New York'er væg

Abortus Habitualis – gentagne spontane aborter

Jeg taber mine graviditeter. Mine små liv, der skulle være blevet til børn og have gjort mig til mor og min kæreste til far. Jeg har mistet 5 gange, eksklusiv de graviditeter, som jeg kan mærke 4 dage efter befrugtningen, men som aldrig når så langt, at jeg kan teste positiv for dem. Min krop er ekstremt følsom og jeg kan lynhurtigt mærke ændringerne når et æg bliver befrugtet. Det er en skidt ting, når man har tendens til at abortere spontant.

Jeg er patient på Abortus Habitualis på Rigshospitalet. Den eneste klinik i Danmark som udreder og behandler patienter med gentagne aborter.

Jeg er i et forfærdeligt limbo, hvor mine prøver siger, at jeg ikke fejler noget. Det er skønt, siger de fleste, så ved du da, at der ikke er noget galt med dig. Men det er der jo…

Jeg taber mine børn!

Og så er det alligevel heller ikke hele sandheden. Min sidste graviditet sad udenfor livmoderen. De kunne se hjertet slå på den lille – den sad bare forkert. Det resulterede selvfølgelig i en operation, for nu 6 måneder siden.

Min forrige graviditet sad som den skulle. Alt så fint ud og vi var lykkelige og overbeviste. Men i 10. uge stoppede hjertet bare med at slå. Hvordan kunne det bare stoppe med at slå? Jeg havde givet mine forældre et scanningsbillede af den lille spire og hjertet, der blinkede. Vi troede virkelig på det, når vi nu var nået så langt. Men den 2. januar 2014, blev vi scannet igen, og nyhederne var altødelæggende. Tre forsøg giver en henvisning til Abortus Habitualis, og jeg fandt noget tryghed i min henvisning dertil – nu skulle vi nok få hjælp. Men sådan gik det desværre heller ikke.

Når mine tilfælde ikke ligner hinanden, gør det, det rigtig svært at gisne om, hvad der går galt, og mit eneste håb er, at flere mislykkede graviditeter giver lægerne en bedre chance for at finde et mønster – eller at næste gang bare er lykkens gang. Det er knap 2 år siden vi besluttede os for, at vi ville have en lille. Den 3. April er det et år siden jeg skulle have været mor – første gang. I det første halve år med graviditeter, blev jeg gravid tre gange. Det seneste halve år, har jeg ikke været det..

Til gengæld har jeg været gået ned med dét man kalder en belastningsreaktion. Resultatet af halvandet år med alt for mange mislykkede drømme, angst for at tabe og ikke mindst angsten for aldrig at blive mor, aldrig at få en familie. For bare mig og min kæreste – det er jo ikke en rigtig familie… Eller er det? Mit eneste formål med livet er jo at få børn og skabe en familie – føre generationen videre. Er det ikke dét jeg er sat i verden for? Nej, så er vi jo ikke en familie, bare os to. Vi er to mennesker, der ikke kan leve op til vores formål. Eller jeg kan i hvert fald ikke… For min kæreste fejler ikke noget – jeg kan nemlig godt blive gravid.. Eller kan jeg længere?! Mine tanker er blevet min fjende.

Oveni dét kommer sorgen over at se, hvordan andre bliver gravide og hvordan de også får deres børn. Veninder, bekendte, kvinder på gaden. Alt imens min kæreste og jeg står stille. Verden går forbi udenfor, lige for næsen af os. Scanningsbilleder, mavebilleder, kærlighedserklæringer til børn, ‘du ved ikke, hvad det vil sige at elske, før du har fået dit eget barn’, babyer i tv, babyer i film, babyer på facebook, babyer på instagram. Det er dræbende, fordi det blot minder mig om min egen sorg. Og skammen, når man end ikke kan tvinge sin tunge til at ønske andre tillykke med de fantastiske nyheder, fordi de har dræbt mig en smule mere indeni, gør kun det hele værre. Jeg har mærket en totalt afmagt over min krop, og kan kun se til, mens den opfører sig ubehøvlet overfor gravide kvinder og nybagte forældre, lykkelige mennesker. Så kan jeg dunke mig selv i hovedet og have det endnu værre over dét, men jeg kan ikke gøre det anderledes. Jeg har tabt kampen mod mine følelser.

Verden går forbi, uden mig! Og jeg kan ikke gøre fra eller til. Vi er gået fra tre graviditeter halvårligt til nul. Og det må da om noget bevise, at når først man har stresset sin krop for meget af sorg, så kommer der bare ingen baby. En ond, ond cirkel.

Men på ét punkt, føler jeg mig ekstremt heldig i alt det her. Et meget stort problem blandt par i vores situation, er at deres forhold ryger på spidsen. Folk går fra hinanden eller tæt på, fordi det tærer så enormt på deres forhold. Herhjemme har det ikke været nemt, det ville være løgn at sige. Og det har været svært at acceptere, at mennesker, og også min kæreste og jeg, sørger forskelligt. Det har skabt splittelse og højspændte situationer. Men slet ikke den grad, jeg oplever blandt andre piger i min situation.

Jeg har en kæreste, der har givet sig den selv mission, at holde mig oppe, når alt ser sort ud, og det har han klaret så flot. Jeg er ham evigt taknemmelig! Men jeg har også givet ham kamp til stregen, det er der ingen tvivl om. Og da det blev allersværest for ham at klare sin selvpålagte opgave i efteråret, valgte vi at starte til en psykolog sammen. Det bedste vi nogensinde har gjort. Vi har lært at forstå hinandens sorg. Og det er okay at min kæreste ikke sørger lige så meget over selve dét barn vi ikke har fået, som jeg gør. For ham er vi også en familie, bare os to. Han bliver lige her, også selvom vi ikke kan få et barn sammen. Hans sorg handler i langt højere grad om at se min sorg tvære mig ud. Sorg ser forskellig ud, og det er okay. Det betyder ikke at han ikke ønsker sig et barn, lige så meget som jeg. Og den 28/3-14 smed jeg mig på knæ og friede til ham, som et forsøg på at give ham en smule tilbage af dét han gør for mig. Han prøver at gøre mig lykkelig på trods af omstændighederne.

Jeg er alligevel en smule heldig midt i mit uheld, men det er nemt at glemme…

Jeg vil ikke gøre dette indlæg længere end det allerede er, og jeg kan mærke, at det er grænseoverskridende at skrive og åbne op om, men også lettende. Derfor regner jeg også med at fortælle jer mere om dette i fremtiden. Det er jo trods alt netop dét, der er mit meget virkelige liv og dét, der fylder alle mine tanker.

Jeg håber I tager godt imod det og at nogle af jer (forhåbentlig meget få), vil finde en samhørighed og lettelse i det.

Sus ♥

 

2 kommentarer

  • Trine

    Søde søde Sus<3 hvor er jeg ked af at læse om jeres situation<3 og hvor ville jeg ønske jeg kunne skrive det her til dig på IG da jeg er sikker på du har brug for kærlighed fra dine venner og bekendte men har ikke lyst til alle skal vide hvilken situation jeg selv står i Da jeg føler mig defekt som kvinde<3 Min mand og jeg har forsøgt nu i over 3 år at blive forældre men det lykkedes bare ikke. Jeg har end ikke opnået en graviditet da jeg har en masse arvæv i underlivet og det derfor næsten er umuligt at opnå naturligt. Vi har derfor været i behandling i 2 år og skal snart igang med endnu et fryseforsøg. Vi håber på at den her gang er lykkens gang men er også bange for at være for optimistisk da man så bagefter er helt knust.
    Jeg har også set alle de kommende IG mødre og endda dem som er blevet gravid 2 gange imens det end ikke er lykkedes for os:( jeg kender til at bryde sammen når jeg ser et nyt vordende par fortælle nyheden og være død misundelig for derefter at skamme mig. Jeg må tvinge mig selv til at sige tillykke.
    Jeg siger til mig selv at gode ting kommer til dem som venter(og alle de grimme børn skal gives ud først(misundelige tanker)).
    Jeg håber oprigtigt jeres næste barn er det rigtige og den bliver der<3
    Alt det i har været igennem er jeg sikker på jeres barn nok skal blive både køn og klog<3
    Kærlige hilsner fra en anden familie på 2

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sus

      Kære Trine. Man skal ikke give sig selv ud, hvis man ikke har lyst, jeg er bare glad for du har smidt en kommentar <3
      Jeg ved, hvordan det føles at føle sig defekt som kvinde, men jeg vil sige, at jeg udelukkende har fået godt ud af at fortælle mine omgivelser om vores situation. Nu støtter de os så snart vi opnår en graviditet og hver gang det er gået galt. De ved, hvordan vi har det og passer altid på os og accepterer (de fleste), at det er svært at se, hvordan det fungerer for alle andre, og at nyt liv hos andre kan føles dræbende for os. Det har altså kun været positivt for os, at lukke op. Der er ingen skam i det, andet end oppe i hovedet på os selv.
      Jeg håber Jeres fryseforsøg går godt, og skriv endelig til mig, hvis du har lyst. Send eventuelt en privat besked på IG eller skriv herinde igen. Du er ikke alene <3 Tak igen for tanken og mange tanker til dig.
      Stort knus fra Susan

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Læs også

New York'er væg