Fars dag - favoritter!

Life and afterlife – gentagne spontane aborter part 2

  

Det er noget tid siden jeg har skrevet om livet som ufrivillig barnløs og livet ovenpå sådan en omgang, når man så bliver gravid. Det skyldes dels, at jeg har taget en beslutning om, at jeg VIL nyde min graviditet, VIL tvinge mig selv ud af følelsen af, at det kun kan gå galt og sidst men ikke mindst, at det i høj grad har lykkedes mig.

Jeg har formået at slappe af og glæde mig idet jeg har troet på det bedste, samtidig med, at jeg hele tiden har prøvet at forberede mig på det værste. Fundet en balancegang, der har gjort det muligt at føle mig som kommende mor, samtidig med, at jeg er meget bevidst om de farer der lurer.  


Men den sidste uge har fået skubbet mig ud af min balance. Jeg er bange og jeg synes igen, at mine tanker er blevet min værste fjende.

Vi nærmer os starten på tredje trimester og dermed også starten på den periode, hvor der sker nogle ting i HAB (abortus habitualis) pigers graviditeter, som ikke helt kan forklares, men som ses ofte i vores tilfælde. Bebs stopper med at vokse og udvikle sig, og hvis det ikke opdages i tide, så kender I jo nok selv resten af historien. Og hvis det opdages i tide, så kender I nok også selv resten af historien – så må det overvejes om bebs har de bedste chancer for at overleve inde i babybulen eller udenfor. Og så er det jo bare om at krydse fingre for, at man kommer hjem med en levende baby. Men der er også en anden lille detalje. Har man haft gentagne spontane aborter, er det ofte som om kroppen simpelthen bare ikke kan finde ud af at gennemføre en hel graviditet, og fødslen går igang af sig selv, alt, alt for tidligt. Det var de sidste ord vi fik med på vejen da vi forlod klinikken efter 16 uger med bebs i maven. At risikoen for at føde for tidligt er dobbelt så stor som HAB’er, af ovenstående årsager. Derfor får man også ekstra scanninger i tredje trimester, i forsøget på at forhindre en eventuel katastrofe.
Nu er der to uger til jeg rammer tredje trimester, første scanningstid er tikket ind i min e-boks og jeg er hunderæd.

Det sted man finder mest trøst i sin situation, er blandt andre, der har stået/står i nøjagtig samme situation. For mit vedkommende er det på min Facebook gruppe med andre HAB’ere. I år har der været babyboom (i hvert fald i form af foreløbige graviditeter) derinde og det giver håb for alle andre medlemmer. Derfor er gruppen guld værd. Men det kan også skræmme livet af én.
For 8 uger siden gik vandet på én af pigerne. Hun var 28 uger henne og blev indlagt med et håb om, at hun ikke gik i fødsel og ville gendanne sit fostervand. Halvanden uge senere fødte hun en søn på 1700 gram. Pludselig gik det op for mig, hvorfor min jordemor allerede for 4 uger siden fortalte os, at hun havde tilladt sig at give vores journal til Neonatal i det tilfælde, at vi ville ende dér, så de vidste hvem vi var på forhånd. Det havde skræmt mig lidt, men også gjort mig tryg at vide, at man ved hvem jeg er, så man kan give mig og min mand den omsorg, vi ville få brug for i et sådan tilfælde.

I løbet af de sidste par uger, har en af pigerne fortalt, hvordan scanningerne ikke har set gode ud. Hendes lille pige tog ikke på i vægt som hun skulle og hun blev scannet meget ofte, i håbet om at se små vægtstigninger, der kunne argumentere for at det nok skulle gå for lillepigen inde i maven. Men i sidste uge måtte de konstatere, at hun med en vægt på 20% under gennemsnittet, havde bedre chancer for at overleve udenfor. Ved kejsersnit kom hun til verden, med bare 1150 gram.

Jeg blev enormt ramt, fordi jeg bliver mere og mere overbevist om, at det ikke kommer til at gå os anderledes. Hvorfor skulle det?

Torsdag aften gik jeg i seng med en meget aktiv baby i maven. Hun sparkede derudaf og gjorde det umuligt for mig at falde i søvn. Midt i sin moslen rundt, får hun vendt sig på en måde, som føles helt forkert. Hun sparker mig direkte ned i mit underliv og bækken og for hvert spark føles det som om hun ryger længere og længere ned. For hvert spark lige midt i skelettet, føltes det som om mit bækken åbnede sig og jeg fik den mest forfærdelige følelse af, at hun var på vej ud af mig. Frustreret satte jeg mig op i sengen og forsøgte at sove imens jeg sad op med en skør tanke om, at hun ikke kunne kravle nogle vegne, hvis jeg sad på min numse. Og alt imens fortsatte hun med at sparke helt hysterisk, og jeg fik overbevist mig selv om, at hun måtte sidde fast og ikke havde det godt. Jeg aner ikke, hvordan jeg faldt i søvn den nat, men jeg ved, at jeg kun fik få timers søvn inden jeg måtte op for at gå på arbejde, med en baby der fortsat lå helt forkert – og sparkede videre. Det føltes som om hun havde sparket non-stop i et halvt døgn og min mistanke om, at noget var galt blev kun forstærket. Hen ad eftermiddagen ringer jeg til min mor og spørger om hun mon kan huske at baby i løbet af graviditeten ryger længere ned, og jeg kan ikke holde tårerne tilbage. Vi aftaler, at jeg skal ringe til min jordemoder og snakke med hende om det. Men så får jeg kolde fødder. Jeg orker ikke at begynde at ‘gøre et nummer’ ud af det. Jeg orker ikke lade panikken indtage mig fuldstændig og sætte gang i undersøgelser. Jeg kan ikke overskue, hvordan weekenden vil se ud, hvis jeg får at vide, at jeg først kan blive set på om mandagen. Så jeg beslutter mig for at lukke fuldstændigt ned for mit hovede, af frygt for, hvordan resten af min graviditet vil blive et psykisk helvede, hvis jeg allerede lader frygten overmande mig fuldstændigt nu.
En mekanisme jeg er taknemmelig for at have fået med på vejen efter alt, alt for lang tid med alt for meget sorg og en knækket psyke. I stedet lægger jeg mig på gulvet med benene oppe i sofaen og løfter numsen imens jeg prøver at skubbe baby tilbage op i min mave?!?!? Jeg er fuldstændig udmattet og falder i søvn på sofaen, og da jeg vågner er det som om hun allerede har vendt sig en smule. I løbet af lørdagen kan jeg mærke at musen nu er tilbage på rette spor og sparkene er nu igen oppe i maven og jeg er glad og lettet over, at jeg ikke panikkede og satte gang i himmel og hav. Nu er det overstået, tænkte jeg.. 

Men i løbet af min søndag har jeg måtte erkende, at det ikke er overstået. Frygten har sat kloen i mig, og jeg må acceptere, at mine år med mislykkede graviditeter forhindrer mig i ubetinget at nyde en graviditet og tro stålfast på, at jeg skal være mor. Der var engang, hvor jeg blev mor idet øjeblik jeg kunne klare to streger på en papirstrimmel. Nu bliver jeg ikke mor før jeg har min lille pige i armene, i live.
Første scanning om små to uger har medført en kæmpe frygt for, hvad vi mon kommer til at se. Vi havde aftalt en 3D scanning når jeg var 26 uger henne, hvilket jeg er på torsdag. Men nu tør jeg ikke. Tænk, hvis de på privatklinikken fortæller os, at musen slet ikke er stor nok ifht. hendes ‘alder’? Jeg vil være i de rette hænder, når jeg får det at vide.

I mellemtiden er endnu en HAB pige blevet sat i fødsel ovenpå en dårlig scanning, dog hele 36 uger henne, fordi hendes lille pige ikke tog på som hun skulle.

Jeg får hele tiden at vide, at der ikke er nogen grund til at jeg læser de historier, fordi de kun skræmmer mig. Men i virkeligheden er de piger jo de eneste jeg kan sammenligne mig med. De er de eneste, der har gennemgået vores forløb, og det ville være usundt at sammenligne mig med alle andre end de piger, hvis kroppe opfører sig på samme måde som min. Så er der da først mulighed for at gå helt i sort, når tingene ikke går som de skal. Men jeg er skræmt helt ind til benet for tredje trimester og scanninger, fordi jeg er bange for, at en for tidlig fødsel vil betyde, at jeg ikke får min pige med hjem. Søndag aften kunne jeg ikke sove fordi jeg var overbevist om, at hun havde viklet sig ind i navlestrengen og jeg ville miste hende. Jeg bliver overmandet af bekymringer, når jeg lukker mine øjne og jeg er udmattet af mareridt om at gå i fødsel og sidde med en baby, der dør i mine arme, imens jeg venter på en ambulance. Jeg kan igen mærke, at jeg ikke kan holde ud, at andre spytter børn ud på stribe som om det er en leg, naive og lykkelige, fordi det jo kun er os andre tabere, det går galt for. Er der overhovedet nogle, der tænker sådan? Jeg bliver en idiot, fordi jeg er bange. Jeg tør ikke engang være naiv og lykkelig, knap 26 uger henne i min graviditet. Jeg kommer aldrig til at give slip på dét forløb vi har været igennem, og uanset om vi så ender med 5 unger, så vil det være svært for mig at se, hvordan andre kan fortælle om deres graviditeter så snart de har pisset på en papirsstrimmel, fordi de er overbeviste om, at det ikke kan gå galt for dem. Det er nok en dyb misundelse over at kunne tro så blindt på, at alt vil gå godt. Og den fylder meget imens jeg går med frygten om end ikke at få lov at møde musen i min mave. 
Det var en fejl at tro, at jeg kunne nyde min graviditet som alle andre gravide, men jeg er stolt over, at jeg har formået det i den grad jeg har.
For nu må jeg acceptere at mit hovede igen er blevet min værste fjende, og håbe på, at den megen aktivitet i min mave kan få beroliget mig, så jeg igen kan finde en balance og føle mig tryg. Og det er ok, med den baggrund vi har i vores projekt baby, men hold op, hvor er det tungt i hjertet.

2 kommentarer

  • Dette er så sterkt og så skjørt og jeg er så glad på deres vegne for at du har to, friske jenter nå. Jeg kan ikke forestille meg hvor hardt du har hatt det med hensyn til dine svangerskap, men jeg kan relatere meg til frykten og tankene om at man ikke tør å ta noe for god fisk før barna faktisk er født. Takk for at du delte dine erfaringer, jeg er sikker på at de er til trøst og støtte for mange i samme situasjon. Klem!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sus

      Tusind tak for dine altid søde ord Anne Linn!
      Livet ser så anderledes ud nu – gudskelov <3

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Læs også

Fars dag - favoritter!