Er det min tur nu?

Lunefulde lykke..

 IMG_1607.PNG

Jeg havde naturligvis ikke forestillet mig, at jeg fik lov at læne mig tilbage i en glædesrus til baby en dag stikker hovedet frem, og alligevel, så bliver jeg skide sur over, at jeg bare er i den kategori, hvor jeg ikke får lov at slappe af, før det sker!

Lørdag den 14/2, Valentinsdag og min fars fødselsdag, som skulle stå på kærestehygge først og fødselsdagshygge senere, tog lige en drejning, da jeg pludselig begyndte at bløde..

Jeg gik selvfølgelig i panik og anede ikke mit levende råd. En blødning betyder jo ikke nødvendigvis en katastrofe, nogle bløder on-off igennem hele deres graviditet, og ender alligevel med et velskabt barn. Men i mit tilfælde, har det de forgangne graviditeter, kun betydet, at nu var det hele slut igen.

Jeg ringede til akut gynækologisk på Riget, hvor jeg har været de andre gange, jeg har haft smerter/blødning. De sagde, at de gerne ville se mig men, at det krævede en henvisning fra 1813. Så jeg ringede til 1813 og gentog sygeplejerskens ord. Jeg fik at vide, at jeg ville blive ringet op om lidt, og en rum tid senere, fik jeg så mit opkaldt og fik at vide, at jeg skulle møde op på klinikken I MORGEN kl. 10.00. De havde vurderet, at det ikke lød særligt kritisk, fordi jeg ikke havde særligt mange smerter.

Og så er det, at jeg gerne vil fortælle lægerne, at min behandling på Rigshospitalet, består i omsorgsfuld pleje i løbet af graviditeten, simpelthen fordi man har fundet ud af, at når kroppen er i alarmberedskab, så kan den altså ikke finde ud af at lave babyer. De fleste af os ved allerede, at hvis man er stresset eller på anden måde psykisk påvirket, kan det være rigtig svært at blive gravid. Og når så jeg er patient på en klinik, hvor man beslutter sig for, at det aller vigtigste man kan gøre for mig, er at holde mig opdateret, så jeg så vidt muligt kan holde bekymringerne på et minimum, hvorfor sidder der så nogle andre og beslutter, at hvis jeg FYSISK ikke lider overlast, så kan jeg sagtens vente? Det værste ved hele vores lange lorteforløb, har været at møde en mur af uforstående og usympatiske læger. Lige indtil jeg landede hos HAB.

Af samme årsag, gad jeg ikke engang prøve – jeg bad dem bare stoppe deres tid op, hvor solen ikke skinner, og sagde, at jeg ville prøve at finde en privat scanningsklinik. Hvis jeg under alle omstændigheder skal gå ulykkelig rundt med ondt i maven, og ikke kunne sove om natten, fordi jeg nu ikke længere ved, om jeg skal være mor, så klarer jeg mig også til mandag, hvor jeg ved, at jeg får fat i nogle, der forstår mig, og passer på mit psykiske, lige så vel som mit fysiske.

Jeg kæmper for at finde en klinik der har lørdagsåbent, men den eneste der endnu har åbent, har ikke tid til mig. Jeg går i seng og beslutter mig for, at hér bliver jeg til mandag. Min kæreste er gået ud for at tage en cigaret, vred og frustreret, fordi jeg allerede har siddet og skreget af ham, at han ikke gør en skid for at hjælpe mig. Men hvad skal han også gøre? Og så sidder jeg og råber af ham, når han i forvejen er lige så ked af det, som jeg er. Jeg var ude af den.

Han kommer ind og sætter sig på sengen og siger til mig, om vi måske ikke skal finde et apparat, som kan finde hjertelyd på bebsen, på DBA. De apparater siges først at kunne bruges fra man er 12 uger henne, fordi det indtil da kan være nærmest umuligt at finde hjertelyd og derfor skabe mere bekymring end noget andet. Det er da også mit argument for, at vi ikke skal gøre det, men han siger alligevel: ”Jamen, hvad nu hvis vi godt kan?”

Jeg mærker efter i maven, og er klar over, at jeg ikke kan blive mere bekymret end jeg allerede er – jeg kan kun blive positivt overrasket. Han finder lynhurtigt et apparat og får arrangeret, at vi kan hente det med det samme. Jeg havde allerede besluttet mig for at aflyse fødselsdagen. Jeg orker ikke at skulle sidde hjemme hos min familie og tude og overbringe dem, den dårlige nyhed og dermed ødelægge deres humør og skabe bekymring hos dem også. Men så går det også op for mig, at det bliver en VIRKELIG lang weekend, hvis ikke jeg tager mig sammen. Jeg tørrer min mascara, som er tværet ud i hele mit fjæs, af, og sætter mig ud i bilen, og vi henter apparatet på vejen ud til mine forældre. Da vi kommer derhjem, styrer vi direkte ned mod et værelse sammen og jeg lægger mig på sofaen og blotter min mave. Vi starter med at lytte til vores eget hjerte, for at finde ud af, hvordan de fungerer, og få en fornemmelse af, hvad vi skal lede efter. Så sætter vi det lille apparat på maven og prøver os frem. Det rumsterer og knirker og giver store smæld i ørerne. Vi kan ikke høre en skid og i et kort øjeblik tænker jeg, at det var en dårlig ide. Helt nede i trussekanten, kommer der pludselig en susen, som jeg allerede har læst mig frem til, at jeg skal bevæge mig efter, og kort efter kan vi pludselig høre et lille damplokomotiv, der næsten slår tre slag i sekundet.

Gisp.

Den er i live.

Så det er jeg også, omend jeg glæder mig enormt meget til, at jeg i morgen kan få fat på min klinik og få svar på min pludselige blødning, og få total klarhed over om bebsen har det godt.

En forfærdelig og stor dag på samme tid. Ikke flere af dem tak – men jeg ved jo bedre end dét 🙂

God søndag ♥

1 kommentar

  • <3333333333

    Det er altså ikke spam, jeg vil bare vise dig hvor vild jeg er med dine indlæg! 😀

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Læs også

Er det min tur nu?