Forkæl dig selv - med god samvittighed!

En lille pige..

Langt om længe, virker det som om, at troen på det hele endelig er indtrådt, og at det tunge åg på mine skuldre er blevet lagt ned ved siden af. Det er ikke gemt væk nede i kælderen, det ligger lige dér ved siden af, parat til at belemre mig igen, hvis jeg ikke passer på! Men for nu, ånder jeg lettet op.

Jeg kom hjem fra en forlænget weekend i Barcelona i tirsdags og skulle til min sidste scanning på Abortus Habitualis enheden i går, onsdag. De var glade deroppe! Det er som om, at det er lige så stort for dem, at der også kommer patienter derfra med gode udsigter til en baby. De gav mig et skema i hånden, som hospitalet skal udfylde når vi har fået vores lille – det propper de ind i deres statistik, så de kan præsentere nye patienter for gode resultater, i håbet om at de ikke mister alt håb, når de ender deroppe.

Ved scanningen kunne vi se et fuldt udviklet skelet – ribben, knogler i ben og arme samt hænder og fødder. Det var næsten som at se et afpillet fugleskelet. Hvor er det sindssygt at der ligger et komplet menneske på bare 15 cm!? Baby var enormt aktiv, hvilket vi har fået at vide adskillige gange nu, er enormt gode tegn. Efter min tur til Barcelona, havde jeg ellers allerede bildt mig ind, at jeg godt kunne risikere at baby var død af flyveturen. Jep! Hjernen passer på hjertet…

Vi blev sendt afsted fra klinikken med information om at det oftere sker for patienter med Abortus Habitualis, at de føder for tidligt, eller at barnet ikke vokser som det skal i slutningen af graviditeten, derfor skal vi have ekstra scanninger i slutningen, for at afværge en eventuel katastrofe. Vi får altså ikke lov at slappe fuldstændig af, men det må vi prøve at tage, når vi når så langt, og bare være glade nu.

Bagefter hoppede vi ind til jordemoderhuset og fik en kønsscanning. Mine fornemmelser fra første gang jeg anerkendte, at jeg faktisk var gravid, viste sig at være sande. Vi skal have en lille pige.

Det er nu meget godt, at jeg ikke vidste dét, da jeg var i Barcelona – det havde gjort ondt i min pengepung!

I dag var jeg så til jordemor for første gang, hvor jeg mødte lige præcis den omsorg jeg havde brug for. Vi fik at vide, at med den psykiske belastning vi har været ude for, og dermed også risikoen for en efterreaktion, vil de ikke smide os hjem efter fødslen, men beholde os i en uges tid efter, hvis vi har brug for det. En uge, hvor vi kan få den omsorg og hjælp, som vi har brug for. Det lettede mit hjerte helt enormt, da jeg allerede selv har gået og bekymret mig meget over en eventuel fødselsdepression.

Som jeg har skrevet før, hopper man ikke bare ud af de følelser man har stået i så længe, og jeg kender mig selv godt nok til at vide, at selvom der pludselig er en baby, så er min krop ikke færdig med at kæmpe den kamp, som det har været at nå dertil. Det tager tid at komme i kampberedskab, og det tager også tid at lægge det ned igen. Det er ikke som om at lillepigen kommer at læge alle sår i det øjeblik hun kommer til verden, om end hun vil være det mest perfekte plaster på såret. Jeg har brugt tid på at finde ud af, om jeg bebrejder mig selv for, at jeg ved, at baby ikke kan blive løsningen på alle problemerne, som jo netop opstod fordi baby ikke kom. Er det så fordi jeg ikke er taknemmelig nok?

Men jeg er også kommet frem til den konklusion, at det slet ikke er dét, det handler om. Hvis man har to børn, og den ene bliver kørt ned, vil det være en kæmpe trøst, at man dog stadigvæk har sit andet barn, men det kan aldrig erstatte det mistede barn. Ja det ved jeg jo ikke en skid om, men det er sådan jeg forestiller mig det. De år med stor sorg, forsvinder ikke, selvom der kommer et mirakel til verden, om end hun vil sætte et punktum. Og det vil jeg ikke bebrejde mig selv, for det handler slet ikke om baby, men om mig.

Man kan godt sørge og være lykkelig samtidig.

Igår følte vi os så endelig klar til at dele med folk omkring os, at vi skal være forældre. Det har været et kæmpe frirum at skrive herinde, hvorimod det har været svært at snakke med bekendte om vores graviditet. Det ville være så meget mere enkelt at skrive herinde, at håbet var tabt, end til alle dem, man skal konfronteres med igen og igen, og have de trøstende ord fra, som man ikke engang orker.

Vi droppede det obligatoriske scanningsbillede – jeg ved ikke, hvor mange derude, der nu har det, som jeg har gået rundt og haft det. Vi skrev derimod et langt indlæg, hvor vi fulgte op på det ærlige indlæg vi smed op, dagen efter jeg fik opereret baby nummer 5 ud af min æggeleder. Det lød således:

En lille roman til dem, som ønsker at læse med:

Vi skrev det herinde den 2. juli sidste år – dobbelt op på tredje gang må være lykkens gang..
Det vil alligevel være løgn at sige, at jeg selv troede på det.
Jeg begyndte i stedet at sige til mig selv, at jeg måske skulle til at leve mit liv på en helt ny måde, hvor der skulle findes en helt anden mening med mit liv, end at få børn og føre sin generation videre. Det begyndte at gå op for mig, at Daniel og jeg måske aldrig ville blive forældre. At der ikke er nogen garanti, som man går og tror i alle de mange år, hvor man kæmper for IKKE at blive gravid.
Det er jo ikke fordi det her har stået på i umenneskeligt lang tid, omend det føles sådan. Men når man ender på en klinik, fordi man pludselig har en lidelse, som kun meget få andre har, så kan man pludselig ikke sammenligne sig selv med andre end de meget få andre, som man går på den klinik med. Man kan ikke længere forholde sig til ‘almindelige graviditeter’. Det bliver virkelighed, at alle de historier som folk har, ikke vedrører os – for jeg er ikke dem. Vi er nogle af dem fra Abortus Habitualis, og her er der bare ingen garanti for en baby. Der er ingen, der ved, hvornår baby sidder fast, eller om den nogensinde gør, og heller ikke hvorfor, den ikke gør. Der er piger, der kun bliver gravide en enkelt gang om året, og alligevel har mistet mere end 10 gange, og også nogle der ender med at måtte adoptere eller helt droppe at få et barn på den ene eller den anden måde. Det er VIRKELIG lang tid at være i sådan et helvede, og jeg vidste allerede med mig selv, at dét ville jeg ikke holde til. Så hvornår skal man stoppe? Hvornår er nok, nok? Er fem mislykkede graviditeter ikke i overkanten? Hvor meget kan kroppen og psyken holde til? Især når man ikke ved om det på et tidspunkt bærer frugt…
Så er det man må begynde at overveje, om livet kan indebære nogle andre ting, som er lige så betydningsfulde for en, som kan give livet lige så stor værdi, som dét at få et barn. Og det tog hårdt på mig og os.
Så vi måtte finde en måde at hive os selv op på, da vi til sidst befandt os i dyb krise. Jeg blev sygemeldt, da jeg ikke længere kunne overskue livet, og vores verden gik i stå. Vi besluttede efter nogle måneder, at gøre alvor af de beskidte knæ jeg pådrog mig for knap et år siden, og begyndte at arrangere bryllup. Det var så tiltrængt med noget at se frem til, og en begivenhed, som for mig, er lige så stor, som at skulle have et barn. Det betød også at livet i midten af december, begyndt at se noget lysere ud – men samtidig var der en stemme der sagde til mig, at det var alt for langt at hoppe op på humørskalaen, for der er fandeme langt ned igen bagefter! Hvordan ville det ikke ende, når alt bryllupsfiset var overstået? Jeg så jo, hvordan det gik, da vi kom hjem fra tre ugers ferie i USA – den klamme opvask stod der stadigvæk, den lugtede bare endnu værre nu!

Man bliver bange for at være glad, fordi man bliver bange for det dybe fald der er bagefter, når glæderne er overstået. Det bliver nemmere at holde sig på ligegyldighedens vej. Jeg var enormt bange for at arrangere dét bryllup, men vi holdt fast i, at det skulle vi altså, og langsomt gav vi slip på projekt baby. Nytårsaften drak jeg mig godt fuld for første gang i umindelige tider – i projekt baby, risikerer man jo ikke at miste et foster på at drikke alkohol, når man ikke ved, om man er gravid. Og dagen efter går det op for mig, at jeg da vist lige er nødt til at tage en test, som omgående klasker to tydelige streger lige op i ansigtet på mig, fuldstændig uventet, for på nuværende tidspunkt har jeg ikke været gravid i præcis 6 måneder, hvorimod jeg på vores første halve år i projektet, blev gravid tre gange.

Hvad gør man så? Jeg skulle fandeme ikke giftes med en gravid mave, og en hals der går i ét med mine skuldre. De to begivenheder skulle skilles ad, hvorfor vi længe havde udskudt planlægning af bryllup, og det først blev en realitet, da vi var nået til dét punkt, at nu satte vi det andet projekt på standby.
Men når man så er stensikker på, at der ikke går mere end 4 uger, så er det hele overstået igen, så bliver det nærmest ligegyldigt.
Så vi fortsatte vores bryllupsplanlægning, og ignorerede fuldstændig graviditeten, i det omfang man nu kan, når man render til blodprøver og scanninger på klinikken, ikke mindst fordi det var meget vigtigt for dem at finde ud af, meget hurtigt, at denne graviditet sad som den skulle, ovenpå den operation jeg fik i juli sidste år. Og det gjorde den altså. Og uge for uge har den vokset sig større og større, og begyndte til sidst at ligge og vinke til os og sutte på sin tommeltot. På et tidspunkt går det så op for os, at vi ikke kan ignorere den længere. Det var ellers ikke noget vi så meget som snakkede om herhjemme. Men lige pludselig bliver det virkelighed, at vi måske ender med en baby denne gang.
Mit brækkede sind, har gjort det svært for mig at snakke åbent med folk jeg kender, om at vi MÅSKE skal være forældre. Den mørke stemme langt bag i mit hovede siger hele tiden: ‘I kommer bare til at fortælle ekstra mange, at I ikke skal have en baby alligevel, og dét ved du, ikke er sjovt!’. Så snart det er gået lidt for bredt ud, bliver jeg bange. Og der er hele tiden et mørke, der fortæller mig, at der er så langt at falde, hvis jeg først hopper op på den højeste gren.

Men nu er vi altså nået til det punkt, hvor vi begge er klar til at fortælle hele verden, og vist nok med en vaskeægte TRO PÅ, at denne gang bliver det – vi skal være forældre! Til en lille pige. Og pludselig er det fuldstændig ligegyldigt, at der under brudekjolen gemmer sig en mave. Nu er det hele bare fantastisk, som det er. Hvem kan glæde sig mere til en baby, end dem, der troede de ikke kunne få en?

Nu blev det pludselig et langt indlæg. Til sidst, vil jeg bare sige, at jeg ved, at der sidder nogle derude og læser med, som ikke ved, at jeg ved det 🙂 Jeg vil bare sige tak fordi I gør det – piger i min situation, har brug for støtte fra nogle, der kan sætte sig ind i den situation, og jeg har prøvet at gøre mit bedste for at forklare det. Og så håber jeg, at du/Jer, som selv har/har haft svært ved at få et mirakel, har fået noget ud af at læse med om de tanker og følelser man går rundt med undervejs og bagefter.

Øverst ser du billede af bebs helt fra hun var ingenting 5+6 og til hun lignede et lille menneske 12+6.

Her ser du et billede af hende fra igår, 14+6, hvor hun ligger med fødderne og piller sig i næsen…… Hun minder allerede om sin far.

pige_4

Og desuden, ligner hun et uhyggeligt skelethoved, der smiler skummelt.

Jeg håber hun er kønnere ved ankomst!

Sus ♥

14 kommentarer

  • Merve

    Hvor er det skønt med en lille pige! Stort tillykke smukke, jeg krydser alt for, at det hele kommer til at gå efter planen 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sus

      Tak kære Merve, vi krydser også, og for hver dag, hvor det går godt, bliver man jo mere og mere sikker på det hele. Nu er jeg trods alt snart 4 måneder henne 🙂 <3 Hav en dejlig søndag!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne

    Hvor bliver jeg rørt når jeg læser dette indlæg. Jeg ved ikke helt om “tillykke” er på sin plads, det er nok et “hårdt” ord at høre, når tingene førhen er gået som de er.

    Min kæreste og jeg startede selv projekt baby i august sidste år, med håbet og troen om, at vi stod med en baby, når jeg er uddannet til sommer. Dét gør vi så ikke… Ingenting er sket siden, og selvom det på ingen måde kan sammenlignes med din (jeres) historie, så er det rigtig frustrerende. Som du skriver, så har man jo i så mange år gået og passet på, netop for ikke at blive gravid. Når så tiden er inde til projekt baby, så viser det sig, at det pludselig ikke er så nemt alligevel.

    Min kæreste siger tit, at måske er det tid til snart at opsøge min læge. Men hvad gør man, hvis lægen ikke siger de ord man gerne vil høre… Jeg ved ikke helt, om jeg er klar til at høre lægens dom. For hvad nu, hvis det ikke er gode nyheder.

    Til sidst vil jeg gerne sige TAK for et indlæg der satte tanker i gang, og et forsigtigt tillykke med jeres kommende datter.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sus

      Kære Anne.

      Jeg er blevet bedre til at tage imod tillykke, nu hvor jeg er nået så langt, så tak for det <3
      Da vi smed p-pillerne, var det også med håbet om, at det lige ville passe med, at jeg stod færdig med min bachelor og kunne tage et års velfortjent barselspause fra studierne – sådan skulle det ikke gå.
      Når man først har lagt præventionen for at blive gravid, så bliver man ekstremt utålmodig, og hver måned føles som en evighed. Men hvor jeg har mødt mange piger som har ventet i det år man skal have forsøgt at blive gravid, for at få hjælp fra lægerne, og når de så har fået taget blodprøver og fået henvisning til fertilitetsklinikker, så bliver de gravide. Grænsen på et år, skyldes åbenbart at det for de fleste, tager netop op til et år, at blive gravid, efter at have lagt præventionen fra sig.

      Så jeg vil bare sige til dig, at jeg synes I skal prøve at være tålmodige og fortsætte de næste måneder, til I har forsøgt i det års tid, man skal (bruger i evt. ægløsningstest?) og hvis du så stadigvæk ikke er blevet gravid, så vil jeg bare sige – kom afsted!
      Jeg kan godt forstå, at det ikke vil være rart, eller måske et kæmpe nederlag at få at vide, at den ene eller den anden, måske ikke fungerer helt optimalt.
      Men noget af det værste i mit forløb, har været ikke at vide, hvad der er galt, for hvordan f….. ved man så, om det nogensinde kommer til at gå godt? Der er jo ingen behandlingsmetoder imod 'vi ved ikke, hvad aborterne skyldes, i må prøve igen og igen og igen og igen….'
      Så for guds skyld, kom afsted når tid er, og få svar – måske er der intet i vejen, og I skal blot bruge lidt ekstra tid, måske har din kæreste nedsat sædkvalitet og så kommer i op hos nogle specialister, som sorterer de bedste sædceller fra og hjælper jer med at lave en baby på det. Og det er da ikke skide fedt, MEN, så er i kommet et skridt videre i jeres projekt, og der er simpelthen ikke nogen grund til at trække en hård tid længere ud, for det er det jo altså, at gå i fertilitetsbehandling. Men husk, der er I slet ikke endnu, gudskelov 🙂
      Jeg håber for jer, at du inden længe er blevet gravid, og prøv at holde spekulationerne på et minimum indtil I når den magiske grænse til august, selvom det er svært; for nu er du HELT normal 🙂

      Jeg er glad for du kunne lide mit indlæg og tusind tak for din kommentar <3 Kram og tanker til dig.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Anne

      Tak for svar, og du har helt ret; hver måned føles som kvartaler i stedet, man (jeg) er SÅ utålmodig. Jeg har brugt ægløsningstest siden november, og min ægløsning svinger med 2-5 dage hver måned :/ Detsuden har jeg fået uregelmæssig menstruation (alt mellem 24-32 dages cyklus). De første 3 måneder projektbaby var i gang, var den regelmæssig (måske 1 dag fra/til) men det er som om, at efter jeg er begyndt med ægl.test, så er den pludselig blevet uregelmæssig. Det gør også, at jeg har spekuleret på, om kroppen og psyken virkelig kan være SÅ påvirkelig for, at man brændende ønsker sig et barn. Som du selv skriver, så hører man jo (forholdsvis ofte) om folk, der efter de har kontaktet lægen, vupti – bliver gravide. Så måske man også bare skulle vælge at droppe ægl.test og så bare sige: sker det så sker det.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sus

      Undskyld for et meget sent svar Anne…
      Er der sket noget nyt hos dig? Har du været hos lægen, eller hænger I i endnu og tror på naturens gang?
      Du har ret, psyken kan påvirke kroppen fysisk i en grad, man slet ikke kan forstå. Men som jeg også før har skrevet meget om, så har man jo ikke en tænd/sluk knap, og så bliver det en ond cirkel. I virkeligheden skal man jo hoppe på hinanden 14 dage i træk midt på måneden, eller i hvert fald hver anden dag, så spørgsmålet er om ægløsningstest gør andet end at blive en diktator for hvornår man skal have den ene omgang sex, som man regner med giver en baby. Måske skal fokus hellere være på at få noget sjov ud at have en masse sex. Og det kræver ikke så lidt endd, men man må simpelthen sige sig selv, at det er drømmen om at få et ønskebarn, som gør at man må give det en ekstra indsats for at øge lagengymnastikken. Jeg har mange gange undervejs brugt ægløsningstests og droppet dem igen, fordi jeg ‘ikke kunne finde ud af det lort’, taget fat på dem igen, droppet dem osv. De gavnede mig ikke særligt meget undervejs. I min tredje periode med dem, tog jeg dem henover en uge. Så kunne det være at der slet ikke var en anden streg at spore de første dag, men at den var der næste dag, og så snart jeg bare kunne fornemme en streg, så havde vi altså en klar pagt om, at så var det på den de næste 5 dage. Og ellers var reglen simpelthen sex hver anden dag, gerne hver dag, fra en uge efter min menstruation og til en uge før. Min kæreste var ikke glad, og det var jeg sgu heller ikke! Så jeg ville ønske at vi havde fokuseret mere på sex for kærlighedens skyld og ikke for baby. Måske psyken så følger med – det kan man håbe på! Jeg ønsker dig så meget held og lykke og vil meget gerne høre fra dig igen.. Stort knus!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kristine

    Kære Sus,
    Tillykke med graviditeten, bryluppet og at I skal have en dejlig lille pige 🙂
    Selvom jeg slet ikke har været igennem halvdelen af jeres tur, så genkender jeg dine tanker – i sommers blev jeg også spontant gravid efter et år i behandling. Lykken var stor indtil ts, som efter 4 ugers scanning en gang om ugen konkluderede et vindæg og vi var stadig ikke i mål.. Var det vores eneste chance? Vi ønskede ikke mere behandling – det var for hårdt og stred mod alt jeg tror på er godt for kroppen, med stor respekt for at det er det rigtige for nogle, var vi bare nået til at adoption mere var os – men turde vi tro på det kunne ske igen..
    Vi troede på det og heldigvis for jeg er gravid igen. Men frygten fylder enormt meget, hvorfor skulle det gå vores vej denne gang? Jeg er slet ikke træt, ingen kvalme eller mærkelig trang til noget mad – så mit hoved beskytter, som du så fint siger det, mit hjerte og selvom jeg ved jeg ikke kan styre noget med mine tanker føler jeg at jeg ødelægger det for os med vores tanker..
    Hvordan har du forsøgt at mestre tankerne?
    Kærlig hilsen Kristine

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sus

      Hej Kristine.

      Tusind tak fordi du skriver og tak for din lykønskning <3
      Stort tillykke til dig også med din graviditet 🙂
      Jeg vil nok sige, at første gang jeg havde en spontan abort, var en af de værste, fordi det kom så uventet og lå så langt fra mine ideer om, hvordan kroppen fungerer. Så jeg forstår fuldt ud, at du 'allerede' efter første mislykkede graviditet, besluttede dig for, at du ikke ville udsætte din krop for mere, ovenpå dit år i behandling. Det er jo så umenneskeligt hårdt at stå i projekt baby, og ikke vide, hvornår tingene går den rigtige vej. Og alle de spekulationer, der hører med, ÅH! Jeg kender så godt følelsen af, at man er bange for at spekulere det hele i stykker, for man ved jo, at det er skidt for kroppen at være bekymret, men hvordan stopper man lige? For at være helt ærlig; jeg kunne simpelthen ikke. Og det var også derfor, at jeg gik fuldstændig ned. Først da jeg havde noget andet at glæde mig til, kunne jeg lægge nogle af spekulationerne på hylden, selvom det også var en bekymring for mig, at alt det sjove på et tidspunkt er overstået, og så er det altså tilbage til projekt baby. Hvad ville det dog bringe med sig? Så bekymringerne har på intet tidspunkt været fuldstændig tøjlet, men det gjorde alligevel en verden til forskel, at have noget andet at glæde mig til. Som jeg også skriver, så skænkede jeg ikke graviditeten mange tanker de første fire-fem uger, fordi jeg regnede med, at det ville gå galt, så jeg fokuserede bare på forberedelserne til brylluppet, og følte nærmest ikke, at endnu en spontan abort kunne slå mig ud denne gang, for nu skulle jeg altså giftes.

      Jeg forstår udemærket din bekymring, når ikke du har tydelige graviditetstegn, men det betyder ikke, at du ikke er gravid på en helt normal måde! Jeg har en veninde, der havde svært ved at blive gravid, som sagde at hun ville tage alle verdens øvheder med sig, hvis hun bare fik lov at blive gravid. Og så blev hun gravid og fik hverken kvalme, træthed, cravings eller noget som helst andet, og hold op, hvor føler hun sig snydt. Men vigtigst af alt, så er hun 14 dage fra sin termin med en lille pige, så husk på, at ingen symptomer er lige så normalt som masser af symptomer! Jeg har heller ingen mærkelige trange til mad, jeg føler mig blot noget mere sulten. Hvor langt er du henne i din graviditet? For nogle starter kvalmen først i 8. uge.
      Hvis jeg skal fremhæve noget, i det du skriver, så er det, at I godt kunne finde på at adoptere, og det forestiller jeg mig, ville kunne berolige dig en smule – jeg vidste med mig selv, at hvis jeg ikke kunne få mine egne børn, så skulle jeg slet ikke have nogle. Hvis du og din kæreste er enige om, at det er lige så betydningsfuldt for jer at få et barn ved adoption, så har I givet jer selv de bedste betingelser for at blive forældre på den ene eller anden måde! Det er afsindigt modigt, og jeres måde at tage hånd om jeres eget liv på!
      Jeg håber inderligt for dig, at din graviditet går som den skal, og omvendt dig, vil jeg sige – hvorfor skulle den ikke? Du har ikke en historie med mislykkede graviditeter, men derimod haft svært ved at blive gravid, som jeg forstår? Så skal vi ikke stole på, at det var et æg uden for tilfælde sidst og, at det æg, som har sat sig fast nu, er et helt perfekt æg, som er ved at udvikle sig til en perfekt baby?
      Hvis jeg var dig, så ville jeg prøve at proppe mine dage, så de går så hurtigt som muligt, og enten stole på, at denne gang er det jeres tur eller omvendt sige dig selv, at du ved, at det kan gå begge veje, og nu har du forberedt dig selv, og så har du altså passet så godt på dig selv som du kunne, så nu kan du ikke gøre andet end at vente.

      Lad mig endelig høre, hvordan det går?
      Jeg tror på jer!

      Kærlige hilsener

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Kristine

      Mange mange tak for dit varme svar – der fik du lige talt mig ned i kroppen igen. Tusind tak for det 🙂
      Du har ret, vi kan jo hverken gøre fra eller til, så det er bare med at få tiden til at gå!
      Jeg er knap 6 uger henne, så det er så tidligt så tidligt. Det er så interessant som ens tidligere oplevelser farver – sidste gang nåede min krop ikke selv at finde ud af, at der ikke var noget foster og der skulle afvikles. Så ja selvom jeg forhåbentlig er ovre at have svært ved at blive gravid, så gad jeg sgu godt, at jeg kunne tænke – så længe jeg ikke bløder, så er alt godt. Men den holder heller ikke i min verden. Og så er vi tilbage til, det er ude af mine hænder 🙂 Så den tror jeg, at jeg vil gå i seng på – sammen med et par mantraer:
      – everything comes at its own perfect timing (lyder fjollet på dansk!)
      – vi bliver kun givet de udfordringer i livet vi kan håndtere
      – alt er altid som det skal være

      Jeg glæder mig til at følge med videre her hos dig – skal nok holde dig opdateret 🙂

      Godnat herfra!

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sus

      Hej Kristine og undskyld for mit sene svar!

      Hvordan går det hos dig? Er du mon stadigvæk gravid? Jeg har krydsede fingre for dig!
      Jeg vælger også at tro på, at vi kun bliver givet de udfordringer som vi skal håndtere, også selvom det ikke føles sådan til tider 🙂 Jeg er glad for jeg var dig en smule behjælpelig og håber sådan, at alt går godt hos dig!
      Knus

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Kristine

      Hej igen,
      Skrev på telefonen igår, men kan se mit svar ikke er kommet på her (blot til info :blush: )
      Tusind tak for dit varme søde svar, Sus. Der fik du mig lige ud af hovedet og ned i kroppen igen.
      Jeg gik i seng med tanken “hvorfor skulle det ikke gå helt fint?” og den har faktisk siddet i mig idag også. Så kan det jo sagtens være det er anderledes imorgen – sådan ved vi jo det går, ikke – men for nu holder jeg fast i den gode tanke.
      Jeg har undervejs fået mig et par matraer:
      – everything comes at its own divine timing (dsv. jeg behøver ikke have kontrol, der er nogen der styrer slagets gang for mig!)
      – alt er altid som det skal være
      – jeg får kun de udfordringer her i livet, som jeg kan håndtere

      Nu er jeg ikke så heldig at være blevet friet til, men vi går og drømmer om en skøn sommerferie på Bali så måske det skal være mit fokus på Google i stedet for alt med graviditet :see_no_evil:

      Jeg glæder mig til at følge dig herinde og på instagram, jeg kan rigtig godt lide din positive holdning til livet.

      Kh.
      Kristine

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sus

      Hej Kristine og undskyld for mit sene svar!

      Hvordan går det hos dig? Er du mon stadigvæk gravid? Jeg har krydsede fingre for dig!
      Jeg vælger også at tro på, at vi kun bliver givet de udfordringer som vi skal håndtere, også selvom det ikke føles sådan til tider 🙂 Jeg er glad for jeg var dig en smule behjælpelig og håber sådan, at alt går godt hos dig!
      Tak for din søde besked og knus til dig!

      Ps. dit svar var ikke kommet på, fordi jeg ikke have fået det godkendt. Der kommer en del spam, så man får muligheden ved at vælge skidtet fra på denne måde 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Kristine Jensen

      Hej søde Sus!
      Tak for din besked 🙂 Ork, det skal du ikke undskylde – jeg har haft dårlig samvittighed over ikke at have svaret dig, fordi jeg ikke troede det nåede frem 😀
      Stort tillykke med jeres dejlige bryllup, hvor ser det bare ud til at være en skøn dag! Og bryllupsrejse bagefter, skønt med skønt på 🙂

      Jeg er stadig gravid, juhuuu :raised_hands: :142: Vi skal til nakkefold på tirsdag og jeg er ved at gå til! Læste lige dit indlæg om forår i hjertet og genkender totalt dine tanker – det beroliger, at det ikke påvirker resultatet :blush:
      Har overvejet scanning i løbet af ugen x1000, men vælger at tage det som en udfordring – jeg SKAL holde ud 😀

      Knus herfra

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sus

      Tusind tak søde 🙂

      Hvor er det bare fantastisk!!!! Så hjalp det måske at få tænkt nogle positive tanker og acceptere, at vi ikke kan gøre fra eller til, og så lade det hele gå sin gang! Hvor er jeg bare glad på dine/jeres vegne! Du kommer nok til at opleve mange af de følelser jeg har beskrevet igennem graviditeten, og jeg håber at du også når dertil, hvor du kan slappe af, tro på det og nyde det! Nu skal du bare hygge dig i weekenden og optage sindet, så er scanning lige om hjørnet, og så bliver du glad for, at du ikke valgte en scanning inden, for så får du dig en dejlig overraskelse på tirsdag 😉

      Stort knus og tanker!

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Læs også

Forkæl dig selv - med god samvittighed!