Bryllup i sigte

Er det min tur nu?

IMG_1589.PNG

Ja…. Det er jo ikke ligefrem fordi jeg havde regnet med at skrive dette indlæg foreløbig, og jeg er også noget skræmt over at gøre det. For med min baggage, er det svært at tro på, at det faktisk er min tur nu… Til at blive mor.

For jeg er rent faktisk gravid.. og det er sådan set sjette gang, så derfor har det været fuldstændigt undertrykt, i hvert fald så vidt muligt, indtil igår, hvor vi var inde og se vores baby for femte gang, og der pludselig lå et lille foster og vinkede til os.

Hvis jeg lige spoler tiden tilbage, så røg jeg ned i det sorteste hul, jeg havde forestillet mig, at jeg overhovedet kunne, i oktober måned sidste år. Og som jeg allerede har fortalt jer, begyndte vi i december måned at planlægge bryllup, i forsøget på at skabe noget at glæde os til og på den måde prøve at få livet til at gå lidt videre, nu hvor alt stod stille og havde gjort det en rum tid.

Jeg har tonset cigaretter i december måned – for nu gad jeg fandeme ikke opføre mig som gravid på forhånd, som jeg har gjort de sidste år. Jeg drak vin til jul, også selvom jeg var på den anden side af ægløsning, som ellers har givet mig 14 dage på standby, hver evigt eneste måned i alt for lang tid. Og nytårsaften drak jeg mig en kæp i øret, for første gang i umindelige tider. Vi havde besluttet os for, at vi egentlig helst ville undgå at blive gravide og risikere en nedtur lige inden brylluppet, og så ville jeg da egentlig også gerne have en polterabend i skøreste stil. Så for første gang siden start, fyldte projekt baby ikke det hele, og jeg opførte mig som den jeg faktisk er og syntes pludselig at kunne se en vej op fra mit sorte hul. Så da det i starten af januar går op for mig, at min menstruation er udeblevet, og jeg lidt fjoget tager en graviditetstest, som viser positiv omgående, bliver jeg så omtumlet, at jeg begiver mig ud i voldsom gråd.

Jeg er glad, men jeg er også ulykkelig. For nu starter alle bekymringerne, og nu går mit liv i stå – igen. Hver gang jeg har været gravid, har jeg holdt mit vejr hver dag og bedt for, at en eller anden ‘deroppe’ ville holde hånden over mig og give mig lov til at beholde min baby.

Jeg får på en eller anden måde overbevist mig selv om, at det ikke skal få mig ned med nakken, og at NÅR det går galt, så er der et fantastisk bryllup i vente, og at dét kan intet ødelægge for mig. Så på helt overnaturlig vis, formår jeg at ignorere graviditeten og holde bekymringerne væk.

Jeg får taget min første blodprøve, som led i min ‘tender, loving, care’ = TLC behandling på Abortus Habitualis = HAB på Rigshospitalet, og mit HCG (graviditetshormon) siger omkring 350. Det er højt i forhold til, at jeg er så kort henne som jeg er, og mit progesteron siger 123. Progesteron er dét hormon, som sørger for, at kroppen ikke afstøder slimhinden, og skal bare være over 35.

Jeg får taget en blodprøve igen tre dage senere, for at se om HCG er steget som det skal – det skal fordoble sig på to dage. Blodprøven sagde 1580, men progesteron var faldet til 89. Jeg fik at vide, at jeg ikke skulle bekymre mig, fordi det både kan falde og stige lidt, og først er et problem, hvis det når ned omkring de 35. Men det gjorde jeg sådan set heller ikke… Jeg havde allerede forberedt mig på det værste – hvorfor skulle sjette gang være anderledes?….

Fem dage senere får jeg taget min tredje blodprøve og bliver scannet ultra tidligt, for at være sikker på, at denne graviditet ligger i livmoderen og ikke udenfor. Mit HCG er steget til 11.200, og er fuldstændig ude af proportioner – lægen siger at graviditeten ligger inde i livmoderen og, at han lige må kigge efter to, fordi mit HCG er dobbelt så højt, som forventet. WHAT? Han finder kun en enkelt fostersæk, men det er også tilstrækkeligt tænker jeg, og synes alligevel, at en glad tanke strejfer mig. Da vi kommer ud i venteværelset, mister jeg pusten. Jeg føler, at jeg har fået en kæmpe mavepuster og kan næsten ikke få vejret. Jeg gik derind og forventede det værste. Har man én gang været gravid udenfor livmoderen, er chancen for at blive det igen, forøget. Nu kom jeg ud med gode nyheder, og det fungerede slet ikke med den mur jeg havde prøvet at bygge op, for at passe på mig selv.

Dagen efter bliver jeg ramt af kvalme. Den er der også dagen efter, og dagen efter igen. Ikke om morgenen, ikke om aftenen – hele dagen. Non-stop. Og den fortsætter. Hvorfor nu det? Det føles som tømmermænd uden en druktur. Og hvad får jeg ud af det? Ikke en skid andet end, at det gør det sværere at ignorere, hvad min krop endnu engang må gennemgå.

12 dage senere kommer jeg til scanning igen. Jeg er nu 8 uger henne og skal ind og have at vide om hjertet er begyndt at slå. Jeg er allerede forberedt på det værste. Jeg har før set hjerteblink og senere fået at vide, at det lille hjerte ikke slår længere. Jeg kan ikke tro på noget..

Hjertet slår, og det slår med den rigtige hastighed. Men jeg er nu en uge fra det kritiske tidspunkt, hvor jeg den 2. januar 2014 fik at vide, at vores tredje baby ikke længere var i live. Derfor kan de ikke overbevise mig om noget, og mit smil er mekanisk. De kan godt mærke det på mig og giver mig en tid til scanning en uge senere. De vil gerne gøre ventetiden kort, og så er det også nemmere at holde de bekymringer, som nu efterhånden har overmandet mig, nede. Det er en del af pakken TLC, som HAB udbyder til patienter, som ikke fejler noget af dét, som videnskaben endnu favner om.

Så da jeg er 9+0 kommer jeg igen til scanning. Da jeg lægger mig op på briksen, lægger jeg armen over øjnene og begynder at græde. Jeg er overbevist om, at jeg nu får de dårlige nyheder, som jeg hele tiden har forventet. ‘hold da op, for et rejehop’ siger sygeplejersken. Jeg åbner mine øjne, og der ligger en lille vingummibamse. Den hopper ikke mere, og jeg missede øjeblikket, fordi jeg ikke turde kigge. Hjertet slår helt perfekt, og den holder terminsdatoen. Det vil altså sige, at den lille er vokset, lige som den skal.

Da jeg kommer ud, fælder jeg en tåre. Nu er jeg forbi det kritiske tidspunkt. Tør jeg nu tro på det? Jeg ville så gerne. Jeg skal være mor, siger jeg til mig selv. Men der er alligevel en stemme, der hvisker: ”Måske!” Jeg har ikke fået lavet vandrejournal, og jeg har ikke bestilt tid til nakkefold. Og jeg tør stadigvæk ikke.. Alt, hvad der virkeliggører, hvad der måske snart er slut igen, kan jeg bare ikke kaste mig ud i. Kvalmen er der stadigvæk, og den gør det svært at glemme baby, og holde bekymringerne ude af mit sind. Jeg kan mærke, at jeg ikke længere kan sove når jeg går i seng. Jeg vender og drejer mig, for nu har tankemylderet overtaget mit sind.

Jeg får en tid til scanning igen en uge senere. ‘Vi scanner dig med det samme, for vi kan godt se på dig, at du ikke kan beroliges før da’. Jeg hopper op på briksen og scanningen går i gang. Da vi kigger på skærmen, ligger der 3 cm kærlighed og vinker til os…

Det føltes som om mit hjerte splintrede. Vi kan se den lille ligge og vifte med sine arme og rykke på sit hoved og sygeplejersken siger ‘hej, hej moar’. Glæden overmander mig fuldstændig.

Kan jeg nu ignorere min lille baby længere? Nej.. Den ligger derinde, sprællevende og er vokset ikke en millimeter for lidt, de sidste mange uger. Skylder jeg ikke at tro på, at den vil til verden? Min kæreste filmede de små vink, og jeg har set videoen om og om igen, igår og i dag.

Den er nødt til at være der denne gang. Jeg skal være mor. Det er jeg nødt til at tro på. Og baby har forventet ankomst den 11. september – kunne det være anderledes? Nej vel……….

 

Kærlige hilsner fra Sus ♥

4 kommentarer

  • Fie

    Sikke et smukt indlæg, Sus <3 Jeg fik helt tårer i øjnene, selvom din historie ikke er fremmed for mig, men måden hvorpå du skriver og fortæller – det ramte mig dybt! Det er så svært for andre at sætte sig ind i jeres situation, men du formår at gøre det 'lidt' nemmere. Tak fordi du åbner op for os andre – Jeg tror, det er jeres tur til at blive forældre og jeg glæder mig til at forkæle jeres lille barn helt op til skyerne <3 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sus

      Fiemus, det er derfor det er så dejligt at skrive – så kan man udtrykke sig så præcist og forklare sine følelser på en måde, som ikke er muligt, når man prøver at fortælle sine omgivelser, hvordan man har det.. Jeg føler mig lettet og kunne til dels mærke en bearbejdelsesproces imens jeg selv skrev ned, sort på hvidt, hvad det er jeg føler. Jeg håber så meget at bebs klarer den hele vejen, og jeg glæder mig til at du skal være en del af det <3 Elsker dig!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Bebsens mor

    Stort tillykke- hvor er det fantastisk. Det er simpelthen så trist (men forståeligt) at læse hvordan du afholder dig fra at nyde og glæde dig. Håber sådan at alt flasker sig. Mange tanker herfra! Nadia 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sus

      Kære Nadia.. Jeg prøver at nyde det fra nu – der er allerede gået mange uger, som ikke kommer tilbage, og jeg vil ikke se tilbage på en hel graviditet, som jeg ikke har nydt, af bare bekymring. Tak for dine tanker! Stort knus

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Læs også

Bryllup i sigte