhovedet ville ende med et barn) og i det øjeblik det lader til at dét kommer i orden, så er der bare en ny problemstilling? Nu får jeg pludselig ikke lov at føde mit barn helt normalt, som jeg ellers har gået og set frem til, og slet ikke været bekymret for, at jeg ikke ville få lov at opleve.

Lægen topper det lige med at fortælle os, at der kun er én dato ledig til planlagt kejsersnit omkring min terminsdato – den 11. september. Vi kigger på hinanden og siger så; det kunne vist bare ikke være anderledes.

En uge senere, har jeg en lang dag, med en underlig følelse i maven. Nus er derinde, jeg kan mærke hende, men hun opfører sig mærkeligt. Hun sparker ikke lige så kraftigt og jeg kan ikke få ‘kontakt’ til hende. Ovenpå min forrige tur ind på fødemodtagelsen, føler jeg mig en smule hysterisk og prøver at slå det hen. Jeg får ordnet en masse praktisk – bagt til fryseren, handlet ind til at lave barnevognstæppe, gør rent og laver aftensmad til de gæster vi skal have besøg af. Idet jeg igen sidder ned, kommer følelsen snigende af, at der er noget helt galt. Jeg deler min bekymring, men bliver ved at sige, at jeg lige vil drikke noget koldt, spise noget sukker og give hende en chance for at give lyd og prøver at slå der hen. Da vores gæster går ud af døren 20:30, beder jeg Daniel om at komme og mærke på min mave. Han prikker til den og får heller ikke samme respons. Og så ringer jeg, og får meget undskyldende argumenteret for, at jeg nok ikke bør komme ind og spilde deres tid. Alligevel beder de mig komme ind og få kørt en strimmel. Imens vi ligger i rummet alene, kan jeg se, at der ér noget mystisk med Musen. Jeg har efterhånden fået kørt så mange strimler, at jeg kender hendes puls, der oftest har ligget på 142. Men nu ser jeg, at den svinger imellem 100 og 168. Der kommer en læge ind for at scanne mig, og siger ‘nu skal vi lige tænke os om’. Vi er ikke sikre på, hvad det betyder, men joker lidt med, at det kunne være for sindssygt, hvis hun kommer ind og siger at vi skal have akut kejsersnit, da vi ligger tilbage i rummet alene og får kørt endnu en strimmel. Lægen kommer ind til os, tager fat i en taburet og sætter sig på den. Gisp. Så ved man, der er noget i gære. Hun fortæller os at Musens puls svinger alt for heftigt, og det tyder på, at der er noget der generer hende inde i maven. De anbefaler et kejsersnit, siger hun. Ja okay, hvis hun har det skidt, så er der selvfølgelig ikke nogen udvej. Jeg tænker, at vi kan køre hjem og sove ud, pakke vores ting og komme tilbage i morgen, og spørger hvornår hun har i tankerne. ‘Indenfor en time’ siger hun. Det er fuldstændig urealistisk. Jeg tror jeg får sagt, jamen det er jeg slet ikke klar til. Jeg kigger på Daniel og siger, ‘hun kommer ud nu’ og han får tårer i øjnene. Kan vi nå at ringe til vores forældre? Det får vi at vide, at vi godt kan, men imens jeg har min mor i røret, begynder to kvinder pludselig at tage tøjet af mig og give mig støttestrømper på. Jeg taber min telefon da de flår min trøje af mig og Daniel må samle den op og sige, at vi ringer når det er overstået. Jeg bliver kørt ned mod operationsstuen inden Daniel overhovedet får sin grønne kittel på og kan ud af øjenkrogen se ham komme løbende efter mig. Og så kommer jeg ind i et hvidt rum med lys over det hele og så mange mennesker, at jeg ikke kan holde styr på det. De forklarer mig tingene nærmest imens det sker og på et tidspunkt lukker jeg bare ned og lader tårerne trille. Alt, hvad jeg frygter mest, proppet ind i den samme korte oplevelse. Skyd ryg, får jeg at vide, og det næste øjeblik får jeg et stød ned i mine ben og kan pludselig ikke bevæge dem. Lammelsen breder sig til helt oppe over mit bryst og jeg bliver bange for, at jeg ikke vil kunne trække vejret. Inden jeg når at tænke meget mere, hører jeg lægerne sige ‘klart fostervand’, og kan kort efter høre skrig.
Men jeg får hende ikke at se. De tager hende med ud til en børnelæge og Daniel går med. Og imens jeg ligger dér, uden at kunne andet end at trække mit vejr og dreje mit hovede, siger jeg igen og igen – er jeg okay? Jeg vil ikke mere nu.
Daniel kommer ind og sidder bag mig med vores barn i armene. Han siger hun er smuk, men jeg kan ikke se hende. Det føles som en evighed imens de syer mig sammen og vi bliver kørt ned på opvågning. Her bliver jeg igen efterladt imens Daniel og jordemoderen går ud og måler og vejer Musen. Da de kommer tilbage lægger jordemoderen mit barn på mit bryst. Omkring tre kvarter efter hun er kommet til verden. Og så ligger jeg ellers der, lammet i nærmest hele min krop, med drop placeret i min inderarm, lige ved albuen, så jeg ikke kan bøje den, og med den anden arm, helt lammet fordi der er blevet taget blodtryk på den igen og igen. Der går fem timer før jeg kan vippe med mine fødder og småt røre mine ben og vi bliver kørt op på barselsgangen. Jeg sov tre kvarter den nat, med Noelle på mit bryst, fuldstændig ude af stand til noget som helst. Hendes ankomst til verden, blev den mest forfærdelige oplevelse i mit liv. Der gik tre kvarter fra de sagde hun skulle ud, til hun var ude. Efterfølgende fik vi at vide, at man var bekymret for ilttilførslen. Og tilbage sad jeg med den ondeste følelse i maven. Tænk hvis jeg ikke var taget derind? Tænk, hvis jeg ikke havde gjort mere ved det, var gået i seng og tænkt, du er bare hysterisk. Det kan gøre mig helt skør at tænke på, at det ansvar lå på mine skuldre, og at jeg var så tæt på at blive hjemme.

Og samtidig så er jeg underligt taknemmelig for det sindssyge forløb det har været at få vores pige. Hvis ikke det var fordi, det har været gået galt så mange gange og været en graviditet fuld af så mange bekymringer, så havde jeg ikke været så opmærksom på min krop. Jeg havde ikke forventet andet end, at alt ville gå efter bogen. Og jeg var blevet hjemme i min seng. Så godt kender jeg alligevel mig selv.
På en underlig måde føler jeg, at hele forløbet er årsagen til, at Nus er her i dag.

Som jeg før har skrevet, så kan så mange slag i ansigtet, som får ødelagt ens tilværelse, få en til at stille spørgsmålstegn ved, om det er en kamp man vil kæmpe – om det er dét værd. Man tænker over, hvor meget man kan holde til, og hvornår man skal sige stop. Når en positiv graviditetstest ikke længere fører lykke med sig, hvad så?
Og hvordan skulle man vide det, når man ikke har prøvet det før?
Men det ER det værd. Al sorgen forsvinder og årene synes pludselig ikke så lange.
Men hun skulle vokse på mig. Jeg ville øjeblikkeligt gøre alt for hende, ingen tvivl. Men mit hjerte havde garderet sig mod at blive såret. Derfor kunne hun ikke indtage mig som et lyn, der slår ned. Det føles stadigvæk som en drøm jeg kan vågne fra. Men hver dag bliver det mere og mere virkeligt, og hun trænger dybere og dybere ind i hjertet, som mere og mere tror på, at hun er her, og for at blive. Og på et tidspunkt omkring klokken 4, for et par nætter siden, slog det mig så for første gang, at jeg elsker hende. Over alt på jorden. Jeg tog gerne en omgang mere for hende….

2 kommentarer

  • Det giver mig tårer i øjnene at læse Susan…… men heldigvis endte det hele jo med en fantastisk lille pige! Selvom det nogle gange er svært kun at se på det gode, når der har været så meget dårligt op til <3

    / sisselsolsort.dk

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sus

      Hvor er du sød Sissel! Ja, heldigvis er jeg nu beriget med to dejlige banditter <3 Tak fordi du læste :-*

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Læs også

Scones a'la sommer - med jordbær